Legislator Case Law & Legislation
W20241010825 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 10108 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - medhold

KEN#LOKDOK23 2024 10108 Valid

J.nr. 22-36400

En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab (indklagede) afslog at dække en skade, som kvinden pådrog sig under fødsel.

Kvinden havde under fødslen forstuvet sit haleben og pådraget sig en 3a bristning.

Da forsikringsselskabet bl.a. havde begrundet sit afslag på anerkendelse af kvindens skade med, at en fødsel er en naturlig proces, som kan give komplikationer undervejs, og at det ikke var at betragte som en ulykke, fandt nævnet, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet vurderede, at forsikringsselskabet ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke havde foretaget en reel vurdering af, om der var sket en ulykke i forbindelse med kvindens fødselsforløb.

På den baggrund vurderede nævnet, at forsikringsselskabet ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Kvinden fik derfor medhold i klagen.

Forsikringsselskabet havde den 15. marts 2024 udbetalt en godtgørelse på 10.000 kr. til kvinden.

Nævnet tilkendte kvinden en yderligere godtgørelse, der skønsmæssigt blev fastsat til 10.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2024 10108 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede forsikringsselskab afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligestillingsloven, at indklagede afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.

Indklagede skal inden 14 dage betale en yderligere godtgørelse til klager på 10.000 kr. med procesrente fra den 9. august 2022, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager havde en privattegnet ulykkesforsikring hos indklagede.

Den 4. februar 2021 fødte klager sit barn.

Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klager ved fødslen pådrog sig en 3a bristning og et forstuvet haleben.

Det fremgår desuden, at klager i de efterfølgende måneder efter fødslen oplevede meget stærke smerter ved halebenet, hvor hun hverken var i stand til at sidde eller ligge ned.

Klager har oplyst, at klagers smerter er blevet reduceret under forløb hos fysioterapeut, men at klager fortsat oplever store smerter, når klager skal sidde ned og studere flere timer om dagen.

Af journalnotat fra klagers fysioterapeut af 27. juli 2021 fremgår følgende

”…

Debut: 1½

mdr siden ude at løbe og fik ret hurtigt ondt i lænden.

Havde besluttet hun ville løbe og fortsatte.

Ondt i lænden holdt ved 1 mdr.

Tidligere: 04/02/2021 født søn.

Under graviditet ligamentsmerter ved fysisk aktivitet, ellers ukompliceret.

Forstuvet haleben under fødsel, ellers ukompliceret.

Grad 3 a bristningen.

…

De første måneder smerter i haleben og brystbetændelse med indlæggelse.

Der er mere ro på nu der hjemme.

Arbejde: barsel nu, sygeplejestud.

ADL/fritid: tidl løbet 3-5km, funktionel styrketræning via app.

Laver nu efterfødselstræning via app, men det er svært at koordinere knib og øvelser og følge app.

Går daglige ture 30-60 min

…

Sympt: smerter, ømhed det meste af lænden.

Smerter i haleben når hun rejser sig fra siddende.

Værre: gå op af bakke eller øget hastighed spænder det op i lænden.

knib gør ondt i haleben.

…”

Af journalnotat fra klagers fysioterapeut af 26. oktober 2021 fremgår følgende

”…

Siden sidst, monitorering: halebenssmerter hver anden dag VAS 7-8/10 når værst som jag.

Svært at finde god siddestilling go kan gøre ondt ved gang.

Ellers ia når ikke ondt VAS 0/10.

Pude i lænd i bilen er godt.

Bruger den når hun har ondt.

Bækkenbund ok, svært at fornemme fuldstændigt.

Knæ til bryst kan give ømhed i haleben derfor laver hun den om aftenen inden sengetid.

Benpres kan kan mærkes i haleben når knæ ved bryst.

Hun føler det meget godt.

Beh: bevægeligt bækken, lidt øm/spændt ve ved tuber/bækkenbund, hø lig sacrotub/spin, hø S4

…”

Klager anmeldte sin skade til indklagede.

Den 10. januar 2022 modtog klager et afslag på anerkendelse af skaden, hvor følgende fremgår

”…

Vi vender hermed tilbage vedrørende din anmeldelse af tilskadekomsten i forbindelse med fødslen den 04.02.21.

For at opnå dækning fra ulykkesforsikringen er det en betingelse, at der er sket et ulykkestilfælde, dvs. en pludselig hændelse, der forårsager personskade.

En fødsel er – i sig selv – ikke et ulykkestilfælde, idet der ikke er tale om en pludselig hændelse.

En fødsel er derimod det helt naturlige og uundgåelige resultat af en gennemført graviditet.

Vi har gennemgået sagens akter, herunder de indhentede journaloplysninger, og må konstatere, at der heller ikke er sket et ulykkestilfælde i forbindelse med selve fødslen.

Ved denne afgørelse lægger vi vægt på, at der ikke er angivet noget om at du under fødselsforløbet er faldet eller ifbm.

anden form for ulykkestilfælde har slået dit haleben.

Da det ikke er et ulykkestilfælde, der har forårsaget dine aktuelle gener i halebenet, må vi meddele dig, at du ikke har ret til erstatning fra ulykkesforsikringen.

…”

Den 5. april 2022 henvendte klagers partsrepræsentant sig til indklagede og anmodede indklagede om at genoverveje afslaget på anerkendelse af klagers skade.

Den 7. april 2022 fastholdt indklagede sit afslag.

Følgende fremgår af indklagedes brev

”…

Forløbet

Det fremgår af din journal, at du klokken 02:48 oplevede tiltagende pressetrang.

I journalen står der, at du arbejdede flot med veerne.

Klokken 05:04 blev din dreng forløst.

Han vejede 4.066 gram.

Du pådrog dig en bristning i forbindelse med fødslen, som blev syet.

Et par dage efter fødslen klagede du over smerter svarende til halebenet, og du har anmeldt til ulykkesforsikringen, at du slog halebenet kraftigt under fødslen.

Vores afgørelse i relation til ulykkesforsikringen

Din ulykkesforsikring dækker følger efter ulykkestilfælde.

Et ulykkestilfælde er ”en pludselig hændelse, der forårsager personskade”.

Det er vores opfattelse, at en fødsel ikke er et ulykkestilfælde.

En fødsel er derimod den naturlige og uundgåelige konsekvens af en gennemført graviditet.

Som det fremgår af journalgennemgangen ovenfor, har du været udsat for et almindeligt fødselsforløb.

Dét pres/tryk, der opstår på omkringliggende knogler, herunder halebenet, organer, muskulaturer, bindevæv, kar og sener, når barnet skal passere ned gennem fødselskanalen, er både nødvendigt, forventet, naturligt og uundgåeligt.

Ulykkesdefinitionens krav om, at der skal ske en pludselig hændelse, er derfor efter vores opfattelse ikke opfyldt.

Det er de færreste, der rejser sig fra et fødselsleje ganske uden at mærke nogen gener eller følger af, hvad kroppen netop har præsteret.

De være sig alt fra en lille bristning til mere omfattende gener og skader.

Alle fødende, der mærker sådanne konsekvenser på kroppen, kan efter vores opfattelse ikke siges at have været udsat for et ulykkestilfælde.

En fødsel kan efter en almensproglig forståelse heller ikke opfattes som et ulykkestilfælde.

Ankenævnet for Forsikring har i kendelse nr. 69.484 taget stilling til, hvorvidt en diskusprolaps, der er konstateret efter en fødsel, er omfattet af en ulykkesforsikrings dækning.

De pågældende selskab havde afvist sagen blandt andet med de begrundelser, at der ikke var lægelig dokumentation for, at en pludselig hændelse var årsag til skaden, og at en fødsel i øvrigt ikke kan karakteriseres som en pludselig hændelse.

Nævnet fandt med henvisning til de af selskabet anførte grunde, at klageren ikke havde krav på dækning fra ulykkesforsikringen.

På baggrund af ovennævnte redegørelse fastholder vi, at du ikke har været udsat for et ulykkestilfælde, og at du derfor ikke er berettiget til erstatning.

Spørgsmålet om forskelsbehandling

…

Vi er bekendt med, at Ligebehandlingsnævnet i sag nr. 21-6355 har truffet afgørelse i en sag, der også omhandler godtgørelse til en kvinde, der har oplevet smerter efter en fødsel.

Vi finder anledning til at gøre opmærksom på, at vi er uenige i den vurdering, der er anlagt hos det indklagede forsikringsselskab i førnævnte sag.

Det indklagede selskab foretager en subjektiv vurdering af, hvad der anses som en sædvanlig fødsel samt at en sædvanlig fødsel herefter i denne optik ikke skal anses for at være beskyttet af ligebehandlingslovgivningen.

En kvinde under en igangværende fødsel er dækket på nøjagtig samme vilkår i en privat ulykkesforsikring, som enhver anden sikret vil være.

For at blive omfattet af en ulykkesforsikrings dækningsomfang skal der i henhold til forsikringsvilkårene indtræde en pludselig hændelse, der forårsager personskade.

Sådan som ulykkesdefinitionen i forsikringsvilkårene er formuleret, er det væsentligt at holde sig for øje, at hændelsen skal adskilles personskaden.

Dette da det

netop skal være hændelsen, der forårsager personskaden.

Hændelsen – initialpåvirkningen – som fører til skaden, skal ske pludseligt.

Det er ikke tilstrækkeligt for opfyldelse af ulykkesdefinitionen, at personskaden sker pludseligt.

Når vi skal vurdere en anmeldt skade til vores ulykkesforsikring, ser vi alene på, om forsikringsvilkårenes ulykkesdefinition er opfyldt.

Er det tilfældet, vil vores medlemmer være berettigede til erstatning, hvis de får et varigt mén og dækket eventuelle behandlingsudgifter.

Dette uanset, om der er tale om skader sket under f.eks. graviditet/fødsel, under sportsudøvelse eller under havearbejde.

På baggrund af din anmeldelse blev der foretaget en individuel og konkret vurdering i overensstemmelse med forsikringsvilkårene, præcis som vi behandler enhver

anden skadeanmeldelse.

Den anmeldte skade blev afvist, da der ikke var indtrådt en pludselig hændelse, der forårsagede personskade.

I forbindelse med behandling af din anmeldelse har vi alene forholdt os til ulykkesforsikringens ulykkesbegreb, idet forsikringsvilkårene på tidspunktet for den indtrådte hændelse ikke længere indeholdt undtagelsen omkring ”skader, der skyldes fødsler”.

Du er i forbindelse med afslaget på anerkendelsen af det anmeldte ulykkestilfælde derfor ikke blevet udsat for ringere behandling på grund af dit køn.

Sammenfattende

På baggrund af ovenstående fastholder vi, at du ikke har været udsat for et dækningsberettigende ulykkestilfælde.

Vi fastholder også, at vi i nærværende sag ikke har handlet i strid med bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser.

Du har derfor ikke krav på erstatning.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. august 2022.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 40.000 kr.

Den 15. marts 2024 traf indklagede afgørelse om at udbetale en godtgørelse på 10.000 kr. med procesrente fra den 9. august 2022 til klager.

Af afgørelsen fremgår følgende

”…

Ligebehandlingsnævnet har den 21. februar 2024 afsagt tre kendelser, der vedrører [indklagedes] afslag på dækning af skader i forbindelse med fødsel.

I kendelserne fastslår Ligebehandlingsnævnet, at klagerne er berettiget til en godtgørelse for overtrædelse af ligestillingsloven.

Nævnet lægger i kendelserne vægt på, at vi ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke har foretaget en reel vurdering af, om der er sket en ulykke i forbindelse med klagerens fødselsforløb.

På den baggrund vurderer nævnet, at vi ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Ligebehandlingsnævnets kendelser vedrører udelukkende afgørelser, der er truffet i henhold til den praksis, der var gældende forud for august 2022.

Det skyldes, at Ankenævnet for Forsikring i august 2022 afsagde nogle principielle kendelser, der har dannet ny praksis for forståelsen af ulykkesbegrebet i forbindelse med fødsler, og som vi naturligvis har indrettet os efter.

Afgørelser, der er truffet efter dette tidspunkt, berøres således ikke af de afsagte kendelser fra Ligebehandlingsnævnet.

På baggrund af kendelserne fra Ligebehandlingsnævnet har vi valgt at gennemgå de sager, hvor vi kan have krænket ligebehandlingsprincippet i forbindelse med vores afslag på at dække en fødselsskade.

Vores afgørelser i din sag

Ved gennemgang af din sag kan vi se, at du har fået 2 afslag med samme eller lignende begrundelse som klagerne i Ligebehandlingsnævnets afgørelser.

Vi har derfor besluttet at betale en godtgørelse på 10.000,00 kr. til dig.

Beløbes tillægges procesrente fra den 9. august 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Godtgørelsen på 10.000,00 kr. bliver overført til din NemKonto i løbet af 2-4 dage.

Beløbets størrelse er fastsat med udgangspunkt i Ligebehandlingsnævnets praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren

af den skete overtrædelse af ligestillingsloven.

…”

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagedes afslag på forsikringsdækning af klagers skade var udtryk for forskelsbehandling.

Indklagede har lagt vægt på, at klagers skade er sket under hendes fødsel.

Indklagede har dermed lagt vægt på et diskriminerende kriterium ved klagers skadesanmeldelse.

Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 3. februar 2022 med journalnummer 21-6355, som på mange måder er sammenlignelig med nærværende sag.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at indklagedes afslag på forsikringsdækning af skaden udgjorde forskelsbehandling på grund af køn, da indklagede havde henvist til, at klagers fødselsforløb havde været sædvanligt.

I nærværende sag har indklagede lagt vægt på, at klagers fødselsforløb var ”almindeligt”.

Indklagede har desuden henvist til, at det er normalt, at en kvinde mærker gener eller følger af en fødsel.

Indklagede lagde således vægt på klagers fødsel, fordi indklagede foretog en vurdering af, om den hændelse, der skete, var en så integreret del af en fødsel, at hændelsen ikke kan karakteriseres som en skade.

Indklagede vurderede, at klagers fødsel var ”almindelig”, at en almindelig fødsel kan medføre gener og skader, og at klagers skade derfor ikke var omfattet af ulykkesbegrebet.

Dette er derfor udtryk for direkte forskelsbehandling af klager på grund af køn.

Selvom klagers smerter blev reduceret under forløbet hos fysioterapeuten, døjer klager i dag fortsat med smerter dagligt.

Dette påvirker klagers hverdag, hvor hun som studerende eksempelvis oplever store smerter, når hun skal sidde ned og studere flere timer om dagen.

Klager har derfor fortsat behov for fysioterapeutbehandling.

Godtgørelsen skal fastsættes til 40.000 kr. I Ligebehandlingsnævnets afgørelse af 3. februar 2022 i journalnummer 21-6355 blev godtgørelsen fastsat til 20.000 kr., hvilket er for lavt.

En godtgørelse på 20.000 kr. har ikke en reel og afskrækkende virkning henset til, at indklagede i nærværende sag er et stort privat forsikringsselskab.

Godtgørelsen bør stå i rimeligt forhold til alvoren af den udøvede forskelsbehandling.

Godtgørelsen bør afspejle alvoren af indklagedes manglende anerkendelse af, at klager har været udsat for en skade i forbindelse med hendes fødsel.

Nævnet bør lægge vægt på alvoren i, at afslaget på forsikringsdækning falder på et tidspunkt, hvor klager befinder sig i en særlig sårbar situation, da hun lige har født.

Godtgørelsen bør afspejle grovheden af, at indklagede blot afslår at give klager forsikringsdækning med henvisning til, at klagers fødsel var ”almindelig”.

Dette på trods af, at klager halvandet år efter fødslen stadig døjer med den skade, hun pådrog sig.

Indklagede gør gældende, at afslaget på anerkendelse af klagers skade ikke var udtryk for forskelsbehandling.

Klager fødte sit barn den 4. februar 2021.

I skadeanmeldelsen af 29. oktober 2021 oplyste klager, at hun pådrog sig en skade på sit haleben samt en bristning af grad 3a i forbindelse med fødslen af sin søn.

Det fremgår af seneste journalnotat, at klager er startet på studie, træner i fitness og cykler i skole, men at hun har ondt i halebenet, når hun skal hjem, og at det gør ondt at cykle og gå.

På baggrund af skadeanmeldelsen foretog indklagede en gennemgang og behandling af sagen.

Efter indklagedes vurdering af sagen afviste indklagede den 10. januar 2022 første gang, at klager havde været udsat for et ulykkestilfælde den 4. februar 2021, sådan som dette er defineret i forsikringsvilkårene.

Indklagede henviste til vilkårenes ordlyd om, at der skal være indtrådt en pludselig hændelse, førend en skade kan anerkendes som et ulykkestilfælde.

Indklagede fastholdt denne vurdering ved brev af 7. april 2022.

Ankenævnet for Forsikring har i en række kendelser skærpet grænserne for, hvad der under en fødsel kan anses som en pludselig hændelse og derved et ulykkestilfælde i forsikringsmæssig forstand.

Det har medført, at indklagede har genbehandlet sine sager omhandlende skader opstået i forbindelse med en fødsel på ny.

Klager fik den 7. september 2022 besked om, at hændelsen ville blive vurderet på ny.

Når indklagede skal vurdere en skade anmeldt til deres ulykkesforsikring, ser indklagede på, om forsikringsvilkårenes ulykkesdefinition er opfyldt.

Er det tilfældet, vil indklagedes medlemmer være berettigede til erstatning, hvis de får et varigt mén som følge heraf, ligesom de kan få dækket eventuelle behandlingsudgifter.

Man kan opnå dækning uanset, om der er tale om skader sket under f.eks. graviditet/fødsel, under sportsudøvelse eller under havearbejde.

Af præmisserne til de seneste kendelser fra Ankenævnet for Forsikring nr. 97804, 97976 og 98037 fremgår det blandt andet, at vurderingen af, om der er sket en pludselig hændelse, er uafhængig af den tilskadekomnes køn.

På baggrund af den nyeste praksis fra Ankenævnet for Forsikring er det centrale i indklagedes vurdering af en skadeanmeldelse fortsat, hvorvidt der er sket en pludselig hændelse, der forårsager personskade.

En kvinde er under en igangværende fødsel dækket på nøjagtig samme vilkår for indklagedes ulykkesforsikring, som enhver anden sikret vil være.

Det betyder fortsat, at der i hver enkelt sag vil blive foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt der i forbindelse med en fødsel er sket en pludselig hændelse.

De seneste kendelser fra Ankenævnet for Forsikring betyder, at indklagede i visse sager har foretaget en forkert forsikringsteknisk vurdering af en anmeldt hændelse sammenholdt med forsikringsvilkårenes ulykkesdefinition.

Det er ikke ensbetydende med, at indklagede har foretaget en vurdering i strid ligebehandlingsprincippet.

På baggrund af klagers skadeanmeldelse blev der foretaget en individuel og konkret vurdering i overensstemmelse med forsikringsvilkårene, præcis som indklagede behandler enhver anden anmeldt skade.

Indklagede fastholder, at klager ikke i forbindelse med afslaget på anerkendelse af det anmeldte ulykkestilfælde blev udsat for ringere behandling på grund af sit køn.

Afslaget på anerkendelsen har alene årsag i indklagedes vurdering af hændelsen sammenholdt med forsikringsvilkårene.

Den 15. marts 2024 besluttede indklagede på baggrund af Ligebehandlingsnævnets tre afgørelser af 21. februar 2024 at udbetale en godtgørelse på 10.000 kr. til klager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger (forsikringsligebehandlingsloven).

Forsikringsligebehandlingsloven finder blandt andet anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt den skade, som klager fik i forbindelse med fødslen den 4. februar 2021, er dækket af klagers private ulykkesforsikring.

Der er således tale om en forsikringstype, der er omfattet af lovens definition af forsikring og lignende finansielle ydelser.

Det følger af forsikringsligebehandlingslovens § 4, stk. 3, og af § 4, stk. 1 og 2, modsætningsvist, at alene lovens kapitel 4 a finder anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Lovens kapitel 4 a indeholder alene en bestemmelse om forbud mod brug af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.

Nævnet lægger herefter til grund, at spørgsmålet om kønsdiskrimination i relation til privattegnede forsikringer, bortset for spørgsmål om beregning af ydelsen mv., henhører under ligestillingsloven.

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager fik efter fødslen den 4. februar 2021 smerter fra halebenet.

Efterfølgende blev det konstateret, at klager under fødslen havde pådraget sig en 3a bristning og forstuvet sit haleben.

Den 10. januar 2022 afviste indklagede at dække klagers skade.

Det fremgår af indklagedes begrundelse for afgørelsen, at indklagede ikke anså en fødsel for et ulykkestilfælde, men derimod en naturlig og uundgåelig konsekvens af en gennemført graviditet.

Den 7. april 2022 fastholdt indklagede sit afslag.

Det fremgår af brevet, at indklagede begrundede afgørelsen med, at klager var udsat for et almindeligt fødselsforløb, samt at det pres, der opstår, når barnet skal passere gennem fødselskanalen, er nødvendigt, naturligt og uundgåeligt.

Det var derfor indklagedes vurdering, at ulykkesdefinitionens krav om, at der skal være sket en pludselig hændelse, ikke var opfyldt.

Desuden begrundede indklagede afgørelsen med, at det er de færreste, der rejser sig fra et fødselsleje uden at mærke gener eller følger af fødslen.

Da indklagede bl.a. har begrundet sit afslag på anerkendelse af klagers skade med, at en fødsel er en naturlig proces, som kan give komplikationer undervejs, og at det ikke er at betragte som en ulykke, finder nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det er derefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede har anført, at de foretog en individuel og konkret vurdering i overensstemmelse med forsikringsvilkårene, herunder om der ved fødslen var indtrådt en pludselig hændelse.

Nævnet vurderer, at indklagede ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke har foretaget en reel vurdering af, om der er sket en ulykke i forbindelse med klagers fødselsforløb.

På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får herefter medhold i klagen.

Godtgørelse

Indklagede har oplyst, at indklagede har betalt 10.000 kr. i godtgørelse til klager.

Nævnet må derfor tage stilling til, om der er grundlag for at tilkende klager en godtgørelse ud over den, hun allerede har modtaget.

Det er nævnets vurdering, at der er grundlag for at tilkende klager en yderligere godtgørelse.

Klager tilkendes en yderligere godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale yderligere 10.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. august 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2024 10108 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 10108 Valid

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

•

§ 3 c om godtgørelse

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →