Legislator Case Law & Legislation
W20241002825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-07111

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 10028 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-07111

KEN#LOKDOK23 2024 10028 Valid

Politiken får kritik for at afvise sletning af debatindlæg (dissens)

Politiken bragte i marts 2014 på politiken.dk et debatindlæg på baggrund af en kommentar, der var givet i forbindelse med en tidligere bragt artikel i den trykte avis.

Personen bag kommentaren klagede til Pressenævnet over Politikens afvisning af at slette debatindlægget.

To af nævnets medlemmer (herunder formanden) fandt det rimeligt at hindre tilgængeligheden af debatindlægget, idet kommentaren var taget ud af den kontekst, den oprindeligt var bragt i, således at kommentaren fremstod som et selvstændigt debatindlæg indsendt af klageren, og fandt derfor anledning til at udtale kritik.

De to øvrige nævnsmedlemmer fandt efter en samlet vurdering ikke anledning til at kritisere Politiken for at afvise sletning af debatindlægget.

Da der var stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og nævnet udtalte herefter kritik af Politiken for ikke at have imødekommet klagerens anmodning om sletning.

KEN#LOKDOK23 2024 10028 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Politiken har afvist hans anmodning om at slette debatindlægget ” P-piller er også svedige for kvinder ” bragt den 15. marts 2014 på politiken.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Politiken bragte den 15. marts 2014 kommentaren ” P-piller er også svedige for kvinder ” som et debatindlæg på politiken.dk.

Debatindlægget har følgende underrubrik

”Ideelt set burde der jo være konsensus om prævention mellem to parter.

”

Af debatindlægget fremgår

”At vi i Danmark er dårlige til at bruge kondom, er ærgerligt for alle.

Men den løftede pegefinger går lige så meget ud til kvinderne.

Samtidig må mænd huske på, hvad det i virkeligheden er, de sætter over styr, når de vælger at lade være med at bruge kondom.

Jeg har aftjent min værnepligt i forsvaret, så jeg har da hørt nogle sige, at de ikke spiser karameller med papiret på, som man siger.

Der er en lortediskurs om, at kondomer er latterlige, og den er selvfølgelig til stede i nogle machomiljøer«.

»Ideelt set burde der jo være konsensus om prævention mellem to parter.

Men hvis en fyr ikke vil have sex med kondom, er det også kvindens ansvar at sige fra eller til.

Og der er altså også kvinder, der foreslår, at man skal have samleje uden kondom, og mænd, der insisterer, det har jeg selv prøvet.

Mænd skal huske på, at kondomet er den eneste form for prævention, der giver manden en sikret beskyttelse.

P-piller er jo også svedige for kvinder, fordi de netop giver dem en kontrol over deres egen krop.

En mand kan ikke vælge, hvornår han vil være far uden at have en kvinde med på ideen, men det kan en kvinde.

Og hvis hun bliver gravid uden at have gjort opmærksom på dét, så falder ansvaret tilbage på manden.

Sådan skal det da også være, men manden skal stadig betale børnebidrag, stilles til ansvar og ændre sin opfattelse af sig selv, når han bliver far.

Man overlader ens potentielle fremtid til en anden, måske endda til en fremmed kvinde, bare for at få lidt bedre sex.

Det er hedonistisk idioti!

«”

Debatindlægget var oprindeligt bragt som en kommentar som led i artiklen ” Mænd presser os til sex uden kondom ” bragt i den trykte avis den 15. marts 2024.

Efter offentliggørelsen

[Klager] har til Pressenævnet indsendt den korrespondance, han havde med Politiken i forbindelse med hans anmodning om sletning af debatindlægget.

Den 12. april 2024 sendte [Klager] følgende mail til [Person 1], kritikredaktør på Politiken

”Kære [Person 1]

Jeg skriver, da jeg efter flere år har ærgret mig over, at der er blevet udgivet et indlæg i jeres avis, som står i mit navn og som jeg reelt ikke har lavet.

Det er vedrørende dette indlæg, som jeg ønsker fjernet: [Der er indsat et link til den påklagede artikel]

Baggrundshistorien for indlægget er, at en bekendt, [Person 2], kontaktet mig uopfordret i et vennelag, og spurgte om jeg vil tale med hans veninde, som var journalist omkring unge liv.

Det sagde jeg var fint, men da jeg blev kontaktet, så stod det 1) ikke klart at jeg skulle være historien, 2) formålet var ikke ungeliv, men mangel på prævention i bylivet, 3) journalisten havde en klar agenda, som hun ønskede at indfange en udtalelse fra mig omkring.

Det ender ud med, at jeg af flere omgange skal gennemlæse og kommentere en udtalelse, som bliver mere og mere staccato, fordi jeg den redigeres så hårdt.

Da artiklen bliver udgivet, så er det i første ombæring en samlet artikel, men senere hen bliver den opdelt - uden samtykke i øvrigt - som flere små kronikker, hvortil der til sidst bliver ændret i kronikørnavnet, så min udtalelse ender som en selvstændig kronik.

Og det, det var ikke udgangspunktet eller er noget, som jeg har givet samtykke til.

Og derfor ønsker jeg kronikken fjernet.

For det er ikke mig, som har lavet den eller noget jeg har samtykket til.

Jeg ser frem til at høre fra jer.

Med venlig hilsen

[Klager]”

[Person 1] besvarede den 15. april 2024 mailen med oplysning om, at han alene havde ansvaret for kritikstof, men ville videresende mailen til Læsernes Redaktør, [Person 3].

Den 22. april 2024 besvarede [Person 3] mailen med følgende svar

”Kære [Klager].

Beklager, at det har taget en uge, men jeg har afventet, at vores netchef kom tilbage fra ferie.

Vi vil gerne afindeksere artiklen.

Så vil den ikke kunne søges frem.

Venlig hilsen

[Person 3]”

[Klager] besvarede den 22. april 2024 mailen med følgende svar

”Kære [Person 3]

Tak for svar.

Det er en start, at artiklen bliver afindekseret, hvilket I meget gerne må gøre.

Jeg er dog forsat uforstående over, at den overhovedet eksisterer i dette format, da jeg ikke har skrevet en kronik, men i stedet har fået optaget en udtalelse, som indgik i en samlet artikel, hvilket den gjorde oprindeligt.

Jeg finder det uacceptabelt, at artiklen er blevet ændret og herefter er mit citat blevet oprettet som en selvstændig kronik i mit navn uden min orientering eller samtykke, det decideret ulovligt.

Om det er gjort af den oprindelig journalist, som jeg talte med, redaktøren eller redaktionen, så er det en mærkværdig og upassende praksis.

Derfor ønsker jeg kronikken fjernet.

Mvh.

[Klager]”

[Person 3] besvarede den 24. april 2024 mailen med følgende svar

”Kære [Klager].

Tak for din mail.

Jeg kan godt forstå din undren over, hvordan din udtalelse er blevet til en selvstændig artikel.

Det er ikke noget, der nogensinde har været en praksis her på stedet.

Men det er så længe siden, at det ikke har været muligt at finde ud af, hvorfor det skete.

Vores netchef oplyser, at vi end ikke kan se i log-filerne, hvilken debatredaktør der har siddet med artiklen.

Hvis vi kunne, ville det heller ikke nødvendigvis bringe os nærmere på en forklaring, for der har været stor udskiftning på debatredaktionen i den mellemliggende periode.

En afindeksering vil i praksis sikre, at artiklen ikke kan genere dig.

Vi afpublicerer praktisk talt aldrig, fordi det er en form for historieforvanskning.

Vi kan jo heller ikke fjerne ting fra den trykte avis med tilbagevirkende kraft.

Jeg beklager, at du har haft en dårlig oplevelse med Politiken.

Venlig hilsen

[Person 3]”

Den 3. marts 2024 besvarede [Klager] mailen med følgende svar

”Kære [Person 3]

Jeg beklager, at jeg først har vendt tilbage nu, men jeg havde behov for at få opklaret nogle af de informationer, som du fortæller ikke har været tilgængelig ift.

det nævnte interview af mig, som har indgået i en artikel, og som sidenhen er blevet konverteret uden min viden og samtykke til en selvstændig kronik inde på jeres hjemmeside.

Inden oplistning af de informationer, så må jeg påpege, at den egentlige historieforvanskning, det er netop den handling, at I har oprettet en kronik med mit citat, som om jeg har skrevet det og afsendt det som en kronik til Politiken.

Det hverken har eller vil jeg give samtykke til.

Den ene af medskribenterne på pågældende artikel var hende, som interviewet mig over telefon, og som tilsendte mig skrivelsen om min udtalelse af flere gange.

Den journalist var [Person 4].

Omkring den konkrete artikel, som citatet indgik i, den har jeg fundet nu, efter lidt research inde i jeres arkiv.

Her kommer dataen omkring artiklen

Titel: Mænd presser os til sex uden kondom

Forfattet af: [Person 5] og [Person 4]

Dato: 15.03.2014

Placering: 2.sektion, Debat, side 3.

Redaktør af debat: [Person 6]

Kronikredaktør: [Person 7]

Redaktionschef: [Person 6]

Ved selvsyn kan i se, at min udtalelse indgår i en artikel, som er udgivet af to journalister, og ikke mig.

Derfor, så beder jeg jer om, at I venligst fjerner den kronik, som er blevet oprettet inde på politikkens netmedie i mit navn, uden min orientering og uden mit samtykke.

Hvis ikke det er muligt, at imødekomme dette, så må jeg gå videre til Pressenævnet med dette, for jeg finder det uacceptabelt.

Venlig hilsen

[Klager]”

[Klager] sendte den 8. maj 2024 følgende mail til [Person 3] med skærmbilleder af artiklen ” Mænd presser os til sex uden kondom ” bragt den 15. marts 2014 i den trykte udgave af Politiken

”Kære [Person 3]

Jeg tillader mig at følge op, da jeg ikke har hørt fra dig, og jeg er i tvivl om du reelt forholder dig til min klage om: at Politiken helt åbenlyst har oprettet en kronik i mit navn uden min intention, orientering og samtykke.

At Politiken har tilladt sig dette er uacceptabelt og jeg ønsker den kronik, som Politikken har oprettet i mit navn, fjernet af jer.

Selve artiklen og min udtalelse hertil har jeg intet problem med, foruden det den træls fremhævelse til udtalelsen i helsidesartiklen.

For at tydeliggøre problematikken, så har jeg fremsendt billeder af den omtalte helsidesartikel fra avisen den 15. marts 2014, som var den artikel jeg lavet en udtalelse til.

Bemærk, at der tydeligt står anført i helsidesartiklen, at “Vi har spurgt tre mænd, om [Person 10] har ret:”.

At spørge nogen om noget er ikke det samme som, at man kan tillade sig at oprette en kronik i deres navn, og sågar med sådan nogle træls titler.

Er ligeledes sikker på, at [Person 11] ej heller er orienteret eller har givet samtykke til den kronik, som er oprettet i hans navn.

Billederne er vedhæftet nederst i mailen.

Jeg ser frem til at høre fra dig, og hvis jeg ikke hører fra dig inden den 22.maj, så må jeg gå videre til anden instans heromkring.

Mvh.

[Klager]”

Den 10. maj 2024 besvarede [Person 8] mailen med følgende svar

”Kære [Klager]

Du får et svar fra mig, for [Person 3] vikarierede i min ferie.

Jeg kan desværre ikke kaste lys over sagen, men forstår, at artiklen er afindekseret, så den ikke dukker op i søgninger.

Jeg forstår også, at det desværre ikke har ladet sig gøre at klarlægge, hvad der skete, da artiklen blev til, og det beklager jeg.

Der er i øvrigt ikke tale om en kronik, som du skriver – men vel kun den artikel, som du har medsendt?

Venlig hilsen

[Person 8]

Læsernes Redaktør”

Samme dag besvarede [Klager] mailen med følgende svar

”Kære [Person 8]

Tak fordi du skriver tilbage, og helt forståeligt, at du skriver i stedet for [Person 3], som vikarierede for dig i dit fravær, mens du var på ferie.

Nedenfor i korrespondancen, der fremgår der flere detaljer om forløbet.

Overordnet, så omhandler min henvendelse desværre ikke den pågældende artikel, som jeg lavede en udtalelse til journalisten [Person 4], som vil lave en artikel om unges brug af kondomer i bylivet.

At det senere skulle vi sig, at artiklen reelt omhandlede unges manglende brug af kondom i bylivet, det ulejligede hun sig ikke at oplyse, men det fremgår tydeligt ud fra historiens vinkling og ift.

fremstillingen af bl.a. min udtalelse i den pågældende helsides artikel.

Jeg har dog fundet fred med selve helsidesartiklen fra avisen, som jeg har vedhæftet billeder af i denne tråd.

Hvad jeg ikke kan acceptere, og er meget ked af, det er, at der er nogen ved Politiken, som har taget sig frihed til at oprette en kronik i mit navn, hvor man har taget min udtalelse ud af den originale helsidesartikels sammenhæng, så det fremstår som en selvstændig kronik, som jeg har oprettet, og sågar med en meget fjollet titel som er helt modsat mit budskab i udtalelsen.

Hvad værre er, er, at det hele er sket uden min intention, orientering eller samtykke, hvilket er imod god presseetik og hammer ulovligt.

Og hvis de havde spurgt mig om lov, så havde jeg klart sagt nej.

I dag arbejder jeg som PPR-psykolog og afvikler forældreworkshops, hvorfor flere søger på mit navn på Google.

En af de første søgeforslag er så den kronik, som er oprettet af en anden ved Politiken i mit navn, hvor titlen er: “P-piller er også svedige for kvinder”.

Mildest talt ikke særligt hensigtsmæssigt første håndsindtryk, og særligt utilfredsstillende, da det her er sket imod min vilje.

Derfor ønsker jeg kronikken fjernet hurtigst muligt fra jeres internet platform.

Jeg er egentlig ligeglad med, hvem som har oprettet kronikken, og hvorfor det er sket, jeg kan blot understrege, at det ikke er mig og at jeg ønsker den fjernet hurtigst muligt.

Kan du hjælpe mig med dette?

Venlig hilsen

[Klager]”

[Klager] sendte den 10. maj 2024 følgende mail til [Person 8] med link til det påklagede debatindlæg samt debatindlæggene ” Kondomer er og bliver bare kiksede ” og ” Kønsrollerne har ikke rykket sig ” bragt den 15. marts 2024 på politiken.dk

”Kære [Person 8]

Som reference til sidstnævnte mail, så sender jeg links til de kronikker, som nogen ved politikken har tilladt sig at oprette med afsæt i udtalelserne, der originalt blev lavet til den omtalte helsidesartikel fra den fysiske Politikenavis fra lørdag den 15. marts 2014.

Den originale artikel er der vedhæftet billeder af længere nede på den tråd, samt den kan findes i jeres arkiv.

Håber det ikke har eller er en udbredt praksis, at der oprettes kronikker i andres navne på baggrund af deres udtalelser lavet til en helsidesartikel.

[…]

Jeg ser frem til at høre fra dig, og håber du kan hjælpe mig med at fjerne kronikken, som er oprettet i mit navn uden min intention, orientering og samtykke.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

[Klager]”

Samme dag besvarede [Person 8] mailen med følgende svar

”Kære [Person 8]

Det skuffer mig, at I ikke har tænkt jer at fjerne den kronik, som en fra Politikken har oprettet i mit navn, uden min orientering eller samtykke.

I dit lidt kringlede svar, får du det til at lyde som om, at det ikke er en kronik, som er blevet lagt ud, men som det kan bemærkes, så er der aktiveret et kommentarspor og der er ingen åbenlys tråd eller forbindelse mellem min udtalelse og den artikel, som den originalt var i forbindelse med, så det fremstår som om, at jeg udtaler mig ud af den frie luft og benytter tale sprog, som at ‘P-piller er også svedige for kvinder’.

Og uagtet om man kalder det kronik eller ej, så har jeg aldrig gået med til, at der skulle oprettes en artikel, en kronik eller en selvstændigt stående udtalelse i mit navn på jeres hjemmeside.

Derfor, hvis I ikke fjerner kronikken eller det oprettet debatindlæg i mit navn, så må jeg gå videre til Pressenævnet.

Uagtet om I ikke kan finde ud af, hvem eller hvad der er sket, så er det ikke mig som har oprettet det eller har samtykket til det.

Det er ved at blive til en eklatant farce, og jeg er dybt skuffet over denne standard I har sat ift.

denne form for journalistisk praksis.

I siger den er afindekseret, men den kan forsat søges frem på jeres søgemaskine, og ditto så fremgår den tydeligt på Google, hvor I så mener at jeg med møge og besvær skal rydde op efter denne misere.

Hvis det vil være nemmere at drøfte over telefon, så er det en mulighed, men jeg har meget svært ved at forstå, hvordan det ikke er muligt, at I sletter kronikken eller debatindlægget, som er blevet oprettet i mit navn, uden min indblanding, intention eller samtykke, i et format som på ingensomhelst måde ligner avisens originale format.

Med venlig hilsen

[Klager]

[…]”

[Person 8] besvarede samme dag mailen med følgende svar

”Kære [Klager]

Som tidligere nævnt kan det desværre ikke klarlægges, hvad der skete i 2014, da teksterne – der ikke er kronikker, for det er en længere, ofte debatterende eller kommenterende artikel med fast opsætning – blev til.

Det beklager jeg, men [Person 3] har forsøgt, og det lader sig ikke gøre.

Det er ganske rigtigt usædvanligt, at dine udtalelser er blevet brugt, som tilfældet er, men der er mig bekendt afindekseret, så artiklerne vil ikke dukke op ved en søgning.

Du kan for en sikkerheds skyld også bede Google om at fjerne materialet.

Venlig hilsen

[Person 8]”

Den 12. april 2024 rettede [Klager] henvendelse til Politiken med anmodning om sletning af debatindlægget.

Politiken afviste den 24. april 2024 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage over Politikens afvisning er modtaget i Pressenævnet den 23. maj 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har anført, at han ønsker, at debatindlægget bliver slettet, da Politiken har bragt debatindlægget i hans navn uden hans vidende eller samtykke, og da det er ødelæggende for hans aktuelle arbejde i et større kommunalt tilbud til forældre, at debatindlægget fremkommer som sjette søgeresultat på Google ved søgning på hans navn.

[Klager] har endvidere anført, at Politiken har baseret debatindlægget på en kommentar, som han gav – på et uoplyst grundlag – i forbindelse med artiklen ” Mænd presser os til sex uden kondom ” bragt den 15. marts 2014 i den trykte udgave af Politiken.

Hans kommentar er således taget ud af den sammenhæng, den blev bragt, med en ”corny” og misvisende overskrift.

I forlængelse heraf har [Klager] bemærket, at han er uforstående over for, hvordan det kunne ske, at Politiken har bragt hans kommentar som et selvstændigt debatindlæg, og har hertil oplyst, at han har kontaktet Politiken herom, men at mediet ikke har kunnet forklare dette.

Politiken beklagede dog og oplyste, at det ikke var deres normale praksis at bruge udtalelser til selvstændige debatindlæg.

Politiken henviste ham i øvrigt til at rette henvendelse til Google med anmodning om afindeksering, hvilket Google imidlertid har afvist.

Herudover har [Klager] anført, at det er uacceptabelt, at Politiken alene har afindekseret debatindlægget, da det i første omgang ikke skulle have været bragt.

For så vidt angår Politikens bemærkning om, at de ikke kan redegøre for, hvordan det er sket, at mediet har bragt et debatindlæg i hans navn uden hans vidende eller samtykke, har [Klager] anført, at det ved en søgning på politiken.dk fremgår, at skribenten bag debatindlægget er debatredaktør [Person 9].

Dette er væsentlig viden og understreger, at Politiken ikke har haft til hensigt at opklare hans henvendelse, ligesom det understreger, at det ikke er ham, der har skrevet debatindlægget.

[Klager] har afslutningsvist anført, at han ønsker en undskyldning for, at Politiken har bragt debatindlægget, da det er dybt uetisk og i strid med god presseskik og virker som det eneste rigtige at gøre for at genoprette Politikens integritet i forhold til den nærværende sag.

2.2 Politikens synspunkter

Sletning – punkt D.

1

Politiken har afvist at slette det påklagede debatindlæg og har i den forbindelse henvist til, at [Klager] er citeret korrekt, og at hans kommentar i øvrigt forekommer ukontroversiel.

Politiken har imidlertid valgt at afindeksere artiklen, henset til [Klager]s bemærkning om, at den er til gene for ham, således at debatindlægget og [Klager]s navn ikke vil komme frem i søgninger.

Politiken har hertil bemærket, at afindeksering ikke ses at være slået igennem på Google endnu, hvorfor mediet har henvendt sig til Google og bedt selskabet om at kigge på sagen.

For så vidt angår Politikens brug af [Klager]s kommentar i artiklen ” Mænd presser os til sex uden kondom ” har Politiken oplyst, at mediet ikke har været i stand til at klarlægge omstændighederne om tilblivelsen af artiklen, herunder de aftaler der måtte være indgået om brugen af hans kommentar.

Politiken har dog henvist til mediets generelle redigeringsret.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

God presseskik

Sletning – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Politiken har afvist at slette debatindlægget.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Debatindlægget indeholder omtale af brugen af prævention, herunder særligt holdningen til og ansvaret for brug af kondom.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at debatindlægget er baseret på en kommentar, som [Klager] gav i forbindelse med artiklen ” Mænd presser os til sex uden kondomer ” bragt den 15. marts 2014 i den trykte udgave af Politiken.

To medlemmer – formand Jens Kruse Mikkelsen og Peter Munk Povlsen – udtaler

Det er vores opfattelse, at debatindlægget fra 2014 ikke indeholder oplysninger, som må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager].

Henset til at [Klager]s kommentar er taget ud af den kontekst, den oprindeligt var bragt i, således at kommentaren fremstår som et selvstændigt debatindlæg indsendt af [Klager], finder vi imidlertid efter en samlet vurdering, at det ville have været rimeligt at hindre tilgængeligheden af debatindlægget på politiken.dk.

Vi finder derfor anledning til at udtale kritik af Politiken for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning.

To medlemmer – Maria Becher Trier og Hans Peter Blicher – udtaler

Det er vores opfattelse, at debatindlægget fra 2014 ikke indeholder oplysninger, der må anses for følsomme eller private i en sådan grad, at de er særligt belastende for [Klager].

Vi finder videre, at oplysningerne i indlægget uomtvisteligt kommer fra [Klager] selv i forbindelse med hans medvirken i artiklen “ Mænd presser os til sex uden kondomer ”, og at omtalen i indlægget fortsat kan anses for at have almen interesse.

Vi bemærker i den forbindelse, at Politiken har afindekseret debatindlægget, så det ikke fremkommer ved en søgning på klagers navn.

Idet vi lægger til grund, at det ikke har været muligt at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring tilblivelsen af artikel og debatindlæg og de nærmere aftaler omkring brugen af [Klager]s udtalelser, ville det have været hensigtsmæssigt, hvis Politiken af egen drift havde gjort klart, at [Klager]s kommentar ikke er skrevet på hans initiativ og ikke er et debatindlæg.

Da kommentaren, der er bragt som et debatindlæg, er den samme som i artiklen, mener vi dog ud fra en samlet vurdering, at det ikke giver anledning til at kritisere Politiken for ikke at imødekomme [Klager]s anmodning om sletning.

Da der er stemmelighed, er formandens stemme afgørende, og Pressenævnet udtaler herefter kritik af Politiken for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om sletning.

Offentliggørelse af Pressenævnets kendelse

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre følgende til Pressenævnets logo som illustration

”[rubrik]

Pressenævnet kritiserer Politiken

[underrubrik]

Politiken får kritik for at afvise sletning af debatindlæg

[tekst]

Politiken bragte i marts 2014 et debatindlæg på politiken.dk på baggrund af en kommentar, der var givet i forbindelse med en tidligere bragt artikel i den trykte avis.

Personen bag kommentaren klagede til Pressenævnet over Politikens afvisning af at slette debatindlægget.

Pressenævnet fandt det rimeligt at hindre tilgængeligheden af artiklen, idet kommentaren var taget ud af den kontekst, den oprindeligt var bragt i, således at kommentaren fremstod som et selvstændigt debatindlæg indsendt af klageren.

Pressenævnet kritiserede derfor Politiken for ikke at have imødekommet klagerens anmodning om sletning.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse.

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse i den digitale udgave

Offentliggørelse af nævnets kendelse skal ske snarest på de af mediets platforme, hvor den påklagede artikel har været bragt.

Offentliggørelse skal bestå i en selvstændig artikel med Pressenævnets logo som illustration.

Artiklen skal prioriteres, f.eks. med placering på en forside i mindst et døgn efter kritikkens offentliggørelse og skal placeres før eventuel betalingsmur.

Pressenævnets offentliggørelsestekst skal bringes uden reklamer i teksten.

Endvidere skal denne artikel være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel i overensstemmelse med prioriteringen af den påklagede artikel, og i en periode svarende til den periode, hvor den påklagede artikel har været tilgængelig.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” direkte til nævnets kendelse på www.pressenaevnet.dk ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Skrifttype og layout bør svare til den opsætning, der i øvrigt anvendes i redaktionelle artikler i mediet.

Afgjort den 19. november 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →