Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - kommuner - sagsbehandling - afvisning
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - kommuner - sagsbehandling - afvisning
J.nr. 24-117636
En mand (klager), der var diagnosticeret med ADD, klagede over en kommune (indklagede).
Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi kommunen, efter mandens opfattelse, ikke havde levet op til deres forhandlingspligt efter reglerne om fortrinsadgang for handicappede i erhverv.
Den 30. oktober 2024 traf Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at afvise sagen.
Sekretariatet lagde vægt på, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over brud på reglerne om fortrinsadgang.
Den 6. november 2024 klagede manden over sekretariatets afgørelse.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen omhandlede, om kommune havde overholdt reglerne om fortrinsadgang.
Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager over eventuelle brud på reglerne om fortrinsadgang.
Det var herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.
Nævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse om at afvise klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 30. oktober 2024.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han har ADD.
Klager blev færdiguddannet journalist i februar 2022.
I februar 2023 søgte klager en stilling som civil efterforsker hos politiet.
Klager søgte stillingen med fortrinsadgang efter lov om kompensation til handicappede i erhverv.
Den 8. marts 2023 var klager til samtale hos politiet.
Den 10. marts 2023 sendte politiet en mail til jobcentret i den indklagede kommune.
Af mailen fremgår, at politiet vurderede, at der var andre kandidater, som var bedre kvalificeret til stillingen, da kandidaterne havde relevant baggrund og erfaring til at bestride stillingen.
Politiet ønskede derfor, at give klager afslag, hvilket de bad indklagede om tilladelse til.
Den 14. marts 2023 svarede indklagede politiet.
Af indklagedes mail fremgår bl.a.
”Tak for den tilsendte redegørelse vedr.
[klagers] ansøgning med fortrinsadgang.
Ud fra redegørelsen konstateres, at afslaget ikke er givet grundet handicap, men alene grundet manglende erfaring i forhold til andre kandidater.
Hvis [Poltiet] på et senere tidspunkt skulle være interesseret i at indgå i et samarbejde med [klager] f.eks. i form af en ansættelse med løntilskud, er I velkomne til at kontakte [indklagede] for at drøfte muligheder og vilkår.
Forhandlingen afsluttes hermed.
”
Samme dag fik klager skriftligt afslag på stillingen hos politiet.
Den 17 marts 2023 sendte klager en klage til indklagede.
Den 11. april 2023 svarede indklagede på klagers klage.
Af indklagedes svar fremgår bl.a.
”Som jeg læser din klage, er der to ting i den, som du ønsker svar på
Sagsbehandlingen i forhold til fortrinsret
Du havde søgt en stilling som civil efterforsker ved [politiet], og ansøgt stillingen med fortrinsadgang.
…
Fra jobcenteret tog sagsbehandler [navn] kontakt til [politiet] og bad om en begrundelse for afslaget.
Når ansøger søger med fortrinsret, skal der gives et fagligt, begrundet afslag.
Det er vores vurdering, at det havde [politiet] for deres valg af anden kandidat til stillingen.
[Politiet] har ret til at vælge, hvem de vil ansætte.
Det, vi skal sikre ved fortrinsret er, at du har fået en saglig forklaring på, hvorfor de ikke valgte dig.
Det betyder, at vores sagsbehandling i forhold til fortrinsret er afsluttet.
Vejledning om isbryderordningen
Det er sammen med din sagsbehandler i [afdeling], at du har mulighed for at få råd og vejledning i forhold til isbryderordningen.
Ved din ansøgning til [politiet] mener du at isbryderordningen burde have indgået i vurderingen af, om du kunne komme i betragtning til stillingen som civil efterforsker.
Jeg kan forstå, at du sammen med din sagsbehandler [navn] på mødet i marts måned drøftede din mulighed for isbryderordningen.
En ordning, der betyder, at du har mulighed for at tilbyde arbejdsgiver, eksempelvis [politiet], ansættelse i job med løntilskud op til 12 måneder.
[Sagsbehandler] opfordrede dig også til at tilbyde arbejdsgiver virksomhedspraktik, hvis du ikke fik tilbudt stillingen hos politiet.
Vi har ikke mulighed for at gå i dialog med virksomheden om, hvem de skal ansætte.
Men vi kan vejlede dig og en eventuelt arbejdsgiver om de muligheder der er i isbryderordningen, såfremt de ønsker at ansætte dig i løntilskud.
Isbryderordningen er et tilbud til arbejdsgiver, som du kan bringe i spil, når du søger ansættelse.
Er arbejdsgiver interesseret i at ansætte dig via isbryderordningen, vil der efterfølgende være en dialog/en forhandling med jobcenteret, om hvordan den skal udmøntes.
Ønsker du at benytte dig af isbryderordningen, er der fortsat mulighed for, at du kontakter [politiet], om det er noget de har interesse og mulighed for.
”
Den 11. og 12. april 2023 fulgte klager op på indklagedes svar.
Den 13. april 2023 svarede indklagede.
Af svaret fremgår bl.a.
” At finde job til dig
Det er korrekt, at vi som jobcenter skal bistå dig i din søgen efter job.
Det er vores opgave at vejlede dig om de tiltag du kan bringe i spil over for en kommende arbejdsgiver, f.eks. isbryderordning, virksomhedspraktik o.
lign.
Jeg må fastholde, at det ikke er jobcenterets opgave at gå i dialog/i forhandling med en arbejdsgiver om, hvem i et ansøgerfelt de skal ansætte.
Vi står naturligvis til rådighed overfor en kommende arbejdsgiver og dig, hvis matchet er der.
Vi kan vejlede virksomheden om de muligheder der er for forskellige ansættelsesformer, f.eks. isbryderordning, løntilskud og virksomhedspraktik.
Men det vil være dig, som ansøger til stillingen, der skal være klædt på til at gøre virksomheden opmærksom på, at du f.eks. kan ansættes i en isbryderordning.
…
Forhandling og dialog
I loven bruges ordet "forhandling", hvilket er at betragte som den dialog, der skal være mellem virksomheden og jobcenteret, når der er tale om fortrinsret.
Da sagsbehandler [navn] er i forhandling/i dialog med [politiet], efter de har besluttet at meddele dig afslag på stillingen, beder hun dem begrunde afslaget.
Da afslaget er sagligt begrundet i henhold til reglerne om fortrinsret, skriver [sagsbehandler] til [politiet], at de er velkommen til at kontakte Jobcenteret, hvis de ønsker at ansætte dig på et senere tidspunkt f.eks. i en ansættelse med løntilskud.
Isbryderordningen er et løntilskud.
”
Klager har oplyst, at han i foråret 2024 søgte en stilling som IT-sikkerhedsspecialist med fortrinsadgang, men ikke blev kaldt til samtale.
Den 17. april 2024 sendte klager en mail til indklagede.
Af mailen fremgår bl.a.
”[Klagers fagforening] fortalte mig at hvis en person søger et job med fortrinsadgang, bliver indkaldt til jobsamtale, men så får afslag på jobbet, så sker der følgende.
1) Arbejdsgiveren skriver en forklaring på hvorfor jobbet et gået til en anden kandidat
2) i skriver en mail eller ringer tilbage til arbejdsgiveren for at få et uddybende svar, og præsentere arbejdsgiveren for diverse tiltag og tilskud, der er beregnet til at få ansøgeren i arbejde.
Kan [indklagede] bekræfte at det er den procedure i følger?
”
Den 18. april 2024 svarede indklagede på klagers mail.
Af indklagedes svar fremgår bl.a.
”Jeg kan bekræfte, at ovenstående er den procedure vi følger.
Vi når dog aldrig til punkt 2, hvis arbejdsgiveren kommer med en åbenlys begrundelse for, at de faglige kvalifikationer ikke lever op til det der er anført i stillingsopslaget.
Hvis der er åbenlyse grunde til, at at en ansøger ikke har fået jobbet, skriver vi tilbage til den offentlige myndighed, at vi accepterer begrundelsen, og sender et brev til borgeren om, at vi har acceptret myndighedens begrundelse.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. maj 2024.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 320.000 kr.
Den 13. og 29. august 2024 sendte klager to mails til indklagede.
Den 11. september 2024 svarede indklagede på klagers mails.
Af indklagedes svar fremgår bl.a.: ¬
” Sagsbehandlingen ift.
din mulighed for fortrinsret og isbryderordning
I dine henvendelser beskriver du et utilstrækkeligt samarbejde med jobcenteret i forbindelse med din mulighed for at gøre brug af fortrinsret og isbryderordning.
Jeg må henvise til det svar, som er sendt til dig den 7. juli 2023.
Som jobcenter skal vi bistå dig i din søgen efter job.
Det er vores opgave at vejlede dig, om de tiltag, du kan bringe i spil over for en kommende arbejdsgiver, herunder isbryderordning, virksomhedspraktik, o.
lign.
Vi står til rådighed for dig og en kommende arbejdsgiver med vejledning om mulighederne, hvis matchet er der.
Vi kan tilbyde skriftligt materiale, som du kan udlevere til en arbejdsgiver.
Jobcenteret har ikke ret til at forhandle med virksomheden om, hvem de ansætter.
Arbejdsgiver har ret til at ansætte den kandidat, de vurderer, er bedst kvalificeret til jobbet.
Det er fortsat min vurdering, at der ikke har været tale om lovovertrædelser i sagsbehandlingen af din sag.
”
Klager har oplyst, at han efter at have modtaget indklagedes svar af 11. september 2024 igen klagede over indklagede, hvorefter indklagede inviterede klager til et møde.
Den 11. oktober 2024 sendte indklagede en ny mail til klager.
Af mailen fremgår bl.a.
”Tak for at du kom til møde med os i sidste uge sammen med din bisidder [navn], så vi fik mulighed for at drøfte baggrunden for dine klager over sagsbehandlingen vedr.
fortrinsadgang.
Vi lovede på mødet at gå tilbage i din sag til 2023 og gennemgå dokumenterne, der beskriver spørgsmålet om fortrinsadgang i forbindelse med, at du søger stilling som civil efterforsker hos hhv.
[by] Politi og [by] Politi.
Det er en forudsætning, at ansøger opfylder de formelle faglige krav til ansøger i stillingsopslaget, for at komme i betragtning til fortrinsadgangen.
Politiet ansætter specialister med kompetencer, der er relevant for politiets efterforskning, til stillinger som civilefterforsker.
De vurderede, at du ikke havde en relevant erfaring/uddannelse til at bestride en stilling som civil efterforsker.
…
Det er en afgørelse, som alene arbejdsgiver kan træffe og det er også arbejdsgiver, der skal sende dig et afslag.
Da du ansøgte med fortrinsret, sendte politiet en redegørelse til Jobcentret, med begrundelse for afslaget til dig.
(indgår i aktindsigten).
Sagsbehandler i jobcentret kan konstatere, at dit handicap ikke var en del af begrundelsen for afslaget, men at det alene skyldes, at du manglede de relevante faglige kompetencer til det aktuelle job.
Da du, efter arbejdsgivers vurdering, ikke har de rette kompetencer til stillingen vil en yderligere forhandling om handicapkompenserende indsatser ikke være relevant.
…
Vi vil give dig ret i at den tilbagemelding, som du får af sagsbehandleren i Jobcentret, er mangelfuld.
Den redegør ikke fyldestgørende for dialog mellem arbejdsgiver og jobcenter.
Tilbagemeldingen skulle desuden have været givet skriftligt.
Det skal vi selvfølgelig beklage.
Du har på mødet i sidste uge udtrykt bekymring for at de fejl, som du oplevede i 2023, var udtryk for at Jobcenter [by] generelt ikke fulgte lovgivningen.
Vi kan berolige dig med, at der var tale om enkeltstående fejl, der skyldes, at området dengang skiftede hænder.
Området er igen samlet hos vores nøgleperson på handicapområdet.
Dette har du ved selvsyn kunne konstatere bl.a. i [navns] grundige svar til dig af 3. juli 2023, der viser arbejdsgivers begrundelse og refererer forhandlingen.
Spørgsmål om kompensation
Du har i dine seneste mails forespurgt om [indklagede] af egen drift vil betale dig en økonomisk kompensation mod at du undlader et civilt søgsmål om erstatning, undlader at gå til pressen og frafalder politianmeldelser.
Afgørelser kan alene træffes indenfor lovgivningens rammer og begrundes i fakta og faglig vurdering.
Selvom vi har konstateret en administrativ fejl i forbindelse med tilbagemeldingen fra Jobcentret, som du fik efter ansøgning af job som civil efterforsker hos politiet, så har denne fejl ikke haft indflydelse på politiets afslag til dig.
Det afgørende var, at du ikke havde de rette kompetencer til at bestride stillingerne.
Derfor har du heller ikke lidt et økonomisk tab i den forbindelse.
Det kan allerede af den grund ikke komme på tale at drøfte kompensation.
”
Den 30. oktober 2024 traf Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at afvise sagen.
Af afgørelsen fremgår bl.a.
”Det fremgår af din klage, at du mener, at indklagede ikke har overholdt reglerne om fortrinsadgang.
Det er sekretariatets vurdering, at det er åbenbart, at du ikke kan få medhold i sagen.
Vi har lagt vægt på, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over brud på reglerne om fortrinsadgang.
Vi henviser til nævnets afgørelse i j.nr. 22-24278, hvor nævnet fastslog, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over brud på reglerne om fortrinsadgang.
Sekretariatet afviser derfor klagen.
Vi bemærker, at vi videresender din klage til Ankestyrelsen, som vi vurderer, er rette myndighed for din klage.
Vi henviser til forvaltningslovens § 7, stk. 2.
”
Den 6. november 2024 klagede klager over sekretariatets afgørelse om afvisning.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagedes jobcenter ikke levede op til deres forhandlingspligt, således at klager i et år ikke kunne benytte sig af sin fortrinsret eller isbryderordningen.
Det er klagers oplevelse, at hverken indklagede eller potentielle arbejdsgivere respekterer reglerne om fortrinsadgang, og at det er helt konsekvensfrit at bryde reglerne.
Klager fortalte indklagede om, at han, da han har et handicap, kan søge med fortrinsadgang via jobcentret.
Klagers sagsbehandler mente, at klager ikke havde krav på at søge med fortrinsadgang, da det ville kræve for meget tid, hvilket sagsbehandlerens chef erklærede sig enig i.
I foråret 2023 var klager til samtale hos politiet, men fik ikke stillingen, da der ifølge politiet var andre kandidater, som var mere kvalificerede.
På den baggrund burde indklagede have indledt en forhandling med politiet, herunder præsentere politiet for isbryderordningen.
Indklagede kvitterede dog bare for politiets begrundelse.
Indklagede vejledte eller forhandlede således ikke med politiet, og indklagede overholdt derfor ikke sin forhandlingspligt.
Klager klagede over den manglende forhandling, hvilket resulterede i to svar fra indklagede.
Svarene stred direkte mod loven og Ankestyrelsens vurdering.
Indklagede skrev bl.a., at det ikke er jobcentrets opgave at gå i forhandling med en arbejdsgiver om, hvem arbejdsgiveren skal ansætte, og at det er ansøgeren til stillingen, der skal være klædt på til at gøre arbejdsgiveren opmærksom på f.eks. isbryderordningen.
I foråret 2024 søgte klager igen en stilling med fortrinsadgang, men klager blev ikke kaldt til samtale.
Klager bad derfor sin fagforening kontakte indklagede for at få en forklaring på, hvilke procedurer indklagede følger, når en borger søger en stilling med fortrinsadgang.
Indklagede meddelte, at hvis borgeren ikke bliver ansat, så forhandler indklagede med arbejdsgiveren og præsenterer arbejdsgiveren for forskellige ordninger og tiltag.
Dette svar gik direkte imod det, som indklagede havde oplyst klager om i 2023.
Dengang oplyste indklagede, at det er ansøgeren til stillingen, der skal være klædt på til at gøre virksomheden opmærksom på de forskellige ordninger og tiltag.
Indklagede konkluderede i deres svar af 11. september 2024, at de ikke havde gjort noget galt.
Indklagede påstår i mailen af 11. oktober 2024, at klager ikke var kvalificeret til stillingen som civil efterforsker.
Dette er dog ikke en underbygget påstand.
Indklagede fortolkede sig selv frem til den vurdering ved at beskrive manglende erfaring som ensbetydende med, at en person hverken er kompetent eller kvalificeret til en stilling.
Denne fortolkning ville de facto betyde, at der aldrig var nogen, der vil kunne gøre brug af isbryderordningen.
Klagers handikap har betydet, at klager har haft færre muligheder for at få erfaring inden for sit fag.
Indklagede har ikke overholdt lovgivningen, og indklagede har derved udsat klager for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.
Sekretariatets afvisning er ugyldig.
Det er ikke en gyldig årsag til at afvise klagen, at sekretariatet eller nævnet ikke har personer ansat, som er kvalificerede til at vurdere om reglerne om fortrinsadgang er brudt.
Det er nævnets lovbestemte pligt at behandle klagen.
Det er misbrug af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8, stk. 2, at erklære det åbenbart, at klagen skal afvises, fordi sekretariatet eller nævnet ikke har de nødvendige kompetencer til at varetage en opgave, som lovgivningen fastslår er nævnets.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Klager har gjort gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede ikke har levet op til deres forhandlingspligt efter reglerne om fortrinsadgang i bekendtgørelse af lov om kompensation til handicappede i erhverv.
Nævnet vurderer, at klagen omhandler, om indklagede har overholdt reglerne om fortrinsadgang.
Nævnet har ikke kompetence til at behandle klager over eventuelle brud på reglerne om fortrinsadgang.
Nævnet henviser i den forbindelse til lov om Ligebehandlingsnævnet § 1 om nævnets kompetence.
Det er herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.
Nævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse om at afvise klagen.
Nævnet bemærker, at klager over brud på reglerne om fortrinsadgang kan behandles af Ankestyrelsen.
Dette fremgår af lov om kompensation til handicappede i erhverv § 17 a, stk. 3.
Sekretariatet har ved afgørelsen om afvisning af 30. oktober 2024 oversendt klagen til Ankestyrelsen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet
-
Sagsbehandlingen i forhold til fortrinsret
-
Vejledning om isbryderordningen
•
§ 1 om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 10, stk. 5 og 6, om indbringelse af sekretariatets afgørelse for nævnet