Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - kommuner - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - sagsbehandling - kommuner - kompetence - afvisning

J.nr. 24-45233

En kvinde (klager), der led af en muskelsygdom og var kørestolsbruger, klagede over en myndighed (indklagede 1) og en kommune (indklagede 2).

Kvinden mente, at myndigheden og kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med deres afgørelser om afslag på dækning af rejse- og opholdsudgifter i henhold til blandt andet reglerne om kompensation til handicappede i erhverv.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen drejede sig om anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen faldt derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med de Indklagedes afgørelser om afslag på dækning af rejse- og opholdsudgifter i henhold til bl.a. reglerne om kompensation til handicappede i erhverv.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager lider efter det oplyste af en muskelsygdom og er kørestolsbruger.

Det er endvidere oplyst, at Klager er bevilget borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96, og Klager modtager herefter tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Endvidere er Klager i forbindelse med sin ansættelse som forsker på et dansk universitet bevilget personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Det fremgår af lovens § 7 stk. 4

”Der kan ydes refusion af udgifter til den personlige assistent ved arbejdsbetingede rejser og til vikardækning ved assistentens længerevarende sygdom og lignende.

”

Det følger af bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. § 20 stk. 1

”En virksomhed eller selvstændig erhvervsdrivende kan få refunderet dokumenterede rimelige rejseudgifter for den personlige assistent, hvis assistenten har ledsaget personen med handicap i forbindelse med arbejdsbetingede rejser, herunder til udlandet.

[…]”

Klager var som led i sit arbejde på udlandsophold i Nordamerika i perioden 29. juli – 30. september 2019 og ansøgte i den forbindelse om dækning af rejse- og opholdsudgifter til den personlige assistance.

Den 22. maj 2019 traf Indklagede 2 afgørelse om, at Klager ikke var berettiget til dækning af rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med udlandsopholdet i medfør af reglerne om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Samme dag påklagede Klager afgørelsen.

Indklagede 1 stadfæstede den 12. september 2019 Indklagede 2’s afgørelse, dog med en bemærkning om, at Klager var berettiget til at få tilskud til dækning af udgifterne til personlig assistance efter den sædvanlige bevilling.

Klager indgav den 16. juni 2022 en ansøgning til Indklagede 2 om rejseudgifter til personlig assistance i forbindelse med et forestående udlandsophold i Asien i perioden 19.

– 31. august 2022.

Opholdet blev efterfølgende rykket til den 10.

– 20. april 2023.

Den 14. november 2022 traf Indklagede 2 afgørelse om, at Klager var berettiget til at medbringe sin BPA-ordning til udlandet, men at Klager ikke var berettiget til dækning af rejse- og opholdsudgifter hverken i henhold til den bevilgede BPA-ordning eller den bevilgede personlige assistance.

Den 12. december 2022 påklagede Klager afgørelsen.

Indklagede 1 stadfæstede den 29. august 2023 Indklagede 2’s afgørelse.

Indklagede 1’s afslag på dækning af ekstra omkostninger i forbindelse med arbejdsophold i udlandet i medfør af reglerne om borgerstyret personlig assistance var begrundet i, at der alene var hjemmel til at dække ekstra omkostninger forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet.

Klager fik endvidere afslag på dækning af rejse- og opholdsudgifter til den personlige assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv m.v., da de ansøgte rejseudgifter ikke var rimelige.

Indklagede 1 lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at Klagers personlige assistenter skulle udføre praktiske opgaver, som ikke krævede kendskab til Klagers person og arbejdsområde, hvorfor behovet for personlig assistance burde kunne dækkes ved lokal arbejdskraft.

Klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 5. april 2024.

På det foreliggende grundlag har nævnet ikke fundet anledning til at foretage høring af Indklagede 1 og Indklagede 2.

Klagers bemærkninger

Klager har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet med henvisning til, at Klager på baggrund af afgørelserne truffet af Indklagede 1 og Indklagede 2 er blevet diskrimineret som følge af sit handicap, da Klager ikke har mulighed for at udøve sit erhverv på lige fod med sine kollegaer, som ikke har et handicap.

Klager gør gældende, at hun ikke er blevet kompenseret i fornødent omfang for sit handicap i forbindelse med udlandsrejser, og at hun ikke har kunne foretage sædvanlige og nødvendige rejser til udlandet til konferencer og forskningsophold, fordi hun på grund af sit handicap er afhængig af sine hjælpere til at kunne klare basale menneskelige behov.

Klager bestrider ikke, at det konkrete job som personlig assistent kan udføres af lokal arbejdskraft, men udfordringen er ifølge Klager, at arbejdet som BPA ikke kan udføres af lokal arbejdskraft, ligesom Klager er afhængig af hjælp og støtte under selve rejsen.

Det er Klagers opfattelse, at hvis Klager ikke kan få dækket udgifterne til sine hjælpere i forbindelse med udlandsophold, kan Klager ikke rejse til udlandet og dermed ikke honorere kravet til en forsker om at indgå i internationale aktiviteter.

Klager bemærker, at Klager derfor bliver en mindre attraktiv medarbejder, da hun ikke kan varetage sit arbejde på lige fod med sine kolleger uden handicap.

Klager bemærker desuden, at handicappet vil blive en belastning for arbejdspladsen, hvis arbejdsgiver skal dække udgifterne i forbindelse med Klagers rejser.

Endelig gør Klager gældende, at hvis Klager ikke kan blive kompenseret efter lov om kompensation til handicappede i erhverv samt reglerne om borgerstyret personlig assistance, så må myndighederne anvise, hvilke regler Klager kan kompenseres efter med henblik på at sikre, at Klager ikke bliver diskrimineret på baggrund af sit handicap, og således at Klager kan udøve sit erhverv på lige fod med sine kolleger uden handicap.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Videre følger det af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelser af regler i anden lovgivning afvises af nævnet.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klager har klaget over de Indklagedes afslag på dækning af rejse- og opholdsudgifter til hendes personlige assistance efter reglerne om kompensation til handicappede i erhverv m.v. samt de Indklagedes afslag på dækning af ekstra omkostninger efter BPA-ordningen.

Klagen angår derved indholdet af afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder, og klagen vedrører derved anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og stk. 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelse

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling.

•

§ 2, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 12 om indbringelse for Ligebehandlingsnævnet