Legislator Case Law & Legislation
W20250914425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06180

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9144 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06180

KEN#LOKDOK23 2025 9144 Valid

Frederiksborg Amts Avis får ikke kritik for brug af AI-billede

Frederiksborg Amts Avis bragte i maj 2024 et debatindlæg, som indeholdt et billede fremstillet via kunstig intelligens af en gruppe afrikanske mænd iført redningsveste, som sad i en gummibåd på havet.

Frederiksborg Amts Avis bragte den efterfølgende dag en rettelse om det anvendte billede.

En person klagede til Pressenævnet over, at Frederiksborg Amts Avis ikke havde deklareret, at billedet var fremstillet via kunstig intelligens.

Personen var ikke selv omtalt eller afbildet i debatindlægget.

Henset til den samfundsmæssige interesse i at afdække spørgsmålet om, hvorvidt et medie er presseetisk forpligtet til at deklarere brugen af fiktive billeder fremstillet via kunstig intelligens, fandt Pressenævnet grundlag for at behandle klagen over billedet.

Efter en samlet vurdering fandt nævnet, henset til den korte tid der forløb, før rettelsen blev bragt, at der ikke var grundlag for at kritisere Frederiksborg Amts Avis.

KEN#LOKDOK23 2025 9144 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over et billede indsat i debatindlægget ”Moderaternes migrationspolitik er et skib uden ror” , som blev bragt af Frederiksborg Amts Avis den 3. maj 2024 i den trykte udgave, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at Frederiksborg Amts Avis ikke har deklareret, at billedet er fremstillet via kunstig intelligens.

1 Sagsfremstilling

Det påklagede debatindlæg

Frederiksborg Amts Avis bragte den 3. maj 2024 [Skribenten]s debatindlæg ”Moderaternes migrationspolitik er et skib uden ror” i den trykte udgave i sektion 1, side 9.

Debatindlægget blev bragt under bjælken ”Debat”.

Debatindlægget har følgende underrubrik

”EP-valg: Ingen forstår Moderaternes migrationspolitik - heller ikke partiets egne spidskandidater til EU-Parlamentsvalget.

”

Til debatindlægget er indsat et billede fremstillet via kunstig intelligens af en gruppe afrikanske mænd iført redningsveste, som sidder i en gummibåd på havet.

Af billedteksten fremgår

”Den illegale migration mod Europa er et problem, der kun vil blive større, skriver [Skribenten].

Foto: Adobe Stock”

Af debatindlægget fremgår følgende

”Nul eller 7000?

Eller noget helt tredje?

Det er spørgsmålet, som vælgerne sidder tilbage med efter, at Moderaternes spidskandidat til det snarlige EU-Parlamentsvalg [Politikeren] annoncerede, at partiet gerne ser op mod 7000 årlige kvoteflygtninge til Danmark.

Indtil hun måtte trække i land.

Bare for at sætte de 7000 i perspektiv, så foreslog regeringen for nylig, at vi tager 200 kvoteflygtninge i år.

Vi taler altså om, at [Politikeren] ville åbne døren for 35 gange flere kvoteflygtninge, end Danmark tager i år.

Det vil på alle måder være en komplet hovedløs torpedering af den faste og ansvarlige migrationspolitik, der har tjent Danmark godt i mange år.

Der gik også kun få timer, før [Politikeren] var i fuld retræte.

Nu hed meldingen fra partiet, at der var tale om misforståelser, og at tallet nærmere var nul.

Jeg skal ikke kloge mig på Moderaternes interne beslutningsgange og processer, men for os udenforstående kan man konkludere en ting: Moderaternes migrationspolitik er som en tombola med daglig udtrækning af et nyt tal.

Hvad er tallet mon på onsdag?

10.000?

1?

500?

Ingen ved det.

Lad mig derfor slå fast, hvad et enigt Socialdemokratiet kæmper for: Vi går til EP-valg på at fastholde den faste og fair migrationspolitik.

Vores grundlæggende udgangspunkt er, at antallet betyder noget, og vi er fint tilfredse med det nuværende niveau af tilstrømning til

Danmark.

Jeg tilhører selv den generation af socialdemokrater, der tydeligt og klart siger, at Vestegnens borgmestre havde ret i deres advarsler.

Der er nemlig en grænse for hvor mange flygtninge og migranter, et lokalsamfund i Brøndby eller på Amager kan kapere.

Skrækscenariet er Sverige eller Tyskland, hvor omkring 300.000 afviste asylansøgere opholder sig, uden at man for alvor gør noget for at sende dem retur.

Den illegale migration mod Europa er et problem, der kun vil blive større.

Derfor er det vigtigt med en klar og realistisk migrationspolitik, hvor vi forsøger at punktere et system, hvor menneskesmuglere tjener fedt på folks ulykke.

Det kræver, at partierne, uanset holdninger, sender et klart budskab, som vælgerne kan forholde sig til.

Der er jo ingen grund til at gå om bord på et skib, hvis der er tvivl om kursen.

”

Efter offentliggørelsen

Frederiksborg Amts Avis bragte den 4. maj 2024 en rettelse i den trykte udgave i sektion 1, side 12.

Af rettelsen fremgår følgende

”Ved en beklagelig fejl bragte vi i går her i avisen et AI-genereret billede i sammen-¬hæng med et debatindlæg.

Billedet forestillede en gruppe unge nordafrikanske immigranter i en båd – men var altså ikke et rigtigt nyhedsbillede.

Sjællandske Nyheder har et redaktionelt princip om ikke at bringe AI-genererede billeder, men vi har desværre overset det i dette tilfælde.

Som nyhedsmedie lever vi af troværdighed, og vi ønsker ikke at vores læsere og bru-¬gere sætter spørgsmålstegn ved, om de billeder, de ser hos os, nu også er virkelige og troværdige.

¬Vi beklager fejlen.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 3. maj 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information

[Klager] har anført, at Frederiksborg Amts Avis ikke har deklareret, at billedet er fremstillet via kunstig intelligens.

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at debatindlægget indeholder et AI-genereret billede af en gruppe afrikanske mænd iført redningsveste, som sidder i en gummibåd på havet.

Det oprindelige AI-genererede billede stammer fra Adobe Stocks hjemmeside, hvor der af billedbeskrivelsen fremgår

”Young North Africans who flee into the sea with their boat during illegal immigration.

Generative AI”

Det er [Klager]s opfattelse, at Frederiksborg Amts Avis således ikke har givet tilstrækkelig oplysning til læserne om, at billedet er falsk og opdigtet og dermed ikke taget af en fotograf eller er et reelt ”stock-billede”.

Dette er vildledende, da læsere sjældent undersøger kilder til billeder.

2.2 Frederiksborg Amts Avis’ synspunkter

Korrekt information

Frederiksborg Amts Avis har bemærket, at [Klager] ikke har retlig interesse i denne sag, og at klagen derfor burde have været afvist ved modtagelse.

I den forbindelse har Frederiksborg Amts Avis henvist til, at man som udgangspunkt kun kan klage, hvis man har det, der kaldes retlig interesse.

Der er tale om retlig interesse, når klageren direkte eller indirekte er omtalt i en artikel, en tv- eller radioudsendelse eller er afbildet på et fotografi, som er bragt i et medie.

Man kan derfor ikke klage som enkeltperson, hvis man blot har generel faglig eller politisk interesse i det emne, der er omtalt i pressen.

Pressenævnet modtager hvert år en del klager, som afvises, fordi klager ikke personligt har retlig interesse i den sag, de klager over.

Frederiksborg Amts Avis bragte ganske rigtigt et debatindlæg, der ved en fejl var suppleret med et AI-genereret billede.

Frederiksborg Amts Avis bruger aldrig AI-billeder i mediets nyhedsdækning.

Dette havde den redigerende på avisredaktionen beklageligvis overset eller valgt at se bort fra.

Billedet blev udelukkende bragt i den trykte avis og ikke online, og Frederiksborg Amts Avis bragte dagen efter offentliggørelsen en beklagelse i avisen.

Afslutningsvis har Frederiksborg Amts Avis bemærket, at mediet siden har indskærpet mediets allerede eksisterende retningslinjer for de redigerende og de redaktionelle medarbejdere.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Martin Lavesen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Retlig interesse

Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra personer, virksomheder mv., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Retlig interesse indebærer, at man som person, virksomhed, organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på grund af forholdets almene interesse.

[Klager] er ikke selv omtalt eller afbildet i det påklagede debatindlæg, som indeholder et billede fremstillet via kunstig intelligens af en gruppe afrikanske mænd iført redningsveste, som sidder i en gummibåd på havet.

Henset til den samfundsmæssige interesse i at afdække spørgsmålet om, hvorvidt et medie er presseetisk forpligtet til at deklarere brugen af fiktive billeder fremstillet via kunstig intelligens, finder Pressenævnet grundlag for at behandle klagen over billedet.

Sagen realitetsbehandles herefter.

God presseskik

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at Frederiksborg Amts Avis ikke har deklareret, at billedet er fremstillet via kunstig intelligens.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.

Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.

1 og A.

7.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Pressenævnet bemærker endvidere, at medier som udgangspunkt bør bringe en særskilt nyhed om en rettelse, så læsere af en oprindelig artikel med fejl bliver opmærksom på en rettelse.

Det er Pressenævnets opfattelse, at retningslinjer for god presseskik også finder anvendelse for indhold, herunder tekst, lyd, video og billeder bragt i medierne, der helt eller delvist er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens.

Frederiksborg Amts Avis bragte den 3. maj 2024 [Skribenten]s debatindlæg ”Moderaternes migrationspolitik er et skib uden ror” i den trykte udgave.

Til debatindlægget er indsat et billede fremstillet via kunstig intelligens af en gruppe afrikanske mænd iført redningsveste, som sidder i en gummibåd på havet.

Det fremgår ikke af billedteksten, at billedet er fremstillet via kunstig intelligens.

Frederiksborg Amts Avis bragte herefter den 4. maj 2024 en rettelse i den trykte udgave, da mediet har et redaktionelt princip om ikke at bringe AI-genererede billeder, og at det pågældende billede blev bragt ved en fejl.

Pressenævnet finder på den ene side, at det er kritisabelt, at Frederiksborg Amts Avis ved offentliggørelsen ikke har angivet, at billedet er fremstillet via kunstig intelligens.

Læserne har dermed ikke fået tilstrækkelig mulighed for at vurdere troværdigheden af det anvendte billede.

På den anden side finder nævnet, at Frederiksborg Amts Avis hurtigt efter offentliggørelsen – i den efterfølgende udgave af avisen den 4. maj 2024 – bragte en rettelse om det anvendte billede.

Efter en samlet vurdering finder nævnet, henset til den korte tid der forløb, før rettelsen blev bragt, at der ikke er grundlag for at kritisere Frederiksborg Amts Avis.

Afgjort den 18. februar 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →