Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - etnisk oprindelse, hudfarve og race - religion og tro - alder - handicap - ansættelse - uanset handicap - afvisning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - etnisk oprindelse, hudfarve og race - religion og tro - alder - handicap - ansættelse - uanset handicap - afvisning
J.nr. 24-99807
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med Asperger syndrom og ADHD, klagede over en statslig administrativ enhed (indklagede).
Kvinden mente, at enheden havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder samt handicap i forbindelse med, at kvinden fik afslag på en stilling som studentermedhjælper hos enheden.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder eller handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i klagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder samt handicap i forbindelse med, at klager fik afslag på en stilling som studentermedhjælper hos den indklagede statslige administrative enhed.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at hun er en etnisk og religiøs minoritets kvinde med et handicap.
Af en speciallægeerklæring af 1. juni 2021 fremgår
”Diagnoser
DF845 Asperger syndrom
DF900 Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed (ADHD)”
Klager søgte i august 2024 en stilling som studentermedhjælper hos indklagede.
Af det udaterede stillingsopslag fremgår bl.a.
”[Indklagede] i hhv.
[by X] og [by Y] søger studerende, som vil bidrage til vores forsknings- og analyseprojekter.
…
Som studentermedhjælper bliver du ansat i en afdeling, hvor du indgår i [indklagedes] projektgrupper.
Du vil komme til at samarbejde med forskere og projektledere, der arbejder med forsknings- og analyseprojekter på tværs af velfærdsområderne i hele den offentlige sektor.
Du skal kunne byde aktivt ind med din viden og dine færdigheder, og du skal kunne arbejde både selvstændigt og i teams.
Vi søger studentermedhjælpere til følgende afdelinger.
Når du søger, skal du angive, hvilken afdeling du søger i.
Det er muligt at angive to prioriteter.
[Afdeling A]
…
Typiske studenteropgaver: Vores projekter anvender både kvantitative og kvalitative metoder.
Typiske studenteropgaver er at assistere på projekterne med transskribering af interviews, kodning og analyse af kvalitative data i Nvivo, screening af litteratur, opsætning af spørgeskemaer samt bearbejdning og analyse af kvantitative data, herunder registerdata.
Desuden vil der også være opgaver såsom at tage møde- og interviewreferater, samt understøtte andre skriftlige og analytiske produkter.
Du skal således være klar på både rutineprægede opgaver samt opgaver af mere analytisk karakter.
Den kvantitative profil: Vi søger studentermedhjælpere med stærke metodekompetencer, herunder særligt studerende med indgående kvantitativt metodekendskab.
Du vil blive tilknyttet projekter, som anvender surveys og registerdata, og det vil være en fordel, hvis du allerede har prøvet at arbejde med denne type af data før, eksempelvis i et tidligere studiejob.
Der vil være god mulighed for at få praktisk erfaring med registerdata såvel som andre former for kvantitative data, og ikke mindst dygtiggøre sig metodisk og analytisk.
Forudgående erfaring med programmerne Stata (og evt.
R) er en fordel.
Forventninger: Du er studerende på en samfundsvidenskabelig uddannelse, formentligt statskundskab, sociologi, økonomi eller lignende.
Du har stærke analytiske evner og metodiske kompetencer, og du er systematisk og grundig.
Vi forventer, at du byder aktivt ind, og at du kan arbejde både alene og i teams.
Der vil være mulighed for oplæring, men det forventes også, at du kan arbejde meget selvstændigt, har stærke samarbejdsevner, og selv er opsøgende ift.
løbende sparring og feedback hos dine kollegaer.
.
.
.
[Afdeling C]
…
Dine arbejdsopgaver og vores forventninger: I [afdeling C] søger vi studerende, som nok har en baggrund i samfundsvidenskab eller humaniora, som kan arbejde selvstændigt, og som på længere sigt kunne forestille sig et arbejdsliv inden for analyse og/eller forskning.
For at komme i betragtning skal du have gode kompetencer inden for kvalitativ metode og/eller spørgeskemaundersøgelser.
Opgaverne spænder fra rutineprægede opgaver (især transskribering) til udfordrende opgaver (fx interviews og rapportskrivning).
Dine opgaver tilrettelægges efter vores behov og dine kompetencer, og vil derfor typisk gradvis blive mere krævende jo længere tid, du har været ansat.
Kendskab til sundhedsområdet er en fordel, men ikke et krav.
Vi er også interesserede i dig, som har en særlig viden om organisering, digitalisering, tværsektorielt samarbejde, etiske problematikker eller lignende.
…
[Afdeling D]
…
Dine arbejdsopgaver bliver at assistere projektlederne med en række forskelligartede opgaver, der varierer fra projekt til projekt.
Afhængig af dine kompetencer vil du få mulighed for at arbejde med enten kvalitative eller kvantitative metoder i forskellige projekter.
Opgaverne kan bl.a. omhandle transskribering af interviews, kodning og analyse af kvalitative interviews, opsætning af online spørgeskema, indsamling af surveydata eller behandling af data i Excel eller Stata, deltage i casebesøg, skrive referater og andre administrative opgaver samt varetage mindre formidlingsopgaver.
Forventninger: Du er studerende på en samfundsvidenskabelig uddannelse, fx økonomi, sociologi, antropologi, folkesundhedsvidenskab, statskundskab eller andet.
Du har skarpe analytiske evner og kvalitative og/eller kvantitative metodiske færdigheder.
Det er en fordel, hvis du er vant til at arbejde systematisk og er i stand til at bevare overblikket over mange informationer på én gang.
.
.
.
Uddannelseskrav
Ansættelse som studentermedhjælper forudsætter, at du er indskrevet ved et universitet indenfor de videnskabelige studieområder, der er beskrevet under de enkelte afdelinger.
Vi ser gerne, at du har nogle år tilbage af din uddannelse.
Studerende som er tidlig i sin uddannelse, er også meget velkommen til at søge, men til nogle af stillinger kan det være en fordel at have de tunge metodefag på plads.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker på grundlag af organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/STAT vedrørende studentermedhjælpere, hvor timelønnen er 140,74 kr. Hertil kommer et tillæg efter 1 års ansættelse og et tillæg for evt.
bestået bachelorgrad.
Du ansættes som udgangspunkt med en gennemsnitlig arbejdstid på 12 timer om ugen, som kan tilpasses hverdagen som studerende og opgavernes deadlines.
Vi forventer fleksibilitet af dig, og det modsvares selvfølgelig af fleksibilitet fra [indklagedes] side, fx i eksamensperioder.
”
Af klagers ansøgning fremgår bl.a.
”Jeg er kandidatstuderende på Sociologi ved [universitet] med 1,5 år tilbage på studiet.
Jeg har dermed en solid baggrund inden for sociologisk forskning, hvor jeg har erfaring med både kvalitative og kvantitative metoder.
…
Jeg er derfor primært interesseret i områderne [afdeling D], [afdeling A] og [afdeling C] i [by X] .
Mit bachelorprojekt var kvalitativt baseret og omfattede dybdegående interviews med forældre til børn med autisme og deres oplevelse af mødet med det kommunale system.
Socialrådgivere blev også interviewet om deres oplevelse af samarbejdet med forældre til børn med diagnoser.
…
I min nuværende rolle som studentermedhjælper på [institut] håndterer jeg mange administrative og driftsmæssige opgaver.
Derudover assisterer jeg også i forskningsprojekter i form af kvalitativ og kvantitativ databearbejdning, hvilket udvikler mine metodiske og analytiske evner yderligere.
…
Disse opgaver har gjort mig fortrolig med at arbejde struktureret, systematisk og bevare overblikket over mange informationer på én gang.
Jeg følger opgaven til døren, og er effektiv og fleksibel i et miljø hvor jeg modtager klare anvisninger.
Samt lærer jeg bedst med visualisering eller ved at observation under oplæring grundet min diagnose.
”
Den 29. august 2024 var klager til samtale hos indklagede.
Klager har fremlagt et uddrag af sit eget skriftlige referat fra samtalen.
Af uddraget fremgår bl.a.
”[Indklagede] vil gerne vide, hvorfor jeg har haft en pause mellem bachelor og kandidat, hvor jeg informerer om, at jeg har været på barsel.
…
[Indklagede] vil gerne vide, hvordan jeg har tid til det hele med tre børn, hvor jeg fortæller, at jeg selvfølgelig skal arbejde, og man finder tiden til det.
…
Vi snakker derefter om det fysiske arbejdsmiljø, hvor studentermedhjælperne sidder, og hvorvidt der er nogle hjælpeforanstaltninger, der skal tages hensyn til.
[Indklagede] fortæller, at man jo sidder meget foran sin computer og arbejder, men en gang imellem er der lidt snak mellem de studerende.
[Indklagede] : Nu har vi godt nok ikke haft nogen studerende ansat over 34 år, men de studerende sidder sammen på 4. sal, og der er nogle gange snak på tværs, hvor man sparrer med hinanden og hjælper, hvis der er behov.
Mig : Det stemmer godt overens med den konstellation, vi har på [institut].
Det fungerer rigtig fint.
[Indklagede] : Hvad med arbejdstider?
Vi er fleksible, og man taster sig ind på de vagter, man ønsker m.v.
Mig : Jeg har studie hver onsdag, og om tirsdagen sidder jeg på [institut].
Ellers kan jeg arbejde hos jer mandag, torsdag og fredag.
Jeg foretrækker lange vagter på over 6 timer, da jeg så kan få arbejdet mere igennem, end hvis jeg kun sidder i 3 timer.
[Indklagede] : Så du har tænkt dig at beholde dit studiejob på [institut]?
Mig : Ja, det tænker jeg, da jeg også får nogle forskningsopgaver der.
”
Den 30. august 2024 gav indklagede klager afslag på stillingen.
Da klager havde søgt med fortrinsadgang, skulle indklagede redegøre for afslaget.
Af redegørelsen fremgår bl.a.
”[Indklagede] har fået 185 ansøgere til stillingen som studentermedhjælper i [indklagede], heraf har 68 søgt specifikt til [afdeling D].
En betydelig andel af ansøgerne er yderst velkvalificerede, og vi har indbudt 10 kandidater til samtale som studentermedhjælper i [afdeling D].
På baggrund af en helhedsvurdering af disse 10 kandidater vurderes det, at du [klager] ikke er ligeså kvalificeret til stillingen som de øvrige kandidater, [indklagede] har afholdt samtaler med.
Årsagen hertil er, at [indklagedes] analysearbejde kræver mange timer alene foran computeren – hvilket er beskrevet i stillingsopslaget – og at [indklagede] forventer, at studentermedhjælperne i gennemsnitlig arbejder 12 timer om ugen, dvs. i nogen perioder mere end 12 timer.
Vi fik under samtalen indtryk af en ansøger med manglende seriøsitet, idet du gav udtryk for, at du ikke kunne være tilstede i det nødvendige omfang, og at du forsætter i dit nuværende studenterjob sideløbende med studierne, hvilket vil betyde, at du vil være mindre fleksibel.
Vurderingen er alene en konstatering af, at der i ansøgerfeltet er ansøgere, hvis faglige seriøsitet og fleksibilitet bedre matcher den profil, som [indklagede] søger til denne stilling.
”
Den 5. september 2024 sendte klager sine bemærkninger til indklagedes redegørelse.
Af bemærkningerne fremgår bl.a.
”Jeg må formode ud fra jeres afslag, at de andre ansøgere må være længere fremme på deres kandidatstudie og have tilvalgt flere metodiske valgfag, der giver dem kendskab til flere metodiske redskaber og kvalifikationer, end jeg besidder.
Derudover må jeg antage, at de andre kandidater har haft længere erfaring med arbejdsopgaver relateret til forskningsprojekter.
I skriver b.la.
: ” Årsagen hertil er, at [indklagedes] analysearbejde kræver mange timer alene foran computeren – hvilket er beskrevet i stillingsopslaget – og at [indklagede] forventer, at studentermedhjælperne i gennemsnit arbejder 12 timer om ugen, dvs. i nogle perioder mere end 12 timer.
Vi fik under samtalen indtryk af en ansøger med manglende seriøsitet, idet du gav udtryk for, at du ikke kunne være til stede i det nødvendige omfang, og at du fortsætter i dit nuværende studenterjob sideløbende med studierne, hvilket vil betyde, at du vil være mindre fleksibel .
”
Jeg undrer mig over, at I netop fik dette indtryk til jobsamtalen, da jeg ud fra det skriftlige referat fra samtalen kan se, at der blev talt om arbejdstimer og jeres fleksibilitet omkring timefordelingen.
Til samtalen blev det nævnt, at jeres studentermedhjælpere nogle gange kommer på arbejde 3-4 timer ad gangen i løbet af ugen.
I den sammenhæng udtrykte jeg, at jeg er på studie hver onsdag, og hver tirsdag sidder jeg på [institut], og at jeg således hver mandag, torsdag og fredag har mulighed for at være til rådighed hos VIVE.
Samt udtrykte jeg, at jeg gerne vil arbejde 6 timer ad gangen, da jeg foretrækker lange vagter fremfor korte vagter, da jeg foretrækker at få arbejdet mere igennem.
Jeg er lidt forarget over, at jeg, med stærke metodiske faglige kompetencer til at varetage denne stilling samt erhvervserfaring med forskningsprojekter, fleksibilitet og dedikation af tre fulde arbejdsdage hos [indklagede], giver indtryk af at være en ansøger, der udviser mindre faglig seriøsitet og fleksibilitet end de øvrige kandidater.
I jeres stillingsopslag stilles der forventninger til metodiske kvalifikationer, og at studentermedhjælperen skal kunne arbejde 12 timer i gennemsnit – og dermed også i perioder over de 12 timer.
Dette er bestemt foreneligt med, hvad jeg tilbyder.
Det får mig til at overveje, om de øvrige kandidater står til rådighed for arbejde alle ugens dage og ikke har studierelaterede forpligtelser;
i så fald har jeg misforstået jeres stillingsopslag omkring den gennemsnitlige arbejdsuge på 12 timer.
Jeg ser frem til at høre, om jeres indtryk og vurdering af mig har været en misforståelse, da jeg ikke genkender denne udlægning af samtalen.
”
Den 12. september 2024 svarede indklagede på klagers bemærkninger.
Af svaret fremgår bl.a.
”I perioden mellem vi sendte brevet til dig og vi modtog dit svar, har det vist sig, at vi ikke kommer til at besætte studentermedhjælperstillinen i [afdeling D], da vi ikke har de forventede opgaver alligevel.
Derudover har vi oplyst, at to af de øvrige ansøgeres kvalifikationer bl.a. bunder i en længerevarende tilknytning til to af [indklagedes] projekter.
Disse to ansøgere – og de øvrige syv – har ligeledes modtaget afslag.
…
Vores vurdering af samtalen er dog forsat, at du fremstod med mindre seriøsitet og fleksibilitet, end de øvrige kandidater.
Fleksibiliteten bunder ikke alene i mødetid, som du nævner, selvom det har betydning, at der er to dage om ugen, hvor du ikke kan møde.
Fleksibiliteten bunder også i de faglige kvalifikationer.
Hvor dit interessefelt fremstår mere specialiseret, og vi havde (har ikke længere) behov for mere generalistprægede faglige kvalifikationer, da man indgår i mange forskelligartede projekter som studentermedhjælper i [indklagede].
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. september 2024.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 26.000 kr. svarende til seks måneders løn.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder samt handicap i forbindelse med, at indklagede gav hende afslag på ansættelse som studentermedhjælper.
Klager angav ikke sin etniske baggrund, sit religiøse tilknytningsforhold, sin alder eller sine personlige forhold i sin ansøgning, da disse egenskaber ikke definerer eller påvirker klagers faglige kvalifikationer.
Klager nævnte kort i ansøgningen, at hun har en diagnose.
Der er ingen tvivl om, at det havde betydning, at klager er en synlig etnisk minoritets kvinde i en minoritet med et handicap.
Ydermere er klager en religiøs minoritet, hvilket også er synligt.
Klager mener, at disse faktorer har dannet grundlag for de fordomme om klagers kvalifikationer og erfaringer, som klager oplevede under samtalen med indklagede.
Fordommene udmøntede sig i et afslag på en stilling, som klager var yderst kvalificeret til.
Under samtalen var der fokus på klagers alder, at klager har børn og klagers handicap.
Indklagede spurgte bl.a. ind til emner, der ikke havde relation eller betydning for arbejdsopgaverne i stillingen.
På trods af, at klagers handicap ikke eksplicit blev nævnt under samtalen var det tydeligt, at indklagede fokuserede på, om klager er ”normal”.
Det kunne ses i indklagedes retorik, herunder om klager kunne finde ud af at kontakte en skole i forbindelse med sit kommende speciale.
Det er absurd at spørge en kandidatstuderende om dette, da det er en del af uddannelsen at foretage metodiske undersøgelser, hvori kontakt til informanter, relevante fagpersoner og andre instanser indgår.
Spørgsmålet var også irrelevant, da studentermedhjælperstillingen ikke indeholdte arbejdsopgaver, der indebar kontakt til eksterne.
Der var også fokus på, hvorvidt klager havde skrevet sine metodeeksamensopgaver alene eller i grupper, hvor der eksplicit blev spurgt til, hvilke personer klager havde skrevet med i nogle af eksamenerne.
Dette var et besynderligt spørgsmål, som ikke havde nogen relevans for stillingens arbejdsopgaver.
Spørgsmålene var atypiske og anfægtede klagers faglige færdigheder og kompetencer, som ikke virkede troværdige for indklagede, selvom klager er yderst metodisk stærkt funderet og arbejdede på forskningsprojekter hos et institut på universitetet.
Klager mener, at spørgsmålene hang sammen med indklagedes fordomme om, at klager havde et handicap.
Indklagede nævnte også, at klagers alder ikke var helt almindelig for en studentermedhjælper hos indklagede.
Indklagede var også forundret over, hvordan klager kunne få tingene til at hænge sammen, da klager havde børn.
Klager er forundret over indklagedes begrundelse for afslaget, da klager ikke kan genkende indklagedes udlægning af samtalen.
Begrundelsen har påvirket klager, da klager har en stor retfærdighedssans, og indklagedes udlægning af klagers manglende seriøsitet og fleksibilitet ikke var det udtryk, som klager gav under samtalen.
Indklagedes forskellige begrundelser for afslaget er modstridende.
Indklagede søgte oprindeligt to studentermedhjælpere.
Senere oplyste indklagede, at indklagede udelukkende søgte én studentermedhjælper i afdeling D.
Derefter skrev indklagede i svaret af 12. september 2024, at de havde nedlagt de to stillinger, som de ellers havde fundet kandidater til.
Til samtalen gav indklagede ellers udtryk for, at indklagede havde brug for to studentermedhjælpere på grund af en masse arbejde.
Det fremgår også af indklagedes oprindelige afslag, at der kunne forekomme arbejde over 12 timer, hvilket indikerer, at der netop var behov for ansættelse af studentermedhjælpere.
Indklagedes begrundelse for afslaget ændrede sig i svaret af 12. september 2022.
Det var ikke længere kun klagers fleksibilitet i forhold til fremmøde, der var et problem.
Indklagede skrev således, at klagers fleksibilitet i forhold til faglige kvalifikationer var et problem, fordi klagers interessefelt ikke spænder vidt omkring.
I forhold til stillingsopslaget kunne arbejdsopgaverne udføres på tværs af emner og projekter.
Klagers faglige kvalifikationer og metodiske kompetencer spænder vidt på kvantitative og kvalitative metoder.
Klager har også erfaring med kombination af metoderne.
Klagers kompetencer kan derfor bruges på tværs af projekter og opgaver.
I stillingsopslaget ønskede indklagede, at ansøgerne udvalgte to afdelinger, som ansøgerne hovedsageligt var interesseret i.
Klager valgte afdeling A, C og D.
Dette kan ikke fortolkes, som at klager har et specialiseret interessefelt, da metodiske kompetencer og faglige kvalifikationer ikke er bundet op på et interesseområde.
Hvis indklagede havde en reel interesse i at ansætte klager, ville indklagede havde bedt om klagers bacheloreksamensbevis.
Indklagede ville også have kontaktet den reference, som klager havde angivet på sit CV.
Endeligt ville det have været i indklagedes interesse at afklare en eventuel misforståelse under samtalen.
Indklagede kontaktede ikke jobcentret i klagers bopælskommune inden, at indklagede gav klager afslag.
Indklagede gav dermed ikke kommunen mulighed for at forhandle en eventuel ansættelse til klager, hvilket er påkrævet efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Om fortrinsadgang
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om der er sket en overtrædelse af reglerne om fortrinsadgang for handicappede til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere.
Nævnet henviser i den forbindelse til nævnets afgørelse i j.nr. 22-31948.
Klager over manglende overholdelse af disse regler skal indbringes for Ankestyrelsen, der kan give udtalelse om, hvorvidt den offentlige arbejdsgiver har overholdt reglerne.
Ligebehandlingsnævnet kan alene vurdere, om klager i forbindelse med ansættelsesprocessen har været udsat forskelsbehandling på grund af sit handicap i strid med forskelsbehandlingsloven.
Om forskelsbehandling
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, religion og tro, alder og handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder eller handicap.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder eller handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af et det ene køn, en bestemt etnisk oprindelse, religion, tro alder eller med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede gav klager afslag den 30. august 2024.
Afslaget var begrundet med, at der i ansøgerfeltet var ansøgere, hvis faglige seriøsitet og fleksibilitet bedre matchede den profil, som indklagede søgte til stillingen.
Klager har gjort gældende, at hun var kvalificeret til stillingen, og at indklagedes vurdering skyldtes indklagedes fordomme om klager på baggrund af klagers etniske oprindelse, religion og handicap.
Klager har yderligere gjort gældende, at indklagede under samtalen havde fokus på klagers alder, og at klager har børn.
Nævnet vurderer ud fra sagens samlede oplysninger, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, etnisk oprindelse, religion og tro, alder eller handicap.
Nævnet har herved lagt vægt på, at afslaget var begrundet i, at indklagede vurderede, at der var andre ansøgere, som bedre matchede den profil indklagede søgte.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.
Nævnet afviser herefter at behandle klagen.
Nævnet har ikke fundet anledning til at vurdere, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
Forskelsbehandlingsloven
-
[Afdeling A]
-
[Afdeling B]
-
[Afdeling C]
-
[Afdeling D]
-
[Afdeling E]
•
§ 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2 om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 16 a om delt bevisbyrde
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 a om delt bevisbyrde