Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 22-52178

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med en medfødt hjertesygdom klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden den 8. november 2022 blev afskediget fra sin stilling på grund af sygefravær.

Således som sagen var forelagt, var nævnet i tvivl om, hvorvidt kvinden havde de påståede skånehensyn i form af loft på antallet af rengøringer, og behov for brug af bil i stedet for cykel.

Det var derudover uvist, om kvinden havde oplyst arbejdsgiveren om de angivne skånehensyn.

Disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager den 8. november 2022 blev afskediget fra sin stilling hos indklagede på grund af sygefravær.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager lider af en medfødt hjertesygdom.

Klager har fremlagt en sundhedsfaglig beskrivelse af sin sygdom dateret den 13. oktober 2021, hvoraf fremgår bl.a.

”Som lovet sender jeg dig det jeg tidligere har skrevet om din hjertesygdom.

[Klager] lider af en kompliceret medfødt hjertesygdom, double outlet right ventricle (DORV) med hypoplastisk venstre ventrikel og hypoplasi af mitralklappen, CoA, VSD og PDA.

Det betyder i praksis, at hendes højre hjertekammer er svært underudviklet, således at venstre hjertekammer alene skal varetages både system- og lungekredsløb.

Hun er opereret i alt tre gange i hjertet efter TCPC-princippet, hvorved af-iltet fra vene cara føres direkte til arteria pulmonalis udenom hjertet.

Denne tilstand kaldes for singleventrikel, hvilket er en kompleks kronisk hjertelidelse, der medfører permanent nedsat fysisk funktionsevne og arbejdsevne.

”

Den 1. november 2021 blev klager ansat i en stilling som servicemedarbejder hos indklagede.

Klager har fremlagt en sundhedsfaglig skrivelse af 5. september 2022, hvoraf fremgår bl.a.

”Den seneste tid har [klager] haft en del hjerterytmeforstyrrelser som en komplikation til sin hjertesygdom.

Der har været en del akutte indlæggelser med hurtige hjerterytmeforstyrrelser af en karakter, der kræver behandling under indlæggelse.

[Klagers] rytmeforstyrrelse er senest den 25.08.22 forsøgt behandlet med varmebehandling i hjertet via lyskerne.

Efter denne behandling har [klager] været plaget af mange ekstraslag, og episoder med lavere puls, der i begge tilfælde giver symptomer som udmattelse og trykken i bryst og åndenød.

…

Planen er at se an og håbe på at [klagers] hjerte kommer sig og ekstraslagene aftager.

Sygemelding i 3 uger anbefales.

”

Den 19. september 2022 vendte klager tilbage i arbejde.

Den 7. november 2022 blev der afholdt et møde mellem klager og indklagede.

Der er uenighed mellem sagens parter om mødets indhold.

Klager har oplyst, at mødet drejede sig om muligheden for at indgå en § 56-aftale.

Indklagede har oplyst, at det var en sygefraværssamtale.

Den 8. november 2022 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

” Opsigelse

Vi ser os desværre nødsaget til at opsige dig fra din stilling som servicemedarbejder i [indklagede] dags dato med det gældende varsel på én måned til udgangen af én måned.

Du fratræder derfor din stilling d. 31. december 2022.

Årsagen til din opsigelse er først og fremmest på grund af den massive sygefravær du har.

Det skaber enormt utryghed hos borgerne på grund af adskillige hjælpere og vikarer, som vi nødt til at sætte ind i dit fravær.

Ydermere, giver det udfordringer i forhold til [indklagedes] daglige drift, og planlægningen bliver uundgåeligt for tung, når man ikke kan regne med din arbejdskraft, jævnfør vores sygefraværssamtale i den forgangne uge.

Borgerne har brug for kontinuerlig og stabil hjemmehjælp, hvilket vi desværre kan konstatere, at du ikke bidrager til.

”

Efterfølgende samme dag blev klager bortvist.

Indklagede har fremlagt en sygefraværsoversigt, hvoraf fremgår, at klager havde 43 sygefraværsdage under sin ansættelsesperiode hos indklagede.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. november 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 199.920 kr. svarende til seks måneders løn.

Den 23. november 2023 blev der afholdt en forhandling mellem klagers fagforening og indklagede.

Af uenighedsreferatet fremgår bl.a.

”I sagen mellem [klager] og [indklagede] rejst af [fagforening] ved begæring af 11. november 2022, er sagen blevet drøftet, uden at enighed kunne opnås.

[Fagforening] tog forbehold for at videreføre sagen.

”

Klager har fremlagt en erklæring fra den tidligere direktør hos indklagede af 9. juni 2023, hvoraf fremgår bl.a.

”Undertegnede blev i december 2019 ansat som direktør/daglig leder i [indklagede]

Vedr.

ansættelse [klager].

Ved ansættelsessamtalen, hvor undertegnede og souschef, [A], deltog, oplyste [klager], at hun led af en kronisk sygdom i form af en hjertefejl, som medførte visse begrænsninger i hendes udførelse af arbejdet som udkørende hjemmepleje.

Begrænsningerne bestod i

1.

[Klager] kunne ikke cykle fra borger til borger, men var nødt til at køre bil

2.

[Klager] kunne på sin daglige køreliste ikke levere mere end 2 rengøringer pr. dag, da hun fysisk ikke kunne overkomme flere rengøringer pga.

sin kroniske sygdom

Disse begrænsninger ved ledelsen i [indklagede] indforstået med og planlæggeren, [B], planlagde [klagers] køreliste med de nævnte begrænsninger.

De øvrige medarbejdere havde flere rengøringer end [klager] og flere medarbejdere blev tilbudt en el-cykel som transportmiddel.

”

Derudover har klager fremlagt en udateret erklæring fra den tidligere planlægger hos indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Jeg startede i [indklagede] 3/2-2020 og sluttede 18/3-2023.

Min rolle i [indklagede] var, at jeg planlagte ruter for dagvagterne i [by 1], [by 2] og [by 3].

Da [klager] havde været til jobsamtale i [indklagede], kom den daværende leder ind og fortalte, at nu ville [klager] blive ansat, og vi skulle tage hensyn til hende, da hun var hjertesyg.

De hensyn vi skulle tage var, at hun ikke måtte få flere rengøringer end 1-2 pr. dag, og at hun heller ikke skulle have cykelrute.

”

Indklagede har fremlagt klagers tidsregistrering af 20. april 2022, hvoraf fremgår bl.a., at klager udførte fire rengøringer.

Parternes bemærkninger

Klager har fremsat påstand om, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen.

Derudover har klager fremsat en betalingspåstand om, at indklagede som følge heraf skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 199.920 kr. svarende til seks måneders løn.

I denne sag er der ikke indgivet en klage eller på anden vis rejst en sag ved noget andet forum.

Den sag, som klagers fagforening har påtænkt at rejse ved faglig voldgift, omhandler alene, hvorvidt bortvisningen af klager var berettiget.

Klagers sygdom, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret uhelbredelig sygdom, udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Denne sygdom indebærer en konkret funktionsnedsættelse i klagers arbejdsliv, som medfører, at hun uden tilpasninger vil være forhindret i at fungere på lige fod med andre i en tilsvarende livssituation.

Klager bliver let stakåndet, når hun bevæger sig.

Klager kan derfor ikke udføre fysisk anstrengende arbejdsopgaver.

Klager havde derfor navnlig to skånehensyn hos indklagede, som bestod i, at hun maksimalt havde en til to rengøringer pr. vagt.

Derudover kunne hun ikke cykle fra borger til borger.

Den 7. november 2022 havde klager et møde med indklagede om indgåelse af en § 56-aftale.

Imidlertid blev klager den efterfølgende dag afskediget.

Indklagede har ikke iagttaget sin tilpasningsforpligtelse, idet indklagede ikke har forsøgt at afklare klagers fremtidige arbejdsevne.

Derudover har indklagede ikke afsøgt muligheden for en § 56-aftale forud for afskedigelsen.

Det bestrides, at klager har valgt forum for behandlingen af et godtgørelseskrav vedrørende overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Indklagede har fremlagt klagers køreliste fra én dag.

Dette dokumenterer ikke, at der ikke generelt blev taget skånehensyn til klager.

Klager kan ikke genkende den specifikke fremlagte køreliste.

Det hændte dog lejlighedsvist, at klager ved travlhed blev spurgt, om hun kunne tage en ekstra rengøring.

Indklagede har fremsat principal påstand om, at klagen skal afvises, da klagers fagforening ved mail af 11. november 2022 har indledt fagretlig behandling af spørgsmålet om bortvisning af klager.

Derudover har indklagede fremsat subsidiær påstand om, at klagen skal afvises, da der er uenighed om klagers kompensationsbehov og skånehensyn, hvilket kræver mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Desuden har indklagede fremsat en mere subsidiær påstand om, at indklagede skal frifindes.

Til støtte for den principale påstand har indklagede gjort gældende navnlig, at klagers fagforening har indledt fagretlig behandling af spørgsmålet om bortvisning.

Klagers fagforening har således endeligt og bindende valgt forum for tvistens løsning med den virkning, at der ikke kan rejses krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens regler ved Ligebehandlingsnævnet.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede gjort gældende navnlig, at spørgsmålet om klagers kompensationsbehov og skånehensyn under det løbende ansættelsesforhold er et væsentligt bevistema i sagen.

Klager har alene ført bevis for kompensationsbehov og skånehensyn i form af ensidige indhentede vidneerklæringer efter sagens anlæg, som i det hele bestrides af indklagede.

Indklagede bemærker i den forbindelse, at den tidligere planlægger blev bortvist fra sin stilling hos indklagede den 18. marts 2023.

Den tidligere direktør opsagde sin stilling hos indklagede, idet hun havde fået ansættelse hos en konkurrerende virksomhed.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har indklagede gjort gældende navnlig, at klager ikke er omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod opsigelse, idet hun var handicappet i lovens forstand på opsigelsestidspunktet.

Klager har været i stand til at udføre sit arbejde tilfredsstillende og på lige fod med sine kolleger uden behov for hjælpeforanstaltninger.

Det bestrides, at klager angiveligt skulle have haft en firmabilsordning, og at der skulle være indgået en særaftale om loft på antal rengøringer hos borgerne.

Klager var ansat i et distrikt, hvor det var nødvendigt at anvende firmabil.

Firmabilen var således ikke et skånehensyn, men et nødvendigt arbejdsredsskab.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har anført, at hendes medfødte hjertelidelse indebar en konkret funktionsnedsættelse i hendes arbejdsliv, og at hun uden tilpasninger i form af maksimalt to rengøringer pr. dag samt mulighed for, at hun ikke skulle cykle fra borger til borger, var forhindret i at fungere på lige fod med andre i en tilsvarende livssituation.

Indklagede har bestridt, at klager var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand på opsigelsestidspunktet, da klager var i stand til at udføre sit arbejde tilfredsstillende og på lige fod med sine kolleger uden behov for hjælpeforanstaltninger.

Således som sagen er forelagt, er nævnet i tvivl om, hvorvidt klager havde de påståede skånehensyn i form af loft på antallet af rengøringer og behov for brug af bil i stedet for cykel.

Det er derudover uvist, om klager havde oplyst indklagede om de angivne skånehensyn.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling