Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - afvisning
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - afvisning
J.nr. 23-2750
En mand (klager) klagede over et krisecenter for kvinder (indklagede 1) og en frivilligforening (indklagede 2).
Manden mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at han havde modtaget afslag på en stilling som frivillig hos krisecenteret.
Det var nævnets vurdering, at mandens ønske om en ulønnet tilknytning som frivillig hos krisecenteret ikke var omfattet af ligebehandlingsloven.
Det var også nævnets vurdering, at det forhold, at manden fik afslag på at være frivillig hos krisecenteret heller ikke var omfattet af ligestillingsloven.
Nævnet lagde til grund, at hverken krisecenteret eller frivilligforeningen var organisationer inden for den offentlige forvaltning eller leverede varer eller tjenesteydelser i lovens forstand, da der ikke var tale om økonomiske aktiviteter i et sådan omfang, at det skete som led i erhvervsmæssig drift.
Da forholdet herefter faldt uden for nævnets kompetence, kunne nævnet ikke behandle klagen.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager fik afslag på en stilling som frivillig hos et krisecenter for kvinder.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at der på indklagede 1’s hjemmeside blev søgt efter ”kvindelige frivillige”.
Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle den del af klagen, der omhandler afslaget på en stilling som frivillig.
Sagsfremstilling
Klager, som er mand, søgte om at blive frivillig hos et krisecenter for kvinder (indklagede 1).
Den 30. november 2022 modtog klager på mail et afslag, hvoraf fremgår
”…
Tak for din respons på vores opslag om frivilligt arbejde på [indklagede 1]
Som det er lige nu, tager vi kun kvinder som frivillige pga.
vores beboeres oplevelser med mænd.
Jeg har genlæst vores opslag og har tilføjet, man skal være kvinde for at blive frivillig.
Jeg håber, du finder et andet godt frivilligt arbejde.
…”
Den 1. december 2022 besvarede klager mailen af 30. november 2022.
Følgende fremgår heraf
”…
Det kan jeg godt sætte mig ind i.
Selvom jeg synes det er ærgerligt afskrive mennesker der har en masse empati, forståelse og støtte at gi’ simpelthen fordi man er mand.
Det er jo værd at tænke over.
Ellers godt arbejde.
I fik ros fra en kvinde jeg hjalp for et par år siden.
So Keep that up.
…”
Indklagede 1 har oplyst, at de frivillige hos indklagede 1 alle er kvinder.
De er organiseret i en forening (indklagede 2), der er en frivilligforening.
Alle medlemmerne af indklagede 2 betaler et kontingent på 100 kr. årligt for medlemskab.
Indklagedes 2’s medlemmer udfører udelukkende ulønnet arbejde, og foreningen har blandt andet til formål at bedrive frivilligt arbejde hos indklagede 1.
Indklagede 1 har fremlagt kopi af både indklagede 1 og indklagede 2’s vedtægter.
Af indklagede 1’s vedtægter fremgår bl.a.
”…
1.3 Institutionen er stiftet af [indklagede 2] i [by] den 19. marts 1981.
…
2.
Formål
2.1 Institutionens formål er med hjemmel i Lov om Social Service § 109 at drive [indklagede 1], hvor kvinder der har været udsat for vold, voldtægt eller anden mishandling kan få beskyttelse og midlertidig husly sammen med deres børn.
2.2 Krisecenteret tilbyder hjælp til selvhjælp i form af rådgivning om vild i parforhold, samt socialrådgivning/familierådgivning ved fraflytning.
…
2.6 Krisecenteret skal yde støtte, sikkerhed, beskyttelse og omsorg.
…
2.7 Krisecenteret skal sikre det ideologiske grundlag for arbejdet, der består af en indsat fra såvel frivillige, som faguddannet personale.
De frivillige skal være et nødvendigt supplement til de ansatte, idet de frivillige skal være en ideologisk værdi i [indklagede 1’s] støtte og omsorgsfunktioner.
Det ansatte personale skal være den socialfaglige værdi i [indklagede 1’s] funktioner.
…”
Af indklagede 2’s vedtægter fremgår bl.a.
”…
§ 1.
Formål.
Foreningens formål er at bekæmpe fysisk og psykisk vold mod kvinder og børn.
Volden skal bekæmpes både på det individuelle og det samfundsmæssige plan.
Formålet søges opnået
…
§ 2.
Medlemmer.
Medlemmer af [indklagede 2] er kvinder, der tislutter sig foreningens formålsparagraf og vedtægter, samt betaler kontingent.
Aktive medlemmer er de, der tager frivillige vagter på krisecentret.
Det forventes at man som aktivt medlem tager mindst 1 vagt pr. måned- eller 12 vagter på et år.
Alle kvinder, som er enige i [indklagede 2’s] formål, og betaler det årlige kontingent, kan optages som passive medlemmer.
Alle [indklagede 2] medlemmer har tavshedspligt vedrørende de personer, de får kendskab til via deres virke i [indklagede 2].
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. januar 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.
Klager har fremlagt skærmbillede af den 22. januar 2023 af indklagede 2’s hjemmeside, hvoraf blandt andet fremgår
”…
Vil du være frivillig hos [indklagede 1]
Så skal du kunne leve op til krisecenterets værdigrundlag.
Det betyder blandt andet, at du skal være respektfuld, rummelig og omsorgsfuld.
Samtidig lægger vi vægt på, at du som frivillig er robust og har en god situationsfornemmelse.
Du skal desuden være fyldt 21 år og tale forståeligt dansk.
Vi bruger kun kvindelige frivillige.
Hos [indklagede 1] går vi mest op i menneskelige værdier.
Derfor stiller vi ikke krav til din uddannelsesmæssige eller sociale baggrund.
…
[Indklagede 2]
Som frivillig indgår du et medlemskab i [indklagede 2].
Kontingentet fastsættes og betales én gang årligt og ligger på 100,00 kr. Medlemsskabet omfatter, at du tilbydes temadage, foredrag og andre spændende og interessante aktiviteter med de øvrige frivillige.
…
Frivilliggrupperne
Alle frivillige er delt op i 5 grupper.
Hver gruppe har en kontaktperson, som arrangerer afholdelse af gruppemøder en gang om måneden.
Møderne afholdes som regel på krisecenteret og her drøftes der vagtplan for frivillige, gives en orientering om krisecenteret fra en fast medarbejder, snakkes trivsel m.m.
De frivilliges mødeplan udsendes digitalt via en app, og der skal derfor anvendes smartphone til dette.
Systemet er enkelt at bruge og giver dig et godt overblik over din mødeplan og gør planlægningen enkel.
Du vil blive introduceret for systemet ved opstart, og det er let at anvende.
Gruppemøderne er ikke obligatoriske, men det anbefales altid at deltage, da der foruden det sociale element også deles vigtige informationer og drøftes aktuelle oplevelser fra krisecenteret.
I hver frivilliggruppe er der desuden udpeget en repræsentant, der er medlem af [indklagede 2’s] bestyrelse.
Bestyrelsen for [indklagede 2]
Foreningens bestyrelse består af 8 medlemmer, der
omfatter
• 1 formand
• 1 næstformand
• 1 kasserer
• 1 frivillig fra hver gruppe.
De frivilliges arbejde
Frivilligt arbejde er en af grundforudsætningerne for krisecenterets succes i arbejdet med at støtte kvinder og børn til et godt liv uden vold.
Som frivillig hos [indklagede 1] skal man ikke sagsbehandle eller rådgive beboerne om specifikke forhold men i stedet sikre, at krisecenteret er en tryg, omsorgsfuld og værdiskabende base for beboerne.
Krisecenterets korps af frivillige bidrager til, at der altid er nogen i huset, man kan tale med, at der er hjælp at hente til praktiske opgaver og at der er tryghed både nat og dag.
Foruden muligheden for at gøre en væsentlig forskel for kvinder og børn, der er udsat for vold i nære relationer, har du som frivillig også mulighed for at bidrage i PR-gruppen.
PR-gruppen består af frivillige og arbejder blandt andet aktivt med at formidle kendskabet om frivilligt arbejde på krisecenteret, forebygge vold i nære relationer samt udbrede kendskabet til [indklagede 1] og vores tilbud.
PR-gruppen står desuden for at arrangere faglige temaaftner, opkvalificerende kurser for frivillige, planlægge og deltage ved foredrag og oplæg til eksterne interesseorganisationer, målrette vores SoMe profil samt meget andet.
PR-gruppen tilbyder derfor en mulighed for at frivillige hos [indklagede 1], i endnu højere grad, kan få indflydelse på vores profil, tilbud og virke.
…”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at han fik afslag på at blive frivillig.
Klager gør desuden gældende, at det er i strid med ligebehandlingslovens § 6, at det på indklagede 1’s hjemmeside fremgik, at der kun søgtes kvindelige frivillige.
Klager kunne ikke blive frivillig udelukkende, fordi han er en mand.
Begrundelsen herfor var, at der var kvinder, som havde haft dårlige oplevelser med mænd.
Dette kan klager godt sætte sig ind i, selvom det gjorde klager meget frustreret.
Klager sidesættes på den måde med en voldsmand, og det er kvinderne selv, der har taget den beslutning.
På mandelige krisecentre kan alle blive frivillige.
Der er ingen grund til, at alle ikke kan være frivillige, hvis man er et varmt og empatisk menneske.
Dette er jo det vigtigste.
Krisecenteret er med til at stigmatisere alle mænd som dårlige mænd, hvilket jo heller ikke ligefrem vil fremme det fremtidige liv, hvor kvinderne kommer til at møde og arbejde med en masse mænd, som jo ikke er voldsmænd.
Klager henvendte sig til indklagede 1 via deres e-mail.
Denne e-mailadresse referer eksplicit til indklagede 1’s navn.
Derudover er det indklagede 1’s cvr.nr., der står lige under den e-mailadresse, man skal henvende sig til, hvis man har lyst til at være frivillig.
Alt dette står på indklagede 1’s hjemmeside.
Klager har derfor ingen anden grund til at tro eller forvente, at dem, klager kontaktede, var en fra indklagede 1.
Dertil blev der i mailen med afslag refereret til frivilligopslaget på indklagede 1’s egen hjemmeside.
Da klager søgte om at blive frivillig, stod der intet om, at det kun var kvinder, der kunne blive frivillige.
Dette blev lavet om efterfølgende.
Dette var ligeledes på indklagede 1’s hjemmeside.
Det er efterfølgende blevet lavet om igen, så der ikke længere står, at indklagede 1 kun bruger kvindelige frivillige.
Indklagede 1 har handlet i strid med ligebehandlingslovens § 6 ved at have annonceret med, at de kun anvendte kvindelige frivillige.
Som det fremgår af indklagede 1’s vedtægter, er ansvaret for den økonomiske, faglige og personalemæssige drift den daglige leders.
Det må også betyde, at hjemmesiden må betragtes for at være indklagede 1’s hjemmeside og ikke indklagede 2’s.
Ligestillingslovens § 1 a, nr. 2, beskriver, hvem loven gælder for.
Indklagede 1 må anses som en organisation, da det, der tilbydes, følger af servicelovens § 109, i samarbejde med kommunen, som er en myndighed.
Den service, der tilbydes, er lovmæssig bestemt.
Kommunen og indklagede 1 har en driftsaftale, som binder myndighed og organisation sammen.
Kommunen bestemmer budgettet for indklagede 1 og udbetaler også løn og fastsætter takst for ophold.
Lige såvel som indklagede 1 er omfattet af en MED-aftale med kommunen.
Klager bad om at blive frivillig medarbejder hos en institution, som er lovmæssig forankret i servicelovens § 109, hvoraf der i samarbejde med kommunen som værende myndighed er udarbejdet en driftsaftale.
Indklagede 1 er at betragte som en offentlig institution og et offentligt tilbud forankret i loven.
Kommunen er som offentlig instans forpligtet både økonomisk og til at føre tilsyn med institutionen.
Klager har aldrig bedt om at blive medlem af indklagede 2.
Klager bad om at blive frivillig i indklagede 1.
Det kan ikke være op til en forening som indklagede 2 at bestemme, at det kun er kvinder, som må arbejde frivilligt hos indklagede 1.
At der er flere mandlige ansatte hos indklagede 1, gør det endnu mere eklatant, at man har haft et opslag på sin egen hjemmeside, hvor man skriver, at man kun bruger kvindelige frivillige.
Det giver ikke mening, når der arbejder mænd hos indklagede 1, at klager som mand ikke har kunnet få lov til at arbejde der som frivillig, fordi klager er mand.
Indklagede 1 gør gældende, at indklagede 1 ikke er rette indklagede.
Indklagede 1 gør desuden gældende, at indklagede 1 ikke har handlet i strid med ligebehandlingsprincippet.
Klager har ikke været i kontakt med indklagede 1, men med en kontaktperson fra indklagede 2, hvilket, på trods af fælles interesse og opgaver for indklagede 1, ikke er samme organisation.
Indklagede 1 er et tilbud til voldsudsatte kvinder og deres medfølgende børn organiseret efter servicelovens § 109.
Indklagede 2 er en frivilligforening og er en forening, som henvender sig til en specifik målgruppe af frivillige.
Dette forhold fremgår af indklagede 2’s selvstændige vedtægtsgrundlag.
Om indklagede 2 kan nævnes, at medlemmerne betaler et kontingent på 100 kr. årligt for medlemskab, at foreningens medlemmer udelukkende udfører ulønnet arbejde, og at foreningen blandt andet har til formål at bedrive frivilligt arbejde for indklagede 1.
Indklagede 1 modtager voldsudsatte kvinder og deres eventuelle medfølgende børn.
Målgruppen har gennemsnitligt levet i en voldelig relation i otte år, før de opsøger hjælp på krisecenteret.
Kendetegnene for målgruppen er, at de er voldsomt psykisk belastet/traumatiseret af deres oplevelser.
Omkring 95 % af kvinderne har PTSD eller PTSD lignende belastningsreaktioner, ringe selvværd, store udfordringer med grænsesætning og kan ofte kun i lav grad strukturere og organisere en almindelige hverdag uden støtte.
Deres situation og oplevelser bunder i langt de fleste tilfælde i, at de har været udsat for partnervold, og derfor har de meget lidt tillid, ikke blot til mænd, men til andre mennesker og omgivelser generelt.
Opgaven omkring at styrke deres tilknytning til andre, opbygge den nødvendige selvtillid og selvværd og successikre deres individuelle ønske om et godt liv uden vold er derfor en kompleks og ganske omfattende opgave.
Hos indklagede 1 arbejdes relations- og tillidsbaseret, hvilket kræver, at indklagede 1 møder beboerne på deres præmisser og med et helhedsorienteret og anerkendende fokus.
Dette afspejles både i indklagedes 1’s rammer, miljø og i indklagede 1’s sammensætning af personale og frivillige.
Klager anfører, at han føler sig sidestillet med en voldsmand, fordi han ikke kan blive optaget hos indklagede 2 og spørger ind til, hvem der har truffet denne beslutning.
Dette er vedtægtsbestemt.
Klager anfører, at der på mandekrisecentre er adgang for alle.
Der findes ikke mandekrisecentre i Danmark for nuværende.
Kun kvinder udsat for vold er omfattet af servicelovens § 109.
Mænd henvises til servicelovens § 110, som er herberger og ikke krisecentre.
Indklagede 1 har ikke afskrevet klager som person, fordi han er mand.
Klager har på intet tidspunkt været i kontakt med indklagede 1, men med indklagede 2, som er de frivilliges organisation.
Ydermere kan det oplyses, at mænd som udgangspunkt ikke er udelukket fra at tage beskæftigelse i regi af indklagede 1.
Der er flere mænd ansat hos indklagede 1.
At indklagede 1 eller indklagede 2 skulle have interesse i at stigmatisere alle mænd som dårlige, opfattes som en voldsom overfortolkning af forholdene.
Krisecentret har netop som en af sine kerneopgaver at genoprette voldsudsatte kvinder og børns tillid til det modsatte køn.
Ydermere samarbejder indklagede 1 med en række faggrupper, hvor der også optræder mænd, eksempelvis håndværkere, læger, politifolk, advokater, socialrådgivere, psykologer m.fl. Det er dog korrekt, at foreningen bag de frivillige, vedtægtsbestemt, kun optager kvinder.
De frivillige, som alle er kvinder, er organiseret i indklagede 2, der er en forening.
Foreningen har fuldt indklagede 1 i 41 år, og det var også indklagede 2, som i 1982 åbnede indklagede 1.
De kvinder, som udfører frivilligt arbejde hos indklagede 1, gennemgår alle en grundig informations-, godkendelses- og oplæringsproces, før de tiltræder opgaven.
Der indhentes desuden straffe- og børneattester på alle, ligesom der udarbejdes tavshedspligtserklæringer, som alle underskriver.
De frivillige sagsbehandler ikke, men yder omsorg, tryghed, aktiv lytning og støtte i daglige gøremål.
For de frivillige gælder det, at de ofte er på arbejde uden det faste personales tilstedeværelse.
Alle nattevagter, samt dag-, aften- og nattevagter i weekenden og på helligdage, dækkes udelukkende af frivillige.
Omregnet i timer bidrager frivilligkorpset med cirka 10.000 timer pr. år, svarende til mere end 5 fuldtidsstillinger.
I sammenhæng med dette har indklagede 1 med en sårbar og udsat gruppe af borgere at gøre, som indklagede 1 grundet sin socialfaglige opgave søger at skabe et trygt og tillidsbåret ophold for.
Beboerne har ofte et kompliceret forhold til mænd, og det forhold, at de frivillige bidrager i ydertimerne, hvor der ikke er andre personer at henvende sig til, så er det valgt at opretholde en tilgang, hvor frivilligsegmentet kun består af kvindelige frivillige.
Indklagede 1’s intention er at skabe en ramme, hvor den sårbare gruppe af beboere kan føle sig trygge i alle døgnets timer og føle, at de frit kan henvende sig til en person med ansvar for institutionen døgnet rundt.
Indklagede 1 vil gerne successikre alle forløb og herunder genskabe et natuligt tillidsforhold mellem kønnene, så beboerne på sigt kan opnå gode og sunde relationer til det modsatte køn.
Dette tager tid, og progressionen sker gradvist, i takt med at voldsudsættelsen og traumerne bearbejdes.
For en stor del af indklagedes 1’s målgruppes vedkommende, vil det kunne blive oplevet som angstfyldt at skulle overnatte på et krisecenter, hvor den eneste kontakt, man har mulighed for, kan associeres til det traume, man har været igennem.
Det vil kunne afholde nogle for at søge kontakt ved behov, og i andre tilfælde afholde voldsudsatte kvinder fra at opsøge hjælp hos indklagede 1 i det hele taget.
At skabe en ramme, som ikke er tryghedsbaseret, og som ikke opleves som risikofri for vores beboere, vil i alt væsentlighed stride mod det formål, som indklagede 1 tjener.
Beslutningen omkring, hvordan indklagede 1 bedst opnår gode resultater med beboerne, er derfor ikke rodfæstet i nogen som helst tanke om stigmatisering eller segregation, men i en faglig betragtning af, hvad der fungerer bedst for de mennesker, indklagede 1 skal hjælpe.
Indklagede 2 gør gældende, at indklagede 2 ikke har handlet i strid med ligebehandlingsprincippet.
Klager fastholder at have henvendt sig til indklagede 1’s mailadresse.
Dette er ikke korrekt.
Henvendelsen synes at være gennemført via portalen frivilligjob.dk, hvor kontakten tilgår en frivillig i indklagede 2 og dermed ikke kommer indklagede 1 i hænde.
Klager har ikke henvendt sig via indklagede 1’s hjemmeside.
Indklagede 1 modtager alle henvendelser via hjemmesiden på en mailadresse.
Her er der ikke tilgået en mail fra klager.
I forhold til klagers fejlbehæftede fortolkning af indklagede 1’s samarbejdsaftale med kommunen, så skal det præciseres, at indklagede 1 er en selvejende institution rodfæstet i en fond – og derfor ikke et kommunalt tilbud.
Indklagede 1 modtager ikke støtte fra kommunen.
Indklagede 1 er ikke omfattet af kommunens MED-aftale eller på anden vis koblet på kommunen i driftsherreperspektiv.
Den øverste ledelse hos indklagede 1 udgøres af en bestyrelse, og der samarbejdes med kommunen i netop et samarbejdsperspektiv.
Indklagede 1 modtager beboere fra hele Danmark og kan derfor ikke under nogen omstændigheder betragtes som et kommunalt tilbud, men et landsdækkede tilbud.
Indklagede 1 er underlagt Det Sociale Tilsyn og modtager ikke tilsyn fra kommunen, som klager hævder.
Klager anfører, at han ikke har ønske om at blive en del af indklagede 2.
Dette er dog en klar forudsætning for at kunne blive frivillig hos indklagede 1.
Dette fremgår også af indklagede 1’s hjemmeside, som klager tidligere har henvist til.
Det forhold, at klager ikke ønsker at tilgå indklagede 2, udelukker i sig selv muligheden for at blive frivillig.
Indklagede 2 kan derfor komme i tvivl om, hvorvidt der er tale om retlig interesse for det frivillige arbejde fra klagers side.
Der er tale om ulønnet frivilligt arbejde og ikke en ansættelse, når der søges frivillige.
Indklagede 2 henviser i det hele til af indklagede 1 fremsendte høringssvar, hvor der udførligt redegøres for målgruppens særlige sårbarhed og den kerneopgave, som krisecentret varetager i forhold til de voldsramte kvinder og børn.
Herudover skal det pointeres, at en stor del af indklagede 1’s beboere er omfattet af en høj sikkerheds- og risikovurdering, som betyder, at de i yderste konsekvens kan være i livsfare som følge af det trusselsniveau, der præger dem.
Der er derfor etableret et forsigtighedsprincip i forhold til rekrutteringen af frivillige, hvor vejen ind i frivillighed går gennem indklagede 2, som tegner de frivillige.
Den voldsudøvende part i en sag optræder både ressourcestærk og beregnede, og det håndteres blandt andet ved en kritisk tilgang med et skarpt fokus på introduktion, oplæring og opfølgning i forhold til indklagede 1’s frivilligkorps.
Hvis indklagede 2 frit og ukritisk optager (mandlige) frivillige, vil indklagede 2 komme i en situation, hvor en voldsudsættende part, i eksempelvis en æresrelateret konflikt eller andre sager, vil kunne få adgang til indklagede 1’s beboere.
En anden problemstilling, indklagede 2 har for øje, er, at op mod 50 % af husets kvinder har en anden etnicitet end dansk, og en del af disse kommer fra kulturer, hvor de eksempelvis skal klæde sig anderledes, når de er i kontakt med mænd.
Indklagede 2 ønsker at tilbyde et ophold, hvor kvinderne frit kan klæde sig og opholde sig, som de har lyst til uden særlige forhold, der begrænser den personlige frihed.
Da de vagter, som de frivillige dækker, ligger i ydertimerne, ville mandlige frivillige medføre, at en betragtelig del af beboerne ikke kunne opretholde samme frihedsgrader som de øvrige kvinder, der tager ophold på krisecenteret.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Om annonceringen
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ved annoncering ikke må angive, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn.
Klager har gjort gældende, at indklagede 1 og indklagede 2’s stillingsopslag, hvoraf det fremgik, at der søges kvindelige frivillige, er i strid med ligebehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer af et bestemt køn.
En ulønnet stilling som frivillig er ikke er omfattet af ligebehandlingsloven.
På den baggrund vurderer nævnet, at stillingsopslaget ikke er i strid med ligebehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer af et bestemt køn.
Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Om afslaget
Det er nævnets vurdering, at klagers ønske om en ulønnet tilknytning som frivillig hos de indklagede ikke er omfattet af ligebehandlingsloven.
Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.
Forbuddet gælder desuden myndigheder og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, samt transaktioner i den forbindelse.
I lovens forarbejder er det udtrykkeligt angivet, at begrebet almen virksomhed alene er medtaget for, at loven også omfatter almene boligforeninger.
Ved tjenesteydelser forstås efter lovens forarbejder ydelser, der leveres eller udføres som led i erhvervsmæssig drift.
Heri ligger, at der skal være tale om økonomiske aktiviteter af et vist omfang og intensitet.
Varer og tjenesteydelser, der ikke normalt leveres mod betaling, vil som udgangspunkt ikke være omfattet.
Klager modtog afslag på at være frivillig hos indklagede 1, der er et tilbud til voldsudsatte kvinder og deres medfølgende børn efter servicelovens § 109.
Det fremgår af indklagede 1’s vedtægter, at der er tale om en selvejende institution, som er stiftet af indklagede 2.
Indklagede 1 og indklagede 2 har oplyst, at alle de frivillige hos indklagede 1 er organiseret i indklagede 2.
Nævnet lægger til grund, at hverken indklagede 1 eller indklagede 2 er organisationer inden for den offentlige forvaltning.
Nævnet lægger ligeledes til grund, at hverken indklagede 1 eller indklagede 2 leverer varer eller tjenesteydelser i lovens forstand, da der ikke er tale om økonomiske aktiviteter i et sådan omfang, at det sker som led i erhvervsmæssig drift.
Det er herefter nævnets vurdering, at det forhold, at klager fik afslag på at være frivillig hos indklagede 1 og indklagede 2 ikke er omfattet af ligestillingsloven.
Da forholdet herefter falder uden for nævnets kompetence, kan nævnet ikke behandle klagen.
Nævnet bemærker, at det ifølge forarbejderne til ligestillingsloven og praksis er tilladt alene at få hjælp af personer af det ene køn, for eksempel i frivillige organisationer, hvor alene det ene køn er målgruppen, fx et krisecenter.
Nævnet afviser derfor at behandle denne del af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
Ligestillingsloven
-
Ved at udbrede oplysning om problemet vold i familie og parforhold.
-
Ved at deltage i driften af [indklagede 1] for at sikre krisecentret som opholdssted for kvinder og børn, der har været udsat for fysisk, seksuel, social og økonomisk vold.
-
Ved at arbejde med forebyggende og opfølgende aktiviteter i tilknytning til [indklagede 1].
•
§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§2-5 a om pligtsubjekter efter loven
•
§ 1 a, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1-4 om forbud mod forskelsbehandling