Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - retlig interesse - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - stillingsopslag - retlig interesse - afvisning
J.nr. 24-90938
En mand (klager) klagede over et menighedsråds (indklagede) stillingsopslag, som manden ikke selv havde påtænkt at søge.
Indklagede havde i et afsnit til stillingen fremført en række ønsker og forventninger til den kommende sognepræst, herunder at ”Menighedsrådene ønsker stor diversitet i teologi og køn i vores søgen efter en kollega til vores to mandlige præster …”.
Sekretariatet traf den 28. august 2024 afgørelse om at afvise klagen, idet sekretariatet vurderede, at klager ikke havde retlig interesse i sagen.
Klager indbragte den 6. september 2024 sekretariatets afgørelse for nævnet.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling.
Nævnet tiltrådte derfor sekretariatets afgørelse og afviste at behandle klagen på grund af klagers manglende retlig interesse.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Ligebehandlingsnævnet tiltræder sekretariatets afvisning af sagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Den 26. marts 2024 blev en stilling som sognepræst genopslået online.
Af stillingsopslaget fremgik blandt andet en nærmere beskrivelse af ansættelsen, at både mænd og kvinder opfordredes til at søge stillingen, og hvilke forventninger og ønsker menighedsrådet havde til den kommende præst.
Af stillingsopslaget fremgik blandt andet
” Menighedsrådenes ønsker og forventninger til den kommende sognepræst
…
Menighedsrådene ønsker stor diversitet i teologi og køn i vores søgen efter en kollega til vores to mandlige præster, hvor den ene er teologisk missionsk velfunderet og den anden lidt mere midtsøgende.
Vi søger derfor en kirkebogsførende præst, der færdes hjemmevant i Grundtvigs univers og formår at forene det kirkelige og det folkelige, og som værdsætter inklusion, demokrati og åbenhed.
”
Klager har for nævnet oplyst, at han ikke har søgt stillingen, og at han ikke påtænker at gøre dette.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 2. april 2024.
Den 28. august 2024 afviste Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet at behandle klagen.
Sekretariatet vurderede, at klager ikke havde retlig interesse i sagen.
Den 6. september 2024 indbragte klager sekretariatets afgørelse for nævnet.
Klager har overfor nævnet oplyst, at en afvisning vil være i strid med ligebehandlingsloven, og henviste til nævnets afgørelse af 29. oktober 2014 (j.nr. 2014-6810-06223)
Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager gør gældende, at det omhandlede stillingsopslag om en stilling som sognepræst er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.
Sætningen: ”Menighedsrådene ønsker stor diversitet i teologi og køn i vores søgen efter en kollega til vores til mandlige præster, …” er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn.
Ordlyden kan ikke tolkes anderledes, end at menighedsrådet foretrækker en kvindelig præst.
Ansøgerens køn tillægges dermed vægt i ansøgningen.
Klager mener, at dette er i strid med ligebehandlingsloven og henviser til nævnets afgørelse af 29. oktober 2014 under j.nr. 2014-6810-06223.
Her behandlede nævnet klagen, selvom klager ikke havde personlig, individuel interesse i sagen.
Hvis nævnet ikke realitetsbehandler klagen og afviser klagen, må dette anses for negativ forskelsbehandling rettet mod klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).
Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.
Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
En klage kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet af den, der har retlig interesse i sagen.
Det betyder, at Ligebehandlingsnævnet kun kan behandle en klage, hvis klageren har en individuel og aktuel interesse i den konkrete sag (retlig interesse).
Klageren skal således være direkte berørt af den påståede forskelsbehandling ved selv at have været udsat for en handling eller undladelse, som efter den pågældendes opfattelse udgør ulovlig forskelsbehandling.
En klager, der tilhører en gruppe af personer, som kan være blevet udsat for forskelsbehandling, har som udgangspunkt ikke alene af den grund en sådan individuel interesse i den konkrete sag, at kravet om retlig interesse er opfyldt.
Klager har oplyst, at han ikke har søgt stillingen.
Klager har således ikke været direkte berørt af den påståede forskelsbehandling.
Ligebehandlingsnævnet tiltræder derfor sekretariatets afgørelse og afviser at behandle klagen på grund af manglende retlig interesse.
Nævnet bemærker, at reglerne om retlig interesse blev indført i Lov om Ligebehandlingsnævnet ved lovændring nr. 1570 af 15. december 2015, og trådte i kraft den 1. januar 2016.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Ligebehandlingsloven
•
§ 1, stk. 1, stk. 8, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8, stk. 3 nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 6 om annonceringsforbud