Legislator Case Law & Legislation
W20250902325 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12679

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2025 9023 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12679

KEN#LOKDOK23 2025 9023 Valid

En person klagede over, at Randers Amtsavis ikke ville slette et billede af ham bragt i en navneomtale i 2008, som var taget i anledning af hans bryllup.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde vægt på, at billedet ikke kunne anses for følsomt eller privat, og at billedet blev taget på et offentligt tilgængeligt sted af en fotograf fra en fotovirksomhed, som herefter sendte billedet til Randers Amtsavis.

Det forhold, at personen efterfølgende blev skilt fra sin ægtefælle, kunne ikke føre til en anden vurdering.

KEN#LOKDOK23 2025 9023 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Randers Amtsavis har afvist hans anmodning om at slette et billede af ham fra navneomtalen ”[Personen] og [Klager]” , som blev bragt den 26. april 2008 på amtsavisen.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede navneomtale

Randers Amtsavis bragte den 26. april 2008 navneomtalen ”[Personen] og [Klager]” på amtsavisen.dk.

Af navneomtalen, som blev bragt under bjælken ”NAVNE”, fremgår følgende

”Viet på [Rådhuset]: [Personen], Aalborg, og [Klager], [Bynavn].

Foto: [Fotovirksomheden], [Bynavn]”

Til navneomtalen er indsat et bryllupsbillede af [Klager] og [Personen], som ses sidde på en bænk.

Den 1. oktober 2024 rettede [Klager] henvendelse til Randers Amtsavis med anmodning om sletning af et billede af ham fra navneomtalen.

Randers Amtsavis afviste den 2. oktober 2024 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage over Randers Amtsavis’ afvisning er modtaget i Pressenævnet den 2. oktober 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har anført, at Randers Amtsavis har afvist hans anmodning om at slette et billede af ham fra navneomtalen ”[Personen] og [Klager]” .

I den forbindelse har [Klager] henvist til, at ægteskabet imellem ham og [Personen] blev ophævet i 2021 i fuld enighed, hvorfor [Klager] har svært ved at se den blivende værdi af dette bryllupsbillede fra 2008, som han ikke ønsker skal fremkomme ved en ”Google-søgning” på hans navn.

Afslutningsvis har [Klager] bemærket, at han ikke blev spurgt om tilladelse til, at Randers Amtsavis kunne bringe billedet i sin tid i avisen.

2.2 Randers Amtsavis’ synspunkter

Sletning – punkt D.

1

Randers Amtsavis har i 2008 fra [Fotovirksomheden] i [Bynavn] på [Halvøen] uopfordret modtaget et bryllupsbillede af [Personen] fra Aalborg og [Klager] fra [Bynavn].

Dette har Randers Amtsavis bragt, sandsynligvis på print såvel som online, akkurat som avisen altid gør det, når lokale portrætfotografer sender avisen billeder af nygifte, nyfødte og lignende.

Det er helt almindelig praksis gennem mange årtier, at portrætfotografer sender lokale aviser billeder af lokale borgere i lykkelige situationer omkring livets højdepunkter, og at lokale aviser bringer billederne og spreder det gode budskab i lokalsamfundet og derved deler de portrætteredes glæde med andre.

Det er med til at skabe sammenhængskraft i lokalsamfundene.

I lighed med andre nyheder er også navnenyheder både væsentlige og vedkommende i lokalsamfundet og har stor læserinteresse.

Randers Amtsavis betragter derfor også avisens navnenyheder som en værdifuld del af avisens løbende historieskrivning om det lokale samfund, som avisen dækker i stort og småt.

Idet Randers Amtsavis ikke sletter indhold fra avisens platforme, men mindre det ved efterprøvning viser sig at være faktuelt forkert, eller hvis helt særlige omstændigheder gør sig gældende, sletter avisen heller ikke bryllupsbilledet af [Personen] og [Klager], hvilket avisen har meddelt [Klager].

I særlige sager kan Randers Amtsavis fjerne navne, eller avisen kan afindeksere en artikel, så den ikke længere er mulig at finde på en søgemaskine.

Det kan eksempelvis være mindre straffesager efter udstået straf og ved fremvisning af ren straffeattest, hvis særlige grunde gør sig gældende.

Randers Amtsavis har i denne sag vurderet, at der ikke er særlige grunde, og derfor har avisen afvist anmodningen fra [Klager].

[Personen]s og [Klager]s bryllup er ikke nogen hemmelig begivenhed, og alle har på nettet kunnet se deres bryllupsbillede siden 2008.

Parret er blevet viet offentligt på rådhuset i Aalborg og ikke i en privat have eller lignende.

Ved at lade [Fotovirksomheden] i [Bynavn] sende avisen billedet har parret selv ønsket billedet offentliggjort, avisen har opfyldt dette ønske, og det har ikke generet [Klager] før nu, 16 år senere.

Randers Amtsavis betragter ikke en skilsmisse som en tilstrækkeligt ekstraordinær grund til at bryde avisens princip om ikke at ændre eller slette indhold.

I eksempelvis 2022 blev 33.054 par viet i Danmark.

Skilsmisseprocenten ligger jævnt omkring 40 procent.

Det vil i det tænkte eksempel, at alle havde fået deres bryllupsbillede offentliggjort i et medie, og at Pressenævnet skulle give klager ret, betyde, at danske medier kunne komme ud for at skulle slette 13.221 bryllupsbilleder bare fra det ene år og et nogenlunde tilsvarende antal fra alle andre år.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Jørn Mikkelsen, James Kristoffer Miles og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Randers Amtsavis har afvist hans anmodning om at slette et billede af ham fra navneomtalen ”[Personen] og [Klager]” .

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Navneomtalen ”[Personen] og [Klager]” indeholder omtale af [Klager]s vielse med [Personen] på [Rådhuset] i 2008.

I navneomtalen er indsat et billede af [Klager] og [Personen], som ses sidde på en bænk.

Det er Pressenævnets opfattelse, at billedet af [Klager], som blev taget i anledning af hans bryllup, i sammenhæng med navneomtalen fra 2008 på amtsavisen.dk ikke kan anses for følsomt eller privat, hvorfor nævnet finder, at billedet ikke er særligt belastende for [Klager].

Nævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at billedet blev taget på et offentligt tilgængeligt sted af en fotograf fra [Fotovirksomheden], som herefter sendte billedet til Randers Amtsavis.

Det forhold, at [Klager] i 2021 blev skilt fra sin ægtefælle, kan ikke føre til en anden vurdering.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Randers Amtsavis for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at slette billedet af ham.

Afgjort den 21. januar 2025

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →