Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - afskedigelse - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om politisk anskuelse - afskedigelse - medhold
J.nr. 23-20364
En mand (klager), der stillede op til Folketinget for et højreradikalt parti, klagede over et menighedsråd (indklagede).
Manden mente, at menighedsrådet havde forskelsbehandlet ham på grund af politisk anskuelse i forbindelse med, at manden var blevet bortvist fra sin virksomhedspraktik som gartneriarbejder hos menighedsrådet.
Manden offentliggjorde den 28. april 2019, at han stillede op til Folketinget for et højreradikalt parti.
Da manden mødte op hos menighedsrådet den 29. april 2019, blev han bortvist.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse.
Nævnet lagde vægt på den tidsmæssige sammenhæng mellem mandens offentliggørelse af sin opstilling til Folketinget og beskeden om at forlade praktikstedet.
Det var herefter menighedsrådet, som skulle løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Menighedsrådet havde gjort gældende, at manden havde udvist upassende adfærd i det offentlige rum.
Nævnet vurderede, at menighedsrådet ikke havde løftet denne bevisbyrde.
Nævnet lagde særlig vægt på mandens beskrivelse af forløbet den 20. april 2019, og at menighedsrådet ikke nærmere havde underbygget, hvad det var for en adfærd hos manden, der gav menighedsrådet anledning til at bede manden om at forlade praktikstedet.
Klager fik derfor medhold i klagen.
Forskelsbehandlingen fandt sted den 29. april 2019.
Den 20. januar 2020 havde et stift truffet afgørelse om ikke at give manden medhold i mandens klage til stiftet.
Manden indgav først mere end tre år herefter klage til nævnet.
Nævnet vurderede derfor, at manden ved retsfortabende passivitet havde mistet retten til at få en godtgørelse.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse i forbindelse med ophøret af en praktik.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede bortviste klager.
Sagsfremstilling
Den 2. april 2019 startede klager i virksomhedspraktik som gartneriarbejder hos indklagede.
Virksomhedspraktikken var formidlet af kommune X.
Den 28. april 2019 offentliggjorte klager, at han stillede op til Folketinget for et højreradikalt politisk parti.
Den 29. april 2019 blev klagers praktik bragt til ophør.
Den 18. juli 2019 sendte klager en klage til flere offentlige myndigheder.
Af klagen fremgår bl.a.
”Da jeg mødte i jobtræning mandag 29. april, stod kirkegårdslederen der, hvor jeg stillede min cykel.
Hun sagde til mig, at jeg var bortvist.
Jeg spurgte undrende hvorfor.
Til det svarede hun, at ”de” også ”læste aviser”.
Jeg sagde, at hun da ikke kunne bortvise mig, fordi jeg stillede op til folketinget, og at det var min demokratiske ret at gøre dette.
Hun svarede, at jeg var bortvist og skulle ”forlade matriklen”.
Jeg mener, at jeg er blevet bortvist fra min jobtræning på baggrund af min lovlige politiske holdning.
”
Den 20. januar 2020 behandlede stift Y klagers klage.
Af stiftets afgørelse fremgår bl.a.
”[Stift Y] har gennemgået sagen, og har i den forbindelse været i kontakt med henholdsvis [indklagede] og med den virksomhedskonsulenten, der er tilknyttet Jobcenteret i [kommune X], og som har været involveret i din virksomhedspraktik hos [indklagede].
Det fremgår af den kontrakt, som er indgået i forbindelse med virksomhedspraktikken, at slutdatoen for virksomhedspraktikken er angivet til den 29. april 2019, hvilket er sammenfaldende med den dag, hvor kirkegårdslederen på [indklagede] meddelte dig, at du ikke længere skulle møde i virksomhedspraktik på kirkegården.
[Stift Y] finder derfor ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen, da der ikke har været tale om en bortvisning fra din virksomhedspraktik.
Stiftet finder heller ikke belæg for at kritisere de beslutninger og handlinger, som [indklagede] har truffet i den konkrete sag.
[Stift Y] må derfor meddele dig, at du ikke får medhold i din klage.
Denne afgørelse er endelig og kan derfor ikke indbringes for anden myndighed.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. februar 2023.
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han blev bortvist fra sin virksomhedspraktik hos indklagede på grund af sin politiske anskuelse.
Indklagede bortviste klager, da det kom frem, at klager stillede op til Folketinget for et højreradikalt politisk parti.
Klager havde ikke givet udtryk for politiske holdninger i forbindelse med virksomhedspraktikken.
Klager ved ikke, hvad indklagede mener med, at han ved flere lejligheder skulle have optrådt upassende i det offentlige rum.
Da klager blev bortvist af indklagede, blev bortvisningen begrundet med, at klager stillede op til Folketinget for det højreradikale parti.
Indklagede gav på et møde efter nogle ugers virksomhedspraktik udtryk for, at de var meget tilfredse med klagers indsats og indforstået med, at klagers forløb skulle fortsætte.
Stift Y påstod, at aftalen om virksomhedspraktik sluttede den 29. april 2023, og at det var årsagen til, at klager ikke længere skulle møde op hos indklagede.
Det virker til, at indklagede og stift Y løbende har opfundet forklaringer på, at virksomhedspraktikken blev afbrudt.
Indklagede gør gældende, at beslutningen om at opsige klagers virksomhedspraktik udelukkende bundede i, at klager havde udvist upassende adfærd i det offentlige rum.
Beslutningen havde intet at gøre med klagers politiske anskuelser.
Klager var i perioden fra 2. april 2019 til 29. april 2019 i ulønnet virksomhedspraktik hos indklagede.
Praktikken var formidlet af kommune X.
Klager var således ikke i et ansættelsesforhold hos indklagede.
Virksomhedspraktikken blev afbrudt den 29. april 2019, da indklagedes ledelse blev opmærksom på, at klager ved flere lejligheder havde optrådt upassende i det offentlige rum.
Denne adfærd harmonerede ikke med arbejdet på en kirkegård, da hensynet til besøgende kræver, at personalets opfører sig omsorgsfuldt og respektfuldt.
Klager levede ikke op til det decorumkrav, som er en del af stillingen som gartneriarbejder hos indklagede.
Indklagede blev først opmærksom på klagers upassende adfærd efter, at klager var blevet tilknyttet indklagede i virksomhedspraktik.
Kirkegårdslederen påpegede over for jobkonsulenten fra kommune X, at indklagede ikke ønskede at have klager tilknyttet kirkegården på grund af oplysningerne om klagers upassende opførsel.
Jobkonsulenten afbrød herefter virksomhedspraktikken omgående.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af politisk anskuelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt politisk anskuelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager har gjort gældende, at han blev bortvist fra sin virksomhedspraktik som gartneriarbejder hos indklagede på grund af sin politiske anskuelse.
Klager offentliggjorde den 28. april 2019, at han stillede op til Folketinger for et højreradikalt parti.
Da han mødte op hos indklagede den 29. april 2019, blev han bortvist.
På baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder den tidsmæssige sammenhæng mellem klagers offentliggørelse af sin opstilling til Folketinget og beskeden om at forlade praktikstedet på grund af sine forhold, vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling på grund af politisk anskuelse.
Det er herefter indklagede, som skal løfte bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.
Ved denne vurdering lægger nævnet særlig vægt på klagers beskrivelse af forløbet den 29. april 2019, ligesom nævnet lægger vægt på, at indklagede ikke nærmere har underbygget, hvad det er for en adfærd hos klager, der gav indklagede anledning til at bede klager om at forlade praktikstedet.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Forskelsbehandlingen fandt sted den 29. april 2019.
Den 20. januar 2020 traf stiftet afgørelse om ikke at give klager medhold.
Klager indgav først mere end tre år herefter klage til Ligebehandlingsnævnet.
Nævnet vurderer, at indklagede må have gået ud fra, at klager ikke ønskede at forfølge sagen yderligere.
Klager har derfor ved retsfortabende passivitet mistet retten til at få en godtgørelse.
Klager tilkendes derfor ikke en godtgørelse i anledning af den skete krænkelse.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, og 3, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
•
§ 7 a om delt bevisbyrde