Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kommuner - kompetence - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - uanset handicap - kommuner - kompetence - afvisning
J.nr. 24-70498
En mand (klager), der havde multipel progressiv sklerose, klagede over en kommune (indklagede).
Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi kommunen gav klager afslag på at medbringe sin BPA-hjælper under ferie uden for Danmark.
Efter oplysningerne i sagen vurderede nævnet, at klagen alene drejede sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede kommune gav klager afslag på at medbringe sin BPA-hjælper under ferie uden for Danmark.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager har oplyst, at han er diagnosticeret med multipel progressiv sklerose.
Den 7. juni 2024 modtog klager et brev fra indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
” Din henvendelse omkring din betalte hjælper med under midlertidigt ophold i udlandet – afgørelse.
Du har ansøgt om og udbedt dig en skriftlig afgørelse i forhold til muligheden for at tage den hjælper, som er ansat i din BPA-ordning, i henhold til Lov om Social Service § 95, med under et midlertidigt ophold til udlandet.
Det er ikke sket en ændring i ”udlandsbekendtgørelsen”, som gør det muligt for dig, at tage din betalte hjælper med under ophold i udlandet.
Jfr.
BEK nr. 441 af 03/05/2024 Bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service og barnets lov under midlertidige ophold i udlandet, stk. 1 er der en udtømmende oplistning af hvilke ordninger, som kan give denne mulighed, og her er en BPA-ordning i henhold til Lov om Social Service § 95, ikke omfattet.
Der meddeles derfor afslag på din ansøgning om at tage din hjælper i BPA-ordningen til Lov om Social Service § 95, med under et midlertidigt ophold i udlandet.
…”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. juni 2024
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 100.000 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke kan medbringe sin BPA-hjælper under et midlertidigt ophold i udlandet.
Klager gør desuden gældende, at indklagede som følge heraf skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 100.000 kr.
Klager sidder permanent i kørestol grundet fremskreden progressiv sklerose.
I den forbindelse har klager behov for hjælp til alt.
Klager modtager den nødvendige hjælp af sin BPA-hjælper.
Klager modtager delpension.
I den sammenhæng har han ikke midlerne til at kunne betale for den nødvendige hjælp på ferier uden for Danmark.
Klager bliver derfor forhindret i at kunne rejse på ferie uden for Danmark, hvorfor han stilles ringere end andre danskere.
Forskelsbehandlingen af klager har forhindret ham i at vedligeholde sit netværk af familie og venner i udlandet.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Klager har klaget over, at han kan ikke medbringe sin BPA-hjælper under ferie uden for Danmark.
Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at Ligebehandlingsnævnet alene kan tage stilling til spørgsmål efter den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.
For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
Bekendtgørelse nr. 441 af 3. maj 2024 om ydelser efter lov om social service og barnets lov under midlertidige ophold i udlandets § 1, stk. 1, indeholder en oplistning af de hjælpemidler, hvor der bevares retten til hjælp under midlertidige ophold i udlandet.
Efter oplysningerne i sagen vurderer nævnet, at klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde