Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - forsikring - uanset handicap - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - forsikring - uanset handicap - afvisning
J.nr. 24-52301
En kvinde (klager), oplyste for nævnet, at hun havde et handicap, og klagede over et forsikringsselskab (indklagede).
Kvinden mente, at forsikringsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi de sænkede udbetalingen fra kvindens uarbejdsdygtighedsforsikring, når hendes fleksydelse fra det offentlige steg.
Nævnet vurderede, at klager ikke havde fremlagt oplysninger, som gav anledning til at formode, at reduktionen af ydelsen var begrundet i klagers handicap.
Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at det indklagede forsikringsselskab sænkede udbetalingen fra klagers uarbejdsdygtighedsforsikring, når klagers fleksydelse steg.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagens behandling
Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.
Sagsfremstilling
Klager har for nævnet oplyst, at hun på grund af sygdom ikke kan arbejde fuld tid.
Klager har videre oplyst, at hun har et fleksjob, og at hun har tegnet en uarbejdsdygtighedsforsikring.
Derudover har klager oplyst, at indklagede har sænket udbetalingen fra klagers uarbejdsdygtighedsforsikring i forbindelse med, at klagers fleksydelse steg.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 15. april 2024.
Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 13.413 kr.
Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede sænkede udbetalingen fra klagers uarbejdsdygtighedsforsikring, når klagers fleksydelse steg.
Klager har et fleksjob, hvor hun arbejder 12 timer om ugen.
Klager har tegnet en uarbejdsdygtighedsforsikring.
Hun lever af forsikringspengene sammen med sin fleksydelse fra kommunen.
Indklagede nedsætter ydelsen på klagers uarbejdsdygtighedsforsikring, når fleksydelsen stiger.
Dette gør klager fattigere, idet priserne i samfundet stiger.
Hun oplever sig ikke behandlet som andre på grund af sit handicap.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Nævnet har forstået, at klagen drejer sig om, at indklagede har reduceret udbetalingen af klagers uarbejdsdygtighedsforsikring, når fleksydelsen fra det offentlige stiger.
Klager har ikke fremlagt oplysninger, som giver anledning til at formode, at reduktionen af ydelsen er begrundet i klagers handicap.
Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet behandlet ringere end andre på grund af handicap.
På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1, og stk. 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser
•
§ 8 nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde