Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2025

Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2025 – Administrativ udvisning – ulovligt arbejde - indrejseforbud

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.

”

Udlændingenævnets afgørelse

” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juli 2024 af de grunde, som styrelsen har anført.

[Klageren] udvises således af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, nr. 1.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] var ansat som rådgiver, og at han ikke har udført fysisk arbejde, kan ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det afgørende i vurderingen af, om der er tale om ulovligt arbejde, er, om den aktivitet, der udføres, kan betegnes som arbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed, der kræver en arbejdstilladelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter, der er afgørende for vurderingen heraf, jf. udlændingelovens § 13, stk. 1.

Der er tale om arbejde i udlændingelovens forstand, hvis en udlænding udfører opgaver for en virksomhed her i landet eller på anden måde deltager aktivt i aktiviteter, der medfører et "output" for virksomheden.

Sidemandsoplæring på arbejdsstedet kræver en arbejdstilladelse, hvis den finder sted i produktionsmiljøet og dermed, direkte eller indirekte, bidrager til virksomhedens produktion.

Der henvises til udlændingemyndighedernes hjemmeside

https://www.nyidan-mark.dk/da/Arbejdsgivere-og-uddannelsessteder/Arbejdsgivere/Exemption.

Udlændingenævnet har på den baggrund lagt vægt på, at [klageren] i kapacitet af specialist har ydet rådgivning og træning (sidemandsoplæring) omkring vedligeholdelse af vindmøller.

Rådgivning og træning, der sigter mod at forbedre funktionaliteten og driftssikkerheden af produktionsudstyr (vindmøller), som anvendes til at skabe energi, er i denne sammenhæng et bidrag til virksomhedens produktionsmål.

Arbejdet er således omfattet af udlændingelovens krav om arbejdstilladelse, da den udførte opgave resulterer i et produktionsoutput – energi – som er en del af virksomhedens kerneaktivitet.

Udlændingenævnet har på baggrund af ovenstående vurderet, at det hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke har været tale om arbejde.

Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] havde overladt det til sin arbejdsgiver at søge om eventuel arbejdstilladelse, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er arbejdstagerens eget ansvar at være bekendt med og sikre opfyldelse af gældende krav.

En arbejdstager kan således ikke fraskrive sig ansvaret ved at henvise til sin arbejdsgiver.

Det er i klagen endvidere angivet, at indrejseforbuddet vil have store konsekvenser for [klagerens] karriere, idet hans arbejde kræver rejseaktivitet inden for Schengenområdet.

Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet henviser indledningsvis til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisningen må antages at virke særlig belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Vedrørende mulighederne for at undlade at fastsætte et indrejseforbud henviser Udlændingenævnet til, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 32, stk. 3, at det kan have betydning for vurderingen af, om der skal undlades fastsat et indrejseforbud, hvis udlændingen er blevet meget alvorligt syg og er ude af stand til at udrejse, eller hvis overskridelse af en udrejsefrist skyldes forhold, der ikke kan lægges udlændingen til last, f.eks. mangelfuld eller forkert vejledning fra myndighedernes side om ret til ophold.

Bestemmelsen vil desuden kunne anvendes i tilfælde, hvor myndighederne efter en konkret og individuel vurdering finder, at et indrejseforbud vil være uproportionalt henset til sagens konkrete omstændigheder, f.eks. i en situation, hvor en udlænding, der uforvarende har haft meget kortvarigt ulovligt ophold, meddeles et indrejseforbud, der indebærer, at den pågældende som udgangspunkt afskæres fra muligheden for opnå familiesammenføring i 2 år.

Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke er fremlagt oplysninger, hvorefter det kan lægges til grund, at der i sagen er tale om sådanne særlige omstændigheder, at der skal undlades fastsat et indrejseforbud.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om indrejseforbuddet måtte påvirke hans professionelle arbejdsliv, findes denne begrænsning at være proportional i forhold til, at han vurderes at have arbejdet ulovligt i Danmark.

Udlændingenævnet skal henvise til, at [klageren] kan ansøge om et territorialt begrænset visum til andre Schengen- eller Schengenassocierede lande.

De relevante myndigheder vil foretage en konkret vurdering af, om der i hans sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.

Udlændingenævnet har desuden vurderet, at der heller ikke er grundlag for en nedsættelse af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det af forarbejderne til § 32, stk. 5, fremgår, at når det er vurderet, at en udlændings tilknytning til det danske samfund eller herboende personer har en sådan karakter, at det ikke er til hinder for udvisning, jf. § 26, stk. 1, eller for at der meddeles et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 3, vil der typisk heller ikke være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud, og at der på den baggrund kun helt undtagelsesvist vil være grundlag for at fastsætte et kortere indrejseforbud til udlændinge, der udvises efter § 25 a, end det, der ellers følger af loven.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

”

VAU/2024/89