Legislator Case Law & Legislation
W20250915225 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06876

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9152 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06876

KEN#LOKDOK23 2025 9152 Valid

Jyllands-Posten får ikke kritik for omtale af konkurs

I en artikel bragt i maj 2024 omtalte Jyllands-Posten, at et elselskab var blevet erklæret konkurs, og at en række tidligere kunder havde lidt økonomiske tab i forbindelse med konkursen.

Jyllands-Posten havde inden offentliggørelsen af artiklen forgæves forsøgt at forelægge kritikpunkterne for ejeren af selskabet via selskabets mail.

Ejeren af elselskabet klagede til Pressenævnet over, at artiklen indeholdt ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke blev forelagt.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at Jyllands-Posten i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid forsøgte at gøre ejeren bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at Jyllands-Posten måtte have haft en berettiget forventning om, at mediets henvendelse var nået frem til selskabet, herunder ejeren.

KEN#LOKDOK23 2025 9152 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”[Person A] og [Person B] har 32.000 kr. til gode.

Nu er elselskabet gået konkurs” , som blev bragt af Jyllands-Posten den 21. maj 2024 på jyllands-posten.dk og i den trykte udgave, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke blev forelagt.

1 Sagsfremstilling

Forud for offentliggørelsen

Jyllands-Posten skrev forud for offentliggørelsen af artiklen til [Elselskabet] via mail, som [Klager] var ejer af.

Pressenævnet har modtaget kopi af mailkorrespondancen.

Den 1. maj 2024 skrev Jyllands-Posten følgende til [Elselskabet]

”Kære [Elselskabet],

Min kollega [Journalist A] og jeg arbejder på en historie om utilfredse [Elselskabet]-kunder, der har penge til gode hos jer.

Vi vil meget gerne tale med [Klager] eller en anden i elselskabet, som kan fortælle, om kunderne har udsigt til at få deres penge, og forklare, hvad der er gået galt.

Ring meget gerne hurtigst muligt på [Telefonnummer].

Vi skal senest have svar torsdag kl.

16.30.

Er det muligt at nå det?

Venlig hilsen

[JOURNALIST B]

Journalist”

Samme dag modtog Jyllands-Posten følgende svar fra [Elselskabet]

”Din anmodning (15529) er blevet modtaget af vores supportpersonale.

Du kan tilføje yderligere kommentarer ved at besvare denne e-mail.

”

Den 8. maj 2024 skrev Jyllands-Posten følgende til [Elselskabet]

”Kære [Elselskabet].

JP er på vej med en kritisk artikel om konkursen i [Elselskabet], hvor mange forbrugere er kommet i klemme.

[Parti A] vil stramme op på lovgivningen.

I den forbindelse vil vi gerne have en kommentar fra [Klager] og [Elselskabet].

Vi skrev dette til jer forleden.

Nu har vi deadline på artiklen.

Så hvis I vil medvirke, skal I give lyd i dag inden kl.

14.

Venlig hilsen

[JOURNALIST B]

Journalist”

Samme dag modtog Jyllands-Posten følgende svar fra [Elselskabet]

”Din anmodning (15544) er blevet modtaget af vores supportpersonale.

Du kan tilføje yderligere kommentarer ved at besvare denne e-mail.

”

Den påklagede artikel

Jyllands-Posten bragte den 21. maj 2024 artiklen ”[Person A] og [Person B] har 32.000 kr. til gode.

Nu er elselskabet gået konkurs” på jyllands-posten.dk og i den trykte udgave i sektion 1, side 6-7.

Artiklen har følgende underrubrik

”[Parti A] vil stoppe de brodne kar på elmarkedet og får opbakning fra regeringen.

»Vi skal gå målrettet efter plattenslagere og dem, der bevidst svindler,« siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

En konkurs i et elselskab har netop efterladt et hav af vrede kunder med lange næser.

Ejeren er iværksætter og var på vej i Folketinget.

”

Af artiklen fremgår følgende

”32.000 kr. er mange penge for de fleste.

Det gælder også, når man er glaspuster i [Bynavn].

Det er derfor lidt af en underdrivelse, når [Person A] siger, at det er en »lille smule utilfredsstillende«, at elselskabet hverken tager telefonen eller svarer på e-mails.

Hendes mand, [Person B], siger det sådan her

»Det svarer jo til mere end en månedsløn for en af os.

Det er virkelig ejendommeligt i et så velreguleret land som Danmark, at man kan starte et elselskab og løbe fra det hele.

Det forventer man ikke.«

Det østjyske glaspusterpar er blandt de mange, der er kommet i klemme i en konkurs hos elselskabet [Elselskabet].

Her er kunderne efterladt med lange næser – og uden de penge, de havde betalt forud til elselskabet.

Ejeren af [Elselskabet] er iværksætteren [Klager], som stillede op til folketingsvalget for [Parti B].

Han blev ikke valgt, men var førstesuppleant, da [Person C] blev ekskluderet af partiet.

Ifølge Sjællandske Medier takkede han dog nej, bl.a. fordi han ville fokusere på sin forretning.

Uhæderlige elselskaber

Jyllands-Posten har i en række artikler sat fokus på tvivlsomme elselskaber, ugennemsigtig prissætning, værdiløse spareaftaler, aggressiv markedsføring og ulovlig tilbageholdelse af kundernes tilgodehavender fra acontobetalinger.

Men nu skal der strammes op, mener [Parti A], der er på vej med et beslutningsforslag, der skal forhindre, at alle og enhver kan starte et elselskab.

»Der har været så mange sager om uhæderlig adfærd på elmarkedet.

Alt for mange borgere er kommet i klemme, og vi synes, at det nu er tid til at slå ned på svindlerne,« siger [Politikeren], erhvervsordfører for [Parti A].

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (V) er enig i, at der er brug for politisk handling.

»Jeg er helt enig i, at vi skal gå målrettet efter plattenslagere og dem, der bevidst svindler.

Derfor er vi i godt gang med at se på, hvordan vi kan styrke forbrugernes rettigheder og beskyttelse på elmarkedet, for selvfølgelig skal forbrugeren være i centrum,« lyder det i et skriftligt svar fra ministeren.

Han oplyser, at regeringen bl.a. ser på, om det er tilstrækkeligt, hvad Forsyningstilsynet gør, eller om der skal lægges mere på

»Det er dejligt, at [Parti A] deler interessen for problemstillingen, omend beslutningsforslaget er noget ukonkret.«

Forbrugerombudsmanden modtog i 2020 og 2021 omkring 700 klager over elselskabernes markedsføringsmetoder, mens tallet i 2022 var 563.

Til sammenligning modtog Forbrugerombudsmanden 30 klager over elselskaber i 2012.

Forbrugerombudsmanden har de seneste fire år foretaget 24 politianmeldelser af 12 elselskaber.

Desuden afgjorde Forsyningstilsynet i november 2023, at fire elselskaber ulovligt har tilbageholdt et trecifret millionbeløb af private elkunders tilgodehavender – det gjaldt bl.a. Modstrøm, der som beskrevet i flere artikler i JP i perioden 2013-2019 beholdt godt 130 mio. kr. af de tidligere kunders penge, efter at de var flyttet til andre selskaber.

Det er sager som disse, der får [Parti A] til at stille beslutningsforslaget, som skal sikre bedre beskyttelse af private forbrugere og små og mellemstore virksomheder på elmarkedet.

En hastesag

Løsningerne skal ifølge [Politikeren] indeholde en bevillings- eller tilladelsesordning til at oprette og drive et elselskab og bør indeholde større sanktioner for de selskaber, der bryder lovgivningen.

»Det gør indtryk på os, at stigningen i klager har været så voldsom, og at vi nu er på et niveau, hvor der er politianmeldelser.

Det viser med al tydelighed, at der er virksomheder, som snyder.

På et område som elektricitet, som er basalt for os alle, er det vigtigt, at man har ro i maven, når man skal vælge selskab,« siger [Politikeren].

De mange sager om svindel og brodne kar i elbranchen er opstået, efter at elmarkedet blev liberaliseret.

Var det en fejl at liberalisere elmarkedet?

»Jeg kan ikke afvise, at der er en sammenhæng.

Men nu har vi det marked, vi har, og det kan hverken forbrugerne eller de mange virksomheder, som opfører sig ordentligt, være tilfredse med.

Det er virkelig alvorligt og kritisk, og derfor skal der gøres noget nu.«

Hvor meget haster det?

»Det haster.

For hver dag, der går, er der borgere, som kommer i klemme eller bliver snydt med priserne.«

Venlig mand i telefonen

Konkursen i [Elselskabet] har også ramt en 61-årig østjysk landmand, som fortæller, at han har 283.060,07 kr. til gode til hos selskabet.

Han ønsker ikke at stå frem med sit navn, men Jyllands-Posten kender hans identitet og har talt med ham flere gange.

Manden, der var kunde hos NRGi, fortæller, at han blev narret, da en telefonsælger ringede ham op og fortalte, at han kunne hjælpe ham med at få nogle energiafgifter udbetalt fra Aura, hans tidligere elselskab.

Han anede ikke, at han ved at give den venlige mand i telefonen en række personlige oplysninger, gjorde det muligt for ham at skifte ham over til et andet selskab – fra NRGi til [Elselskabet].

En blodprop og et langvarigt genoptræningsforløb betød, at han først mange måneder senere har haft kræfter til at gøre noget ved sagen.

Nu er [Elselskabet] gået konkurs, og hans penge er formentligt tabt.

»Jeg har læst et sted, at selskabet hedder [Elselskabet], fordi det gerne vil give noget til kunderne.

Det havde været mere retvisende, hvis det hed [Stavemåde],« siger den østjyske landmand.

Uklare og dyre aftaler

Forbrugerrådet Tænk støtter forslaget fra [Parti A] og er glad for, at der nu bliver taget politiske initiativer på et elmarked, der ligner »det vilde vesten«, og hvor man som forbruger risikerer at blive »viklet ind i uklare og meget dyre aftaler med forskellige elselskaber«.

»Barrieren for at komme ind på elmarkedet er så lav, at der er for mange useriøse selskaber.

I princippet kan man starte et elselskab hjemme fra sin lejlighed.

Det går ikke, når vi samtidig kan se, at mange forbrugere bliver snydt på den ene eller anden måde,« siger [Direktøren], der er konstitueret direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk lavede for nylig en test af 44 elselskaber.

15 af dem dumpede – bl.a. pga.

skjulte gebyrer, tillæg og uigennemskuelige gebyrer.

Glaspuster [Person B], der fortsat kæmper for at få sine penge retur fra [Elselskabet], er glad for, at der nu bliver gjort noget på Christiansborg for at stoppe de brodne kar.

»Jeg ved ikke, om [Elselskabet]s tanke fra starten var at løbe med vores penge.

Jeg ved faktisk slet ikke, hvad der er sket.

Vi har bare fået at vide, at [Elselskabet] er gået konkurs, og at vi bliver flyttet til Andel, men vi får ikke vores penge med over i det nye selskab.«

[Politikeren] forstår [Person B]s frustration.

»Det er skrækkeligt, og det er bl.a. sådan nogle eksempler, vi gerne vil undgå,« siger hun.

Jyllands-Posten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra [Elselskabet]s ejer, [Klager], men det er hverken lykkedes via [Elselskabet] eller [Parti B]s pressechef.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 22. maj 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Forelæggelse

[Klager] har anført, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke blev forelagt.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at artiklen er misvisende, indicerende og decideret ødelæggende for ham, da han er blevet udstillet som en svindler, hvilket han absolut ikke er.

[Elselskabet], som [Klager] var ejer af, er gået konkurs, og der er som med andre konkurssager desværre personer, der har fået penge i klemme.

Såfremt det er Jyllands-Postens opfattelse, at artiklen ikke handler om [Klager], stiller han sig uforstående over for relevansen af hans tidligere virke som kandidat i et organisationsforhold, som kun bør nævnes, hvis det har relevans for historien/sagen.

[Klager] har endvidere henvist til, at han ikke blev kontaktet af Jyllands-Posten forud for offentliggørelsen, selv om journalister fra Jyllands-Posten i 2023 kontaktede ham via hans mail [Mailadresse A] i forbindelse med en anden artikel, da han takkede nej til at komme i Folketinget.

Jyllands-Posten har heller ikke forsøgt at kontakte [Klager] på sociale medier.

Jyllands-Posten har bekræftet, at mediet er i besiddelse af [Klager]s direkte mailadresse, og journalisterne har ikke forsøgt at kontakte ham der på trods af de mange dages interval mellem Jyllands-Postens henvendelser på en supportmail, som ejes af kurator i et konkursbo.

I forhold til Jyllands-Postens henvisning til, at journalisterne har forsøgt at kontakte [Klager] via supportmailen, har [Klager] bemærket, at der er tale om en supportmail til et konkursbo, der, jf. reglen om postspærring ved konkurs, skal have udleveret mailadresser, mailservere mv. overdraget til kurator.

Det er derfor umuligt at få kontakt til [Klager] eller andre ansatte i et konkursbo via en supportmail til et selskab under konkurs.

Dette burde Jyllands-Posten vide.

[Klager] har bemærket, at han er uforstående over for, at Jyllands-Posten heller ikke har henvendt sig til direktøren af selskabet, da der er tale om en konkurs.

Jyllands-Posten har på intet tidspunkt nævnt eller inddraget den information.

Da historien også handler om et selskab, der har penge i klemme i en konkurs, ville det være naturligt at henvende sig til en, der har haft driftsansvaret op til konkursen.

[Klager] var ”kun” ejeren af selskabet og har minimal relevans til artiklens andet indhold.

Afslutningsvis har [Klager] bemærket, at artiklen, som nu er delt på flere platforme og aviser fra samme mediehus, har haft store konsekvenser for ham.

Overskrifter, sociale medier og ”thumbnails” har [Klager] som den direkte person, der gøres ansvarlig.

I den forbindelse har [Klager] henvist til et skærmbillede af et opslag på Jyllands-Postens Facebook-side med artiklen, hvor overskriften ”Elselskab er gået fallit: Ejeren var på vej i Folketinget” fremgår.

[Klager] har endvidere henvist til skærmbilleder af det tilhørende kommentarspor.

2.2 Jyllands-Postens synspunkter

Forelæggelse

Jyllands-Posten har indledningsvis oplyst, at [Klager] var ejer af anparterne i det nu konkursramte selskab [Elselskabet].

Artiklen tager med udgangspunkt i nogle af selskabets tidligere kunders tab blandt andet fat i de politiske initiativer, som regeringen og [Parti A] ønsker iværksat med henblik på blandt andet at styrke forbrugernes rettigheder og beskyttelse på elmarkedet.

Et emne af særdeles stor offentlig interesse.

[Klager] har i sin klage ikke fremført, at der er faktuelle fejl eller fejlagtige oplysninger i artiklen.

I artiklen fremføres der ingen direkte anklager mod [Klager].

Der er i artiklen ikke fremført noget, der skulle være dadelværdigt for [Klager] i forbindelse med konkursen og de deraf følgende tab for nogle af selskabets kunder.

Kundernes tab giver, som anført, Jyllands-Posten anledning til blandt andet at behandle de ovenfor nævnte politiske initiativer.

Jyllands-Posten har bestridt, at [Klager] i artiklen skulle være ”udstillet som en svindler”.

Det er Jyllands-Postens opfattelse, at ingen af oplysningerne om [Klager] i artiklen er skadelige, krænkende eller agtelsesforringende for ham.

Derudover er det Jyllands-Postens opfattelse, at der i artiklen end ikke fremføres blot uvæsentlige negative oplysninger om [Klager].

Klagen synes i al væsentlighed at basere sig på, at der ikke er sket forelæggelse for [Klager].

Oplysninger, der blot er uvæsentligt negative, skal ikke forelægges.

Det er således Jyllands-Postens opfattelse, at Pressenævnet, allerede fordi oplysningerne i artiklen ikke skulle være forelagt for [Klager], skal undlade at udtale kritik af Jyllands-Posten.

Selv om Jyllands-Posten således ikke var forpligtet til at forelægge oplysningerne i artiklen for [Klager], forsøgte journalisterne at få en kommentar til artiklen fra ham.

Journalisterne skrev således den 1. maj 2024 til mailen [Mailadresse B].

Mailen blev besvaret med en mail med følgende indhold

”Din anmodning (15529) er blevet modtaget af vores supportpersonale.

Du kan tilføje yderligere kommentarer ved at besvare denne e-mail.

”

Journalisterne skrev til samme mailadresse igen den 8. maj 2024.

Mailen blev besvaret med følgende svar

”Din anmodning (15544) er blevet modtaget af vores supportpersonale.

Du kan tilføje yderligere kommentarer ved at besvare denne e-mail.

”

Udover de to citerede svar modtog journalisterne ingen reaktion.

Affødt af dette, forsøgte journalisterne via [Parti B]s pressechef at få fat i [Klager].

Heller ikke dette lykkedes.

Det skal bemærkes, at nummerangivelserne 15529/15544 i svarene synes at vise, at mailadressen også er anvendt af andre og således var i brug.

At henvendelserne med henblik på at få en kommentar til artiklen ikke blev besvaret yderligere, end hvad der er henvist til oven for, kan alene henføres til forhold, der kan tilregnes [Klager].

Det er Jyllands-Postens opfattelse, at journalisterne har udvist tilstrækkelig ihærdighed i forhold til at give [Klager] mulighed for at fremkomme med en kommentar til artiklen.

Henset til, at svaret på henvendelserne til selskabet viste, at henvendelserne både var kommet frem og var under bearbejdning, har journalisterne haft en berettiget forventning om, at [Klager] havde haft mulighed for at fremkomme med en kommentar.

Henset hertil skal der ikke udtales kritik af Jyllands-Posten.

Der henvises til Pressenævnets sag nr. 2023-06836 fra den 1. maj 2024.

Det forhold, at selskabet var under konkursbehandling, ændrer intet herpå, da en kurator normalt og sædvanligvis indsætter et autosvar, hvor kurator oplyser, at selskabet er under konkurs, og enhver henvendelse skal ske til kurator.

Alternativt lader kurator mailadressen køre videre, og de hidtidige modtagere får stadig de sendte mails.

Når mailadressen lukkes ned, vil afsenderne – her journalisterne – modtage en mail, hvor det normalt meddeles: ”I am sorry to inform you that your message could not be delivered to one or more recipients.

” Journalisterne havde en berettiget forventning om, at mails blev håndteret i overensstemmelse med sædvanlig praksis som beskrevet ovenfor, og således i denne sag også en berettiget forventning om, at de fremsendte mails var kommet frem til [Klager].

Det er korrekt, at en anden journalist hos Jyllands-Posten tidligere, og i en anden forbindelse, har skrevet til [Klager] på en anden mailadresse, [Mailadresse A].

Det er dog Jyllands-Postens opfattelse, at dette forhold ikke bevirker, at der skal udtales kritik af Jyllands-Posten.

Det afgørende er, om der, såfremt der ville skulle ske forelæggelse, er gjort tilstrækkeligt for at efterprøve oplysningerne.

Som anført ovenfor har journalisterne haft en berettiget forventning om, at [Klager] fik mulighed for at fremkomme med en kommentar.

At der hos en anden af Jyllands-Postens journalister skulle foreligge en anden mailadresse, ændrer ikke herpå.

I forhold til skærmbillederne af Jyllands-Postens opslag på Facebook bemærkes, at billedet med tilhørende tekst ikke indgår i den artikel, som [Klager] har klaget over til Pressenævnet.

Billedet fremgår derimod af Facebook, mens teksten fremgår af overskriften.

Artiklen skal forståelsesmæssigt ses i sammenhæng, og herunder skal billede og overskriften læses i sammenhæng med indholdet af selve artiklen.

Det fremgår meget tydeligt af artiklen, at artiklens sigte er de politiske initiativer i relation til forbrugernes rettigheder og beskyttelse på elmarkedet.

Skærmbillederne af Facebook-strengen ændrer ikke på det ovenfor anførte og synes i øvrigt ikke at understøtte [Klager]s opfattelse.

Samlet set gør Jyllands-Posten gældende, at Jyllands-Posten har iagttaget de presseetiske retningslinjer, hvorfor der ikke skal udtales kritik af Jyllands-Posten.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

God presseskik

Forelæggelse

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekte og skadelige oplysninger, som han ikke blev forelagt.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.

Forelæggelse skal ske således, at der gives en rimelig frist til at svare.

Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.

Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn, jf. punkt A.

3 og A.

4.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet finder, at omtalen af virksomheders konkurs og forløbet forud for konkursen er i offentlighedens interesse.

Det samme gør sig gældende i forhold til personer, der har en ledende rolle i en sådan virksomhed.

[Klager] var en del af ejerkredsen af [Elselskabet] på konkurstidspunktet.

Pressenævnet finder således, at omtalen af [Elselskabet]s konkurs og forløbet op til, er i offentlighedens interesse.

Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at et forgæves telefonopkald ikke udgør tilstrækkelige bestræbelser på forelæggelse.

Pressenævnet finder, at omtalen af elselskabet [Elselskabet]s tidligere kunders økonomiske tab i forbindelse med selskabets konkurs, herunder deres kritik af selskabet, i sammenhæng med omtalen af [Klager]s ejerforhold, kan være skadelig, krænkende eller virke agtelsesforringende for [Klager].

Oplysningerne skulle derfor forelægges [Klager] forud for offentliggørelsen.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Elselskabet], som [Klager] var ejer af, på tidspunktet for artiklens offentliggørelse var under konkursbehandling.

Nævnet lægger endvidere til grund, at Jyllands-Posten den 1. maj 2024 via mail kontaktede [Elselskabet] med oplysning om, at Jyllands-Posten arbejdede på en historie om utilfredse kunder, der havde penge til gode hos selskabet.

Jyllands-Posten bad i den forbindelse om at tale med [Klager] eller en anden i elselskabet, som kunne fortælle, om kunderne havde udsigt til at få deres penge, og forklare, hvad der var gået galt.

Jyllands-Posten gav en svarfrist til den følgende dag kl.

16.30.

Nævnet lægger videre til grund, at Jyllands-Posten kort herefter modtog et autosvar om, at anmodningen var blevet modtaget af supportpersonalet.

Nævnet lægger herudover til grund, at Jyllands-Posten den 8. maj 2024 via mail kontaktede [Elselskabet] med oplysning om, at Jyllands-Posten var på vej med en kritisk artikel om konkursen i [Elselskabet], hvor mange forbrugere var kommet i klemme, og at [Parti A] ville stramme op på lovgivningen.

Jyllands-Posten bad i den forbindelse om en kommentar fra [Klager] og [Elselskabet].

Jyllands-Posten gav en svarfrist samme dag kl.

14.00.

Nævnet lægger videre til grund, at Jyllands-Posten kort herefter modtog et autosvar om, at anmodningen var blevet modtaget af supportpersonalet.

Jyllands-Posten forsøgte efter det oplyste herefter forgæves at opnå kontakt til [Klager] via [Parti B]s pressechef.

Jyllands-Posten bragte herefter den 21. maj 2024 artiklen ”[Person A] og [Person B] har 32.000 kr. til gode.

Nu er elselskabet gået konkurs” på jyllands-posten.dk og i den trykte udgave i sektion 1, side 6-7.

Pressenævnet finder, at Jyllands-Posten i tilstrækkeligt omfang og i rimelig tid forsøgte at gøre [Klager] bekendt med kritikpunkterne i artiklen, og at [Klager] fik fornøden mulighed for at kommentere artiklens indhold.

Nævnet har lagt vægt på, at henvendelsen havde en karakter, som det for [Klager] burde være muligt at besvare uden længere forberedelsestid.

Nævnet har også lagt vægt på, at Jyllands-Posten efter den fastsatte svarfrist på ny kontaktede [Klager] om henvendelsen og således afventede hans eventuelle kommentar, og at begge henvendelser, som Jyllands-Posten modtog autosvar på, henstod ubesvarede på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen.

Nævnet har videre lagt vægt på, at Jyllands-Posten efter det oplyste herefter også forsøgte forgæves at opnå kontakt til [Klager] via [Parti B]s pressechef.

Nævnet finder på den baggrund, at Jyllands-Posten må have haft en berettiget forventning om, at de to mails, der blev sendt henholdsvis 20 dage og 13 dage før offentliggørelsen af artiklen, var nået frem til [Elselskabet], herunder [Klager].

Det er således nævnets opfattelse, at Jyllands-Posten har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at få indhentet en kommentar fra [Klager] inden offentliggørelsen.

Nævnet bemærker, at det fremgår af artiklen, at Jyllands-Posten forgæves har forsøgt at få en kommentar fra [Klager].

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at udtale kritik af Jyllands-Postens forelæggelse.

Afgjort den 18. februar 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →