Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - ej medhold

J.nr. 22-43509

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med børneleddegigt, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at kvinden blev afskediget fra sin stilling som ekspedient hos arbejdsgiveren.

Det fremgik af et journalnotat af 13. november 2018, at kvinden havde smerte i anklerne i forbindelse med gang.

Kvinden havde ikke fremlagt dokumentation for, at hun havde funktionsbegrænsninger i forbindelse med arbejdet hos arbejdsgiveren.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at kvinden ikke havde godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Kvinden fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som ekspedient hos den indklagede virksomhed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som ekspedient hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun i 2016 blev diagnosticeret med børneleddegigt.

Af journalnotat af 13. november 2018 fremgår blandt andet

”12 år pige kendt med led og senesmerter i behandling med bonyl.

…

Har fortsat ondt særligt ifm.

gang

smerter sidder ved anklerne.

”

I marts 2022 søgte klager en stilling som ekspedient hos indklagede.

Under ansættelsessamtalen oplyste klager indklagede om, at hun var diagnosticeret med børneleddegigt.

Den 9. april 2022 blev klager ansat hos indklagede.

Klager har fremlagt ansættelseskontrakten.

Den 7. juli 2022 havde klager og indklagede en telefonsamtale.

Klager har oplyst, at indklagede oplyste hende om, at hun ikke skulle møde på arbejde, fordi indklagede havde besluttet at afskedige hende.

Indklagede har oplyst, at klager den 3. juli 2022 oplyste, at hendes læge havde sagt, at hun ikke måtte arbejde hos indklagede på grund af sin gigt.

Indklagede har også oplyst, at klager ved telefonsamtalen den 7. juli 2022 bad om at blive opsagt, da hun ville finde andet arbejde, som hun kunne udføre i overensstemmelse med sin læges anvisninger.

Den 9. juli 2022 havde klager en SMS-korrespondance med en anden ansat hos indklagede.

Af korrespondancen fremgår blandt andet

Klager

”Hey jer er blevet opsagt på [indklagede] på grund af min gigt… Ville bare spørge om du synes min gigt forhindrede mig i at arbejde der?

”

Indklagede

”WHAT.

Overhovedet ikke, det er da vildt.

Du snakkede om du fik det dårligt nogle gange, men du var uden tvivl en af de bedste medarbejdere til at gøre dit arbejde.

”

Den 12. juli 2022 sendte indklagede en skriftlig bekræftelse på afskedigelsen af klager.

Af bekræftelsen fremgår følgende

”Jeg bekræfter hermed at din stilling er blevet opsagt i [indklagede] pr. d. 7/7/22

Årsagen til opsigelsen er at [klager] ikke var i stand til at udføre hendes arbejde pg.a.

helbredsmæssige årsager.

”

Den 18. juli 2022 var klager til kontrol af sin leddegigt.

Af journalnotatet fra kontrollen fremgår blandt andet

”Amb.

Kontrol: 16 årig pige kendt med led og senesmerter i behandling med bonyl.

”

Den 14. september 2022 udarbejdede klagers fysioterapeut en erklæring om klagers leddegigt.

Af erklæringen fremgår følgende

”[Klager] har diagnosen juvenil artrit (leddegigt hos børn), hvilket med fører at hun lige nu har ondt i håndled når hun skal bære objekter over 1-2 kg i længere tid.

Dette kan sagtens ændre sig da hun er i gang med forløb hos fysioterapeut.

Udover dette er hun en sund og rask pige lige som sine jævnaldrende hvor der ikke er nogen funktionel begrænsning for hvad hun kan bidrage med i forhold til arbejdsopgaver.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. september 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 12.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede afskedigede hende.

Der er tilstrækkelig skriftlig korrespondance til at belyse sagen, hvorfor sagen kan behandles på skriftlig grundlag af Ligebehandlingsnævnet.

Det fremgår således på skrift, at indklagede afskedigede klager grundet hendes helbredsmæssige problematikker.

Klager blev i 2016 diagnosticeret med børneleddegigt, hvilket udgør et handicap.

Børneleddegigt er en tilstand, hvor håndleddene kan blive betændte.

Dette kan generelt resultere i ømhed og hævelse af led.

Det fremgår af de to journalnotater, at klager havde problemer med led og sener, allerede inden hun var 12 år, og at hun fortsat havde disse problematikker i løbet af ansættelsen hos indklagede.

Afskedigelsen var begrundet i klagers helbred, hvorfor hun blev udsat for direkte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det bestrides, at klager selv skulle have opsagt sin stilling, eller at afskedigelsen skete med henblik på at efterkomme et ønske fra klager selv.

Såfremt afskedigelsen var sket efter klagers eget ønske, giver det ikke mening, at klager straks efter at være meddelt afskedigelsen kontaktede en kollega for at forstå årsagen til afskedigelsen.

Klager ville næppe være forundret eller i tvivl om årsagen til afskedigelsen, hvis den fandt sted efter eget ønske eller efter opfordring fra klager selv.

Indklagede blev forud for ansættelsen af klager gjort bekendt med, at klager lider af børneleddegigt.

Klager italesatte også problematikkerne relateret til sit helbred i forbindelse med arbejdet over for indklagede.

Indklagedes påstand om, at klager ikke var i stand til at udføre sit job grundet sit handicap, er ikke korrekt.

Klager var i stand til at udføre sine arbejdsopgaver på optimal vis.

Klager udførte sit arbejde til perfektion, hvilket klagers kollega bekræftede ved SMS-korrespondancen af 9. juli 2022.

Klager oplevede alene symptomer i forbindelse med, at hun bar tunge genstande i længere tid ad gangen.

Arbejdsopgaverne som ekspedient var primært at servere is og tørre borde af, hvorfor klagers helbred, ifølge erklæringen fra fysioterapeuten, ikke burde være til hinder for klagers varetagelse af de nødvendige arbejdsopgaver forbundet med den konkrete stilling.

Indklagede misligholdt deres tilpasningsforpligtelse.

Klager fik smerter i håndleddet efter en lang arbejdsdag.

Hun ville derfor gerne aflastes ved at få lov til at tørre borde af, tømme skraldespande og diverse andre arbejdsopgaver.

Dette ønske blev imødeset af indklagede frem til opsigelsen, og der har derfor på intet tidspunkt været krav eller forventning om, at indklagede skulle oprette en helt ny stilling for at imødekomme klagers handicap.

Indklagede gør gældende, at Ligebehandlingsnævnet bør afvise at behandle klagen, fordi sagen ikke kan oplyses tilstrækkeligt uden mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Der er behov for parts- og vidneforklaringer for at belyse, hvad der blev drøftet omkring klagers helbred til ansættelsessamtalen, hvad klager og indklagede sagde og gjorde på klagers sidste vagt hos indklagede, hvad de efterfølgende drøftede i telefonen den 7. juli 2022, samt om klager på grund af sygdom var begrænset i udførelsen af sine arbejdsopgaver.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke tillægge SMS-korrespondancen af 9. juli 2022 mellem klager og klagers kollega vægt, da det er en ensidigt indhentet vidneerklæring.

Hvis klager ønsker at føre et vidne, skal det foregå mundtligt, så indklagede kan høre vidnet forklare sig, stille supplerende spørgsmål mv.

Sagen bør afvises, da klager ikke var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager har gjort gældende, at hun ikke var begrænset i arbejdet hos indklagede, hvorfor det var usagligt, at indklagede opsagde hende med en begrundelse om, at hendes helbred gjorde, at hun ikke kunne udføre arbejdet.

Sagen drejer sig derfor ikke om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, men nærmere om en påstået usaglig opsigelse, hvilket Ligebehandlingsnævnet ikke kan træffe afgørelse om.

Klager har ikke godtgjort, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand på afskedigelsestidspunktet, da hun ikke har fremlagt lægelig dokumentation, som beskriver eventuelle konkrete begrænsninger eller skånebehov i den konkrete stilling samt varigheden heraf.

Sygdom i sig selv er ikke et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager har ikke fremlagt lægelig dokumentation, der er relevant for ansættelsesperioden, da de to journalnotater er dateret henholdsvis 3,5 år inden, klager blev ansat hos indklagede, og 11 dage efter, at klager blev afskediget.

Det fremgår af journalnotaterne, at klager blev behandlet med Bonyl, som er et let smertestillende og antiinflammatorisk lægemiddel.

Af journalnotatet af 13. november 2018 fremgår, at klager havde smerter i forbindelse med gang og i sine ankler.

Klager har således ikke fremlagt dokumentation for, at hun var langvarigt begrænset i sit arbejde hos indklagede som følge af sin gigtsygdom, eller at hun på noget tidspunkt havde smerter i håndleddene eller lignende i forbindelse med udførslen af arbejdet.

Klager var i stand til at arbejde uden begrænsninger på samtlige af sine vagter, havde ikke sygefravær som følge af sin sygdom og oplyste ved ansættelsessamtalen, at hendes sygdom ikke var noget problem for arbejdet.

Indklagede havde ikke pligt til at forsøge at tilpasse arbejdet til klager, da hun ikke var handicappet i lovens forstand.

Derudover havde klager selv oplyst indklagede om, at hendes sygdom ikke havde betydning for arbejdet, hvorfor indklagede ikke vidste eller burde vide, at klager potentielt havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det var ikke muligt for indklagede at tilpasse arbejdet, da der ikke fandtes stillinger hos indklagede, der ikke primært bestod i at scoope is i bokse mv. En sådan tilpasning ville betyde, at indklagede skulle opfinde en helt ny stilling, som der ikke var behov for, hvilket ville pålægge indklagede en uforholdsmæssig stor byrde.

Opsigelsen var derfor berettiget, da klager var uegnet til stillingen efter sine egne oplysninger og selv ønskede at blive opsagt.

Det bestrides, at klager på noget tidspunkt oplyste indklagede om, at hun fik smerter i håndleddet efter en lang arbejdsdag, hvorfor hun gerne ville aflastes.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Klager har oplyst, at hun blev diagnosticeret med børneleddegigt i 2016.

Af journalnotatet af 13. november 2018 fremgår, at hun havde smerter i anklerne i forbindelse med gang.

Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at hun havde funktionsbegrænsninger i forbindelse med arbejdet hos indklagede.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager ikke har godtgjort, at hun på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Klager får herefter ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling