Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - medhold
J.nr. 22-43525
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab (indklagede) afslog at anerkende hendes skade som en ulykke.
Kvinden fik ni måneder efter fødslen af sit barn smerter fra halebenet.
Da forsikringsselskabet bl.a. havde begrundet sit afslag på anerkendelse af kvindens skade med, at en fødsel er en naturlig proces, som kan give komplikationer undervejs, og at det ikke var at betragte som en ulykke, fandt nævnet, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at kvinden var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Nævnet vurderede, at forsikringsselskabet ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke havde foretaget en reel vurdering af, om der var sket en ulykke i forbindelse med kvindens fødselsforløb.
På den baggrund vurderede nævnet, at forsikringsselskabet ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at forsikringsselskabet også begrundede afslaget med, at forsikringsselskabet ikke fandt det dokumenteret, at skaden var sket i forbindelse med fødslen.
Kvinden fik derfor medhold i klagen.
Forsikringsselskabet havde den 14. marts 2024 udbetalt en godtgørelse på 15.000 kr. til kvinden.
Nævnet tilkendte kvinden en yderligere godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 5.000 kr.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede forsikringsselskab afslog at dække klagers skade i forbindelse med fødsel.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.
Indklagede skal inden 14 dage betale en yderligere godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 20. september 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager havde en privattegnet ulykkesforsikring hos indklagede.
Den 13. august 2020 fødte klager sit barn.
Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klagers barn ved fødslen ikke ville trænge ned i bækkenet, hvorfor klager fik akut kejsersnit.
Det fremgår også af de lægelige oplysninger, af klager i maj 2021 oplevede begyndende smerter fra halebenet.
Af klagers lægejournal af 29. juli 2021 fremgår følgende
”…
Det er aktuelle er, at hun siden omkring 01.05.2021, altså nogle måneder efter fødslen, har fået smerter lokaliseret i perineumområdet, nærmere betegnet i området mellem os coccygis og os sacrum på højre side.
Der er tale om idelige smerter, som dog forværres ved fysisk aktivitet, men har hun har også hvilesmerter.
Der er ingen lancierende smerter.
…
Hun har fået en masse fysioterapi uden effekt.
Herudover også behandlet af kiropraktor.
…
Klinisk er der normale forhold ved inspektion i området.
Ved palpation er der ikke nogen væsentlig ømhed sv.t.
den distale del af os coccygis, heller ikke sv.t.
sakroiliakaleddene, men distinkt ømhed i et område mellem coccygis og os sacrum og lidt til højre herfor.
Der er ingen udfyldning af føle dér.
…
Hun har ikke haft karakteristisk coccygodyni, men mange smerter som i øjeblikket invaliderer hende, trods hun indtager både NSAID-præparater og PCM.
…”
Klager har oplyst, at klager i august 2021 anmeldte sin skade til indklagede.
Klager har oplyst, at hun mundtligt blev meddelt afslag på forsikringsdækning.
Af klagers lægejournal af 13. oktober 2021 fremgår følgende
”…
Pt.
sporer nogen bedring, idet hun har færre smerter om natten.
Tager dog fortsat analgetika og er sygemeldt fra sit arbejde som sygeplejerske.
Der foreligger MR-scanning som viser normale forhold sv.t.
sacrum og os coccygis-området og omkringliggende strukturer.
Det eneste der er er, der er lidt bulging sv.t.
de 2 nederste disci i columna lumbalis, men der er ikke lavet MR af selve columna, derved kan der heller ikke beskrives slidgigt.
Hun er fortsat øm på hø.
side, lidt distalt lateralt på os sacrum, og der lægges under sterile forhold blokade.
Jeg har sagt at hun godt må være lidt mere aktiv f.eks. med svømning, og analgetika så længe der er behov for det
…”
Af klagers journal fra fysioterapeut af 23. november 2021 fremgår følgende
”…
Ved første anamnese og undersøgelse d. 23/11-21: smerter ved coccyx primært hø side samt strukturer omkring bækkenet og bækkenorganerne.
Der er yderligere smerteudløsende struktur omkring sacrocoocygeal ve side.
Smerterne kan skyldes tryk fra fødslen/kejsersnittet og spændinger i bækkenbunden også fra fødslen
Efterfølgende behandlinger: udspænding af bækkenbund og sacrotuberale ligament samt mobilisering af sacrum og coccyx.
Yderligere behandling af bækkenorganer og nervesystemet omkring.
Hjemmeøvelser med udstræk og afspænding laves mellem hver behandling.
Der opleves stille og rolig bedring efter de første behandlinger, og pt bliver mere mobil og har mindre brug for smertestillende medicin, dog er der stadig smerter, så der vurderes op til yderligere ca. 10-12 behandlinger
…”
Klager har oplyst, at klager i november 2021 indgav en skriftlig anmeldelse af sin skade til indklagede, og at hun efterfølgende modtog afslag på forsikringsdækning mundtligt ved en telefonsamtale.
Klager har oplyst, at indklagede oplyste klager, at klagers skade ikke var dækket af forsikringen med henvisning til, at skaden var sket under fødsel, og at det ikke var omfattet af ulykkesbegrebet.
Den 18. februar 2022 henvendte klagers partsrepræsentant sig til indklagede og anmodede indklagede om at genoverveje afslaget på anerkendelse af klagers skade.
Den 12. juli 2022 fastholdt indklagede sit afslag.
Følgende fremgår af indklagedes brev
”…
Vi har modtaget journaloplysningerne i forbindelse med fødslen den 13.08.2020 og den efterfølgende behandling.
For at opnå dækning fra ulykkesforsikringen er det en betingelse, at der er sket et ulykkestilfælde, dvs. en pludselig hændelse, der forårsager personskade.
En fødsel er – i sig selv – ikke et ulykkestilfælde, idet der ikke er tale om en pludselig hændelse.
En fødsel er derimod den naturlige og uundgåelige konsekvens af en gennemført graviditet.
Dét pres/tryk, der opstår på omkringliggende knogler, organer, muskulaturer, bindevæv, kar og sener, når barnet skal passere ned gennem fødselskanalen, er både nødvendigt, forventet, naturligt og uundgåeligt.
Ulykkesdefinitionens krav om, at der skal ske en pludselig hændelse, er derfor efter vores opfattelse ikke opfyldt.
Sådan som ulykkesdefinitionen er formuleret, er det væsentligt at holde sig for øje, at hændelsen skal adskilles personskaden.
Dette da det netop skal være hændelsen, der forårsager personskaden.
Hændelsen – initialpåvirkningen– som fører til skaden, skal ske pludseligt.
Det er ikke tilstrækkeligt for opfyldelse af ulykkesdefinitionen, at personskaden sker pludseligt.
Det er de færreste, der rejser sig fra et fødselsleje ganske uden at mærke nogen gener eller følger af, hvad kroppen netop har præsteret.
De være sig alt fra en lille bristning til mere omfattende gener og skader.
Alle fødende, der mærker sådanne konsekvenser på kroppen, kan efter vores opfattelse ikke siges at have været udsat for et ulykkestilfælde.
En fødsel kan efter en almensproglig forståelse heller ikke opfattes som et ulykkestilfælde.
For god ordens skyld skal vi oplyse, at der efter vores opfattelse heller ikke er dokumentation på, at generne fra vores medlems haleben/bækken er forårsaget af
fødslen.
Ved denne afgørelse lægger vi vægt på, at generne fra halebenet først er omtalt den 04.06.21 i egen læges journal, dvs. næsten 10 måneder efter fødslen
Den 10.06.21 var vores medlem til behandling på Bækkenklinikken, der har noteret, at generne fra halebenet har stået på i en måneds tid.
Den 05.07.21 var hun hos kiropraktor, der beskriver, at generne debuterede i forbindelse med en øvelse, hvor bækkenet skulle genoptrænes.
Der er således hverken dokumentation på, at generne fra haleben/bækken opstod i nær tidsmæssig tilknytning til fødslen, eller at generne er forårsaget af fødslen, og vi må også af denne årsag afvise at indgå i dækningsspørgsmålet.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 20. september 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.
Den 14. marts 2024 traf indklagede afgørelse om at udbetale en godtgørelse på 15.000 kr. med procesrente fra den 20. september 2022 til klager.
Af afgørelsen fremgår følgende
”…
Ligebehandlingsnævnet har den 21. februar 2024 afsagt tre kendelser, der vedrører [indklagedes] afslag på dækning af skader i forbindelse med fødsel.
I kendelserne fastslår Ligebehandlingsnævnet, at klagerne er berettiget til en godtgørelse for overtrædelse af ligestillingsloven.
Nævnet lægger i kendelserne vægt på, at vi ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke har foretaget en reel vurdering af, om der er sket en ulykke i forbindelse med klagerens fødselsforløb.
På den baggrund vurderer nævnet, at vi ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnets kendelser vedrører udelukkende afgørelser, der er truffet i henhold til den praksis, der var gældende forud for august 2022.
Det skyldes, at Ankenævnet for Forsikring i august 2022 afsagde nogle principielle kendelser, der har dannet ny praksis for forståelsen af ulykkesbegrebet i forbindelse med fødsler, og som vi naturligvis har indrettet os efter.
Afgørelser, der er truffet efter dette tidspunkt, berøres således ikke af de afsagte kendelser fra Ligebehandlingsnævnet.
På baggrund af kendelserne fra Ligebehandlingsnævnet har vi valgt at gennemgå de sager, hvor vi kan have krænket ligebehandlingsprincippet i forbindelse med vores afslag på at dække en fødselsskade.
Vores afgørelser i din sag
Ved gennemgang af din sag kan vi se, at du har fået 3 afslag med samme eller lignende begrundelse som klagerne i Ligebehandlingsnævnets afgørelser.
Vi har derfor besluttet at betale en godtgørelse på 15.000,00 kr. til dig.
Beløbes tillægges procesrente fra den 20. september 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Godtgørelsen på 15.000,00 kr. bliver overført til din NemKonto i løbet af 2-4 dage.
Beløbets størrelse er fastsat med udgangspunkt i Ligebehandlingsnævnets praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren
af den skete overtrædelse af ligestillingsloven.
…”
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagedes afslag på forsikringsdækning af klagers skade var udtryk for forskelsbehandling.
Indklagede har lagt vægt på, at klagers skade er sket under fødsel, og indklagede har derfor lagt vægt på et diskriminerende kriterium ved afslaget af klagers skadesanmeldelse.
Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 3. februar 2022 med journalnummer 21-6355, som på mange måder er sammenlignelig med nærværende sag.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagedes afslag på forsikringsdækning af skaden udgjorde forskelsbehandling på grund af køn, da indklagede havde henvist til, at klagers fødselsforløb havde været sædvanligt.
Klager henviser også til to kendelser fra Ankenævnet fra Forsikring af 10. august 2022 med journalnumre 97804 og 98037.
I den førstnævnte kendelse oplevede klager smerter fra sit haleben efter fødslen.
Forsikringsselskabet havde vurderet, at der ikke forelå et ulykkestilfælde.
Ankenævnet for Forsikring fandt imidlertid, at klagers haleben under fødslen var blevet udsat for et pludseligt, stort og relativt kortvarigt tryk således, at klageren under fødslen havde været udsat for en ulykke.
Nævnet lagde dertil vægt på, at der under en fødsel er store kræfter i gang, som kan være egnede til at forårsage personskade, og som adskiller en fødsel fra en dagligdagshændelse.
På samme måde som i Ligebehandlingsnævnets afgørelse og Ankenævnet for Forsikrings kendelser har indklagede i nærværende sag lagt vægt på, at klagers påførte gener er en ”naurlig og uundgåelig konsekvens” af hendes fødsel.
Indklagede har desuden henvist til, at det er normalt, at en kvinde mærker gener eller følger af en fødsel.
Indklagede lagde således vægt på klagers fødsel, fordi indklagede foretog en vurdering af, om den hændelse, der skete, var en så integreret del af en fødsel, at hændelsen ikke kan karakteriseres som en skade.
Indklagede vurderede, at klagers fødsel var ”almindelig”, at en almindelig fødsel kan medføre gener og skader, og at klagers skade derfor ikke var omfattet af ulykkesbegrebet.
Dette er derfor udtryk for direkte forskelsbehandling af klager på grund af køn.
Under efterfødselsforløbet gik klager i behandling ved fysioterapeuter, kraniosakrale terapeuter, kiropraktor, osteopat samt egen læge med formålet om at afhjælpe smerterne.
Klager oplevede, at behandlingerne var uden afgørende effekt.
To år efter fødslen oplever klager fortsat stærke smerter og gener i det daglige som følge af komplikationerne ved hendes fødsel.
Godtgørelsen skal fastsættes til 40.000 kr. I Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 3. februar 2022 i journalnummer 21-6355 blev godtgørelsen fastsat til 20.000 kr., hvilket er for lavt.
Godtgørelsen bør stå i rimeligt forhold til alvoren af den udøvede forskelsbehandling.
Godtgørelsen bør afspejle alvoren af indklagedes manglende anerkendelse af, at klager har været udsat for en skade i forbindelse med hendes fødsel.
Nævnet bør lægge vægt på alvoren i, at afslaget på forsikringsdækning falder på et tidspunkt, hvor klager befinder sig i en særlig sårbar situation, da hun lige har født.
Godtgørelsen bør afspejle grovheden af, at indklagede blot afslår at give klager forsikringsdækning med henvisning til, at klagers fødsel var ”almindelig”.
Dette på trods af, at klager et to år efter fødslen stadig døjer med den skade, hun pådrog sig.
Indklagede gør gældende, at afslaget på anerkendelse af klagers skade ikke var udtryk for forskelsbehandling.
I skadeanmeldelse af 18. november 2021 oplyste klager, at hun efter fødslen af sin datter den 13. august 2020 fik smerter i sit haleben, og at hun første gang mærkede skaden den 30. april 2021.
På baggrund af skadeanmeldelsen foretog indklagede en gennemgang og behandling af sagen.
Indklagede vurderede, at klager ikke havde været udsat for et ulykkestilfælde den 13. august 2020, sådan som dette er defineret i forsikringsvilkårene.
Indklagede henviste til vilkårenes ordlyd om, at der skal være indtrådt en pludselig hændelse, førend en skade kan anerkendes som et ulykkestilfælde.
På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger fandt indklagede det ikke dokumenteret, at klagers smerters i halebenet var forårsaget af en pludselig hændelse under fødslen.
Indklagede lagde vægt på, at generne fra halebenet først er omtalt den 4. juni 2021 i klagers læges journal, dvs. næsten 10 måneder efter fødslen.
Desuden lagde indklagede vægt på, at klager den 10. juni 2021 var til behandling hos en klinik, som noterede, at generne fra halebenet havde stået på i en måneds tid, og at klager den 5. juli 2021 var hos kiropraktor, der beskrev, at generne debuterede i forbindelse med en øvelse, hvor bækkenet skulle genoptrænes.
Vedrørende det lægelige udredningsforløb kan det oplyses, at klager fik foretaget en MR-scanning i oktober 2021.
I otopædkirugisk journalnotat af 29. juli 2021 er det konkluderet, at der ikke er tale om karakteristisk coccygodyni (smerter i halebenet), og den 13. oktober 2021 er det blandt andet anført, at MR-scanningen viste normale forhold svarende til bækken og halebensområdet og de omkringliggende strukturer, men at der var lidt udbuling svarende til de nederste to diskusskiver.
I februar 2022 blev klager udredt hos en speciallæge i reumatologi og fysiurgi.
Speciallægen vurderede, at der ikke var tale om typisk coccygodyni, og henviste klager til MR-scanning af lænderyggen på baggrund af de to konstaterede forandringer på de nederste diskusskriver.
Senest har Ankenævnet for Forsikring i en række kendelser skærpet grænserne for, hvad der under en fødsel kan anses som en pludselig hændelse og derved et ulykkestilfælde i forsikringsmæssig forstand.
Det har medført, at indklagede har genbehandlet deres sager omhandlede skader opstået i forbindelse med en fødsel på ny i lyset af Ankenævnets seneste praksis på området.
Klager fik den 19. september 2022 besked om, at hændelsen ville blive vurderet på ny.
Når indklagede skal vurdere en skade anmeldt til deres ulykkesforsikring, ser indklagede på, om forsikringsvilkårenes ulykkesdefinition er opfyldt.
Er det tilfældet, vil indklagedes medlemmer være berettigede til erstatning, hvis de får et varigt mén som følge heraf, ligesom de kan få dækket eventuelle skader sket under f.eks. graviditet/fødsel, under sportsudøvelse eller under havearbejde.
Af præmisserne til de seneste kendelser fra Ankenævnet for Forsikring nr. 97804, 97976 og 98037 fremgår det bl.a., at vurderingen af, om der er sket en pludselig hændelse, er uafhængig af den tilskadekomnes køn.
På baggrund af Ankenævnet for Forsikrings nyeste praksis, er det centrale i indklagedes vurdering fortsat, hvorvidt der er sket en pludselig hændelse, der forårsager personskade.
En kvinde er under igangværende fødsel sikret på nøjagtig samme vilkår, som enhver anden sikret vil være.
I hver enkelt sag vil der blive foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt der i forbindelse med en fødsel er sket en pludselig hændelse.
Kendelserne fra Ankenævnet for Forsikring betyder, at indklagede i visse sager har foretaget en forkert forsikringsteknisk vurdering af en anmeldt hændelse sammenholdt med forsikringsvilkårenes ulykkesdefinition.
Det er ikke ensbetydende med, at indklagede har foretaget en vurdering i strid med ligebehandlingsprincippet.
På baggrund af klagers skadeanmeldelse blev der foretaget en individuel og konkret vurdering i overensstemmelse med forsikringsvilkårene, præcis som indklagede behandler enhver anden anmeldt skade.
Det bestrides, at indklagede i afgørelsen skulle have lagt vægt på, at skaden var undtaget fra dækning, fordi den er sket under en fødsel.
Tværtimod er afvisningen konkret begrundet med, at det ikke kan anses for dokumenteret, at skaden var forårsaget af fødslen.
De i begrundelsen anførte generelle bemærkninger om, at en fødsel ikke i sig selv udgør et ulykkestilfælde, og at alle gener efter en fødsel ikke kan anerkendes som et ulykkestilfælde, blot fordi de er sket under en fødsel, er ikke udtryk for forskelsbehandling, sådan som klager har anført.
Bemærkningerne er derimod en tilkendegivelse af, at det også i sager vedrørende fødselsskader er afgørende for anerkendelse, at skaden er forårsaget af en pludselig hændelse i forsikringens forstand.
Dette er tiltrådt af Ankenævnet for Forsikring i de tre kendelser af 10. august 2022.
Se f.eks. kendelsen i sagsnr.
97976, hvor ankenævnet i modsætning til de to andre kendelser fandt, at klager ikke havde bevist, at hendes gener skyldtes en pludselig hændelse (en initialpåvirkning) under fødslen.
Ankenævnet har i alle tre kendelser inddraget betydningen af Ligebehandlingsnævnets kendelse af 3. februar 2022 i sag 21-6355.
Indklagede fastholder, at klager ikke i forbindelse med indklagedes afslag blev udsat for ringere behandling på grund af køn.
Afslaget på anerkendelsen havde alene årsag i indklagedes vurdering af hændelsen sammenholdt med forsikringsvilkårene.
Den 14. marts 2024 besluttede indklagede på baggrund af Ligebehandlingsnævnets tre afgørelser af 21. februar 2024 at udbetale en godtgørelse på 15.000 kr. til klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger (forsikringsligebehandlingsloven).
Forsikringsligebehandlingsloven finder blandt andet anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt den skade, som klager gør gældende, at hun fik i forbindelse med fødslen den 13. august 2020, er dækket af klagers private ulykkesforsikring.
Der er således tale om en forsikringstype, der er omfattet af lovens definition af forsikring og lignende finansielle ydelser.
Det følger af forsikringsligebehandlingslovens § 4, stk. 3, og af § 4, stk. 1 og 2, modsætningsvist, at alene lovens kapitel 4 a finder anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Lovens kapitel 4 a indeholder alene en bestemmelse om forbud mod brug af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Nævnet lægger herefter til grund, at spørgsmålet om kønsdiskrimination i relation til privattegnede forsikringer, bortset for spørgsmål om beregning af ydelsen mv., henhører under ligestillingsloven.
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager fødte sit barn den 13. august 2020 og fik i maj 2021 begyndende smerter fra halebenet.
En fysioterapeut udtalte, at smerterne kunne skyldes tryk fra fødslen/kejsersnittet og spændinger i bækkenbunden fra fødslen.
Klager har oplyst, at indklagede i august 2021 og november 2021 mundtligt afslog at anerkende skaden med henvisning til, at skaden var sket under fødsel.
Indklagede fastholdt sine afslag den 12. juli 2022.
Indklagede begrundede afslaget med, at en fødsel i sig selv ikke er et ulykkestilfælde, men derimod det helt naturlige og uundgåelige resultat af en gennemført graviditet.
Indklagede begrundede også afslaget med, at det pres, der opstår, når barnet skal passere gennem fødselskanalen, er nødvendigt, naturligt og uundgåeligt.
Dertil begrundede indklagede afgørelsen med, at det er de færreste, der rejser sig fra et fødselsleje uden at mærke gener eller følger af fødslen.
Indklagede henviste også til, at der ikke efter indklagedes opfattelse var dokumentation på, at generne i klagers haleben/bækken var forårsaget af fødslen.
Da indklagede blandt andet har begrundet sit afslag på anerkendelse af klagers skade med, at en fødsel er en naturlig proces, som kan give komplikationer undervejs, og at det ikke er at betragte som en pludselig ulykke, finder nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Det er derefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Indklagede har anført, at de foretog en individuel og konkret vurdering i overensstemmelse med forsikringsvilkårene, herunder om der ved fødslen var indtrådt en pludselig hændelse.
Nævnet vurderer, at indklagede ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke har foretaget en reel vurdering af, om der er sket en ulykke i forbindelse med klagers fødselsforløb.
Det kan ikke føre til en anden vurdering, at indklagede også begrundede afslaget med, at indklagede ikke fandt det dokumenteret, at skaden var sket i forbindelse med fødslen.
På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får herefter medhold i klagen.
Godtgørelse
Indklagede har oplyst, at indklagede har betalt 15.000 kr. i godtgørelse til klager.
Nævnet må derfor tage stilling til, om der er grundlag for at tilkende klager en godtgørelse ud over den, hun allerede har modtaget.
Det er nævnets vurdering, at der er grundlag for at tilkende klager en yderligere godtgørelse.
Klager tilkendes en yderligere godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 20. september 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
•
§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 1 a om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde
•
§ 3 c om godtgørelse