Legislator Case Law & Legislation
W20241010025 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - ej medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 10100 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kommuner - ej medhold

KEN#LOKDOK23 2024 10100 Valid

J.nr. 23-6082

En mand (klager) klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af køn i forbindelse med, at han ikke var blevet oprettet på kommunens sundhedsplejehjemmeside, mens mandens hustru var blevet oprettet.

Kommunen oplyste, at der var tale om en menneskelig fejl, da alle forældre manuelt skulle gives adgang til hjemmesiden ved, at der blev sat flueben ved forældrene i kommunens system.

Der var efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at kommunen havde haft en praksis, hvor kun barnets mor blev oprettet som bruger på hjemmesiden.

Det blev herefter efter det oplyste lagt til grund, at der i det konkrete tilfælde var tale om en menneskelig fejl.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

KEN#LOKDOK23 2024 10100 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager, som er mand, ikke var oprettet på den indklagede kommunes sundhedsplejehjemmeside.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at klager ikke var blevet oprettet på indklagedes sundhedsplejehjemmeside.

Sagsfremstilling

Klager, som er mand, har oplyst, at han har to børn med sin hustru, og at parret har fælles forældremyndighed over børnene.

Den 16. januar 2023 forsøgte klager at logge på sundhedsvejen.dk, hvor lægelige journaler angående klagers børn var tilgængelige.

Klager fik følgende besked, da han forsøgte at logge ind

”…

Fejl ved login

Vi kunne desværre ikke finde et login, der passer med dit NemID

Du er desværre ikke oprettet på Sundhedsvejen.dk.

Du skal derfor kontakte Sundhedsplejen i den kommune, du ønsker adgang til for at få oprettet et login til Sundhedsvejen.

…”

Klager har oplyst, at klagers hustru var oprettet som bruger på sundhedsvejen.dk.

Indklagede har oplyst, at forældre manuelt, ved et flueben i indklagedes system, skal gives adgang til at logge på sundhedsvejen.dk, og det kan bero på menneskelige fejl, at denne procedure ikke bliver fulgt.

Indklagede har også oplyst, at hvis indklagedes administration bliver bekendt med fejlen, kan der gives adgang til sundhedsvejen.dk på få minutter.

Klager har oplyst, at klager to gange har oplevet ikke at have adgang til sundhedsvejen.dk angående begge klagers børn.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 16. januar 2023.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at det var forskelsbehandling på grund af køn, at klager ikke var blevet oprettet på sundhedsvejen.dk.

Det kan ikke være rigtigt, at klager ikke var oprettet som bruger, og klagers hustru var, når de har fælles forældremyndigheder over deres børn, er gift og bor på samme adresse.

Det er absolut ikke første gang, at klager som far føler sig diskrimineret.

Fædre har helt generelt mindre adgang og får færre informationer end mødre i systemet, hvilket ikke kan være rigtigt i 2023.

Dette er for eksempel i forhold til kontakten med sundhedsplejersken, hvor det er mor, der bliver kontaktet for at aftale tider med videre.

Klager ønsker at opnå ligestilling og få adgang til de samme informationer om sine børn som klagers hustru.

Klager forstår, at det kan være en menneskelig fejl, men det er påfaldende, at det er sket to gange i træk med begge klagers børns oplysninger, især fordi klager og klagers hustru har haft to forskellige sundhedsplejersker til deres børn, og børnene er født med ca. 1,5 år mellemrum.

Det er fint, at indklagede kan rette fejlen inden for få minutter, men det er ikke muligt en søndag aften, hvor klager havde behov for adgangen.

Indklagedes undskyldning er en nem måde at komme uden om problemet på.

Klager har oplyst, at klager nu har fået adgang til sine børns journaler.

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.

At klager ikke havde adgang til at logge på sundhedsvejen.dk, beror på en menneskelig fejl, da alle forældre manuelt, ved et flueben i systemet, skal gives adgang til at logge på sundhedvejen.dk.

Det sker desværre en sjælden gang, at denne procedure ikke bliver fulgt.

Hvis indklagede via kontakt til sundhedsplejersken eller indklagedes administration bliver bekendt med denne fejl, kan indklagede på få minutter give adgang.

Det er på ingen måde indklagedes hensigt at diskriminere nogen.

Indklagede bestræber sig derimod på at ligestille forældrene.

Indklagede beklager, at klager har fået denne oplevelse.

Indklagede har gjort tiltag for at forhindre lignende fejl ved at indskærpe over for alle ansatte, at de skal huske at begge forældre skal gives adgang til sundhedsvejen.dk, og det er understreget endnu tydeligere i indklagedes procedure, at begge forældre skal gives adgang til sundhedsvejen.dk, når der er fælles forældremyndighed.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for alle organisationer og personer, som leverer varer og tjenesteydelser, som er tilgængelige for offentligheden.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager har oplyst, at han ikke var blevet oprettet på sundhedsvejen.dk, men at klagers hustru var oprettet på hjemmesiden.

Indklagede har oplyst, at der er tale om en menneskelig fejl, da alle forældre manuelt skal gives adgang til sundhedsvejen.dk ved, at der sættes flueben ved forældrene i indklagedes system.

Der er efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at antage, at indklagede har haft en praksis, hvor kun barnets mor bliver oprettet som bruger på sundhedsvejen.dk.

Det lægges efter det oplyste til grund, at der i det konkrete tilfælde var tale om en menneskelig fejl.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligestillingsloven

KEN#LOKDOK23 2024 10100 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 10100 Valid

•

§ 1 a om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 2, stk. 5, om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →