Legislator Case Law & Legislation
W20241006425 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-08580

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 10064 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-08580

KEN#LOKDOK23 2024 10064 Valid

Sjællandske Nyheder får ikke kritik for brug af konkret journalist

Sjællandske Nyheder omtalte i juni måned en nabokonflikt, hvor en nabo til en minigolfpark var utilfreds med etableringen af denne.

Mediet omtalte blandt andet, at brandvæsenet over for mediet havde oplyst, at brandvæsenet fremover gerne ville have politiet med, hvis de igen blev tilkaldt til den pågældende adresse.

Naboen klagede over, at artiklen indeholdt ukorrekt information, at han ikke var kommet til orde, og at den konkrete journalist havde til hensigt at skade ham.

Pressenævnet fandt, at der ikke forelå omstændigheder der sandsynliggjorde, at der mellem klager og den pågældende journalist forelå en interessekonflikt af en sådan karakter, at der var grundlag for at kritisere mediet for at anvende den konkrete journalist.

Nævnet fandt ikke i øvrigt anledning til at kritisere omtalen.

KEN#LOKDOK23 2024 10064 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Vagtcentral skal give politiet besked ”, bragt den 21. juni 2024 af Sjællandske Nyheder, idet [Klager] mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information, at han ikke er kommet til orde, og at artiklen er bag betalingsmur.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Sjællandske Nyheder bragte den 21. juni 2024 artiklen ” Vagtcentral skal give politiet besked ” på sn.dk.

Af artiklens underrubrik fremgår: ”Der bliver formentlig dobbelt op på blå blink, hvis brandvæsenet igen bliver tilkaldt til Minigolfparkens nabo.

”

Der er i artiklen indsat et billede af en parkeringsplads, hvor der på vejen bagved holder en brandbil.

Der ses en del røg omkring buske og træer i området.

Af billedteksten fremgår: ”Brandvæsenet blev tilkaldt, da røgen fra naboens bål generede gæster på minigolfbanen.

”

Af artiklen fremgår

”Konflikten mellem Minigolfparken og en rasende nabo har nu fået endnu en konsekvens.

Efter søndagens dramatiske episode, hvor både politi og brandvæsen måtte køre til [Bynavn 1] for at slukke ild og gnistrende temperament hos naboen, er naboen blevet vurderet som en mulig risiko.

[Området] Brandvæsen har fået noteret hos vagtcentralen, at centralen skal gøre politiet opmærksom på, at opbakning kan blive nødvendigt, hvis de fremover bliver tilkaldt til den adresse.

- Som indsatsleder foretager man altid en risikovurdering.

Og jeg har vurderet, at vi fremover gerne vil have politiet med, hvis vi kører dertil, siger indsatsleder [Person 1], som søndag blev forment adgang, da han og hans mandskab troppede op for at slukke et stærkt rygende bål.

- Først afviste han mig og mit mandskab og sagde, vi ikke havde hjemmel til at komme ind på hans matrikel.

Derefter trak vi os stille og roligt tilbage og ventede på politiet, for han var helt oppe i det høje gear, siger [Person 1], der sammen med sine folk hurtigt k slukket ilden, da først de kom ind.

Men oplevelsen var tilstrækkeligt voldsom til, at han ikke tager nogen chancer ved fremtidige udrykninger.

Om politiet rykker med brandvæsenet ud, vil altid være politiets konkrete vurdering, siger beredskabsdirektør [Person 2] fra [Område] Brandvæsen.

Typisk er det i stærkt belastede boligområder, hvor man har politiet med sig for at sørge for, at sikkerheden er i orden for brandmændene under slukningsarbejdet.

- Her venter man med at køre ind i et område, til politiet er fremme.

Det er ikke helt det, vi har at gøre med her.

Men vores vagtcentral adviserer lige politiet, hvis vi rykker ud, siger [Person 2], der dog ikke kender til detaljerne omkring denne særlige sag.

”

Der er i artiklen indsat en faktaboks, hvoraf fremgår

”Konflikten ved Minigolfparken har stået på, siden banen åbnede i foråret 2023.

En nabo har set sig meget sur på parken og har protesteret med alle midler.

Ved åbningen demonstrerede han med megafon, slagsange, bannere og skilte.

Konflikten er eskaleret over tid med kast af æg mod banens gæster, råb og forskellige former for protester.

Politiet har været tilkaldt mange gange, og begge parter har anmeldt hinanden for alt lige fra hærværk til chikane, trusler og trusler om vold.

Naboen har fået et tilhold mod ejeren af Minigolfparken, hans familie og samtlige af parkens medarbejdere.

”

Af artiklen fremgår videre

”Sjællandske Nyheder ville gerne have spurgt naboen, om han mener, han udgør en risiko for brandfolk, og hvad han siger til, at brandvæsenet har følt sig nødsaget til at have politi med på fremtidige udrykninger til hans adresse.

Men det ønsker han ikke at svare på.

”

Øvrige oplysninger

Sjællandske Nyheder har til Pressenævnet indsendt artiklen ” Minigolf-nabo fik både politi og brandvæsen til at rykke ud ”, bragt den 17. juni 2024.

[Klage over denne artikel er tidligere behandlet under sag nr. 2024-08087, Pressenævnet ]

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 27. juni 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har anført, at artiklen er bragt uden, at mediet har givet ham mulighed for at udtale sig, og at artiklen indeholder et utal af usandheder.

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at yde ham den beskyttelse, han har krav på som borger i dette land, og har hertil bemærket, at journalisten bag artiklen kører personligt had mod ham, uden at han får mulighed for at forsvare sig eller stoppe det.

[Klager] har oplyst, at han har appelleret til, at Pressenævnet skal forstå, at det, der foregår er mellem ham og journalisten, og at han på intet tidspunkt har nægtet at udtale sig til mediet, men derimod gentagne gange har bedt mediet om at imødekomme hans ønske om at udtale sig til en anden journalist.

[Klager] har herudover anført, at artiklen ligger bag betalingsmur, og at mediet således endnu engang har bragt en artikel om ham uden at sende den til ham.

2.2 Sjællandske Nyheders synspunkter

Korrekt information og forelæggelse

Sjællandske Nyheder har anført, at artiklen er en del af den løbende dækning af en konflikt i mediets område mellem [Klager] og minigolfbanen, der er hans nabo.

I artiklen er indsatslederen ved [Område] Brandvæsen citeret for at oplyse, at brandvæsnet fremover vil advisere politiet på forhånd, hvis de skal rykke ud til [Klager]s adresse.

Dette er sket på baggrund af en nylig hændelse, hvor beredskabet rykkede ud til hans adresse, fordi en havegrill afgav store mængder af røg.

Sjællandske Nyheder har videre anført, at det fremgår af artiklen, at mediet har forsøgt at kontakte [Klager] for at forelægge indsatslederens citater og få en kommentar fra ham, men at han ikke har ønsket at udtale sig.

Sjællandske Nyheder har herudover bemærket, at mediet gør sig mange overvejelser hver gang, de skriver om sagen, da det er en synlig sag, der bliver meget omtalt i lokalområdet og skaber en del utryghed lokalt.

Endelig har mediet oplyst, at [Klager] altid er velkommen til at kontakte chefredaktøren direkte for at få tilsendt artiklerne.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jesper Rothe, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 34, at ”massemediernes indhold og handlemåde” skal være i overensstemmelse med god presseskik.

Det er således mediet og ikke den enkelte journalist eller skribent, som er part i Pressenævnets sag.

God presseskik

Korrekt information og forelæggelse

[Klager] har klaget over, at artiklen indeholder ukorrekt information, og at han ikke har fået mulighed for at komme til orde.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.

1 og A.

3.

Af artiklen fremgår blandt andet følgende

”Konflikten mellem Minigolfparken og en rasende nabo har nu fået endnu en konsekvens.

Efter søndagens dramatiske episode, hvor både politi og brandvæsen måtte køre til [Bynavn 1] for at slukke ild og gnistrende temperament hos naboen, er naboen blevet vurderet som en mulig risiko.

[Område] Brandvæsen har fået noteret hos vagtcentralen, at centralen skal gøre politiet opmærksom på, at opbakning kan blive nødvendigt, hvis de fremover bliver tilkaldt til den adresse.

- Som indsatsleder foretager man altid en risikovurdering.

Og jeg har vurderet, at vi fremover gerne vil have politiet med, hvis vi kører dertil, siger indsatsleder [Person 1], som søndag blev forment adgang, da han og hans mandskab troppede op for at slukke et stærkt rygende bål.

[…]

”Sjællandske Nyheder ville gerne have spurgt naboen, om han mener, han udgør en risiko for brandfolk, og hvad han siger til, at brandvæsenet har følt sig nødsaget til at have politi med på fremtidige udrykninger til hans adresse.

Men det ønsker han ikke at svare på.

”

Som sagen er oplyst finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere Sjællandske Nyheder for den bragte omtale, der har dækning i de faktiske forhold.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at artiklen indeholder beskyldninger mod [Klager], som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for ham, hvorfor der er tale om oplysninger, der skal forelægges.

Det er Pressenævnets opfattelse, at det som udgangspunkt er mediets ansvar at dokumentere, at der er udvist tilstrækkelig ihærdighed for at opnå kontakt til den, omtalen vedrører.

Det fremgår af artiklen, at [Klager] ikke har ønsket at svare på mediets spørgsmål.

[Klager] har i forbindelse med klagesagen oplyst, at han gerne vil udtale sig til mediet, men ikke til den specifikke journalist.

Uanset at Sjællandske Nyheder – ud over omtalen i artiklen – over for Pressenævnet ikke yderligere har dokumenteret, at mediet har forsøgt at forelægge for [Klager], finder nævnet, henset til det af [Klager] oplyste om, at han ikke vil tale med den konkrete journalist, at det i den konkrete situation kan lægges til grund, at mediet har forsøgt at kontakte [Klager] forud for publiceringen af artiklen.

Nævnet finder på den baggrund, at Sjællandske Nyheder ikke har tilsidesat god presseskik.

Nævnet har lagt vægt på, at [Klager] selv har fravalgt at tale med den konkrete journalist.

Nævnet skal i forhold til den konkrete journalist bemærke, at der, som sagen er oplyst, ikke ses at foreligge omstændigheder, der sandsynliggør, at der mellem klager og journalisten foreligger en interessekonflikt af en sådan karakter, at der er grundlag for at kritisere mediet for at anvende den pågældende journalist.

I forhold til klagepunktet over, at artiklerne med omtale af [Klager] bliver bragt bag betalingsmur, bemærker Pressenævnet, at mediet har oplyst, at [Klager] kan få tilsendt de artikler, hvor han er omtalt, hvis han retter henvendelse til chefredaktøren.

Afgjort den 12. december 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →