Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - kommuner - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 22-32253

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med PTSD, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede).

Kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som pædagogmedhjælper.

Afskedigelsen var begrundet med, at kvindens leder ikke længere havde tillid til kvinden som medarbejder.

Derudover havde ledelsen ikke længere tillid til, at samarbejdet med kvinden kunne genoprettes.

Arbejdsgiveren henviste blandt andet til kvindens opførsel til en tjenstlig samtale.

Der var for nævnet tvivl om, hvad der mere præcist skete under den tjenestelige samtale den 16. februar 2021.

Der var endvidere tvivl om, hvordan arbejdsgiveren sikrede sig, at der under samtalen og under forløbet i øvrigt blev taget hensyn til kvindens handicap og skånehensyn.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som pædagogmedhjælper hos den indklagede kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om klager blev forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med PTSD.

Af statusattest af 13. november 2014 fra en PTSD-klinik fremgår blandt andet

”[Klager] har haft flere psykotraumatiserende oplevelser gennem livet.

I teenagealderen gennemgik hun flere operationer af knæet, hvor hun led af mange smerter og har reduceret knæfunktion.

Som 25-årig blev [klager] udsat for stalking, vold og fastholdelse gennem halvandet år, hvor hun ikke oplevede at samfundets institutioner har hjulpet hende tilstrækkeligt.

Nuværende forværring af den psykiske tilstand blev udløst af den seneste potentielle psykotraumatiserende oplevelse - en dags frihedsberøvelse på den psykiatriske afdeling samt bæltefiksering i juni 2014.

[Klager] er meget præget af invaderende oplevelser: tilbagevendende mareridt og flashbacks-lignenede tilstand omhandlende det seneste traume.

Hun oplever letvakt angst og irritabilitet, symptomer af hyperarousal.

Sympomeme kan trigges ved alt.

der minder både om hendes tidligere forfølger og om indlæggelsen - politi, hospital.

[Klager] har haft problemer med affektregulering i længere tid, som er blevet værre i den sidste periode.

Hun fremstår med emotionel stemningslabilitet, indimellem meget grædende.

Præget af mistillid og mistydningstendens.

Koncentrationen er nedsat, hun bliver let overstimuleret og har det svært ved at afstemme sine aktiviteter til sine aktuelle begrænsninger.

[Klager] er diagnosticeret med Posttraumatisk belastningsreaktion F 43 .

1 og er stadig i udredningsproces ift.

personlighedens struktur og dynamik.

…

Pt.

er fortsat meget præget af de ovenstående PTSD symptomer og hendes funktionsevne er betydeligt reduceret.

Aktuelt vurderes pt.

særdeles sårbar over for stresspåvirkning, hvorfor der er sandsynlighed for forværring af tilstand og funktionsevne.

Det vurderes derfor, at patienten for nuværende ikke kan overskue opstart i uddannelse eller praktik.

Det vurderes, at en væsentlig bedring af tilstanden er sandsynlig ved fortsat relevant behandling, som indeholder psykoterapi, fysioterapi saml iværksættelse af psykofarmakologisk behandling.

Resultatet af behandlingen kan vurderes igen i starten af februar 2015.

Den 13. oktober 2016 blev klager på et rehabiliteringsmøde indstillet til et fleksjob.

Af referat fra rehabiliteringsmødet fremgår blandt andet

”Af LÆ 265 fra 24.5.2016 fremgår det, [klager] fik et forløb i 2013 på [afdeling] og fik diagnosen PTSD.

[Klager] har igennem de sidste år gået fast hos egen læge en gang om ugen.

Det er lægens opfattelse, at [klagers] PTSD tilstand er væsentligt stabiliseret, så hun har fået mere struktur i sit liv og på sin hverdag.

Hun har på [uddannelsescenter] og i varme stuen vist, at hun kan arbejde og overholde aftaler - men hendes arbejdsevne er fortsat væsentligt nedsat.

Hvis hun arbejder mere end 10 timer på en uge, blusser hendes PTSD symptomer op.

Hendes søvn bliver dårlig.

Humøret bliver svingende, hendes smerter i nakke, arme, mave og knæ forværres og hun mister grebet om sin hverdag og ender i en depressionslignende tilstand.

Sådan har det været gennem lang tid.

[Klager] har brug for skånehensyn ift.

ikke stressende arbejdsfunktioner pga.

hendes PTSD, og hun har brug for skånehensyn ift.

at undgå fysisk belastende arbejder pga.

kroniske nakke, skulder og knæsmerter.

…

På baggrund af sagens akter samt mødet i Rehabiliteringsteamet, vurderer teamet, at behandlingsmulighederne er udtømte, og arbejdsprøvningen har vist, at arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i ethvert erhverv, også når skånehensynene er tilgodeset.

Der kan ikke peges på revalideringsmuligheder eller handikapkompenserende tiltag, som vil kunne føre til et arbejdsområde der i højere grad varetager skånehensynene og med mulighed for at kunne udvikle arbejdsevnen.

Der indstilles derfor til at [klager] visiteres til fleksjob jf. Lab § 70.

…

Angiv eventuelle særlige hensyn, der bør tages til borgeren …

Den 27. oktober 2016 blev klager bevilget fleksjob for en femårig periode.

Den 1. juli 2018 blev klager ansat som pædagogmedhjælper hos indklagede.

Af ansættelseskontrakten fremgår blandt andet

”Ansættelsessted er [indklagede] Kommune, indtil videre med tjenestested ved [afdeling], [daginstitution X], [adresse].

Du er ansat i fleksjob i henhold til Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, idet du har en varig begrænsning af arbejdsevnen.

Dine skåneforhold i denne forbindelse fremgår af fleksjobbevillingen fra din bopælskommune.

…

Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er: 10 timer.

Din arbejdsintensitet er på 100 % %.

Du aflønnes for 10 timer pr. uge med løn svarende til 100 % % af normallønnen.

”

Den 8. juli 2019 blev klagers gennemsnitlige ugentlige arbejdstid ændret til fem timer.

Klagers stilling blev samtidig ændret til en tidsbegrænset stilling, som ville udløbe den 31. december 2019.

Klager har fremlagt kopi af ansættelseskontrakten af 18. juli 2019.

Den 1. januar 2020 blev klagers stilling igen ændret til tidsubegrænset stilling med en ugentligt arbejdstid på fem timer.

Klager har fremlagt kopi af ansættelseskontrakten af 29. april 2020.

Den 30. marts 2020 fik klagers far en hjerneblødning, hvorefter han blev lammet i den ene side.

I september 2020 flyttede klagers far ind i en ældrebolig i den indklagede kommune.

Faren var afhængig af døgnhjælp fra plejepersonale.

Klager har oplyst, at faren ikke modtog den hjælp, som han havde brug for, og at han blev behandlet nedværdigende.

Klager anmodede derfor om et møde med lederen for plejepersonalet.

Mødet blev afholdt den 1. oktober 2020.

Klager har oplyst, at hun ikke blev mødt med nogen forståelse for den svigt, som faderen, ifølge klager, blev udsat for, hvilket aktiverede klagers PTSD.

Klager reagerede derfor med et vredesudbrud, hvor hun råbte: ”Jeg slår jer kraftedeme ihjel, hvis der sker min far noget”.

Lederen anmeldte klager til politiet, og hun blev efterfølgende sigtet for trusler mod en person i offentlig tjeneste.

Klager orienterede sin pædagogiske leder A i daginstitutionen om sigtelsen.

Hun blev derefter indkaldt til en tjenestelig samtale den 16. februar 2021.

Af den udaterede indkaldelse fremgår blandt andet

”På baggrund af oplysninger tilkommet din pædagogiske leder [pædagogisk leder A], indkaldes du hermed til en tjenestelig samtale.

[Pædagogisk leder A], har oplyst at du har fortalt og erkender at have truet personalet på et sygehus, og at du er sigtet for hændelsen.

I samtalen vil vi bede dig uddybe følgende

Den 16. februar 2021 blev der afholdt tjenestelig samtale med deltagelse af pædagogiske leder A, dagtilbudslederen, klager og klagers bisidder.

Af dagtilbudslederens referat fra samtalen, som er dateret til den 25. februar 2021, fremgår blandt andet

”Dagtilbudsleder indleder mødet med at forklare at mødet afholdes for at [klager] kan uddybe de oplysninger hun har givet til pædagogisk leder.

Herefter vil dagtilbudsleder vende sagen med personaleafdelingen og vende tilbage med om sigtelsen vil få en konsekvens for hendes ansættelse.

[Klager] fortæller, at episoden finder sted 1. oktober 2020 i faders hjem i en ældrebolig, hvor [klager], hendes far og sygeenhedslederen, en fysioterapeut og en ergoterapeut er til stede.

[Klager] læser et dokument op, hvor der er beskrevet, hvilke mangler der har været i faderens hjem, og at det er grunden til, at hun truede personalet.

[Klager] siger, at jeg må forstå, at det var svært for [klager] at være vidne til den måde, faderen blev behandlet på.

[Klager] spørger om, hvad det værste, der kan ske, er.

Dagtilbudslederen fortæller, at det værste, der kan ske, er en opsigelse.

[Klager] fortæller, at det er en dårlig ide med

en opsigelse, og hun ikke forstår, at vi ikke kan rumme hende, når hun alligevel skal have penge fra [indklagede] kommune, og vi burde kunne rumme hende, fordi vi er uddannede pædagoger.

[Klager] fremviser to dokumenter fra myndighederne.

Sammenfatning

Dokument af 04.12.2020

Straffelovens paragraf 119 stk 1 vold eller trussel om vold mod personer i offentlig tjeneste mod plejepersonale i faderens hjem.

[Klager] har råbt: Jeg slår jer kraftedeme ihjel, hvis der sker min far noget.

…

Dokument af 4.2.2021

Tiltales ved retten i [by] med påstand om fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, stk 1.

Tiltalte har råbt aggressivt og tæt på "Jeg slår jer kraftedeme ihjel, hvis der sker noget med min far."

…

[Klager] udtrykker, at hun har svær ptsd og været fastspændt på [by] (psykiatrisk afdeling).

Hun er til tider blevet stalket, så alt i alt udtrykker [klager], at hun ikke forstår, hvad det er, [indklagede] kommune vil med hende.

[Klager] fortæller, at hvis man så hende i konteksten omkring sin far, ville det ikke være svært at forstå hendes reaktion.

[Klager] har følt sig presset.

[Klager] bliver under samtalen mere og mere vred, og tonen bliver højere og højere.

[Klager] udtrykker igen, at det ikke er OK, at hun afskediges.

[Klager] mener ikke, det gavner [indklagede] kommune - med det sind hun har.

[Klager] råber vredt i rummet, at hun er blevet bæltefikseret, fordi hun har været syg, og at hun kraftedeme ikke kan klare mere, men det er "I" jo ligeglade med -råber hun henvendt til den pædagogiske leder og dagtilbudslederen

[Klager] udtrykker i en høj tone at: "I er [indklagede] kommune, og I har behandlet mig og min far som skidt og lort, så vi kunne rådne op."

[Klager] råber, at hun vil have, at dagtilbudslederen skriver et brev til [indklagede] Kommune, hvor der står, at sagen skal behandles hurtig, fordi hun også er et menneske og vil behandles som et menneske.

Dagtilbudslederen forsikrer om, at alle arbejder så hurtig de kan.

[Klager] råber igen, om dagtilbudslederen vil få skrevet et brev, hvor der står, at sagen skal behandles hurtig.

Dagtilbudslederen gentager, at hun er sikker på, at alle arbejder, så hurtig de kan.

[Klager] slutter med at sige: I er åbenbart pisse-ligeglade med mig.

Og det gider du åbenbart ikke.

”

Den 3. marts 2021 blev der afholdt en ny samtale med deltagelse af klager, en medarbejder fra jobcentret, en anden pædagogisk leder og dagtilbudslederen.

Af notat af 8. marts 2021 om samtalen fremgår

”[Klager] orienteres om, at på baggrund af sigtelsen af paragraf 119, hvor hun som en tilståelsessag, har erkendt at have truet sundhedspersonale i faderens hjem, samt [klagers] ageren ind i den tjenestelige samtale den 16.02.2021. er der ikke tillid til at hun kan bestride sit job som pædagogmedhjælper i [daginstitution X].

[Klager] fortæller at hun senere har trukket tilståelsen tilbage efter samråd med sin advokat.

Det at [klager] i en presset situation vælger at true sundhedspersonalet på livet, gør at vi som ledelse ikke længere har tillid til [klager] ift.

hvad andre eks.

forældre, kolleger eller børn kan blive udsat for, hvis [klager] kommer til at være i en presset situation på arbejdet.

Ved den tjenstlige samtale den 16.02.2021 opfører [klager] sig meget aggressivt over for ledelsen og råber og giver bl.a. udtryk for at ledelsen er ligeglade med hende.

Denne opførsel gør, at ledelsen har mistet al tillid til, at samarbejdet kan genoprettes.

[Klager] orienteres om at hun vil blive indstillet til en påtænkt afskedigelse og at hun har mulighed for at komme med indsigelser.

[Klager] orienteres om at hun får løn i opsigelsesperioden jf overenskomsten, og at hun ikke skal møde på arbejde i høringsperioden.

[Klager] er uenig og udtrykker at hun ikke kan forstå hvis det er en lovlig beslutning at lægge vægt på truslen når ikke hun er dømt for trusler endnu og at hun ikke forstår den manglende rummelighed i dagtilbuddet.

[Klager] udtrykker at hun ikke forstår at der ikke er plads til hende i pædagogfaget.

[Dagtilbudslederen] forklarer, at [klager] har erkendt over for [pædagogisk leder] at hun har tilstået, at hun har truet plejepersonalet, og så er det ikke afgørende, om hvad der sker strafferetligt.

[Dagtilbudslederen] nævner at der er forskel på ansættelsesret og strafferet.

[Klager] udtrykker at hun føler sig meget dårlig behandlet.

”

Den 12. marts 2021 blev klager partshørt om påtænkt afskedigelse.

Af partshøringsbrevet fremgår blandt andet

”Årsagen til den påtænkte afskedigelse er, at din leder ikke længere har tillid til dig som medarbejder og at ledelsen ikke længere har tillid til, at samarbejdet med dig kan genoprettes.

Du har til konstitueret pædagogisk leder [A] oplyst, at du er blevet sigtet for trusler om vold mod noget plejepersonale i din fars hjem, at sagen skulle køre som en tilståelsessag, men at du har trukket din tilståelse tilbage efter råd fra din advokat.

På den baggrund blev du indkaldt til tjenstlig samtale, der blev afholdt den 16. februar 2021.

…

Din dagtilbudsleder oplyser, at hun ved tjenstlig samtale den 3. marts 2021, har oplyst dig om, at hun ikke længere har tillid til, at du kan bestride dit job som pædagogmedhjælper.

Det, at du i en presset situation vælger at true sundhedspersonalet på livet, gør, at din ledelse ikke længere har tillid til dig ift.

hvad andre eks.

forældre, kolleger eller børn kan blive udsat for, hvis du kommer til at være i en presset situation på arbejdet.

Din dagtilbudsleder oplyser videre, at din opførsel ved den tjenstlige samtale den 16. februar 2021 gør, at ledelsen har mistet al tillid til, at samarbejdet med dig kan genoprettes.

På baggrund af ovenstående og da din leder ikke længere har tillid til dig som medarbejder og da ledelsen ikke længere har tillid til, at samarbejdet med dig kan genoprettes, påtænker din leder at afskedige dig fra din stilling som pædagogmedhjælper.

”

Klager har fremlagt en udtalelse fra klagers kollegaer af 24. marts 2021.

Af udtalelsen fremgår blandt andet, at kollegaerne kun havde godt at sige om klager.

Den 31. marts 2021 blev klager afskediget.

Af afskedigelsen fremgår blandt andet

”Vi har den 29. marts 2021 modtaget dine indsigelser til den påtænkte afskedigelse, hvorefter du redegør for dine synspunkter i sagen.

Høringssvaret er videresendt til [dagtilbudslederen], som oplyser, at hun tager dine bemærkninger til efterretning.

Endvidere har du den 31. marts 2021 fremsendt yderligere bemærkninger til den påtænkte afsked.

Bemærkningerne af 31. marts 2021 er således fremsendt efter høringsfristens udløb, men vil blive journaliseret på sagen, sammen med dit høringssvar.

Det kan meddeles, at det ikke har bevirket, at vi har ændret holdning til gennemførelsen af afskedigelsen.

…

Vi har efter gennemgangen af høringssvaret truffet beslutning på det foreliggende grundlag, hvorefter vi har besluttet at afskedige dig fra din stilling som pædagogmedhjælper i [indklagede] Kommune med tjenestested [daginstitution X].

I vores afgørelse har vi lagt vægt på de forhold, der fremgår af den påtænkte afskedigelse.

”

Klager har fremlagt en skriftlig udtalelse af 17. september 2021 fra en af klagers kollegaer.

Klager søgte den 27. januar 2022 om fri proces til at anlægge retssag mod indklagede ved domstolene.

Klager fik afslag på ansøgningen den 8. april 2022 med henvisning til, at den overvejende del af sagen kunne behandles ved Ligebehandlingsnævnet.

Af byrettens dom i straffesagen mod klager fremgår, at klager erkendte sig skyldig og blev idømt 20 dages betinget fængsel.

Retten lagde vægt på, at der var tale om en enkeltstående trussel fremsat i affekt under pressede omstændigheder som følge af klagers fars hjerneblødning.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. juli 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 216.874,90 kr. svarende til ni måneders løn.

Den 7. juli 2022 anmodede klager om genoptagelse af sagen om fri proces.

Klager henviste til, at der var behov for mundtlige forklaringer i sagen, hvilket ikke kan ske ved Ligebehandlingsnævnet.

Den 19. august 2022 fik klager igen afslag på fri proces.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som pædagogmedhjælper hos indklagede.

Det er op til nævnet at vurdere, om der er behov for parts- og vidneforklaringer i sagen.

Det kan dog lægges til grund, at klagers anmodning om fri proces blev afvist med den begrundelse, at nævnet kunne behandle sagen.

Klager blev visiteret til fleksjob blandt andet på grund af en svær PTSD-lidelse, hvilket må karakteriseres som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Indklagede var ved ansættelsen af klager klar over karakteren af hendes handicap, og hvilke skånehensyn der var fornødne i den forbindelse.

Afskedigelsen blev begrundet med henvisning til klagers PTSD.

Afskedigelsen var reelt begrundet i klagers reaktion på, at dagtilbudslederen valgte at presse klager urimeligt hårdt mentalt i en situation, hvor klager var ekstra sårbar.

Afskedigelsen havde således afsæt i klagers reaktionsmåde, som er afledt af hendes PTSD.

Ved hændelsen den 1. oktober 2020 var klager i en ekstrem stressende og presset følelsesmæssig situation, som udløste et vredesudbrud fra hende.

Vredesudbrud er ikke en unormal reaktionsmåde for personer med PTSD.

Klager var ikke forpligtet til at orientere indklagede om, at hun var blevet sigtet for trusler mod en person i offentlig tjeneste.

Dagtilbudslederen mødte ikke klager med forståelse ved den tjenstlige samtale den 16. februar 2021.

Klager fornemmede i stedet ud fra dagtilbudslederens attitude og bemærkninger, at dagtilbudslederen ønskede, at klager skulle afskediges.

Dagtilbudslederen ignorerede også klagers skånehensyn ved samtalen.

Dagtilbudslederen kendte ikke til klagers daglige arbejde.

Klagers bisidder, som var pædagog på den stue klager arbejdede på, tilbød at forklare, hvordan klager fungerede i hverdagen.

Dagtilbudslederen afbrød dog straks bisidderen og meddelte, at det ikke havde nogen relevans.

Hun indledte herefter et forhør af klager, hvor den pædagogiske leder A heller ikke kom til orde.

Dagtilbudslederens ageren fremprovokerede en typisk PTSD-reaktion fra klager.

Dagtilbudslederens referat fra den tjenestelige samtale er misvisende, idet klager ikke reagerede vredt og råbende, men derimod blev knust og hulkede højlydt.

Dagtilbudslederens referat er stykket sammen af ord, som klager anvendte i en anden sammenhæng.

Det var klagers kollegaers vurdering, at klager agerede upåklageligt i sit arbejde med børnene.

Kollegaerne var også utilfredse med, at der ikke var en dialog mellem ledelsen og personalet inden afskedigelsen af klager.

Det var ikke en del af klagers stillingsbeskrivelse, at hun skulle deltage i tjenstlige samtaler.

Hun skulle derimod passe børn under løbende supervision af pædagoger.

I den forbindelse havde der aldrig været problemer, hverken i forhold til børn, forældre eller kollegaer.

Tavshedspligten afskar ikke ledelsen fra at tale med personalet om, hvordan klager fungerede i sit arbejde.

Klager havde aldrig reageret uhensigtsmæssigt under udøvelsen af sit arbejde, som hun igennem tre år havde passet upåklageligt.

At hun i en anden sammenhæng, som intet havde at gøre med arbejdet, blev presset så ekstremt følelsesmæssigt, at hun som udslag af sin PTSD reagerede uhensigtsmæssigt, kan ikke begrunde afskedigelsen.

Klager var ansat på skånevilkår, og arbejdet var fra ledelsens side tilrettelagt efter, at hun ikke skulle bringes i en presset situation.

Klagers reaktionsmåde i en presset situation kunne således ikke være udslagsgivende for afskedigelsen.

Der var ikke grundlag for bortvisning eller afskedigelse af klager, allerede fordi hun arbejdede som pædagogmedhjælper i en daginstitution, og ikke inden for ældreplejen.

Det fremgår således af U.

2006.39Ø, at en bortvisning på grund af et strafbart forhold, der ikke havde sammenhæng med arbejdet, var uberettiget.

Af U.

1990.674Ø fremgår også, at en systemplanlæggers undladelse af at oplyse en bedrageridom, ikke var bortvisningsgrund.

Klager blev også efterfølgende ansat af indklagede inden for ældreplejen.

Det må konkluderes, at klager ikke blev afskediget, fordi hun var uduelig til sit arbejde eller på nogen måde udviste forsømmelser i den relation.

Klager blev reelt udelukkende afskediget, fordi samtalen med dagtilbudslederen ”triggede” hendes PTSD, idet hendes ageren i anden sammenhæng uden forbindelse med arbejdet er irrelevant.

Indklagede gør gældende, at de ikke udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen.

Indklagede gør også gældende, at sagen skal afvises fra nævnet, da en reel prøvelse vil kræve parts- og vidneforklaringer.

Det vil eksempelvis kræve parts- og vidneforklaringer at dokumentere, hvordan parterne agerede under den tjenstlige samtale.

Det er indklagedes opfattelse, at klager også mener, at sagen skal afvises fra nævnet, fordi der er behov for parts- og vidneforklaringer.

Klager har således i anmodningen om genoptagelse af sagen om fri proces anført, at der var behov for mundtlige forklaringer i sagen.

Det er korrekt, at indklagede var klar over klagers handicap og skånehensyn.

Det følger af loyalitetsforpligtelsen mellem en ansat og en arbejdsgiver, at den ansatte deltager i samtaler, som den ansatte indkaldes til af arbejdsgiver.

Det må anses for rimeligt, at klager blev indkaldt til en tjenstlig samtale, idet hun havde oplyst, at hun var blevet sigtet for trusler om vold mod plejepersonale.

En tjenstlig samtale er arbejdsgivers mulighed for at kunne drøfte forhold med en medarbejder, hvilket netop var formålet med samtalen den 16. februar 2021.

Dagtilbudslederen foretog en ansættelsesretlig vurdering ud fra, at klager havde erkendt at have truet farens plejepersonale, og ud fra klagers opførsel til den tjenestelige samtale.

Det var således ikke afgørende for afgørelsen om afskedigelse, at klager på dette tidspunkt kun var tiltalt og ikke dømt.

Dagtilbudslederens dagsorden til den tjenstlige samtale var at oplyse sagen.

Der var ikke tale om et forhør, men en opklarende samtale omkring de oplysninger klager var kommet med om, at hun var blevet sigtet for trusler om vold mod plejepersonale i faderens hjem.

Indklagede drøftede ikke sagen med klagers kollegaer inden afskedigelsen af klager, da dette ville have været en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om tavshedspligt.

Indklagede afviser, at klagers bisidder ved den tjenstlige samtale blev nægtet at fortælle, hvordan klager fungerede på arbejdet.

Ved samtalen spurgte klager, hvad der var det værste, der kunne ske.

Dagtilbudslederen svarede, at klager kunne blive afskediget.

Bisidderen spurgte derefter, om kollegaerne ville blive hørt i den forbindelse.

Dagtilbudslederen forklarede herefter, at kollegaerne eller andre på arbejdspladsen ikke ville blive inddraget, da der var tale om en personalesag.

Klager reagerede uhensigtsmæssigt ved samtalen.

Hun var aggressiv, vred og højlydt i sin tone, ligesom hun råbte af ledelsen.

Det er således ikke korrekt, at klager aldrig havde reageret uhensigtsmæssigt under udøvelsen af sit arbejde, da samtalen må anses for at være en del af arbejdet.

Enhver arbejdstager skal, uanset handicap eller andet, være kompetent, egnet og disponibel til at varetage den stilling, som personen er ansat i.

Decorumkravet, som må høre under begrebet egnet, handler om, at arbejdstageren skal udvise en adfærd, såvel på arbejdet som i fritiden, som efter tidens normer og samfundsopfattelse er acceptabel i forhold til den stilling, som arbejdstageren varetager.

Indklagede ville ikke have tolereret en lignende opførsel fra andre arbejdstagere.

Det følger også af ledelsesretten, at ledelsen er nærmest til at vurdere om en arbejdstager er egnet til at varetage en stilling.

Loyalitetsforpligtelsen er et udtryk for arbejdsgivers forventning om, at arbejdstageren ikke udfører handlinger, der direkte eller indirekte skader eller kan skade arbejdsgiveren, så længe arbejdstageren modtager løn fra arbejdsgiveren.

Forpligtelsen dækker også over en forpligtelse til at samarbejde, herunder også ved at holde en professionel tone med respekt for deltagerne i en tjenstlig samtale.

På baggrund af, at klager havde truet plejepersonalet, og at klager havde reageret aldeles uhensigtsmæssigt ved at være råbende, aggressiv, vred og højlydt i sin tone over for ledelsen, var det dagtilbudslederens vurdering, at klager ikke længere var egnet til at varetage stillingen som pædagogmedhjælper, da hun ikke længere opfyldt decorumkravet.

Ledelsen havde derfor ikke længere tillid til hende, hvilket var årsagen til at klager blev afskediget.

Afskedigelsen af klager var således sagligt begrundet, da ledelsen ikke længere havde tillid til klager.

Klager har henvist til to domme om uberettiget bortvisning.

Indklagede er uforstående over for sammenhængen mellem de to domme og denne afskedigelsessag.

Klager blev afskediget på grund af manglende tillid og ikke, som i de to domme, bortvist på grund af væsentlig misligholdelse.

Der er således ikke grundlag for at inddrage domme om bortvisning.

Hvis nævnet skulle komme frem til, at klager blev forskelsbehandlet på grund af handicap, skal en eventuel godtgørelse fastsættes med udgangspunkt i arbejdsgivers reelle lønudgift i ansættelsesforholdet, jf. UfR.

2022.3230.

VLD og Ligebehandlingsnævnets egen afgørelse i sagen med j.nr. 20-9739.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af statusattesten af 13. november 2014 og referatet fra rehabiliteringsmødet den 24. februar 2016, at klager har PTSD, at hendes arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat og, at hun har behov for en række skånehensyn.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer hende i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det er ubestridt, at klager havde et handicap, og at indklagede var bekendt med klagers handicap.

Forskelsbehandling

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med et bestemt handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager blev afskediget den 31. marts 2021.

Begrundelsen for afskedigelsen var, at klagers leder ikke længere havde tillid til klager som medarbejder.

Derudover havde ledelsen ikke længere tillid til, at samarbejdet med klager kunne genoprettes.

Indklagede henviste blandt andet til klagers opførsel til den tjenstlige samtale den 16. februar 2021.

Klager har gjort gældende, at dagtilbudslederen ikke tog hensyn til klagers skånebehov under samtalen den 16. februar 2021.

Klager har oplyst, at indklagede under samtalen udsatte hende for et forhør, og at hun hverken var vred eller råbte under samtalen, men derimod var knust og hulkede højlydt.

Indklagede har bestridt klagers oplysninger om, at de skulle have udsat hende for et forhør under samtalen.

Indklagede har oplyst, at klager blev mere og mere vred under samtalen og til sidst råbte af dagtilbudslederen.

Der er for nævnet tvivl om, hvad der mere præcist skete under den tjenestelige samtale den 16. februar 2021, en samtale klager var forpligtet til at deltage i.

Der er endvidere tvivl om, hvordan indklagede sikrede sig, at der under samtalen og under forløbet i øvrigt blev taget hensyn til klagers handicap og hendes skånehensyn.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

Nedsat arbejdstid (har klaret ti timer om ugen fordelt på fem dage i seneste praktik)

•

Ingen tunge løft (pga.

gigt i knæ diskusprolapser i nakken)

•

Skal undgå gentagende manuelle arbejdsopgaver med venstre hånd ([klager] er venstrehåndet)

•

Skal undgå skulder - og armbelastende arbejdsopgaver

•

Skal undgå arbejdsstillinger, hvor hun skal sidde ned i længere tid ad gangen, og har generelt brug for varierende arbejdsstillinger.

•

Skal undgå knæbelastende arbejde

•

Skal undgå høje og konstante lyde (eksempelvis radio som baggrundsstøj)

•

Har brug for en fast kontaktperson på arbejdspladsen

•

Skal have mulighed for at trække sig efter behov

•

Har brug for enkle, konkrete og afgrænsede arbejdsopgaver”

•

Hvad og hvordan har truet personalet på sygehuset?

¬(Medbring sigtelsen.)

•

Hvornår er hændelsen foregået?

•

Hvornår forventes domsmandssagen afholdt?

”

•

§ 1, stk. 1, og 3, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2 a om tilpasning

•

§ 7 a, om delt bevisbyrde