Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - ansættelse

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ej handicap - ansættelse

J.nr. 23-24687

En kvinde (klager), der midlertidigt benyttede rollator, klagede over en virksomhed (indklagede).

Kvinden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hun havde fået afslag på ansættelse.

Ifølge kvinden havde en medarbejder ved virksomheden oplyst, at virksomheden ikke ansatte personer, der benyttede rollator.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde godtgjort, at hun på tidspunktet for afslaget på ansættelse havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet lagde bl.a. vægt på, at kvinden havde oplyst, at hun kun brugte rollator midlertidigt.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse som koordinator hos den indklagede virksomhed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede gav klager afslag på ansættelse som koordinator.

Sagsfremstilling

Den 13. oktober 2021 blev klager indlagt med et brud i knæleddet.

Af journalnotatet fra indlæggelsen fremgår bl.a.

”Resumé af behandlingsforløb

Indlægges med højre tibia kondyl fraktur som behandles konservativt og udskrives igen til eget hjem.

”

Den 14. februar 2022 søgte klager en stilling som koordinator hos indklagede.

Klager har fremlagt sin ansøgning og et udateret stillingsopslag.

Den 24. februar 2022 var klager til samtale hos indklagede.

Klager har oplyst, at hun på dette tidspunkt brugte rollator, og at indklagedes medarbejder A udbrød, at indklagede ikke ansatte personer, der går med rollator.

Indklagede har bestridt, at medarbejder A skulle have udbrudt, at indklagede ikke ansatte personer, der går med rollator.

Ansættelsessamtalen blev efterfølgende gennemført med deltagelse af klager og medarbejder A.

Klager har oplyst, at hun senere fik afslag på ansættelse telefonisk.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 6. marts 2023.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 120.000 kr. svarende til tre måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på ansættelse.

Klager har ikke en funktionsbeskrivelse af sine ben.

Klager har fået installeret et trappegelænder i sin lejlighed på grund af sine ben, ligesom klager har fået tildelt en rollator gennem kommunen.

Klager går til behandling på endokrinologisk afdeling, men det er ikke afgjort, om klagers balanceproblemer bliver permanente.

Da klager ankom i indklagedes reception udbrød medarbejder A, at indklagede ikke ansatte folk, der går med rollator, hvilket forårsagede en trykket atmosfære.

Klager gik selv hen til medarbejder A´s kontor.

Ansættelsessamtalen foregik på medarbejder A´s kontor, men medarbejder A kiggede ikke på klagers CV.

Klager forklarede under samtalen, at hun havde balanceproblemer efter at have brækket knæet, hvorfor hun brugte rollator.

Klager forklarede også, at hun kun skulle bruge rollator i en tidsbegrænset periode og ikke permanent.

Medarbejder A oplyste, at samtalen kun var for at se hinanden an, hvorefter medarbejder A spurgte, om klager havde spørgsmål.

Klager stillede to spørgsmål, hvorefter medarbejder A rejste sig og sagde tak for samtalen.

Samtalen varede få minutter.

Indklagede gav klager afslag på ansættelse telefonisk.

Medarbejder A gav også klager afslag ved samtalen, idet medarbejder A sagde, at indklagede ikke ansatte personer, der gik med rollator.

Indklagede udsatte klager for forskelsbehandling på grund af midlertidigt handicap.

Der var ikke tale om en reel ansættelsessamtale.

Klager blev bedømt ud fra, at hun midlertidigt brugte rollator, hvilket er en klar overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Indklagede udviste ikke vilje til at overholde tilpasningsforpligtelsen i forskelsbehandlingsloven.

Medarbejder A nedgjorde klager, mens flere af indklagedes andre medarbejdere kunne høre det.

Indklagede påstår afvisning, da indklagede er uenig i det af klager anførte hændelsesforløb.

Indklagede kan ikke genkende det af klager beskrevne hændelsesforløb.

Indklagedes personale har oplyst, at receptionen hjalp klager med at komme hen til det kontor, hvor ansættelsessamtalen blev afholdt.

Der var indkaldt i alt otte kandidater til samtale i første samtalerunde.

Indklagede fandt ikke, at kemien i forhold til klager passede, ligesom klagers lønkrav lå væsentligt over det, som indklagede kunne tilbyde for den pågældende stilling.

Samtalen varede cirka 20 minutter, og indklagede kunne efter samtalens afslutning konstatere, at det ikke skulle være klager, der skulle besætte stillingen.

Under samtalen blev der talt om klagers forløb med sit knæ, og klager oplyste, at brugen af rollator kun var midlertidig, og at hun snart ville ophøre med at bruge den, hvorfor det ikke var et problem som sådan for hende.

Ingen af indklagedes medarbejdere har udtalt, at indklagede ikke ansatte personer, der går med rollator.

Klagers forklaring herom afvises blankt.

Afslaget blev meddelt over telefonen, men det blev aldrig angivet, at grunden var, at indklagede ikke ansatte personer, der går med rollator.

Begrundelsen for afslaget var, at kemien ikke passede, og at lønkravet heller ikke kunne matches.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U.

2018.830H og U.

2018.853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Den 13. oktober 2021 blev klager indlagt med et brud i knæleddet.

Klager blev behandlet og udskrevet samme dag.

Det fremgår ikke af journalnotatet, at klager havde eller ville få funktionsbegrænsninger efter bruddet.

Klager har oplyst, at hun havde balanceproblemer efter bruddet og derfor midlertidigt benyttede rollator.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at hun på tidspunktet for afslaget på ansættelse havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er lægelige oplysninger, som beskriver klagers balanceproblemer, ligesom klager selv har oplyst, at hun kun brugte rollator midlertidigt.

Klager får herefter ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a om tilpasning

•

§ 7 a om delt bevisbyrde