Legislator Case Law & Legislation
W20241018425 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 10184 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - adgangsbegrænsning - medhold

KEN#LOKDOK23 2024 10184 Valid

J.nr. 23-1178

En mand (klager) klagede over en natklub (indklagede).

Manden mente, at natklubben havde forskelsbehandlet ham på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev nægtet adgang til natklubben.

Manden og hans ven, der har henholdsvis tyrkisk og mellemøstlig herkomst, blev afvist ved indgangen til den indklagede natklub.

Det fremgik af en vedlagt video, at afvisningen blev begrundet i deres påklædning, og at de ”ser for hårde ud”.

Manden havde videre oplyst, at der blev lukket flere gæster ind af etnisk dansk oprindelse eller nordisk udseende både før og efter, afvisningen fandt sted.

Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han ved afvisningen i døren til natklubben blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Nævnet vurderede herefter, at det på baggrund af natklubbens gengivelse af hændelsesforløbet, herunder tidspunktet for hændelsen, var uklart, om de havde identificeret den omhandlede episode.

Natklubben havde desuden ikke bestridt mandens påstand om, at indklagedes beskrivelse af hændelsesforløbet ikke vedrørte manden og hans ven.

Natklubben havde herefter ikke løftet sin bevisbyrde.

Manden fik derfor medhold i klagen og fik tildelt en godtgørelse på 5.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2024 10184 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at klager blev afvist ved døren til den indklagede natklub.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med lov om etnisk ligebehandling, at klager blev nægtet adgang til den indklagede natklub.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 25. december 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Den 11. december 2022 blev klager og klagers ven nægtet adgang til den indklagede natklub.

Klager har oplyst, at han har mellemøstligt herkomst, mørk hud og mørkt skægt, og at hans ven, som tillige blev afvist, har tyrkisk herkomst, mørk hud og mørkt skæg.

Klager har desuden oplyst, at den pågældende dørmand lukkede flere gæster ind med etnisk dansk oprindelse eller nordisk udseende både før og kort tid efter afvisningen af klager.

Klager har til klagen vedlagt en videooptagelse af episoden.

Følgende korrespondance fremgår af videooptagelsen

Klagers ven: ”Hvor kommer man ind henne?

”

Dørmand: ”Det gør man herovre”

Klagers ven: ”Vi er to”

Dørmand: ”I er to?

”

Dørmand: ”Det bliver ikke i aften, gutter”

Klagers ven: ”Hvorfor?

”

Dørmand: ”I skal have lidt mere fancy tøj på”

Klagers ven: ”Fancy?

Du kan jo ikke se, hvad jeg har på inde under?

”

Dørmand: ”Det bliver bare et nej”¬Klagers ven: ”Af hvilken årsag?

”

Dørmand: ”Påklædning og I ser lidt for hårde ud”

Klagers ven: ”Hvilken påklædning?

Du har jo ikke set mit tøj?

”

Dørmand: ”Nej, men jeg kan se dine sko og bukser”

Klagers ven: ”Sko?

Der er en anden, der lige er gået ind med samme sko”

Dørmand: ”Det bliver ikke i aften”

Klagers ven: ”Af hvilken årsag så?

”

Dørmand: ”Det jeg lige sagde”

Klagers ven: ”Bare at det ikke bliver i aften?

”

Dørmand: ”Ja”

Klagers ven: ”Det er den eneste årsag?

”

Dørmand: ”Ja, som jeg sagde”

Klager har til klagen også vedlagt en video, som viser klager og vennens påklædning.

Det fremgår af denne video, at klager var iført sorte sko samt sorte habitbukser, og at klagers ven var iført cowboybukser og hvide sneakers.

Klager har videre vedlagt otte billeder af andre gæster inde fra natklubben den pågældende nat.

Billederne er taget fra natklubbens egne sociale medier.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. december 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 5.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse i forbindelse med, at han blev nægtet adgang til den indklagede natklub.

Klager besøgte den indklagede natklub med to af sine venner, hvoraf klager og hans ene ven havde besluttet sig for at besøge natklubben, mens klagers anden ven stillede sig til side for at tale i telefon.

Klager og hans ven gik hen til, hvad de formodede var indgangen, da de forinden havde set en anden person blive lukket ind af dørmanden på samme side.

Klager og hans ven var fuldstændig ædru, eftersom de ikke havde drukket alkohol den pågældende aften.

De henvendte sig til dørmanden, og klagers ven valgte allerede på dette tidspunkt at optage diskret på sin telefon med henblik på en eventuel bevissikring, da de ofte oplever at blive nægtet adgang til natklubber på usaglige grundlag.

Klagers ven henvendte sig høfligt til dørmanden for at sikre sig, at de stod på det rigtige sted, så de kunne øge deres chancer for at blive lukket ind.

Den efterfølgende korrespondance fremgår af en af klagers vedlagte videooptagelser.

Klagers anden ven, som stod lidt fra indgangen for at tale i telefon, overhørte den sidste del af samtalen, da hans telefonopkald sluttede.

Han valgte derefter at optage klager og den anden vens tøj.

Klager har også vedlagt denne videooptagelse til klagen.

Den pågældende dørmand lukkede flere mennesker ind på natklubben, som enten havde etnisk dansk oprindelse eller nordisk udseende, både før og kort tid efter, at klager blev nægtet adgang.

Klager har selv mellemøstlig herkomst, mørk hud og mørkt skæg.

Klagers ven, som tillige blev afvist, har tyrkisk herkomst, brun hud og mørkt skæg.

Dørmandens oprindelige påstand om, at selskabets tøj ikke var pænt nok til natklubben, blev hurtigt ændret til meldingen om, at det ikke blev i aften, da klagers ven påpegede, at der netop var blevet lukket andre gæster ind med tilsvarende påklædning.

Dørmandens endelige afvisning var således aldeles usaglig og bundede reelt i selskabets etniske oprindelse, muslimske baggrund og mørkere hudfarve.

Såfremt indklagede skulle fastholde, at afvisningen var et udtryk for opretholdelsen af en dresscode, og at klager og klagers vens i den forbindelse ikke var passende påklædt, henvises der til den vedlagte video.

Det fremgår af videoen, at klager var iført sorte habitbukser og sorte ruskindssko.

Det fremgår videre af baggrunden i videoen, at to af natklubbens øvrige gæster med etnisk dansk herkomst begge var iført uformelle cargobukser og hvide sneakers.

Dørmandens påstand om, at selskabets tøj ikke var passende til natklubbens dresscode, var reelt et forsøg på en dårlig undskyldning for at nægte klager og hans ven adgang til natklubben på grund af deres etniske oprindelser, muslimske baggrund og mørkere hudfarve.

Klager har til klagen yderligere vedlagt otte billeder fra natklubbens egne sociale medier af den pågældende nat.

Alle otte billeder illustrerer, at flere af natklubbens gæster var iført hvide sneakers, blå cowboybukser, t-shirts og generelt uformelt tøj.

Klager gør endeligt gældende, at det fremgår af den vedlagte video, at dørmanden bekræftede at have lukket andre ind med hvide og uformelle sneakers på.

Dørmanden afviste derefter selskabet med begrundelserne ”I ser for hårde ud” og ”det bliver ikke i aften”, hvilket ikke var udtryk for en saglig begrundelse.

Den udlægning af episoden, som dørmanden har fremlagt for nævnet, omhandler en helt anden episode med helt andre mennesker.

Beskrivelsen omhandler ikke den konkrete hændelse eller en hændelse, som klager kan genkende eller har været en del af.

Det fremgår tydeligt af den vedlagte videooptagelse, at både klager og hans ven gik hen til natklubben og henvendte sig til vagtpersonalet for første gang.

Det er tydeligt på korrespondancen i videoen, at det var første gang, dørmanden mødte selskabet og omvendt.

Desuden kan det høres af videoen, at selskabet anmodede om at blive lukket ind og at blive henvist til det sted omkring indgangspartiet, hvor natklubben plejede at lukke sine gæster ind.

Dette skyldes, at det var første gang, at selskabet havde forsøgt at komme ind på den pågældende natklub.

Inden selskabet havde forsøgt at komme ind på den konkrete natklub, havde de spist på [burgerbar] lige rundt om hjørnet fra natklubben.

Forinden dette havde selskabet været på [bar], som befinder sig i en helt anden bydel.

Selskabet bestod desuden af tre personer, hvoraf alene to personer henvendte sig ved indgangen til natklubben.

Der var dermed ikke tale om nogen gruppering.

Klager og klagers venners alder samt uddannelsesmæssige baggrund stemmer endvidere ikke overens med den gruppering af unge mennesker, som indklagede beskriver, iført løbetøj.

Desuden laver selskabet ikke ballade, diskuterer med dørmænd eller ser umyndige ud.

Klager fastholder sin oprindelige påstand henset til, at 1) videooptagelsen indeholder hele korrespondancen mellem selskabet og dørmanden og deraf ikke blot dele af denne, og 2) dørmandens afvisning var usaglig, og bundede ikke i nogle af de påstande, som er oplistet i indklagedes bemærkninger.

Såfremt indklagede ønsker at fastholde, at selskabet forsøgte at komme ind på natklubben på et andet tidspunkt, end det som fremgår af den vedlagte video, vil klager opfordre indklagede til at fremsende videoovervågning fra den pågældende aften.

Selskabet har ikke været en del af eller på nogen måde involveret i den episode, som indklagede beskriver.

Klager ser ikke forskelsbehandling i henhold til lov om etnisk ligebehandling som en politisag, hvorfor han blot 15 dage efter - og ikke halvanden måned efter, som ellers påstået af indklagede - valgte at klage over episoden.

Såfremt vagtpersonalet referer til en episode, som havde fundet sted halvanden måned forinden, klager indgav sin klage til nævnet, må episoden, som indklagede referer til, have fundet sted omkring den 11. november 2022.

Dette ville således have været en hel måned forinden den episode, som klager har indsendt sin klage på baggrund af.

Dette er endnu engang indikation på, at indklagede i sine bemærkninger referer til en helt anden episode, som hverken involverede klager eller klagers ven.

Klager påpeger endeligt, at Ligebehandlingsnævnet har en fast praksis på at inddrage video- og lydoptagelser som bevismateriale på lige fod med skriftlig dokumentation.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Indklagede kunne ikke finde på at forskelsbehandle gæster eller andre gæster på grund af race, farve, seksualitet eller religiøse holdning.

Indklagede understreger videre, at deres dørmand kommer fra forskellige nationaliteter som f.eks. Mellemøsten.

Indklagede har også i andre sager ved Ligebehandlingsnævnet påpeget, at når sagerne baserer sig på medsendte lydfiler eller videooptagelser, er det en forudsætning for at kunne vurdere disse lydfiler/optagelser, at der sker gengivelse af hele det forløb, som fører frem til, at en adgangssøgende gæst bliver afvist.

Optagelser, som det materiale klager har medsendt i denne sag, viser alene afslutningen på et forløb, der har strakt sig over længere tid.

For at kunne vurdere, om der er sket forskelsbehandling, vil det være nødvendigt at foretage vidneafhøring af vagtpersonalet og andet personale både i relation til hele forløbet, der fører frem til, at gæsten bliver nægtet adgang, og i relation til selve det forløb, der er gengivet i klagers videooptagelse.

Indklagede oplever i nattelivet en tendens til, at der er grupperinger, som er meget opsøgende i forhold til at søge en afvisning i døren, som bliver optaget, alene med det formål at kunne indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet og rejse krav om en godtgørelse.

Disse sager er karakteriseret ved, at en klager alene medsender et udklip af hændelsesforløbet til Ligebehandlingsnævnet.

Sager, der baserer sig på lydfiler/optagelser, er ikke egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet.

Dette gør sig også gældende i den konkrete sag.

Indklagede har drøftet sagen om forskelsbehandling med dørmændene fra den pågældende aften, som har en anden opfattelse af sagen.

Klager, som påstår at være blevet afvist på baggrund af sin etnicitet, har ikke fortalt den korrekte historie.

Dørmændene havde af flere omgange i løbet af aftenen forklaret drengene, at de blev nødt til at trække væk fra vejen hen til fortovet, hvor køen startede, da indklagede ikke ønsker, at deres gæster skal være til gene for den tætte trafik foran natklubben.

Hertil havde den ene af drengene fra selskabet påpeget, at dørmændene ikke skulle spille politibetjente.

Dette svar indikerede for dørmændene, at det var tale om nogle personer, som ikke havde interesse i at bidrage positivt til festen inde på natklubben.

Tidligere på aftenen var en ung herre, som tilhørte gruppen, blevet afvist, da han ikke så myndig ud, og da han desuden ikke havde noget billedlegitimation.

Vedkommende var endvidere påklædt i tøj, der kunne identificeres som løbetøj.

Dørmanden konfronterede da manden om hans mangel på billedlegitimation med baggrund i en kraftig mistanke om, at han ikke var myndig.

Manden svarede da tilbage, om han udelukkende blev spurgt om billedlegitimation, fordi han var udlænding, og om dørmanden havde tjekket legitimation på alle klubbens gæster.

Dørmanden var uforstående overfor, at manden inddrog sin etnicitet i samtalen, da ingen forinden havde snakket om udlændinge.

Dørmanden påpegede for manden, at han spurgte om legitimation for at sikre sig, at han var gammel nok.

Dørmanden gjorde desuden gældende, at manden ikke behøvede at pege fingre ad andre gæster, og at han ikke var iført tøj som stemte overens med klubbens dresscode.

Selskabet valgte da at forlade stedet efter flere mislykkedes forsøg på at komme ind samt større diskussioner om, hvorfor de skulle have gyldig billedlegitimation med i byen.

Senere på aftenen valgte selskabet at komme tilbage til natklubben.

Manden, som tidligere var blevet afvist på grund af sin påklædning, stod i baggrunden for at se, om det resterende selskab kunne komme ind.

Dørmanden, som udtaler sig i klagers vedlagte video, var blevet oplyst i sin radio om, at der var tale om det samme selskab, som tidligere på aftenen var blevet afvist på grund af deres dårlige opførsel og påklædning.

Selskabet havde flere gange forsøgt at komme i kontakt med de dørmænd, som ikke havde observeret deres dårlige opførsel tidligere på aftenen, i håb om at blive lukket ind på natklubben.

Dørmændene var dog alle informeret om den påtrængende gruppe, som forsøgte at snige sig ind.

Afvisningen af selskabet var udelukkende baseret på deres dårlige attitude og deres frembrusende adfærd.

Som det fremgår af klagers indsendte video, ønskede dørmanden ikke at indgå i yderligere diskussion med selskabet.

Dørmanden afviste selskabet på baggrund af deres aggressive attitude, deres påklædning samt, at de så for hårde ud.

Videoklippet, som klager har indsendt, er taget ud af kontekst og bliver tvistet til noget negativt, som rettes mod dørmændene.

Hvis klager mente, at dørmændene havde handlet i strid med loven, skulle han have meldt det til politiet samme dag, så hele episoden kunne være blevet dokumenteret.

Når klager vælger at melde episoden halvanden måned efter hændelsesforløbet, er det et forsøg på propaganda.

Indklagede imødeser alle gæster med et åbent sind.

Indklagede har noteret sig, at klager er af den opfattelse, at deres ovenstående redegørelse af hændelsesforløbet, som vagtpersonalet har udarbejdet, relaterer sig til en anden gruppe af adgangssøgende gæster.

Dette bekræfter fuldt ud indklagedes opfattelse af, at sager, der baserer sig på lydfiler og/eller videooptagelser, ikke er egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet, da en afgørelse vil kræve vidneforklaringer fra vagtpersonalet, som ville give dem mulighed for at identificere de indblandede personer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet tilsidesat.

Det kan lægges til grund, at klager, der har mellemøstlig oprindelse, blev afvist ved indgangen til den indklagede natklub.

Det fremgår af den vedlagte video, at afvisningen begrundes i selskabets påklædning og med henvisning til, at de ”ser for hårde ud”.

Klager har videre oplyst, at der blev lukket flere gæster ind af etnisk dansk oprindelse og nordisk udseende både før og efter, at afvisningen fandt sted.

Nævnet vurderer, at der på denne baggrund er påvist faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at klager ved afvisningen i døren til natklubben blev udsat for forskelsbehandling på grund af race og/eller etnisk oprindelse.

Det påhviler derefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Nævnet vurderer, at det på baggrund af indklagedes gengivelse af hændelsesforløbet, herunder tidspunktet for hændelsen, er uklart, om indklagede har identificeret den omhandlede episode.

Indklagede har desuden ikke bestridt klagers påstand om, at indklagedes beskrivelse af hændelsesforløbet ikke vedrører klager og klagers ven.

Indklagede har herefter ikke løftet sin bevisbyrde.

Nævnet vurderer i øvrigt, at indklagedes generelle opfattelse af, at sager, der baserer sig på lydfiler og/eller videooptagelser, ikke er egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet, ikke kan føre til, at indklagedes bevisbyrde er løftet.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. december 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 10184 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 4, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 10184 Valid

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, om delt bevisbyrde

•

§ 9, om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →