Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - forsikring - medhold
J.nr. 22-29914
En kvinde (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hendes forsikringsselskab (indklagede) afslog at dække en skade, som kvinden pådrog sig i forbindelse med graviditet og fødsel.
Kvinden fik efter fødslen konstateret nedsunket underliv.
Kvinden klagede både over et afslag den 22. oktober 2021 og den 24. marts 2022.
Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder i begge afslag, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
I afslaget af 22. oktober 2021 var det nævnets vurdering, at forsikringsselskabet ikke havde foretaget en reel vurdering af, om der var sket en ulykke i forbindelse med kvindens fødselsforløb.
Nævnet vurderede derfor, at forsikringsselskabet ikke havde bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket.
Kvinden fik derfor medhold i denne del af klagen.
I afslaget den 24. marts 2022 var det nævnets vurdering, at forsikringsselskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.
Nævnet lagde vægt på, at forsikringsselskabet ikke tilstrækkeligt havde begrundet, hvordan en graviditet og en fødsel skulle opfattes som en overbelastning som defineret i forsikringsvilkårene.
Nævnet lagde ligeledes vægt på, at indklagede ikke havde redegjort for deres vurdering af, at klagers skade opstod som følge af en samlet belastning ved graviditet og fødsel.
Klager fik herefter også medhold i denne del af klagen, og fik tilkendt en godtgørelse på 20.000 kr.
Det var i strid med ligestillingsloven, at det indklagede forsikringsselskab den 22. oktober 2021 afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.
Det var i strid med ligestillingsloven, at det indklagede forsikringsselskab den 24. marts 2022 afslog at anerkende klagers skade i forbindelse med fødsel.
Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 20.000 kr. til klager med procesrente efter den nedlagte påstand på 4.175 kr. fra den 27. juni 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Sagsfremstilling
Klager havde privattegnet ulykkesforsikring hos indklagede.
Klager fødte sit barn den 14. oktober 2020.
Det fremgår af de lægelige oplysninger, at klager ved 8-ugers undersøgelsen den 9. december 2020 blev diagnosticeret med nedsunken livmoder, blære og tarme.
Klager blev efterfølgende sygemeldt fra sit arbejde som bygningsmaler, da klager kun kunne løfte 5 kg.
Den 17. oktober 2021 anmeldte klager sin skade til indklagede.
Den 22. oktober 2021 fik klager afslag på anerkendelse af skaden, hvor følgende fremgår
”…
Som du her beskriver det, er der tale om følger efter en naturlig fødsel og det vil ikke være omfattet af en ulykkesforsikringen.
De skader som vi ville kunne hjælpe med på ulykkesforsikringen, vil være sager hvor du har været udsat for en ulykke under fødslen.
eks.
er fald fra sengen, hvor du brækker armen eller lignende.
Altså ulykker der ikke har at gøre med en naturlig fødsel.
Svar endelig tilbage hvis du har været udsat for en ulykke, som beskrevet oven over.
…”
Den 24. marts 2022 fik klager igen afslag på anerkendelse, hvor følgende fremgår
”…
Vi ville gerne undersøge om den anmeldte hændelse er omfattet af din ulykkesforsikring
Vi har derfor anmodet om dine journaler fra [klagers læge] i forbindelse med hændelsen den 14.10.2020.
Vores lægekonsulent har gennemgået de lægelige oplysninger i din sag og har vurderet, at dine gener i form af en nedsunken livmoder ikke er en pludselig hændelse og derfor ikke omfattet af Ulykkesdefinitionen.
På baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger vurderer vi, at der er tale om en samlet belastning ved graviditet og fødsel.
Belastningen er sket over en længere periode og den anmeldte hændelsen har blot været den udløsende faktor.
I henhold til dine forsikringsbetingelser […], dækker forsikringen ikke følger af overbelastning.
Vi har derfor vurderet at Ulykkesforsikringen ikke dækker dine gener.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 27. juni 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 4.175 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af køn i forbindelse med indklagedes afslag på at anerkende klagers fødselsskade.
Klager fik en skade i forbindelse med fødslen i form af nedsunket underliv.
Klager anmeldte skaden, men indklagede gav afslag på at anerkende skaden.
Indklagede skrev efterfølgende til klager, at indklagede ville genvurdere, om det var den rigtige afgørelse.
Indklagede gav igen afslag på at anerkende skaden med den begrundelse, at det var en belastning over længere tid, der havde forårsaget skaden.
I klagers forsikringsbetingelser står der både, at indklagede ikke dækker overbelastningsskader eller fødselsskader.
Klager synes, at det er uretfærdigt, at dækning af fødselsskader kan undtages som en overbelastningsskade.
Hvis klager brækkede sin arm under fødslen, ville dette være dækket af forsikringen, men den skade, som vil påvirke klager resten af sit liv, da klager ikke kan vende tilbage til sit arbejde, vil indklagede ikke dække.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med indklagedes afslag på anerkendelse af klagers skade.
Ved indklagedes afgørelse om ikke at anerkende klagers skade, lagde indklagede vægt på de lægelige oplysninger, hvoraf det fremgår, at der i klagers situation var tale om en samlet belastning ved graviditet og fødsel, som er sket over en længere periode.
Den indtrådte skade i from af nedsunket underliv er derfor ikke en pludselig hændelse, der er omfattet af ulykkesforsikringen.
Kort tid efter klagers fødsel ændrede indklagede deres forsikringsbetingelser, så skader under fødsel ikke længere var undtaget fra forsikringsdækning.
Den 22. oktober 2021 afviste indklagede at dække klagers skade.
Efterfølgende indhentede indklagede kopi af de relevante lægejournaler i klagers sag, hvorefter indklagede fastholdt deres afgørelse den 24. marts 2022.
I klagers tilfælde var der tale om, at hun på baggrund af hele graviditeten og fødslen havde udviklet en nedsunket blære, tarm og livmoder.
Der var derfor tale om en skade, der var udviklet over en længere periode og efter længere tids påvirkning.
Indklagede er derfor af den opfattelse, at der ikke er tale om en personskade, der er forårsaget af en pludselig hændelse.
Indklagedes behandling af sagen har på ingen måde været i uoverensstemmelse med reglerne om ligebehandling, idet afvisningen ikke er begrundet i undtagelser vedrørende graviditet og fødsel, men er sket på baggrund af en konkret bedømmelse af, om klager har været udsat for et ulykkestilfælde.
Forløbet og indklagedes afgørelse adskiller sig markant fra de øvrige sager, hvor Ligebehandlingsnævnet har truffet afgørelse om, at ligebehandlingsprincippet var krænket.
Indklagede gør gældende, at der ikke er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, idet klager ikke er blevet stillet ringere eller særligt ufordelagtigt i forhold til det andet køn.
Derudover mener selskabet ikke, at klager konkret har påvist faktiske omstændigheder, der medfører, at der ved afgørelsen af sagen er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.
På denne baggrund er indklagede af den opfattelse, at ligebehandlingsprincippet ikke har været krænket i denne sag, og at klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, idet indklagede alene har afvist at dække skaden, idet der ikke foreligger et
ulykkestilfælde.
Indklagede bemærker i øvrigt, at kompetencen til at afgøre, om der foreligger en pludselig hændelse omfattet af forsikringsbetingelserne, henhører under Ankenævnet for Forsikring.
Ankenævnet for Forsikring har i tre kendelser udtalt, at ulykkesforsikringen alene dækker en pludselig hændelse, som forårsager personskade.
Tilsvarende udtaler Ankenævnet, at vurderingen af, om der foreligger en pludselig hændelse, er uafhængig af klagers køn.
Ved vurderingen af, om der foreligger en pludselig hændelse, henviser Ankenævnet for Forsikring desuden til Højesterets dom i sagen U.
2018.7H, hvor Højesteret udtalte, at ”Den hændelse – initialpåvirkning – som har ført til skaden, skal dog være sket pludseligt”.
Indklagede henviser særligt til kendelse 97976, hvor klager, som i nærværende sag, havde fået nedsunket blære og tarm, og hvor Ankenævnet fandt, at klager ikke havde bevist, at hun under fødslen var blevet udsat for en pludselig hændelse, som var årsag til skaderne.
Klager har tilsvarende i denne sag ikke dokumenteret, at hun under graviditeten og fødslen har været udsat for en pludselig hændelse (initialpåvirkning), som har ført til skaderne i form af nedsunket underliv.
Tilsvarende fremgår der ikke oplysninger i klagers lægejournal, som dokumenterer en pludselig hændelse.
Det er dermed fortsat indklagedes opfattelse, at der i denne sag ikke er tale om et ulykkestilfælde, som omfattes af ulykkesforsikringen, idet skaden er udviklet over en længere periode.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).
Ligebehandlingsnævnet behandler også klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger (forsikringsligebehandlingsloven).
Forsikringsligebehandlingsloven finder blandt andet anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Ved forsikring og lignende finansielle ydelser forstås sådanne ydelser, som ikke er aftalt i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt den skade, som klager fik i forbindelse med fødslen den 14. oktober 2020, er dækket af klagers private ulykkesforsikring.
Der er således tale om en forsikringstype, der er omfattet af lovens definition af forsikring og lignende finansielle ydelser.
Det følger af forsikringsligebehandlingslovens § 4, stk. 3, og af § 4, stk. 1 og 2, modsætningsvist, at alene lovens kapitel 4 a finder anvendelse i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Lovens kapitel 4 a indeholder alene en bestemmelse om forbud mod brug af køn som en faktor ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med forsikring og lignende finansielle ydelser.
Nævnet lægger herefter til grund, at spørgsmålet om kønsdiskrimination i relation til privattegnede forsikringer, bortset for spørgsmål om beregning af ydelsen mv., henhører under ligestillingsloven.
Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Om afslaget af 22. oktober 2021
Det fremgår af afslaget af 22. oktober 2021, at der var tale om følger efter en naturlig fødsel, og at det ikke ville være omfattet af ulykkesforsikringen.
Det fremgik desuden af indklagedes forsikringsbetingelser på tidspunktet for afslaget, at skader som følge af fødsel ikke var omfattet af ulykkesforsikringen.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.
Det er derefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Nævnet vurderer, at indklagede ved den anvendte forsikringsretlige begrundelse ikke har foretaget en reel vurdering af, om der er sket en ulykke i forbindelse med klagers fødselsforløb.
På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får herefter medhold i denne del af klagen.
Om afslaget af 24. marts 2022
Det fremgår af afslaget af 24. marts 2022, at indklagede vurderede, at der var tale om en samlet belastning ved graviditet og fødsel, og at skaden derfor var undtaget efter forsikringsbetingelsernes undtagelse om overbelastning.
Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med fødslen.
Det er derefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Det er nævnets vurdering, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.
Nævnet har lagt vægt på, at indklagede ikke tilstrækkeligt har begrundet, hvordan en graviditet og en fødsel skal opfattes som en overbelastning som defineret i forsikringsvilkårene.
Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at indklagede ikke har redegjort for deres vurdering af, at klagers skade opstod som følge af en samlet belastning ved graviditet og fødsel.
På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede ikke har bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Klager får derfor medhold i denne del af klagen.
Godtgørelse
Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 20.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.
Indklagede skal herefter betale 20.000 kr. til klager med procesrente efter den nedlagte påstand på 4.175 kr. fra den 27. juni 2022, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.
Beløbet skal betales inden 14 dage.
Sagens oplysninger
Sagen er behandlet på grundlag af
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligestillingsloven
•
Klagen af 27. juni 2022 med bilag
•
Indklagedes bemærkninger af 2. september 2022 med bilag
•
Indklagedes bemærkninger af 8. september 2022 med bilag
•
§ 1, stk. 1, og 2, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling
•
§ 1 a om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde
•
§ 3 c om godtgørelse