Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - påklædning - arbejdsvilkår - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - påklædning - arbejdsvilkår - afvisning

J.nr. 23-52725

En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Manden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med arbejdsgiverens beklædningsregler for de ansatte, hvorefter de ansatte skulle bære lange sorte bukser.

Manden gjorde gældende, at de kvindelige ansatte udover lange bukser også måtte bære knælang nederdel.

Arbejdsgiveren fremlagde sin vejledning for, hvilke krav der blev stillet til de ansattes påklædning.

Det fremgik heraf, at alle medarbejdere skulle bære lange bukser, og at blandt andet nederdele ikke accepteredes.

Ligebehandlingsnævnet vurderede herefter, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder for, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i sin klage.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med den indklagede virksomheds beklædningsregler for de ansatte.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager, der er mand, har oplyst, at han arbejdede som buschauffør hos indklagede.

Klager har desuden oplyst, at han er forpligtet til at bære lange mørke bukser som uniform, mens kvinderne må vælge mellem at bære lange bukser eller knælang nederdel.

Indklagede har fremlagt vejledning om hvilke krav, der stilles til beklædningen for chaufførerne hos indklagede.

Følgende fremgår blandt andet heraf

”…

Alle chauffører, der udfører kørsel for [indklagede] skal være velsoignerede og præsentable.

Operatørens firmanavn/logo samt [trafiktjenestes] navn/logo skal tydeligt være påtrykt/broderet foran på uniformen.

Dette gælder alle overdele, der er synlige for kunden.

Chauffører skal være iklædt den af [indklagedes] godkendte uniform i tjenesten.

Operatøren har pligt til at sikre sig, at chaufføren, senest 2 uger efter ansættelse, er iført beklædning, der overholder følgende krav

• Ensfarvet sort, hvid eller blå skjorte, trøje eller polo.

Der accepteres ikke Tshirt og hættetrøje.

• Mørke lange ensfarvede sorte/mørkeblå benklæder med 2 lyse vandrette refleksstriber på hvert bukseben, placeret under knæet jf. EN471 eller tilsvarende.

Der accepteres ikke jogging-/træningsbukser eller leggings.

• Mørke ensfarvede lukkede sko.

• Mørk (sort/mørkeblå) ensfarvet jakke.

• Anvendes kasket eller anden hovedbeklædning, skal den være ensfarvet og reklamefri.

Kasketskygge skal være fremadvendt.

…

Busselskaber

Chauffører kan bære egen godkendt uniform, men [indklagede] accepterer ikke jogging-/træningsbukser eller leggings, shorts/nederdel, T-shirts, hættetrøje og åbne sandaler.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. juni 2023.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Den 5. juli 2023 skrev indklagede følgende mail til klager

”…

Tak for din mail til [indklagede] om uniformering for [type af chauffør], der kører for [indklagede].

Vi kan oplyse, at [indklagede] i kontrakterne med operatørerne stiller samme krav til beklædning, uanset køn.

Vi kan derfor ikke genkende, at der skulle være tale om et ligestillingsproblem.

Her kan du se de krav, [indklagede] stiller til uniformering i [transporttjenestetype] [link]

…

For god ordens skyld kan vi oplyse, at [indklagede] drøftede problemstillingen på et operatørudvalgsmøde for [type af chauffør] i april.

På mødet var der en god drøftelse af

problematikken, og der blev bl.a. drøftet en mulighed for at anvende en lettere buks som alternativ til den varmere standardbuks.

Det er op til din vognmand, om der skal tilbydes flere slags lange bukser i uniformsprogrammet.

Vi har forståelse for, at det på meget varme dage kan være udfordrende at bære lange benklæder, men [indklagede] er ikke indstillet på at fravige kravet om lange bukser, når der køres [transporttjenestetype].

…”

Den 7. juli 2023 skrev klager følgende mail til indklagede

”…

Tak for svar og min beklagelse mht nederdele til kvinder.

Der var jeg åbenbart fejlinformeret.

Du nævner, at I har haft en god drøftelse om "en lettere buks".

En "god drøftelse" involverer desværre sjældent dem, drøftelsen handler om!

Jeg erindrer ikke, at have været spurgt, trods mange år i offentlig tjeneste, hvor samme krav gjaldt.

Du skriver det ikke omkring jeres drøftelser, men jeg antager, vi stadig taler om lange bukser, hvor du samtidig kaster "aben" tilbage på arbejdsgiver.

Du undgår desværre helt, at forholde dig til mine kommentarer om Bermuda shorts, udover at [indklagede] åbenbart stædigt, utidssvarende og uden nogen fornuftig begrundelse, at [indklagede] ikke vil fravige kravet om lange bukser.

Du må meget gerne oplyse, hvad der i jeres drøftelser ligger til grund for den beslutning, der ude i virkeligheden kun kan ses som reaktionær og besynderlig.

I må have nogle meget vægtige grunde for jeres fastholdelse, som bør være rimelige, at oplyse til os som "ofre" for jeres beslutninger.

Jeg imødeser jeres begrundelse.

…”

Klager og indklagede havde efterfølgende en mailkorrespondance angående kravet om at bære lange bukser.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagedes beklædningspolitik er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Som buschauffør har klager underlagt sig den kontraktlige regel, at klager skal bære lange mørke benklæder.

Reglerne indebærer, at shorts af en enhver form er forbudt, og overtrædelse kan straffes med 2.000 kr.

Imidlertid kan kvindelige buschauffører frit vælge, om de vil bære lange benklæder eller knælang nederdel.

Der bør være ligestilling i forhold til uniformsbeklædningen.

Kvinderne bliver også diskrimeret ved disse uniformsregler.

Alle burde tilbydes et frit valg i forhold til, hvad de ønsker at have på som uniform.

Indklagede gør gældende, at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede modtog en henvendelse fra klager den 16. juni 2023, hvor klager udtrykte utilfredshed med, at indklagede stiller krav om, at chaufførerne skal bære lange bukser.

Som indklagede forstod klagen, følte klager sig forskelsbehandlet på grund af sit køn, fordi han ikke måtte bære shorts.

Klager anførte ligeledes, at kvinder blev diskrimineret ved at skulle vælge mellem lange bukser og nederdel.

Indklagede besvarede henvendelsen og oplyste, at der stilles samme krav til alle chaufførers påklædning, nemlig lange bukser, uanset køn.

Klager kvitterede herfor i mail af 7. juli 2023.

Det er på den bagrund indklagede opfattelse, at klager var enig i, at der ikke er tale om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagede krav til beklædning.

Det gøres gældende, at klager hverken direkte eller indirekte behandles anderledes eller ringere på grund af sit køn, og at klager ikke har påvist sådanne faktiske omstændigheder, at der er skabt en formodning for, at det er tilfældet.

Indklagede havde forstået klagers svar således, at klager var enig heri.

Det er indklagedes opfattelse, at det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold, og sagen bør derfor afvises.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager gør gældende, at indklagedes beklædningspolitik var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.

Indklagede har fremlagt sin vejledning for, hvilke krav der stilles til chaufførernes påklædning.

Det fremgår heraf, at alle chauffører skal bære lange bukser, og at blandt andet nederdele ikke accepteres.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager på grund af sit køn har været udsat for forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og 2, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8 om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 4 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 16 a om delt bevisbyrde