Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2024

Udlændingenævnets afgørelse af 22. august 2024 – EU – sekundær bevægelighed - ophør

Det forhold, at der er indsendt en oversigt over konsultationer vedrørende [den danske statsborger] fra sundhed.dk, hvoraf det fremgår, at der i perioden fra […] november 2017 og i 2018 har været registreret et betydeligt antal konsultationer, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan udledes af udskriftet fra sundhed.dk, hvorvidt [den danske statsborger] har været fysisk til stede i Danmark i forbindelse med konsultationerne, eller om der alene er tale om opkald til lægen.

Det forhold, at [partsrepræsentanten] har anført til støtte for klagen, at [den danske statsborger] har været registreret i CPR som bosiddende i Danmark siden den […] marts 2017, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv dokumenterer, at [den danske statsborger] faktisk har opholdt sig i Danmark siden den […] marts 2017.

Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der er indsendt dokumentation til støtte for [den danske statsborgers] ophold i 2019 og fremefter, idet selv hvis det lægges til grund, at [den danske statsborger] uafbrudt har haft ophold i Danmark fra 2019, så medfører den manglende dokumentation for [den danske statsborgers] ophold i perioden fra den […] november 2017 til og med 2018 fortsat, af [klagerens] opholdsret er afbrudt fra den […] november 2017.

Udlændingenævnet finder derudover, at selv hvis [den danske statsborger] havde dokumenteret sit ophold i Danmark i perioden efter […] november 2017, så ville [klagerens] ophold være at anse for afbrudt fra juli 2019, idet der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for [klagerens] ophold i perioden fra juli 2019 samt i hele 2020.

Udlændingenævnet har indledningsvist lagt vægt på, at oplysningerne i indkomstregistret understøtter, at [klageren] har opholdt sig i Danmark i perioden fra […] maj 2017 til […] marts 2019, samt at de underskrevne dokumenter af […] maj 2019 og […] april 2019 og artikel af […] juli 2019 understøtter, at [klageren] har opholdt sig i Danmark i perioden fra april 2019 til juni 2019.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for [klagerens] faktiske ophold i Danmark i den resterende del af 2019, og at der alene i 2020 er fremlagt dokumentation for ophold i Danmark i form af en artikel af […] maj 2020 om […], samt 3 lægekonsultationer, hvorfor [klagerens] reelle ophold i Danmark i 2020 ikke kan konstateres, idet den indsendte dokumentation er yderst begrænset og sporadisk.

Udlændingenævnet bemærker hertil, at såfremt [klageren] reelt har haft sin dagligdag i Danmark i denne periode, så må det være muligt for [klageren] at fremlægge dokumentation for sit reelle ophold i form af eksempelvis dokumentation for sædvanlige udgifter i Danmark og et almindeligt forbrug.

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger oplysninger, der taler for, at [klageren] har ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag.

Endelig finder Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af [klagerens] opholdsret må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at [klageren] i en alder af 28 år indrejste i Danmark første gang den […] oktober 2009, at [klageren] udrejste af Danmark den […] juni 2011, at [klageren] igen indrejste i Danmark den […] august 2017, og at [klageren] har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark, hvilket taler imod, at ophør af [klagerens] opholdsret må antages at være særligt belastende for [klageren].

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har en tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet det fremgår af sagens oplysninger, at [klageren] har været forpagter af en restaurant, og at det fremgår af indkomstregistret, at [klageren] har modtaget lønindkomst som lønmodtager i perioderne fra […] maj 2017 til […] juni 2017, fra […] november 2017 til […] januar 2018, fra […] marts 2018 til […] marts 2019 og fra […] maj 2023 til […] juli 2023.

Udlændingenævnet finder dog, at denne tilknytning ikke har et sådant omfang, at ophør af [klagerens] opholdsret må antages at virke særligt belastende for [klageren].

Det forhold, at [klageren] har født et barn den […] oktober 2023 kan ikke føre til en ændret vurdering, idet barnet på grund af sin alder ikke har opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at en meddelelse om ophør af [klagerens] opholdsret bør undlades.

Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at familielivet ikke kan udøves uden for Danmark.

Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at [klageren] ikke er fremkommet med oplysninger om andre personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold.

Udlændingenævnet finder dermed, efter en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, at ophør af [klagerens] opholdsret ikke kan antages at virke særligt belastende for [klageren].

Udlændingenævnet vurderer endvidere, at [klageren] ikke har opnået ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] ikke har haft lovligt ophold her i landet efter EU-retten som familiemedlem til en dansk statsborger uafbrudt i 5 år.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] den […] august 2017 fik udstedt opholdskort efter EU-opholdsbekendtgørelsens daværende § 13 (nu EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3) som familiemedlem til en dansk statsborger, og at denne opholdsret er ophørt fra den […] november 2017.

Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse af […] december 2023.

”

EU/2024/84