Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-04269

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-04269

Berlingske skal ikke slette artikler efter informationsdatabaseloven

En person klagede til Pressenævnet over, at Berlingske havde handlet i strid med lov om massemediers informationsdatabaser ved at have afvist at slette to artikler, hvor hun var omtalt.

Pressenævnet havde tidligere udtalt kritik af Berlingske for at have handlet i strid med god presseskik ved at have bragt kritisk omtale i de to artikler uden tilstrækkeligt grundlag.

Pressenævnet fandt under hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytrings- og informationsfrihed, at sletning af artiklerne var uproportional og udtalte ikke kritik.

Nævnet bemærkede, at nævnets kritik fremgik af artiklerne.

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Berlingske har afvist hendes anmodning om at slette artiklerne ” [Klager] har i årevis fortalt en historie om, at hun selv designer alle sine smykker.

Her er en anden ”, bragt den 10. januar 2023 på berlingske.dk, og artiklen ” Trusler, chikane og klager: [Klager]s livsværk trækker et spor af sure kunder efter sig ”, bragt den 11. januar 2023 på berlingske.dk, idet hun mener, at lov om massemediers informationsdatabaser derved er overtrådt.

1 Sagsfremstilling

De påklagede artikler

Berlingske bragte den 10. januar 2023 artiklen ” [Klager] har i årevis fortalt en historie om, at hun selv designer alle sine smykker.

Her er en anden ” på berlingske.dk.

Af artiklens underrubrik fremgår følgende

”Smykkedesigneren [Klager] sælger en imponerende fortælling om sig selv til sine næsten 100.000 følgere.

I denne er hun en visionær iværksætter, der vil bygge et smykkeimperium op omkring det design, hun har arbejdet på siden barnsben.

Men der er en anden side af historien, som [Klager] ikke fortæller.

Her er den.

”

Umiddelbart inden artiklens brødtekst fremgår teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen”.

Teksten er skrevet med fed blå skrift og står i kursiv, mens brødteksten er skrevet med almindelig skrift i sort farve.

Teksten udgør et link til den fældende kendelse i Pressenævnets sag nr. 2021-80-0978, [Klager] mod Berlingske, på Pressenævnets hjemmeside, pressenaevnet.dk.

Af artiklen følger blandt andet

”[Klager] elsker at fortælle historier om sig selv.

Hun har i årevis bygget et billede op udadtil af en succesfuld smykkedesigner.

Med billeder af dyre tasker, to fysiske butikker og drømme om at udvide forretningen til New York sælger hun som influencer en imponerende historie til sine næsten 100.000 følgere, der med stor interesse følger med i hendes smykkevirksomhed, [Firma A], som hun stiftede i 2005.

Udover at være virksomhedsejer har [Klager] en lang tv-karriere bag sig, ligesom hun og hendes mor, [stillingsbetegnelse] [Person 1], har været særdeles aktive i debatten om vacciner og regeringens og myndighedernes håndtering af covid-19.

[Klager]s egen fortælling er historien om en stærk, selvstændig forretningskvinde, der i et opgør med janteloven har bygget en succes op fra bunden med kvalitetsprodukter.

Og som vil revolutionere smykkebranchen med det design, som [Klager] ifølge hende selv har arbejdet på, siden hun som barn sad »med fingrene i min mors og mormors smykkeskrin, dybt betaget af de mange fantastiske ædelsten«.

»Med årene blev min passion kun større og større, og det at designe smykker har altid været en del af mit liv.

Uanset om jeg rejste verden rundt som model – eller læste på universitet.

Fantastiske ædelsten og design af smukke smykker – det er min passion, mit liv,« lyder [Klager]s fortælling om sin virksomhed på hjemmesiden.

Men kradser man i overfladen af den fortælling, [Klager] har bygget op omkring sig selv, krakelerer glansbilledet og en helt anden virkelighed tegner sig af virksomheden [Firma A].

Nu kan Berlingske fortælle, at mange af de smykker, [Klager] påstår at have designet, også kan findes hos den store indiske smykkeproducent DWS til en langt lavere pris.

Og på trods af de imponerende billeder på Instagram og visionen om et stort smykkeimperium er virksomhedens regnskaber blodrøde og har vist underskud i 12 år.

Det kan Berlingske fortælle på baggrund af samtaler med en lang række kilder, aktindsigter samt gennemgang af forholdene i [Firma A].

Det får fire eksperter til at konkludere, at [Klager] kan være på kant med loven eller ligefrem bryder den, ligesom de nu opfordrer til, at kunder hos [Firma A] går videre med deres sager.

[…]

I det følgende vil der blive rejst en række kritikpunkter af [Klager].

Berlingske tog første gang kontakt i slutningen af december for at få et interview, men dette har [Klager] ikke ønsket.

I stedet har [Klager] delt Berlingskes henvendelser og en række svar på sin blog, hvor hun skriver, at spørgsmålene er et udtryk for chikane og »personlig forfølgelse«.

»Lad mig understrege, at jeg som designer og medejer for [Firma A] er ansvarlig for design og produktionen af virksomhedens smykker.

Vi stiller særdeles store krav til kvalitet og design i vores manual, som på alle måder skal efterleves.

Vi stiller krav til vores samarbejdspartnere, ligesom vores kunder kan forvente at få produkter af høj kvalitet,« skriver [Klager] i et skriftligt svar og tilføjer

»Jeg bemærker, at smykker ligesom som alle andre produkter kan se relativt ens ud på ét foto, men kvaliteten kan kun vurderes ved en nærmere gennemgang.«

Først spoler vi tiden tilbage og zoomer ind på Indien og smykkeproducenten DWS Jewellery.

I to kapitler fortæller Berlingske historien om [Klager] og [Firma A].

Dette er kapitel et.

Fra tv-stjerne til »smykkedronning«

[Klager] grundlagde virksomheden [Firma A] i 2005 og ejer den sammen med sine forældre, [Person 1] og [Person 2], der begge er [stillingsbetegnelse].

Hun har udover titlen som »smykkedronning« i medierne også en lang tv-karriere bag sig som medvirkende i programmer som »Kræsne Købere«, »Til Middag Hos« og »Beautybosserne«.

På Instagram kan næsten 100.000 mennesker følge med i livet som selvstændig – og det sælger hun godt.

Det er et liv, der indbefatter dyre sko og tasker, rejser og flittige besøg i Chanel-butikken i København.

[…]

På [Firma A]s hjemmeside og på sociale medier understreger [Klager] igen og igen, at alle [Firma A]s smykker er designet af hende selv.

Her lyder det blandt andet, at smykkerne er »lavet med kærlighed« og kræver »mange timers designarbejde, udvælgelse af ædelsten og overvejelser om hvilket metal jeg indfatter med«.

[Teksten i citatet er fremhævet i artiklen med fed skrifttype og udgør et link til et Instagram-opslag på profilen ”[Klager] [Firma A], Pressenævnet.

]

Alligevel kan et stort antal af [Klager]s smykker findes hos den store, indiske smykkeproducent DWS Jewellery, der med kataloger af smykker i alverdens design er et slaraffenland for smykkeforhandlere.

Så mens [Firma A]s hjemmeside prydes af smykker, som [Klager] angiveligt alle har designet selv, findes en stor del af smykkerne også hos indiske DWS Jewellery.

Mens [Klager] påstår, at hendes smykker bliver kopieret, påstår DWS, at deres smykker bliver kopieret.

Så hvad er op og ned?

Hvem kopierer hvem?

Det er der forskellige meninger om.

[Klager]s særlige kendetegn

På en video på sin Facebook-side sparker [Klager] i midten af december julesalget i sin smykkeforretning i gang.

Hun har lyst til at vise sine følgere nogle af sine kendetegn, fortæller hun.

Hun tager en sort smykkeæske op, viser den frem til kameraet og kører hånden henover de funklende øreringe.

Hun peger på én af dem og siger

»En anden stor model, der er en af mine kendetegn, det er gem cluster , som jeg har lavet i en masse forskellige ædelsten.

Nu er den så på lager igen, her med hematit, sort hematit,« fortæller [Klager].

På [Klager]s hjemmeside står netop denne model til en normalpris på 5.899 kroner, sat ned til 3.539 kroner på tilbud:”

Der er i artiklen indsat et billede fra [Firma A]s hjemmeside.

På billedet ses et par sorte øreringe bestående af ni sten sammensat i en ruder-form med navnet ”Gem Cluster øreringe med hæmatit i sort sterlingsølv”.

Af billedet fremgår endvidere navn, salgs- og tilbudspris samt en beskrivelse af øreringene.

Af artiklen følger videre

”På indiske DWS Jewellerys hjemmeside kan en identisk udseende ørering købes for blot 45 dollar, svarende til knap 320 kroner:”

Der er i artiklen indsat et billede fra DWS Jewellerys hjemmeside.

På billedet ses et par sorte øreringe bestående af ni sten sammensat i en ruder-form med navnet ”Black Rhodium Plated 925 Silver Manufactures”.

Af billedet fremgår endvidere udsalgs- og stykpris.

Af artiklen følger videre

”En anden af [Klager]s serie af øreringe, » elegant drop« , der består af tre små sten, sælger hun i en lang række forskellige farvekombinationer – blandt andet blå, hvid og grøn.

De koster 3.899 kroner på [Firma A]s hjemmeside:”

Der er i artiklen indsat et billede fra [Firma A]s hjemmeside.

På billedet ses et par øreringe i tre led bestående af en blå rund sten, en hvid dråbeformet sten og en større grøn dråbeformet sten med navnet ”Elegant Drop øreringe med grøn onyx, hvid topas og blå topas i sterlingsølv”.

Af billedet fremgår endvidere salgspris og en beskrivelse af øreringene.

Af artiklen følger videre

”Men identisk udseende øreringe kan købes hos indiske DWS for 26 dollar, svarende til 180 kroner:”

Der er i artiklen indsat et billede af DWS Jewellerys hjemmeside.

På billedet ses et par hængeøreringe i tre led bestående af en blå rund sten, en hvid dråbeformet sten og en større grøn dråbeformet sten med navnet ”Blue Topaz, Crystal Quartz & Green Silver Drops Earrings”.

Af billedet fremgår endvidere udsalgs- og stykpris.

Af artiklen følger videre

”Og »triple leaves«, en ørering med tre små blade i sterlingsølv, koster 1.599 kroner på [Klager]s hjemmeside, sat ned til 1.119,40 kroner på tilbud:”

Der er indsat et billede af [Firma A]s hjemmeside.

På billedet ses et par øreringe i sølv, der forestiller tre forskellige størrelser blade, der er lagt ovenpå hinanden med navnet ”Triple leaves øreringe i sort sterlingsølv”.

Af billedet fremgår endvidere salgs- og tilbudspris samt en beskrivelse af øreringene.

Herefter fremgår af artiklen følgende

”Identisk udseende øreringe kan købes hos DWS for blot 13 dollar, svarende til 90 kroner:”

Der er i artiklen indsat et billede af DWS Jewellerys hjemmeside.

På billedet ses et par øreringe i sølv, der forestiller tre forskellige størrelser blade, der er lagt ovenpå hinanden med navnet ”Handmade Oxidized 925 Sterling Silver”.

Af billedet fremgår endvidere udsalgs- og stykpris.

Af artiklen følger videre

”Samme mønster gør sig gældende for en lang række af [Klager]s smykker.

Berlingske har i en gennemgang af smykkerne hos [Firma A] og DWS Jewellery fundet ikke mindre end 20 tilfælde, hvor [Klager]s smykker er så identiske med de indiske smykker, at det får eksperter til at kritisere [Firma A] for potentielt at være på kant med loven om vildledende markedsføring, når hun sælger dem som sit eget design.

Ofte sælges smykkerne for flere hundrede eller tusinder af kroner mere, end de sælges for hos den indiske smykkehjemmeside.

Derfor vækker [Klager]s måde at drive smykkeforretning stor undren hos en anden dansk smykkeforhandler og konkurrent til [Klager], [Firma B], der tidligere har været i sammenstød med [Klager].

Her fortæller administrerende direktør [Person 3] nemlig, at han også bruger DWS Jewellery som producent – men gør tingene helt anderledes end [Klager].

Et afbrudt samarbejde

[Person 3] fortæller, at han i nogle tilfælde har kunnet købe de samme smykker hos DWS til en indkøbspris på omkring 11-12 dollar svarende til mellem 75 og 100 kroner, som [Klager] ifølge ham senere har sat til salg for over 2.500 kroner.

Derfor mener han langtfra, at [Klager] kan tillade sig at kalde smykkerne for sit eget design, og kritiserer hende for ikke at være åben om, hvordan det foregår.

»Vi skriver, at vi producerer dem hos producenter i Østen.

Folk køber hos os, fordi de kan få gode priser, ikke fordi vi har designet og udviklet i 25 år.

Vi vil bare gerne købe nogle smykker og levere dem til kunden hurtigt og effektivt, så de får value for money ,« siger han.

[…]

I det skriftlige svar til Berlingske fastholder [Klager], at hun ikke kopierer smykkerne fra DWS Jewellery, og skriver, at alle design er lavet af hende selv.

»Vi er en lille familieejet virksomhed beliggende i København, som ikke kan hyre advokater i Indien eller andre dele i verden og forfølge ophavsretskrænkelser af mine design.

Det eneste jeg faktuelt kan oplyse er, at jeg ikke har samhandel med DWS længere og det er en lille andel af mine designs, som de desværre videresælger.

Selvom det er ulovligt såvel at sælge som at købe kopier.

Endvidere vil jeg gentage, at alle smykker som forhandles via [Firma A] er designet af undertegnede,« skriver [Klager].

Hun skriver videre, at det ifølge hende er DWS, der har »snydt« [Klager] i forbindelse med det tidligere samarbejde, hvor hun har haft DWS som producent.

Berlingske har spurgt [Klager], hvordan fremstillingen af hendes smykker foregår, herunder hvor hun får dem produceret, men dette har hun ikke besvaret.

»Vi afbrød for flere år siden samarbejdet med DWS Jewellery, da vi opdagede, at de videresolgte vores designs til blandt andet [Firma B].

Jeg kan desværre ikke forhindre, at nogle af mine designs, som de har produceret i mange år, efterfølgende fortsat sælges videre,« skriver [Klager].

[…]

Men den forklaring køber [Person 3] fra [Firma B] ikke.

Han fortæller, at man godt kan få DWS til blot at producere de design, man selv laver.

Men gør man det, vises de ikke som standardvarer på hjemmesiden, som alle kan gå ind og købe, fortæller [Person 3].

»Hvis vi har lyst til at få noget specialdesignet, kan vi få det.

Vi sender tegninger ud til dem, og så laver de det for omkring 100 amerikanske dollar.

Så er det vores og vores eksklusivt.

De må ikke vise det på hjemmesiden, og det gør de heller ikke,« siger han og tilføjer

»De har også en kæmpe standardkollektion, man kan købe af, hvis man har lyst.

Det er deres design og noget, de har lavet.

Det kan alle kunder i hele verden købe.«

»Fantasipriser«

Derfor overraskede det også [Person 3], da han pludselig i 2020 blev beskyldt af [Klager] for at kopiere hendes smykker, mens det i stedet viste sig, at de blot brugte samme leverandør, som B.

T.

[Teksten ”B.

T.

” er fremhævet i artiklen med fed skrifttype og udgør et link til artiklen : ”Beskyldninger fyger gennem luften: [Klager] i smykkekrig” offentliggjort den 14. september 2020 på bt.dk, Pressenævnet.

] tidligere har beskrevet.

»Vi tager fat i producenten og finder ud af, at det selvfølgelig ikke er hendes design, men producentens, og at det er [Klager], der sælger det til overpris,« siger han.

Kan der være andre forklaringer på, at hendes smykker er dyrere – det kan ikke bare være, fordi hun er bedre til at drive forretning end jer?

»[Klager]s priser er fantasipriser.

Det er fup og fidus.

Det er klart, at hvis en kunde ønsker at betale 2.300 kroner mere for et smykke på [Klager]s hjemmeside frem for vores, er det kundens eget valg.

Men det er præcis det smykke, produceret samme sted, samme stentype, samme legering.

Der er ingen forskel.«

Selv om [Klager] sælger alle sine smykker som eget design, understreger DWS på deres hjemmeside flere gange over for forhandlerne, at man ikke må sælge smykkerne videre i eget navn, og at man skal respektere det arbejde, deres designere laver.

»Under ingen omstændigheder må du genbruge noget information på denne side til egen vinding, og ingen kopiering af vores designs er tilladt.

Vær venlig at respektere designernes tid på at fremstille varerne,« lyder det på engelsk på DWS’ hjemmeside.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra DWS Jewellery, men Berlingske har set en række e-mail fra den indiske smykkeproducent til [Person 3] fra [Firma B].

Her slår DWS Jewellery fast, at designet af smykkerne er deres.

Den indiske smykkevirksomhed skriver desuden, at [Klager] har kopieret design fra dem, og at de derfor har stoppet samarbejdet med hende.

»Simpelthen ren og skær vildledning«

Der er ikke som sådan noget galt med at købe smykker billigt og sælge dem videre dyrere, understreger en række eksperter, som Berlingske har talt med.

Det er der til gengæld, hvis man samtidig fremstiller det, som om man selv har designet dem.

Derfor vurderer eksperterne, at der kan være tale om vildledende markedsføring, hvis [Klager] i virkeligheden ikke selv står bag designet på smykkerne, men fortæller kunderne dette.

»Det er ret alvorligt, for det er jo simpelthen ren og skær vildledning.

Forbrugerne får en idé om, at de køber en specialdesignet vare,« siger [Person 8], jurist ved Forbrugerrådet Tænk og tilføjer

»Markedsføringen er gennemsyret af, at det er et luksusbrand og et specialdesign, man køber.

Efter min vurdering er det en klar overtrædelse af markedsføringsloven og vildledning af forbrugerne.«

[…]

Hun opfordrer derfor kunder til at gå til Forbrugerklagenævnet.

Og der er bred enighed fra flere eksperter.

Også [Person 9], advokat og ekstern lektor på Københavns Universitet i Immaterialret og Konkurrence- og Markedsføringsret, peger på, at det kan være i strid med loven.

»Det er vel i strid med god markedsføringsskik, fordi kunden tror, de får noget, som de ikke får.

Det er vildledende markedsføring, hvis hun påstår, at hun har designet det selv, og hun ikke har.

Det er ulovligt, fordi kunder køber i forventning om, at det, hun siger, er rigtigt,« siger han.

Samme vurdering kommer fra [Person 10], som er forsker ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

»Der er en mulighed for, at forbrugerne vil opfatte noget forkert i den måde, hun på sin hjemmeside taler om, at hun selv har designet hvert eneste smykke.

Fordi så er hun meget eksplicit om noget, som muligvis er forkert.

Hvis det ikke er hende, der har designet smykkerne, så er det vildledende markedsføring,« siger han.

Også professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, [Person 13] vurderer, at [Klager] kan bevæge sig på den forkerte side af loven.

»Hvis det ikke er hende, der har designet smykkerne, må hun ikke reklamere med det.

Det er i strid med markedsføringsloven og ulovligt.

Der er grænser for, hvad man må sige, som ikke er rigtigt,« siger han.

[Klager] afviser i det skriftlige svar kritikken fra eksperterne og »bestrider, at det på nogen måde er korrekt«.

Hun mener ikke, at de »har haft en ordentlig gennemgang af vores smykker« og skriver, at de kommer med udokumenterede påstande.

»Når du anvender ekspertudsagn i form af [Person 8] fra forbrugerrådet, Advokat [Person 9] og tillige forsker [Person 10], så udestår selvsagt det store forbehold, at ingen af disse eksperter har haft en ordentlig gennemgang af vores smykker og kildekritikken af dem er her berettiget,« skriver [Klager].

Blodrøde regnskaber og mystiske lån

[Klager] ejer over to tredjedele af [Firma A], mens det resterende ejes af hendes mor, [Person 1], og hendes far, [Person 2].

I de seneste 12 regnskabsår har der hvert år været blodrøde tal på bundlinjen.

I 2020 havde [Firma A] et underskud på 620.184 kroner, og i 2019 lød underskuddet på 529.214 kroner.

Det seneste regnskab for 2021 viser et underskud på lidt over 313.000 kroner, hvilket gør det til virksomhedens 12. år i træk med underskud.

Det anses for »mindre tilfredsstillende«, fremgår det af regnskabet.

Samtidig er en anden post dog vokset i virksomheden, nemlig gælden.

Alene i 2021 voksede gælden med næsten 330.000 kroner og lyder nu i alt på 5.195.097 kroner.

Uden de lån, som gælden stammer fra, var [Firma A] sandsynligvis gået konkurs, lyder vurderingen fra [Person 11], chefkonsulent hos FSR Danske Revisorer, der har gennemgået regnskabet.

»Helt generelt ligner det, at man ikke kan tjene penge i denne virksomhed.

Der er en kæmpestor kortfristet gæld.

Der må være nogen, som har skudt penge i denne virksomhed, og hvis ikke der var det, så ville den formentlig ikke eksistere, for den taber penge hvert år,« siger han.

Han fortæller, at gælden hverken stammer fra banker eller pengeinstitutter, som regnskabet står.

Det kan eksempelvis stamme fra nogen, der ønsker at holde [Firma A] i live af den ene eller den anden årsag, siger han.

Berlingske har spurgt [Klager], hvor lånene kommer fra, men dette har hun ikke besvaret.

»Det er formentligt nogen, som af en eller anden årsag tror på den virksomhed eller måske mere sandsynligt ønsker, at virksomheden skal holdes i live af en eller anden grund,« forklarer [Person 11].

Han studser desuden over regnskabet, der ifølge ham bærer præg af en række fejl, der tyder på, at dele af regnskabet er blevet kopieret et sted fra, uden de nødvendige tilpasninger er lavet.

»Det ser umiddelbart ud, som om man har brugt standardformuleringer, som man ofte gør, men det vidner også om, at man ikke i tilstrækkelig grad har tilpasset den anvendte regnskabspraksis til virksomhedens konkrete regnskabspraksis,« siger han.

[Klager] skriver i det skriftlige svar, at der er »fremgang« i [Firma A] på trods af et »meget uroligt marked, herunder stigende guld- og sølvpriser«, og at hun forventer en fremgang i 2023.

»På trods heraf kom vi ud af 2021 med halveret underskud, og vi ser fortsat fremgang i 2022, som vi forventer at komme ud af med overskud.

Vi har en statsautoriseret revisor, så jeg aner ikke, hvorfra man skulle have kopieret noget som helst.

Denne påstand opfatter jeg som endnu en grov fornærmelse,« lyder det fra [Klager].

”

Berlingske bragte den 11. januar 2023 artiklen ” Trusler, chikane og klager: [Klager]s livsværk trækker et spor af sure kunder efter siger ” på berlingske.dk.

Af artiklens underrubrik fremgår følgende

”Massevis af kunder hos [Klager]s smykkevirksomhed, [Firma A], er utilfredse.

Deres smykker går i stykker efter få dage, de bliver truet, når de beklager sig, og [Klager] har endda ført truslerne ud i livet.

En ekspert har »aldrig set lignende«, og opfordrer nu kunder til at gå videre med deres sager.

”

Af artiklen følger

”[Person 4] glædede sig og var fuld af forventninger, for smykket skulle være en julegave til hendes mor.

Derfor besøgte hun i slutningen af 2021 hjemmesiden hos [Firma A], en smykkevirksomhed ejet af den kendte influencer [Klager].

Hun købte en halskæde til sin mor, men allerede få dage efter, at hendes mor for første gang tog halskæden fra [Firma A] om halsen, opdagede de, at noget var helt galt.

Smykket blev mat og fik en helt anden belægning, og [Person 4] kontaktede derfor [Klager] for at klage.

De diskuterede frem og tilbage, og [Person 4] følte ikke, at det førte nogen vegne.

Derfor gik hun som talrige andre utilfredse kunder på Trustpilot og Google Reviews for at skrive to anmeldelser af sin købsoplevelse hos [Firma A].

Men beskeden, hun fik tilbage fra virksomheden, var rystende.

»Vi har aldrig haft dig som kunde, og det er alene chikane, du her udfører mod os og vores virksomhed,« lød det i svaret

»Vi vil offentliggøre dit navn på vores blog, så din familie, kollegaer og ikke mindst chef kan se, hvordan du udfører hate.«

[…]

[Klager] sælger på sin Instagram en historie om sig selv som en succesfuld iværksætter.

Med næsten 100.000 følgere på de sociale medier, billeder af dyre tasker og to smykkebutikker fremstiller hun sig selv som en visionær og stærk forretningskvinde, der i et opgør med janteloven har kastet sig ud i at revolutionere smykkebranchen med smykker, som hun påstår alle er designet af hende selv og har taget år at forfine.

Men Berlingske kunne tirsdag fortælle [Teksten ”Berlingske kunne tirsdag fortælle” er i artiklen fremhævet med fed skrifttype og udgør et link til Berlingskes artikel om ”[Klager] har i årevis fortalt en historie om, at hun selv designer alle sine smykker.

Her er en anden” offentliggjort den 10. januar 2023 på berlingske.dk, som er gengivet ovenfor, Pressenævnet .

] at en lang række af [Klager] og [Firma A]s smykker også kan findes hos den indiske smykkeforhandler DWS Jewellery, ofte for flere hundrede eller tusinde kroner mindre.

[Klager] fastholdt i et skriftligt svar, at hun designer alle sine smykker selv.

Hun skrev videre, at smykker kan se ens ud på billeder, og at hun tidligere har haft et samarbejde med DWS Jewellery, der nu er stoppet.

»Vi er en lille familieejet virksomhed beliggende i København, som ikke kan hyre advokater i Indien eller andre dele i verden og forfølge ophavsretskrænkelser af mine design.

Det eneste, jeg faktuelt kan oplyse, er, at jeg ikke har samhandel med DWS længere, og det er en lille andel af mine designs, som de desværre videresælger.

Selvom det er ulovligt såvel at sælge som at købe kopier,« lød det fra [Klager].

[Teksten ”lød det” er fremhævet i artiklen med fed skrifttype og udgør et link til Berlingskes artikel om ”[Klager] har i årevis fortalt en historie om, at hun selv designer alle sine smykker.

Her er en anden” offentliggjort den 10. januar 2023 på berlingske.dk, som er gengivet ovenfor, Pressenævnet .

]

Berlingskes gennemgang af smykkerne fik flere eksperter til at vurdere, at [Firma A] kan have overtrådt loven om vildledende markedsføring, når [Klager] sælger smykkerne som eget design.

Desuden har [Firma A] en blødende økonomi, og har gennem de seneste tolv år haft underskud hvert år.

Nu viser det sig, at [Klager] og [Firma A] har en højst usædvanlig måde at reagere på, når adskillige kunder efterfølgende har klaget over prisen eller kvaliteten på smykkerne.

[…]

Samtidigt har [Firma A] i flere tilfælde fået Forbrugerstyrelsens ord for, at smykkerne ikke er så meget værd, som de sælges for.

I to kapitler fortæller Berlingske historien om [Klager] og [Firma A].

Dette er kapitel to.

Kundens egen skyld

Både Trustpilot og Google Reviews flyder over med kunder, der har haft dårlige oplevelser med at handle med [Firma A] og [Klager].

Berlingske har desuden været i kontakt med flere forskellige kunder, der er chokerede over behandlingen fra [Klager] og [Firma A].

Da [Person 4] beklagede sig over halskæden, fik hun at vide, at det var hendes egen skyld: Smykket havde været misligholdt, lød forklaringen fra [Firma A].

[…]

»Hun indikerer, at jeg ikke har behandlet det ordentligt.

Jeg svarer tilbage, at det ikke er tilfældet, at jeg har haft mange smykker og godt ved, hvordan man skal behandle dem.

De bliver ved med at holde fast i, at det er på grund af misvedligeholdelse,« fortæller [Person 4] og fortsætter

»Det bliver hurtigt blæst op og går fra, at hun virker forstående og spørger efter dokumentation, til at jeg skal anmeldes for chikane.

Tonen ændrer sig enormt hurtigt.

Det bliver ubehageligt, og hun siger, at jeg er et dårligt menneske og skal meldes for chikane.

Det er ikke særligt rart.

Hun siger også, at hun vil anmelde mig til politiet for dokumentfalsk og chikane af hendes firma.«

Massevis af kunder har fået lignende trusler om deling af deres navn, når de har beklaget sig over smykkernes ringe kvalitet eller priserne i anmeldelserne, og det får en række eksperter til at vurdere, at [Klager] har brudt gdpr-reglerne ved at lægge personlige oplysninger ud.

I et andet svar til en anmeldelse på Google Reviews skriver [Firma A], at det »er spændende om din familie, venner, kollegaer og chef synes, det er spændende at opdage, hvordan du sviner andre mennesker til.«

[Klager] har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver til Berlingske, at [Firma A] har en god vurdering på Trustpilot, og at de mange negative anmeldelser er et udtryk for »chikane og ikke reelle kunder«.

Fordi [Person 4] ikke har længere har en kvittering for købet, afviser [Klager] i et skriftligt svar, at hun har været kunde hos [Firma A].

”

» Må jeg foreslå, at du tjekker, om et familiemedlem, kollega, ansat eller date er på listen?

« ”

Berlingske har set et nu slettet opslag på [Klager]s hjemmeside, en blog hvor hun fortæller om livet som smykkedesigner, hvor hun har delt en liste på over 150 navne på personer, der ifølge hende selv har skrevet kritisk om hende og hendes virksomhed, og i nogle tilfælde også skrevet anmeldelser af [Firma A].

For manges vedkommende deles billeder af dem også i opslaget og det nævnes også, hvor en række af personerne arbejder.

Indlægget er skrevet for at komme »digital chikane til livs«, skriver [Klager].

»Må jeg foreslå, at du tjekker, om et familiemedlem, kollega, ansat eller date er på listen?

« Så vil jeg tænke mig om en ekstra gang.

Det siger rigtigt meget om en person, hvis han/hun er medlem af en gruppe, der alene er oprettet med det formål at chikanere andre groft,« lyder det i opslaget.

En anden kunde, [Person 5], fik et sæt øreringe i fødselsdagsgave af sin kæreste i 2021.

Da hun tog dem ud om aftenen efter første dag med dem i, var belægningen begyndt at smitte af.

Kort tid efter begyndte den at krakelere helt.

»De var ærligt talt blevet så grimme, at man ikke kunne gå med dem, fordi man kunne se, at det var smittet helt af.

Jeg kan ikke gå med dem længere,« siger hun.

Derfor tog [Person 5]s kæreste ned i [Firma A]’s butik i Aarhus for at reklamere over øreringene, som han havde købt til hende.

Ekspedienten virkede forstående, og de blev enige om, at hun skulle beholde øreringe og vende tilbage, når hun havde vendt det med sin chef, [Klager].

Samme dag vendte [Firma A] dog tilbage med en sms om, at »det er slitage og ikke en produktionsfejl«, og at de derfor ikke kunne gøre noget ved det.

»Det er øreringe til 750 kroner, jeg har mange øreringe, der koster halvdelen af den pris, og som er fine.

At det skulle være almindelige slitage, synes jeg er absurd.

Det passer ikke,« siger hun.

Og da [Person 5] for nylig fyldte 30 år, fik hun endnu en gave, et sæt med en halskæde og to øreringe.

Men hun blev skuffet og ked af det, da hun så, at det også var fra [Firma A].

[Person 5] har derfor forsøgt at få pengene tilbage fra de nye smykker, men det har [Firma A] ifølge hende afvist.

Berlingske har set dokumentation for begge disse køb.

»Det er decideret sindssygt«

[Klager] afviser i et skriftligt svar kritikken.

Ifølge hende har [Firma A] mange »meget tilfredse og trofaste kunder«.

»Du baserer hele artiklen på en verificeret kunde, nemlig [Person 5].

Jeg bemærker, at kunden på trods af kritik vælger at handle hos os igen.

[Person 4] har aldrig handlet hos os, og den udokumenterede historie er pure opspind.

En enkelt kunde er simpelthen ikke repræsentativt og uværdigt som eneste reference,« skriver [Klager].

[…]

Hun skriver desuden, at »stort set alle« kunder værdsætter smykkernes »høje kvalitet og holdbarhed, og at [Firma A] har »uhyre få reklamationer«.

»Vi tror på lange relationer og har mange kunder, som har handlet trofast hos os gennem mange år.

Langt de fleste af vores nye kunder kommer efter henvisninger af eksisterende kunder.

Vi får kun henvisninger fra kunder, hvis de selv er tilfredse,« lyder fra [Klager].

En tredje kunde, der også har handlet hos [Firma A], men som ønsker at være anonym, har også fået truslen om at få sit navn delt af [Firma A] efter en kritisk anmeldelse.

Han mener, at det er »fuldstændig forrykt«.

»Jeg synes, min anmeldelse var reel, men det svar synes jeg godt nok er langt ude.

Det synes jeg bare er sindssygt.

Det er decideret sindssygt,« siger han.

Han fortæller, at han på trods af flere trusler lod sin anmeldelse stå for at andre kunne læse om hans oplevelser.

»Folk skal advares om, at det er et fuldstændig forrykt firma.

Det viser kun, hvilken type det er.

Jeg tror, at både min chef og min familie ville grine i røret, hvis hun ringede,« siger han.

Ekspert har »aldrig set lignende«

[Person 12], juraprofessor ved Københavns Universitet, fortæller, at hun »aldrig har set lignende«, og vurderer, at delingen af de 150 navne er et brud på gdpr.

»Når man skal behandle personoplysninger, skal man have et grundlag for at gøre det.

Det bliver svært at finde et legitimt grundlag for denne type behandling.

Jeg vil være tilbøjelig til at mene, at offentliggørelse i præventivt øjemed – eller hvad man skal kalde det her – for at folk ikke giver dårlige bedømmelser, den tror jeg ikke er holdbar,« siger hun.

Hun opfordrer derfor personerne til at klage til Datatilsynet.

Det gør ifølge hende ikke nogen forskel, at opslaget efterfølgende er blevet slettet.

»Datatilsynet vil nå frem til, om de skal politianmelde det, om der skal en bødesag til, eller om de på en eller anden måde skal give et påbud om at få fjernet oplysningerne effektivt, også fra Googles cache og al den slags – eller en kombination.

Men jeg tror ikke, Datatilsynet vil se specielt let på det her,« siger hun.

Ifølge advokat [Person 9] er det især et problem, at billederne af personerne er blevet delt uden deres samtykke.

»Billeder må hun ikke offentliggøre uden samtykke, men det er lidt sværere at svare på navne.

Det er lidt af en gråzone,« siger han.

[Person 13], professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, vurderer, at der kan være tilfælde, hvor det er okay at dele personlige oplysninger, men at dette »lyder problematisk«.

»Når du behandler persondata, som man gør, hvis man offentliggør folks navn og billede, skal man have en grund til det.

Min vurdering er, at hvis der var tale om reel chikane fra kunder, så vil jeg mene, at det ville være okay at offentliggøre.

Men i det her tilfælde lyder det problematisk,« siger han og fortsætter

»Hvis det bare er en dårlig anmeldelse, kan jeg ikke se, der er en legitim interesse i at hænge folk ud.

Så er det et brud på gdpr.«

[Klager] afviser kritikken fra eksperterne og skriver, at hun »bestrider, at det på nogen måde er korrekt«.

»Ingen af disse eksperter har haft en ordentlig gennemgang af vores smykker, og kildekritikken af dem er her berettiget,« skriver [Klager].

Tabte sager i Forbrugerklagenævnet

Berlingske har fået aktindsigt i en sag ved Forbrugerklagenævnet mod [Firma A], som virksomheden har tabt.

Her havde en kunde købt et sæt vielsesringe til 13.873 kroner, men to gange røg stenen ud af den ene ring på trods af forsøg på reparation hos [Firma A].

Derfor krævede kunden købet af begge ringe ophævet, og fik medhold af Forbrugerklagenævnet i, at han skulle have det fulde beløb på 13.873 kroner tilbage på grund af de mangler, der var ved smykkerne.

En lignende sag udspillede sig i årene omkring 2017 med [Person 6], deltager i »Familien fra Bryggen«, et tv-program der følger boksestjernen [Person 14]s søster, [Person 15], samt hendes familie.

[Person 6] købte en diamantring som vielsesring til sin kone, [Person 7], for 80.000 kroner.

Ifølge [Person 6] fortalte [Klager] ham ovenikøbet, at ringen faktisk var hele 200.000 kroner værd.

Efterfølgende fik han ringen vurderet hos tre forskellige guldsmede, der henholdsvis kom frem til, at ringen var 22.500 kroner, 28.000 kroner og 30.000 kroner værd.

Forbrugerklagenævnet kom i denne sag også frem til, at [Person 6] skulle have det fulde beløb [Teksten ”det fulde beløb” er fremhævet i artiklen med fed skrifttype og udgør et link til artiklen ”AFSLØRING: Nu er sagen mellem [Klager] og [Person 6] afsluttet”, bragt den 17. september 2018 på herognu.dk, Pressenævnet.

] på 80.000 kroner tilbage, fordi smykket var for mangelfuldt i forhold til det, der blev lovet forud for købet.

Om sagerne i Forbrugerklagenævnet skriver [Klager], at [Firma A] har haft to klager i Forbrugerklagenævnet i de 18 år, virksomheden har eksisteret.

»Begge har været omtalt i pressen flere gange.

Det bør også nævnes, at sagen med [Person 6] endte med, at TV3 fik en næse fra det engelske pressenævn OFCOM og måtte fjerne de implicerede programmer,« skriver [Klager] med henvisning til, at programmerne efterfølgende [Teksten ”efterfølgende” er fremhævet i artiklen med fed skrifttype og udgør et link til artikel ”[Klager] fik medhold efter stor kritik: Nu tager TV3 konsekvensen” , bragt den 14. juni 2018 på herognu.dk, Pressenævnet ] måtte tages ned, fordi hun ikke havde fået mulighed for at svare på kritikken.

Efter at kendelsen blev udsendt til sagens parter, har Pressenævnet påset og godkendt, at Berlingskes offentliggørelse af nævnets kritik er sket i overensstemmelse med det i medfør af medieansvarslovens § 49 angivne pålæg om offentliggørelse i kendelsen.

Den 7. februar 2024 rettede [Klager] henvendelse til Berlingske med anmodning om sletning af artiklerne i henhold til lov om informationsdatabaser (informationsdatabaseloven).

Berlingske afviste den 7. marts 2024 [Klager]s anmodning.

[Klager]s klage over Berlingskes afvisning er modtaget i Pressenævnet den 20. marts 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser

[Klager] har anført, at artiklerne krænker både hende personligt og hendes virksomhed [Firma A], da de indeholder urigtige oplysninger, og at det har stor skadevirkning, at artiklerne fortsat er tilgængelige på berlingske.dk, og at hun derfor anmoder Pressenævnet om at sikre, at de påklagede artikler slettes eller afindekseres, således at hendes rettigheder efter informationsdatabaseloven sikres.

I forhold til det af Berlingske anførte om, at artiklerne ikke indeholder urigtige eller vildledende informationer, har [Klager] anført, at dette er løgn, og har blandt andet henvist til, at der allerede i overskriften ” [Klager] har i årevis fortalt en historie om, at hun selv designer alle sine smykker.

Her er en anden ” er vildledende oplysninger, da Berlingske lader læserne forstå, at hun i ”årevis har fortalt” en løgn.

Herudover er der i artiklerne vist kopier af [Klager]s designs, og det er i artiklen fremstillet som om, at det er hende, der har kopieret sin tidligere leverandør, hvilket er en udokumenteret og skadelig løgn for hende som person og for hendes virksomhed.

Herudover indeholder artiklerne udtalelser fra blandt andet en kilde, som er den person, der kopierede hendes smykker, ligesom der er bragt en kommentar fra virksomheden [Firma B], som er konkurrent til [Klager], og som også har solgt kopier af hendes smykker i flere år.

I forhold til omtalen i artiklerne om virksomheden DWS Jewellery har [Klager] bemærket, at dette er en lille indisk virksomhed – ikke et stort indisk firma – som i mange år producerede hendes designs, indtil det blev opdaget, at virksomheden solgte hendes designs videre til andre.

Den fortsatte tilgængelighed af artiklerne betyder, at de ærekrænkende løgne fortsat kan deles blandt konkurrenter og andre som vil hende det ondt, og formålet med artiklerne er alene at skade hende og hendes virksomhed, ligesom Berlingske fortsat tjener penge på at have det vildledende indhold liggende tilgængeligt.

[Klager] har videre anført, at Berlingske er det medie, der for tredje gang på kun fire år, har fået kritik flest gange af Pressenævnet.

På trods af den alvorlige kritik fra Pressenævnet i hendes sag har mediet fortsat delt artiklerne med de injurierende og ærekrænkende indhold i strid med både straffeloven og markedsføringsloven.

[Klager] har i den forbindelse anført, at det uden Pressenævnets assistance betyder, at artiklerne – på trods af nævnets kritik – kan forblive på nettet i mange år, trods det urigtige og vildledende indhold, og at hun imødeser Pressenævnets hjælp til at sikre at artiklerne fjernes.

[Klager] har endvidere anført, at Berlingskes svar i forbindelse med klagesagen i Pressenævnet viser, at avisen ikke tager nævnets kritik til sig, og har videre bemærket, at avisen inden publiceringen var oplyst om, at det var [Klager]s designs, der blev kopieret, ligesom avisen ikke fremlagde dokumentation for beskyldningerne over for hende, hvorfor Berlingske inden publiceringen var i ond tro.

I forhold til spørgsmålet om offentlig interesse har [Klager] anført, at ingen af løgnene i artiklerne har offentlighedens interesse, og at artiklerne alene er et forsøg på karaktermord af hende som ejer af en mindre smykkevirksomhed.

2.2 Berlingskes synspunkter

Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser

Berlingske har om retsgrundlaget indledningsvist anført, at det af bemærkningerne til informationsdatabaselovens § 9 fremgår

”Det vil være op til den for informationsdatabasen ansvarlige at afgøre, om urigtige eller vildledende informationer skal slettes helt, eller om de alene skal rettes eller ajourføres, således at informationerne ikke længere er urigtige eller vildledende.

”

Det kan således udledes, at det er op til Berlingske at afgøre, om urigtige eller vildledende informationer skal slettes helt, eller om de alene skal rettes eller ajourføres.

Avisens afslag på anmodningen om at slette artiklerne er sket med henvisning til, at Pressenævnets kendelse ikke er en kritik af konkrete informationer i artiklerne, men en kritik af det forhold, at artiklen af 10. januar 2023 efter nævnets ”samlede indtryk” fremstår som om, at [Klager] har plagieret en tidligere leverandørs design og solgt dem som eget design, og at dette kan udføre en overtrædelse af markedsføringsloven.

Da det dermed ikke er konkrete informationer, som er urigtige eller vildledende, og som Berlingske kan bortredigere eller ajourføre, jf. informationsdatabaselovens § 9, har Berlingske i overensstemmelse med praksis i begyndelsen af artiklen anført, at Pressenævnet har udtalt kritik i relation hertil, ligesom der linkes til Pressenævnets afgørelse.

Berlingske har videre anført, at informationsdatabaselovens § 9 ikke forpligter avisen til at slette artiklerne, idet der ikke er tale om urigtige eller vildledende informationer, ligesom et krav om fuldstændig eller delvis sletning af artiklerne vil være så indgribende i pressefriheden, at dette i hvert fald må kræve en udtrykkelig lovhjemmel.

Dette må i særdeleshed gælde, når de konkrete artikler angår et emne af samfundsmæssig og offentlig interesse, hvilket fremgår af Pressenævnets kendelse vedrørende [Klager]s klage over de to artikler med sagsnummeret 2023-80-0978.

Berlingske har videre anført, at mediet under hensyn til artiklernes samfundsmæssige interesse, pressefriheden samt manglende adgang til at slette konkrete informationer har vurderet, at [Klager]s anmodning om sletning i medfør af informationsdatabaselovens § 9 ikke skal imødekommes.

Berlingske har i den forbindelse henvist til, at det af forarbejderne til informationsdatabaselovens § 12 fremgår

”Efter forslagets § 9, nr. 1, skal der efter anmodning foretages sletning, rettelse eller ajourføring, når informationer er urigtige eller vildledende.

Efter forslaget er der ikke knyttet straf til overtrædelse af denne bestemmelse.

Det vil derfor være domstolene, som under et civilt ankerkendelsessøgsmål i givet fald vil skulle tage stilling til, om bestemmelsen er overtrådt.

”

Det følger således udtrykkeligt af lovens forarbejder og ordlyd, at et spørgsmål om, hvorvidt manglende imødekommelse af en anmodning om sletning med henvisning til informationsdatabaselovens § 9, i givet fald skal afgøres af domstolene.

I forhold til spørgsmålet om sletning som følge af informationer stridende mod god presseskik har Berlingske henvist til, at den centrale bestemmelse findes i § 8, stk. 2, hvorefter ”informationsdatabasen ikke må indeholde informationer, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik”, og at det i bemærkningerne til bestemmelsen til det oprindelige lovforslag blandt andet er anført

”Efter stk. 2. må en offentligt tilgængelig informationsdatabase heller ikke indeholde informationer, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik.

Bestemmelsens selvstændige anvendelsesområde er det tilfælde, hvor en information uden at en offentliggørelse heraf ligefrem ville være ulovlig, dog er af en sådan karakter, at det ville være i strid med god presseskik at offentliggøre den”.

Berlingske har videre anført, at reglen i informationsdatabaselovens § 8 skal ses i sammenhæng med §§ 12 og 13, hvorefter Pressenævnet eksempelvis kan pålægge informationsdatabasen sletning af informationer, der strider mod god presseskik, jf. § 8, stk. 2, såfremt den, der er ansvarlig for en offentligt tilgængelig informationsdatabase, efter anmodning undlader at slette sådanne informationer.

Berlingske har i forhold til sletning videre anført, at der ikke er grundlag for at påbyde Berlingske helt eller delvist at slette artiklerne, da Pressenævnet alene på et punkt fandt anledning til at kritisere artiklen, der blev bragt den 10. januar 2023.

Berlingske har i den forbindelse henvist til, at det af kendelsen fremgår, at: ”den påklagede artikel af den 10. januar 2023 kan efterlade læseren med det indtryk, at [Klager] videresælger en tidligere leverandørs designs som sine egne, og at det samlede indtryk af artiklen derfor må anses for at være skadeligt og krænkende for [Klager] og hendes virksomhed [Firma A].

”

Berlingske har videre anført, at der ved begyndelsen af artiklen er angivet et link til kendelsen på Pressenævnets hjemmeside, og at kritikken i den foreliggende sag ikke angik konkrete ”informationer” i artiklen, men den journalistiske vinkling, som artiklen på et punkt har.

Kritikken fra Pressenævnet imødekommes ved offentliggørelsen af Pressenævnets konklusioner med link til den samlede kendelse, og Berlingske har ved denne fremgangsmåde fulgt sine pligter efter informationsdatabaseloven.

Berlingske har henvist til Pressenævnets sag nr. 2023-03950, hvor Pressenævnet udtalte kritik, men ikke gav påbud om sletning, og begrundede dette med en henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 10 om ytrings- og informationssikkerhed og om, at påbud om sletning ville være uproportional.

Herudover har Berlingske henvist til Pressenævnets sag nr. 2023-04197, hvor nævnet havde udtalt kritik af mediets handlemåde, men til trods for dette afviste krav om sletning i medfør af informationsdatabaseloven med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytrings- og informationsfrihed.

Berlingske har opsummerende henvist til, at praksis på området således tydeligt indlægger et proportionalitetskrav i vurderingen af, hvorvidt der skal udstedes påbud om sletning efter informationsdatabaseloven, ligesom vurderingen skal foretages i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytrings- og informationsfrihed.

Endelig har Berlingske henvist til det bærende hensyn bag informationsdatabaseloven som anført i betænkning nr. 1233/1993, hvor det blandt andet fremgår, at

"Ikke blot journalister, men også offentligheden i almindelighed har en betydelig interesse i at få adgang til informationsdatabaser.

En informationsdatabase kan efter flertallets opfattelse betegnes som et nyt selvstændigt medie, der giver nye muligheder for hurtigt at gøre sig bekendt med informationer af enhver art.

Det må være i almenhedens og folkeoplysningens interesse, at dette medie er offentligt brugbart på linie med de traditionelle medier som bøger, dagblade, radio og fjernsyn.

Det er endvidere flertallets udgangspunkt, at der ikke bør være andre begrænsninger i adgangen til at lade offentligt tilgængelige informationsdatabaser indeholde personoplysninger end dem, der gælder for offentliggørelse i et massemedie.

Hvis informationsdatabaser ikke må indeholde personoplysninger i samme omfang som massemedier, vil deres værdi blive væsentligt reduceret, og der vil efter flertallets opfattelse foreligge en ubegrundet indskrænkning af informationsfriheden .

.

.

".

Afslutningsvist har Berlingske anført, at artiklerne ikke omhandler konkrete personoplysninger, der ikke ville kunne offentliggøres i et massemedie, og at væsentlige hensyn til ytrings- og informationsfriheden taler mod et påbud om hel eller delvis sletning af artiklerne.

I forhold til det af [Klager] anførte om de ukorrekte anklager i artiklerne har Berlingske bemærket, at Berlingske i artiklerne ikke har taget stilling til, hvem der kopierer hvem.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munch Povlsen.

Sletning efter lov om massemediers informationsdatabaser

[Klager] har anmodet Pressenævnet om at pålægge Berlingske i medfør af § 12, jf. § 8, i lov om massemediers informationsdatabaser at slette de to artikler om hende, som er tilgængelige på berlingske.dk.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at Berlingske den 16. september 2010 anmeldte hjemmesiden berlingske.dk til Pressenævnet og til Datatilsynet i medfør af § 6, stk. 1, i lov om massemediers informationsdatabaser som en offentligt tilgængelig informationsdatabase.

Sagen behandles derfor efter reglerne i denne lov.

Bestemmelsen i § 8 i lov om massemediers informationsdatabaser har følgende ordlyd

Ӥ 8.

En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde informationer, der ikke lovligt kan offentliggøres i et massemedie.

Stk. 2.

Informationsdatabasen må ikke indeholde informationer, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik.

Stk. 3.

Informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet 3 år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted, eller, hvis et sådant tidspunkt ikke kan fastsættes, 3 år efter, at informationerne er optaget i databasen.

[…]”

Af lovens § 13 fremgår

Ӥ 13.

Pressenævnet kan efter anmodning give påbud om, at der foretages sletning af informationer, der strider mod bestemmelserne i § 8, stk. 2-4.

Stk. 2.

Pressenævnet kan efter anmodning give påbud om, at der optages et genmæle i en offentligt tilgængelig informationsdatabase, herunder fastsætte genmælets indhold, form og placering.

Stk. 3.

Bestemmelserne i medieansvarslovens § 42, § 43, stk. 2 og 3, § 44, stk. 1, §§ 45-48 og § 52, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

”

En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde information, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik, jf. lov om massemediers informationsdatabasers § 8, stk. 2.

Som anført ovenfor fandt Pressenævnet ved kendelse af 22. juni 2023 (sag 2023-80-0978) grundlag for at udtale kritik af Berlingske for at have handlet i strid med god presseskik ved at have bragt kritisk omtale af [Klager] og hendes virksomhed uden tilstrækkeligt grundlag.

Pressenævnet kan i medfør af lov om massemediers informationsdatabaser § 13, stk. 1, give påbud om, at oplysninger i strid med god presseskik, skal slettes.

Under hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytrings- og informationsfrihed finder nævnet efter en samlet vurdering imidlertid, at det vil være uproportionalt at give påbud om at slette de ukorrekte oplysninger, som nævnet har fundet grundlag for at udtale kritik af.

Pressenævnet bemærker, at nævnets kritik fremgår af artiklen.

Afgjort den 19. november 2024