Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - afvisning

J.nr. 24-99711

En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers diagnose, klagede over sin boligforening (indklagede).

Manden mente, at boligforeningen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at boligforeningen havde udarbejdet en helhedsplan om frasalg af de almene boliger, hvor klager bor.

Nævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at boligforeningen havde udsat manden for forskelsbehandling på grund af handicap hverken i forbindelse med udarbejdelsen af den endnu ikke endeligt godkendte helhedsplanen om frasalg af almene boliger, eller i tilknytning til processen for dennes godkendelse.

Der var ligeledes ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at boligforeningen havde udsat manden for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane.

Nævnet vurderede herefter, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Nævnet havde herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om manden havde et handicap i lovens forstand.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede boligforening har udarbejdet en helhedsplan om frasalg af de almene boliger, hvor klager bor.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har fremlagt kliniske notater af 12. november 2021, hvoraf fremgår, at klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. september 2024.

Den 8. november 2024 sendte klager en mail til sin boligforening, hvoraf fremgår bl.a.

”Jeg bor i [boligområde] og blokken jeg bor i skal sælges fra.

Det er de fakta jeg har.

Min udfordring er at jeg er autist og har nu i 2 år levet med den uvished om hvornår jeg skal genhuses og hvor jeg skal genhuses.

Jeg er fuldt ud klar over intentionerne men der er ikke noget afklaret.

Og med mit handicap er det ikke godt nok.

Det gør at jeg nu lever i ekstrem stress og det påvirker mit fysiske og psykiske helbred.

Jeg beder derfor om at Hjælp til hurtigst muligt at få løst vores bolig situation.

Så jeg ikke skal leve i kaos og usikkerhed i flere år endnu.

”

Den 12. november 2024 modtog klager et svar fra boligforeningen, hvoraf fremgår bl.a.

”Vi har talt sammen tidligere og jeg er ked af at høre, at dit fysiske og psykiske helbred er forværret, men vi har ikke mulighed for at begynde genhusning på nuværende tidspunkt.

Der er arbejdes på og det er vores forhåbning at en stor del af beboerne i blok A og B (altså der hvor du bor) kan blive boende i deres boliger selvom de bliver solgt fra.

Og det skal vi selvfølgelig nok melde ud, så snart det er afklaret.

Hvis det derimod er tilfældet, at du skal genhuses, vil du få besked så hurtigt som det er muligt og der vil blive aftalt et møde med vores genhusningskonsulent."

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 3.000.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet den boligblok, hvor klager bor, skal sælges fra som en del af indklagedes helhedsplan.

Desuden gør klager gældende, at indklagede som følge heraf, skal betale en godtgørelse på 3.000.000 kr.

Klager skal frem til genhusningen leve i usikkerhed, indtil han endelig skal genhuses.

Dette medfører, at klager lever i stress.

Klager har forsøgt at kommunikere både med den indklagede kommune og boligforeningen.

Imidlertid nedgør de klagers handicap og er ligeglad med de helbredsmæssige konsekvenser uvisheden har for klager.

Klager ønsker, at sin boligsituation bliver løst, således at han kan føle sig sikker.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er korrekt, at der i forbindelse med en større udviklingsplan for området blandt andet er planer om, at nogle blokke skal frasælges.

Før denne udviklingsplan kan føres ud i livet, skal der vedtages en helhedsplan – denne helhedsplan mangler endelig godkendelse.

Når helhedsplanen er godkendt, går projektarbejdet i gang, herunder en grundig planlægning af de permanente genhusninger.

Der er således ikke en igangværende helhedsplan med tilhørende tidsplaner og derfor heller ikke en igangværende genhusning.

Indklagede må derfor afvise hele grundlaget for anklagen om forskelsbehandling, da sagsbehandlingen endnu ikke er startet.

Boligselskabet er meget bevidst om, at en permanent genhusning er et voldsomt indgreb i de berørte beboeres liv og dagligdag.

Når genhusningsprocessen sættes i gang, vil alle beboere derfor blive kontaktet individuelt af boligselskabets genhusningskonsulent for at sikre bedst mulig oplysning og sagsgang.

Hvis den pågældende beboer har nogle psykiske eller fysiske begrænsninger i forhold til en flytning, er det vigtigt, at beboeren tager fat i sin sagsbehandler hos kommunen.

Kommunens sagsbehandlere arbejder tæt sammen med boligselskabets genhusningskonsulent i disse sager.

Alle ovennævnte forhold er den pågældende beboer bekendt med, idet der har været afholdt flere individuelle samtaler om emnet med boligselskabets boligsociale medarbejdere, ligesom der har været afholdt informationsmøder og udsendt skriftligt materiale.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Klager har klaget over, at der fortsat er usikkerhed omkring den helhedsplan om frasalg af almene boliger, som indklagede og kommunen har udarbejdet, herunder hvornår og hvor klager skal genhuses.

Nævnet vurderer, at der ikke er oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap hverken i forbindelse med udarbejdelsen af den endnu ikke endeligt godkendte helhedsplanen om frasalg af almene boliger eller i tilknytning til processen for dennes godkendelse.

Der er ligeledes ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i lovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde