Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold
J.nr. 23-9965
En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADD, og var bevilliget en servicehund, klagede over en virksomhed (indklagede).
Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at virksomheden den 4. april 2022 gav manden afslag på at medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager havde godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Nævnet lagde til grund, at indklagede den 4. april 2022 afviste klager fra at medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Nævnet lagde videre til grund, at indklagede havde en praksis som foreskrev, at ingen dyr måtte medbringes i vejhjælpskøretøjerne.
Nævnet vurderede, at indklagedes praksis om ikke at tillade dyr i vejhjælpskøretøjerne, som tilsyneladende var neutral, kunne stille personer med handicap ringere end andre.
Nævnet vurderede herefter, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afvisningen af sin servicehund.
Det påhvilede herefter indklagede at bevise, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling.
Nævnet vurderede, at indklagede ikke havde godtgjort, at afvisningen af klagers servicehund var nødvendig for at opnå det saglige formål.
Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at klagers servicehund kunne medbringes i vejhjælpskøretøjets førerhus, uden at hensynet til andres helbred blev tilsidesat.
Manden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede vejhjælp den 4. april 2022 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede den 4. april 2022 gav klager afslag på at medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 1. februar 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager har fremlagt lægelige oplysninger dateret den 16. oktober 2017, hvoraf fremgår bl.a., at klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom og forstyrrelse af aktivitet uden hyperaktivitet (ADD) af moderat grad.
Klager har fremlagt en afgørelse fra sin bopælskommune af 1. oktober 2021, hvoraf fremgår bl.a.
”Du har søgt om en servicehund til at hjælpe dig i hverdagen, fordi du beskriver at have brug for tryghed og nærhed som en servicehund kan give.
Afgørelse
Du er bevilget følgende efter servicelovens § 112 som hjælpemiddel
Begrundelse for afgørelsen
Vi har lagt vægt på, at du har fået tilkendt en § 85 støttekontaktperson, da der er vurderet at du har et væsentligt nedsat funktionsniveau og behandlingsmulighederne udtømte.
Du har svært ved at mærke dig selv og dine behov og dine grænser.
Du udtrættes hurtigt, hvilket påvirker din hverdag i en sådan grad at du har svært ved at strukturer din hverdag.
Du er diagnosticeret med aspergers og du oplyser at have C-PTSD, angst og perioder med stress og depression.
…
Vi har vurderet, at du grundet dit nedsatte funktionsniveau, er i personkredsen for at kunne modtage en servicehund.
”
Klager har derudover fremlagt et servicehundebevis, hvoraf fremgår, at klagers hund er godkendt og certificeret af en servicehundeforening.
Klager har desuden fremlagt sit ledsagerkort, som er udstedt af (…).
Den 4. april 2022 kontaktede klager telefonisk indklagede med henblik på at få vejhjælp, idet klagers bil ikke kunne starte.
Den pågældende chauffør fra indklagede afviste, at klager kunne medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 1. februar 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede afviste, at klager kunne medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Klager gør desuden gældende, at indklagede som følge heraf skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 5.000 kr.
I forbindelse med bestillingen af vejhjælp oplyste klager telefonisk til indklagede, at han havde behov for at medbringe sin servicehund.
Klagers hund er en allergivenlig race.
Klager blev nægtet at medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerkabine.
Klager oplyste chaufføren om, at han ikke måtte adskille klager fra sin servicehund.
Dette var chaufføren ligeglad med.
Klager blev nødt til at efterlade sin servicehund i bilen, som blev transporteret af vejhjælpskøretøjet.
Klager oplevede situationen som utryg og ubehagelig.
Klager er derudover nervøs for at komme i lignende situation igen.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.
Nye ansatte hos indklagede bliver lært op i, at ingen dyr må komme ind i vejhjælpskøretøjerne.
Indklagede kan ikke byde den næste kunde, som måske er allergisk over for hunde, at blive transporteret i en bil, hvor der tidligere har været transporteret en hund.
Dette vil kunne medføre, at en allergiker får åndenød eller et ildebefindende.
Indklagede medbringer ikke udstyr til at fastspænde dyr, hvilket er et lovkrav.
I denne sag blev klagers bil trukket op på vejhjælpskøretøjets lad og transporteret til et nærliggende værksted.
Hunden blev placeret inde i klagers bil, men da loven siger, at ingen personer må opholde sig i en bil, som bliver transporteret på vejhjælpskøretøjets lad, var det nødvendigt at klager opholdt sig i førerkabinen af vejhjælpskøretøjet.
Indklagedes medarbejdere er ikke uddannet til at sondre mellem hunderacer med henblik på at identificere, om en race er allergivenlig.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Om handicap
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom og ADD.
Derudover var klager bevilliget en støttekontaktperson efter servicelovens § 85.
På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at han på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Om afvisningen
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Nævnet lægger til grund, at indklagede den 4. april 2022 afviste klager fra at medbringe sin servicehund i vejhjælpskøretøjets førerhus.
Nævnet lægger videre til grund, at indklagede har en praksis som foreskriver, at ingen dyr må medbringes i vejhjælpskøretøjerne.
Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade dyr i vejhjælpskøretøjerne, som tilsyneladende er neutral, kan stille personer med handicap ringere end andre.
Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afvisningen af sin servicehund.
Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har navnlig anført, at klagers servicehund blev afvist af hensyn til andre kunders mulige allergi over for hunde.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede har godtgjort, at afvisningen af klagers servicehund var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre andres helbred.
Spørgsmålet er herefter, om det var nødvendigt at afvise klagers servicehund for at opnå ovenstående saglige formål.
Nævnet vurderer, at indklagede ikke har godtgjort, at afvisningen af klagers servicehund var nødvendigt for at opnå det saglige formål.
Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at klagers servicehund kunne medbringes i vejhjælpskøretøjets førerhus, uden at hensynet til andres helbred blev tilsidesat.
Klager får derfor medhold i klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 1. februar 2023, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
-
En servicehund
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde
•
§ 11 om godtgørelse