Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - uanset handicap - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - uanset handicap - afvisning

J.nr. 23-44224

En mand (klager), der havde nedsat gangfunktion, klagede over en virksomhed (indklagede).

Manden mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap, fordi klager skulle anvende en fysisk parkeringstilladelse ved vederlagsfri brug af virksomhedens parkeringsplads.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, som tydede på, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Nævnet vurderede herefter, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for den påberåbte forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Nævnet lagde vægt på, at kravet om at placere en fysisk parkeringstilladelse i bilens forrude ved vederlagsfri parkering ikke stillede klager ringere end andre på grund af sit handicap.

Videre lagde nævnet til grund, at parkeringsselskabet havde udstedt en kontrolafgift til enhver, som havde parkeret på samme måde, som klager gjorde uden gyldig parkeringstilladelse, og at parkeringsafgifterne ikke havde relation til klagers handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling grund af handicap i forbindelse med, at indklagede kræver, at klager skal anvende en fysisk parkeringstilladelse ved vederlagsfri brug af indklagedes parkeringsplads.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har fremlagt en epikrise for perioden mellem den 29. marts 2016 til den 27. maj 2016, hvoraf fremgår bl.a.

”… mand, indl.

i vores regi d. 12.11.15, u.d. inkomplet tetraplegi på niveau C2, på baggrund af stafylokok infektion med universelle abscesser inkl.

intraspinalt.

Under indl.

har pt.

modtaget fysioterapeutisk og ergoterapeutisk træning.

På udskrivelsestidspunktet er pt.

mobileret i kørestol, med begrænset gangfunktion med rollator.

”

Den 15. februar 2023 havde klager og indklagede en mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.

Klager

”Den 18-01-2023 udstede [parkeringsselskab] et kontrolgebyr (…), ’Gebyr punkt 4 Gyldig p-tilladelse mangler.

’ Ifølge aftalen med [indklagede] har jeg ret til gratis parkering på min tildelte parkeringsplads på [adresse].

Baggrund

Jeg flyttede til [adresse] i november 2016.

Da jeg fik min handicap bil i maj 2018, kontaktede jeg straks [ejendomsadministrationsselskab] for at få en handicap parkeringsplads på ejendommen [adresse].

Jeg fik tildelt den yderste parkeringsplads ind mod naboejendommen på [adresse]tillige med et arbejdsområde på 3 meter på bilens venstre side.

Jeg har brug for et arbejdsområde på 3 meter for at kunne løfte min kørestol ind og ud af bilen gennem skydedøren bag førersædet.

…

Den 29. dec. 2019 (…) sendte jeg en mail til [indklagede], med anmodning om, ’at [indklagede] skal anerkende min ret til gratis parkering på min handicapparkeringsplads på [indklagedes] ejendom [adresse].

Herefter traf [indklagede] indklagede afgørelse om, at jeg fremadrettet kan parkere gratis på min tildelte handicapparkeringsplads markeret med en nummerplade med handicap symbol opsat på rækværket ind mod naboejendommen [adresse].

Jeg har ikke modtaget kopi af afgørelsen.

…

I mail af 27. marts 2020 (…) meddelte [parkeringsselskab], at [parkeringsselskab] ’efter henvendelse fra [ejendomsadministrationsselskab], lukker jeg dit elektroniske abonnement, da du i stedet vil få udleveret en fysisk p-tilladelse til forruden.

…

Altså er der ikke længere noget kontraktforhold mellem [parkeringsselskab] og [klager].

I mailen fra [parkeringsselskab], hvorefter mit elektroniske abonnement er lukket, tilføjes, at jeg ’i stedet vil få udleveret en fysisk p-tilladelse til forruden.

’ Dette må bero på en misforståelse.

Når et kontraktforhold ophører, kan den ene af de tidligere kontraktparter ikke pålægge den anden kontraktpart nogen forpligtelse i henhold til den ophørte kontrakt.

…

Afslutningsvist vil jeg anføre, at hvis [indklagede] som ejer af ejendommen og parkeringspladsen [adresse] antager en operatør til at udføre sine ejeropgaver, falder operatørens udførelse af opgaverne tilbage på ejeren.

Jeg skal derfor spørge [indklagede], om [indklagede] kan stå inden for [parkeringsselskabs] administration som beskrevet.

Indklagede

”Tak for din mail med klage over, at parkeringsselskabet uretmæssigt har udstedt parkeringsafgifter til dig.

[Ejendomsadministrationsselskab] varetager den løbende forvaltning og administration med [indklagedes] ejendomme, herunder forvalter de parkeringsaftaler med vores beboere og eventuelle aftaler med parkeringsselskaber.

Vi har derfor aftalt, at [ejendomsadministrationsselskab] behandler og besvarer din henvendelse.

”

I perioden mellem den 7. marts 2023 til den 8. marts 2023 havde klager og indklagede en mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.

Klager

”Som begrundelse for at afvise min klager vedrørende [parkeringsafgifter], anfører [parkeringsselskab], at ’Vi kan ikke i vores system se at der skulle have været en særaftale mellem dig og [ejendomsadministrationsselskab].

Derfor kontrolleers dit køretøj ligesom alle andre på pladsen, ud fra de kontraktlige regler og vilkår der er blevet indgået mellem [parkeringsselskab] og pladsejer.

’

…

Hvordan kan [parkeringsselskab] anføre, at de ikke kan se, at jeg har en særaftale, når [indklagede] / [ejendomsadministrationsselskab] helt tilbage i januar / februar 2020 oplyste [parkeringsselskab] om aftalen, og [ejendomsadministrationsselskab] umiddelbart efter min mail den 15. februar over for [parkeringsselskab] gentog, at jeg har en aftale med det indhold, som [ejendomsadministrationsselskab] bekræftede i mail til mig den 22. februar.

…

… nummerpladen med mit [registreringsnummer] tilføjet handicap symbol opsat på rækværket ind mod naboejendommen på [adresse] må være tilstrækkeligt til at [parkeringsselskab] kan tjekke, at jeg parkerer gratis på den af [ejendomsadministrationsselskabet] anviste eksklusive parkeringsplads…

Hertil svarede [ejendomsadministrationsselskabet], at den opsatte nummerplade (…) ikke er tilstrækkeligt til at [parkeringsselskab] kan kontrollere min ret til gratis parkering.

Når der ikke er nogen kontraktmæssigt forhold med [parkeringsselskab] og [klager], der være en anden begrundelse for, at [parkeringsselskab] kan kræve at få oplyst navn, min adresse og min bils registreringsnummer.

…

Efter denne opsummering skal jeg anmode om [indklagedes] forslag til, hvordan vi kommer videre efter at [parkeringsselskab] har frafaldet samtlige udstede kontrolgebyrer.

”

Indklagede

”Tak for din mail, og lad mig starte med at give dig en uforbeholden undskyldning.

Den regn af bøder, som du har været udsat for, må du have oplevet som stærkt intimiderende.

…

Når [ejendomsadministrationsselskab] beder dig sætte parkeringstilladelse i dit vindue, så beror det på, at det gør parkeringsselskabet i stand ved kontrolbesøg at agere i overensstemmelse med den brugsret til parkeringspladsen, som vi har tildelt dig.

Jeg har beder derfor om, at du sætter den fremsendte tilladelse i vinduet på din bil.

”

Den 20. marts 2023 sendte indklagede en mail til klagers partsrepræsentanter, hvoraf fremgår bl.a.

”Sagens juridiske kerne er enkel.

[Indklagede] har indrømmet din klient en vederlagsfri brugsret til en parkeringsplads på ejendommen.

Dette har din klient fået bekræftet både fra os og [ejendomsadministrationsselskabet], der har fået delegeret opgaven med at administrere [indklagedes] ejendomme.

…

Vi beder om, at din klient sætter den udleverede parkeringslicens tydeligt i sin bilrude, så parkeringsvagterne ved løbende kontrol af pladsen nemt og enkelt kan konstatere, at din klient har ret til at parkere på pladsen.

…”

Den 20. april 2023 sendte klagers partsrepræsentant en mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Mit forslag til løsning af problemstillingen er, at der opsættes et skilt svarende til en kommunal nummerpladetavle med bilens registreringsnummer.

Denne løsninger imødeser dels problemstillingen med [parkeringsselskabs] udstedelse af kontrolafgifter og dels medvirker nummerpladetavlen til at hindre, at ejendommes øvrige beboere og gæster parkerer på parkeringspladsen med tilhørende arbejdsareal.

…”

Den 21. april 2023 svarede indklagede på mailen fra klagers partsrepræsentant, hvoraf fremgår bl.a.

”Løsningen er, at din klient sætter den udleverede parkeringslicens i forruden på sin bil.

Det er en meget lille operation for at undgå parkeringsbøder.

Din klient må tåle, at den vederlagsfrie brugsret udøves ved anvendelse af parkeringslicens.

”

Den 28. april 2023 sendte klager en mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Den 29. april 2019 anmodede jeg [indklagede] om, ’at pensionskassen skal anerkende min ret til gratis parkering (…).

’ [Indklagede] imødekom min anmodning.

[Indklagede] har imidlertid aldrig informeret mig om aftalens indhold og derfor heller ikke, om anbringelse af en fysisk p-tilladelse i forruden var en betingelse for min gratis parkering.

For god orden skyld skal det oplyses, at [parkeringsselskab] ikke inden årsskiftet 2022/2023 har udleveret en fysisk p-tilladelse til mig gældende for perioden den 1. januar 2023.

En fysisk p-tilladelse blev først afleveret i min postkasse den 10. marts.

Den fysiske p-tilladelse var vedhæftet en udateret standardskrivelse fra [parkeringsselskab], som formentlig sendes til de parkerings kunder, som har en aftale med [parkeringsselskab].

Det har jeg ikke.

Mit kontraktmæssige forhold med [parkeringsselskab ophørte den 29. februar 2020.

Standardskrivelsen havde ikke anført mit navn, hverken i adressefeltet eller i selve skrivelsen.

…”

Den 2. maj 2023 svarede indklagede på klagers mail, hvoraf fremgår bl.a.

”Indledningsvist kan jeg oplyste, at [parkeringsselskab] skriftligt har bekræftet, at samtlige åbenstående kontrolgebyrer er frafaldet.

…

[Indklagede] har tildelt dig en vederlagsfri brugsret til parkeringspladsen.

Det vil sige, at du låner pladsen af [indklagede].

Tildelingen er sket relativt formløst men således, at du af parkeringsselskabet blev gjort opmærksom på, at du ville få en fysisk parkeringstilladelse til forruden.

…

Du er fortsat velkommen til at lade opsætte et nyt nummerpladeskilt.

Det kan ikke erstatte parkeringstilladelsen, (…).

”

Den 8. maj 2023 sendte klager en mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.

”Jeg skal bede dig om følgende

At du giver grønt lys til opsætning af et officielt handicap parkeringsskilt

.

.

.

At du får standset [parkeringsselskabs] udstedelse af kontrolgebyrer

…

At du dokumenterer indholdet i min aftale om gratis handicap parkering

…

Jeg vil selvfølgelig efterleve aftalen.

Jeg vil anbringe en fysisk p-tilladelse i forruden, hvis det ifølge aftalen er en betingelse for min gratis handicap parkering.

…

Jeg anmodede den 1. marts [indklagede] sørge for, at den gule lap med kontrolgebyret for fremtiden anbringes under vinduesviskeren på bilens venstre side, hvis [indklagede] ikke kan få standset udstedelsen.

Jeg forklarede, at det er meget vanskeligt for mig som permanent kørestolsbruger at få fat i lappen, når den anbringes under den højre vinduesvisker…”

Samme dag svarede indklagede på klagers mail, hvoraf fremgår bl.a.

”Vi har tidligere og senest med mail fra den 2. maj givet tilladelse til at opsætte et nyt nummerpladeskilt, (…).

Skiltet kan ikke erstatte parkeringslicensen, som du derfor skal anbringe i din forrude.

…

Vi har tidligere skrevet til din advokat og dig, at din tilladelse til at parkere vederlagsfrit er givet formløst.

Det betyder, at der ikke foreligger en egentlig skriftlig aftale.

Vi har efter din henvendelse bedt [ejendomsadministrationsselskab] om at give dig tilladelse til vederlagsfri parkering.

Efterfølgende er der formentlig sket det, at [ejendomsadministrationsselskab] har bedt [parkeringsselskab] om at håndtere sagen, som de så gør med mailen fra den 27. marts 2020.

Her får du at vide, at dit elektroniske abonnement ophører, og at du i stedet for får udleveret en fysisk p-tilladelse til forruden.

Tilbage står, at din vederlagsfrie anvendelse af parkeringspladsen er at betragte som et lån, og at anvendelse af den fysiske parkeringstilladelse er vores rimelige vilkår for lånet, der skal sikre, at vi af hensyn til de berettigede kan sikre, at uberettigede ikke benytter parkeringspladsen.

Vi vil gerne opretholde din mulighed for at parkere vederlagsfrit, men det forudsætter, at du sætter den fysiske parkeringstilladelse i forruden på din bil, således at parkeringsvagterne enkelt og effektivt kan kontrollere, at du har lov til at parkere på pladsen.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 22. maj 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 20.000 kr.

Parternes bemærkninger

Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet han skal lægge en parkeringstilladelse i forruden på sin bil, for at bruge indklagedes parkeringsplads vederlagsfrit.

Klager gør desuden gældende, at indklagede som følge heraf skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 20.000 kr.

Klager har talt med flere naboer, som er betalende brugere af parkeringspladsen.

De oplyste alle, at de ikke anvender en fysisk P-tilladelse.

Klager er således den eneste, som skal anvende en fysisk P-tilladelse.

Det var ikke en betingelse for klagers vederlagsfrie brug af indklagedes handicapparkering, at klager skulle anbringe en fysisk P-tilladelse i sin bils forrude.

Hvis forholdet ikke kan betegnes som forskelsbehandling, er det under alle omstændigheder stærkt intimiderende eller chikanøst, at klager har modtaget 33 kontrolgebyrer.

Parkeringsselskabet har placeret 29 kontrolgebyrer i højre side af bilen.

Klager har vanskeligt ved at fjerne disse grundet sit handicap, hvilket han har gjort indklagede opmærksom på.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indklagede gør ingen forskel på beboerne i ejendommen.

De eneste forskelle er, at klager parkerer vederlagsfrit og i øvrigt har en fast parkeringsplads, mens de øvrige beboere betaler for deres parkering med flydende pladser.

Det er derfor velbegrundede forskelle til klagers fordel, som er begrundet i klagers livssituation.

Indklagede beder klager om at benytte en parkeringstilladelse i sin forrude som legitimation for, at han har lov til at parkere på ejendommens parkeringsplads vederlagsfrit.

Indklagede har efter bedste evne forklaret klager, at anvendelsen af parkeringstilladelsen er en enkel foranstaltning for ham, en sikker måde at foretage kontrol på og i øvrigt betingelse for, at han fortsat kan låne parkeringspladsen.

Almindeligvis vil parter, der ikke kan blive enige om vilkårene, bringe en aftale til ophør.

Imidlertid har indklagede i denne sag taget større hensyn, end hvad forholdene tilsiger normalt grundet den betydning, adgang til en fast parkeringsplads har for klagers mobilitet.

Klager skal legitimere sig på samme vis som andre, der indrømmes vederlagsfri brugsret.

Hvis klager ønsker at legitimere sig med digital nummerpladekontrol og dermed lade sig registrere ved parkeringsselskabet, sørger indklagede for at hjælpe med dette.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold i klagen.

Klager har klaget over, at indklagede kræver, at han placerer en fysisk parkeringstilladelse i sin bils forrude, når han vederlagsfrit anvender indklagedes parkeringsplads.

Klager ønsker ikke at gøre brug af den fysiske parkeringstilladelse, hvorfor han har modtaget en større mængde kontrolafgifter.

Ligebehandlingsnævnet finder, at der ikke er oplysninger i sagen, som tyder på, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

På baggrund af sagens oplysninger vurderer nævnet herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for den påberåbte forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Nævnet har lagt vægt på, at kravet om at placere en fysisk parkeringstilladelse i bilens forrude ved vederlagsfri parkering ikke stiller klager ringere end andre på grund af sit handicap.

Videre lægger nævnet til grund, at parkeringsselskabet havde udstedt en kontrolafgift til enhver, som havde parkeret på samme måde, som klager gjorde uden gyldig parkeringstilladelse, og at parkeringsafgifterne ikke havde relation til klagers handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i lovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde