DK
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kompetence - parts- og vidneforklaringer
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kompetence - parts- og vidneforklaringer
J.nr. 23-14349
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med PTSD og paranoid skizofreni, klagede over en butik (indklagede).
Kvinden mente, at butikken havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden blev afvist fra at medbringe sin servicehund i butikken.
Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt kvinden var blevet afvist fra at medbringe sin servicehund i den indklagede butik.
Dette spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afvist fra at medbringe sin servicehund i indklagedes butik.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om du er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.
Sagsfremstilling
Den 17. juli 2019 modtog klager en afgørelse fra sin bopælskommune, hvoraf fremgår bl.a.
”Du er berettiget til en servicehund efter Servicelovens § 112.
…
[Bopælskommune] vurderer, at du har en varig funktionsnedsættelse og at behandlingsmulighederne er udtømte.
…
Du har Paranoid skizofreni samt PTSD.
Du er udfordret af et højt angstniveau, der ofte resulterer i du bliver psykotisk og bevirker at dit funktionsniveau er meget svingende.
”
Klager har oplyst, at indklagede butik afviste, at klager kunne medbringe sin servicehund i butikken.
Indklagede har oplyst, at der ikke er blevet afvist kunder med servicehund i butikken.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 10. februar 2023.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet hun blev afvist fra at medbringe sin servicehund i indklagede butik.
Desuden gør klager gældende, at indklagede som følge heraf skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 10.000 kr.
Da klager besøgte indklagede butik for første gang med sin servicehund, fik klager omgående besked om at forlade butikken.
Indklagede begrundede det med, at Fødevarestyrelsen ikke tillader hunde i butikker, som sælger fødevarer.
Da klager igen besøgte butikken to år senere, fik klager igen besked på, at klager ikke måtte medbringe sin hund i butikken.
Klager gjorde i den forbindelse indklagede opmærksom på sin ret til at være i butikken med sin servicehund, men blev fortsat afvist i at medbringe sin servicehund.
Oplevelsen har forværret klagers angst for at gå i butikker med sin servicehund.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet klager ikke er blevet afvist fra at medbringe sin servicehund i butikken.
Indklagede beklager, at klager har haft en dårlig oplevelse.
I forbindelse med klagers første besøg, kan den pågældende medarbejder ikke huske situationen.
To andre medarbejdere kan huske en hændelse med en servicehund, hvor medarbejderen indledningsvist var forvirret i forhold til håndteringen heraf, men at kunden fortsatte sit indkøb.
Ved den seneste hændelse blev klager ikke afvist fra at medbringe sin servicehund.
En medarbejder oplyste til klager, at der ikke måtte være hunde i butikken.
Klager oplyste herefter, at hunden var en servicehund, hvorefter medarbejderen svarede, at hun forholdt sig til Fødevarestyrelsens lovgivning.
Klager forlod herefter butikken.
Medarbejderen nåede ikke at sige mere og følte sig overrumplet af, at hun fik at vide af klager, at hun skulle læse op på handicaplovgivningen.
Klager blev ikke afvist, men valgte selv at forlade butikken.
Der er aldrig blevet afvist en servicehund i indklagedes butik.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Der er for nævnet tvivl om, hvorvidt klager er blevet afvist fra at medbringe sin servicehund i den indklagede butik.
Dette spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.
En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.
Nævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde