Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-14932

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-14932

Klage afvises på grund af manglende retlig interesse

Jyllands-Posten bragte i november 2024 en leder med omtale af uroligheder i Amsterdam i forbindelse med afholdelse af en fodboldkamp.

En person klagede til Pressenævnet og henviste til, at lederen indeholdt en vildledende fremstilling med manglende nuancering.

Klageren var ikke omtalt i lederen og havde derfor ikke retlig interesse.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over lederen ”Kære hætteklædte bøller: Har I nogensinde hørt om Anne Frank?

” bragt på jyllands-posten.dk den 8. november 2024, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Sagsfremstilling

Den påklagede leder med overskriften ” Kære hætteklædte bøller: Har I nogensinde hørt om Anna Frank?

” indeholder blandt andet omtale af uroligheder i Amsterdam i forbindelse med afholdelsen af en fodboldkamp.

Af lederen, som er skrevet af skribenten [Skribenten], fremgår blandt andet følgende

”Natten til fredag blev 57 anholdt efter uroligheder i den hollandske hovedstad Amsterdam.

Det skete, efter at den hollandske klub Ajax Amsterdam mødte israelske Maccabi Tel Aviv i Europa League-turneringen.

Israelske fodboldfans blev angrebet af hætteklædte personer i det, der helt klart ligner et antisemitisk motiverede overfald.

[…]

Ligesom de larmende propalæstinensiske demonstrationer er et anmassende og uvant aggressivt indslag i bybilledet i de store danske byer, må man tage sig til hovedet over den totale hovedløshed, denne form for aktivisme er udtryk for.

Det er en demokratisk ret at være uenig, men det er også en demokratisk ret at give sig til kende på en måde, der respekterer dem, man er uenige med.

Ikke ved at overdøve, nedgøre eller true sine modstandere.

Hævntørst og øje for øje-attitude hører ikke hjemme i et samfund som vores.

[…]”

[Klager] har til støtte for sin klage blandt andet anført, at der er tale om en vildledende fremstilling med manglende nuancering i strid med medieansvarslovens § 34, stk. 1, og god presseskik.

Således har de fleste danske grænsemedier og politikere nu har forsøgt at fremstille en politisk drevet ”muslimer versus jøder fatamorganaagenda”.

Danmark krydrede dækningen af urolighederne i Amsterdam med henvisning til Krystalnatten, kz-ofret Anne Frank og de danske modstandsfolk, da fordømmelsen og væmmelsen blev skruet op i 6. gear.

[Klager] har endvidere stillet spørgsmål ved, at medierne og politikerne har behov for og trang til at ideologisere lige netop voldshændelserne i Amsterdam, selv om andre fodboldrelaterede voldshændelser bliver kategoriseret som hooligans-fænomener uden samme opmærksomhed.

I stedet valgte samtlige medier og politikere uden nogen form for kritisk sans at maksimere medieeksponering, politiske reaktioner og fordømmelser ved at indlejre hændelsen i den antijødiske politiske agenda.

Hertil tilføjer [Klager], at det interessante aspekt ikke blot er mediernes fejltagelse, men også den efterfølgende tavshed dagen efter, hvor billedet mere eller mindre ligner produktet af hooliganismen.

[Klager] har anført, at det er afgørende, at medierne formår at adskille udenlandske hændelser fra den danske kontekst for ikke at marginalisere og stigmatisere specifikke befolkningsgrupper.

Det er således i strid med de presseetiske retningslinjer at tillægge hele grupper skylden for isolerede hændelser uden et faktuelt grundlag.

Medierne og politikernes dækning af voldshændelserne i Amsterdam udgør efter [Klager]s opfattelse en symbiotisk historieforfalskning ved at fremstille dem selv som barmhjertelige samaritaner i dækningen af egen andel eller rolle i disse.

Hertil har [Klager] blandt andet bemærket, at der tales meget om kz-fangerne, men sjældent om, at kz-overlevere efter befrielsen blev indlejret i en anden kz-lignende lejr kaldet Camps.

Dette, andre lignende analogier, og nu hændelsen i Amsterdam illustrerer tilsammen mediernes og politikernes tilbøjeligheder til at indlejre egne fortids morale skavanker og historisk arvesynd, til at omhandle ydre omgivelser eller problematikker.

En ubetinget støtte til Israel i stedet er ikke andet end varetagelse og fremme af regionale og geopolitiske interesser.

[Klager] har herudover anført, at langt de fleste muslimske lande har taget imod deres jødiske fætre og kusiner, mens Danmark har ført samarbejdspolitik med nazisterne og europæiske jødeforfølgelser.

Antisemitismen er derfor ikke historisk forankret og bør heller aldrig blive et spørgsmål om muslimer versus jøder.

I forhold til retlig interesse har [Klager] anført, at han selv har retlig interesse, idet den påklagede leder implicit tildeler danske muslimer et ansvar for udenlandske hændelser.

Klagen repræsenterer den manglende nuancering og balance i mediernes dækning, der direkte og indirekte tilregner danske muslimer et ansvar for voldelige handlinger, som danske muslimer hverken har deltaget i eller bidraget til.

Han anser sig som en aktiv del af dækningen grundet sin religion, hvormed han bliver taget som gidsel i mediedækningen af fortællingen om forholdet mellem jøder og muslimer, også når multikulturen og hans tilstedeværelse i Danmark, hvor verdenen bliver fremstillet som et trusselsbillede, bliver han i høj grad gjort til en part.

[Klager] har videre anført, at argumentet om, at hans navn direkte skal fremgå for at få behandlet klagen, er en farlig undervurdering af hans position og en krænkelse af hans ret til at klage på vegne af en større gruppe.

Hertil har [Klager] anført, at Pressenævnet bør anerkende, at denne type dækning har indflydelse på det danske samfund som helhed og særligt på dem, som usagligt tilregnes ansvar.

Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler

Klagen angår Jyllands-Postens leder ”Kære hætteklædte bøller: Har I nogensinde hørt om Anne Frank?

” bragt på jyllands-posten.dk den 8. november 2024 med omtale af uroligheder i Amsterdam i forbindelse med afholdelsen af en fodboldkamp.

Det følger af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at formanden kan afvise klager fra

personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold.

Retlig interesse for at klage til Pressenævnet indebærer, at man som person, virksomhed,

organisation eller lignende skal være omtalt, afbildet eller på anden måde identificeret i

mediet.

Det er ikke tilstrækkeligt blot at have interesse i det emne, der er behandlet.

Af forarbejderne til lovens § 43, stk. 2, fremgår, at såfremt en klage er indgivet af en person

eller virksomhed mv., som ikke selv er forurettet, kan nævnet optage klagen til behandling på

grund af forholdets almene interesse.

[Klager], der ikke selv er omtalt eller afbildet i lederen, har ikke retlig interesse.

Henset til lederens indhold og karakter findes klagen ikke i forhold til en presseetisk vurdering at have en sådan samfundsmæssig interesse, at der er grundlag for at behandle klagen i forhold til [Klager] uanset den manglende retlige interesse.

Klagen afvises herefter, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 2.

Afgjort den 11. december 2024