Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - rimelig tilpasning - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - rimelig tilpasning - afvisning
J.nr. 24-121601
En mand (klager), der havde et synshandicap, klagede over en myndighed (indklagede).
Manden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at myndigheden krævede skriftlig behandling.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for indklagede til at bistå klager med fremsendelse af skriftligt materiale til brug for indklagedes behandling af sagen.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes krav om skriftlig behandling af klager.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet kan ikke give medhold i klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han har et synshandicap.
Den 30. september 2024 kontaktede klager telefonisk indklagede, idet det var klagers opfattelse, at indklagede havde truffet afgørelse i to sager, før de var fuldt oplyst.
Indklagede oplyste klager om, at sagerne var blevet behandlet på det foreliggende grundlag, som følge af, at klager ikke havde efterlevet indklagedes anmodninger om uddybende bemærkninger til klagerne.
Klager oplyste i den forbindelse, at han havde yderligere materiale til klagerne, men at han på grund af sit synshandicap ikke kunne læse brevene fra indklagede eller indsende yderligere materiale.
Indklagede oplyste klager om, at indklagede kunne være behjælpelig med at forklare, hvad der stod i brevene, men fastholdt at klagen og bemærkningerne skulle indsendes skriftligt.
Indklagede vejledte herefter om, at klager kunne kontakte borgerservice med henblik på konkrete hjælpemuligheder.
Klager oplyste i den forbindelse, at han boede i udlandet, hvorfor han ikke kunne søge hjælp ved de danske sociale myndigheder og/eller handicaporganisationer.
Endvidere afviste klager, at han har kunne få hjælp til at anskaffe sig et softwareprogram til oplæsning af breve modtaget i digital post.
Klager anmodede om at få på skrift, at indklagede alene behandler sager på skriftligt grundlag.
Den 30. september 2024 fremsendte indklagede et brev til klager, hvor indklagede bekræftede, at indklagedes behandling af klager sker på skriftligt grundlag.
I brevet henviste indklagede til lovgrundlaget for indklagedes behandling af klager, og at det fremgår af lovgrundlaget, at klagerne behandles på skriftligt grundlag.
Endvidere var der henvist til uddybende regler om den skriftlige behandling af klager i den for indklagede gældende forretningsorden.
Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 29. oktober 2024.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Klagers bemærkninger
Klager har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at klager er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af synshandicap, idet indklagede har stillet krav om, at klager kun kan indgives skriftligt.
Klager gør gældende, at indklagede træffer afgørelser på et åbenlyst mangelfuldt grundlag, og at der dermed er stor sandsynlighed for, at afgørelserne er forkerte.
Klager har anført, at han forgæves har forsøgt at få hjælp til at klage, herunder ved Institut for
Menneskerettigheder, kommune, fagforening, organisationer, retshjælpsinstitutioner, private fonde og advokater.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning.
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at der ikke med forbuddet mod forskelsbehandling stilles krav om rimelig tilpasning, og at der ved rimelig tilpasning forstås, at tilbud og ydelser tilpasses, således at enkeltpersoner med handicap kan benytte tilbuddene eller have samme udbytte af ydelserne som andre.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes krav om skriftlig behandling af klager, idet klager på grund af sit synshandicap ikke kunne fremsende skriftlige bemærkninger til brug for sagens behandling.
Det følger af lovgrundlaget for indklagedes behandling af klager, at klager behandles på skriftligt grundlag.
Nævnet lægger til grund, at indklagede i forbindelse med klagers telefoniske henvendelse om de af indklagede trufne afgørelser tilbød at være behjælpelig med at forklare indholdet af brevene, ligesom indklagede vejledte om mulighederne for at få hjælp fra f.eks. borgerservice til at indsende skriftlige klager og bemærkninger.
Nævnet vurderer, at handicapdiskriminationsloven ikke indebærer en pligt for indklagede til at bistå klager med fremsendelse af skriftligt materiale til brug for indklagedes behandling af sagen.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2, om lovens anvendelsesområde
•
§ 3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 12 om indbringelse for Ligebehandlingsnævnet