Legislator Case Law & Legislation
W20240999825 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06371

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9998 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-06371

KEN#LOKDOK23 2024 9998 Valid

DR får ikke kritik for omtale af ankesag

DR bragte i maj 2024 en artikel med DRs lytternes og seernes redaktørs resumé om DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer i en konkret sag.

Brugeren i den omtalte sag klagede til Pressenævnet over, at DR havde udeladt oplysninger i artiklen om, at han havde klaget til Folketingets Ombudsmand over DRs interne håndtering af klagesagen, og at han havde indsendt krav om ansættelsesretlige sanktioner mod DRs medarbejdere og DRs generaldirektør.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at det i omtalen var korrekt gengivet, at brugeren ikke fik medhold i sin klage, og at DR efter brugerens opfattelse havde udeladt relevante oplysninger i DRs artikel.

KEN#LOKDOK23 2024 9998 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ”Ikke kritik af artikel om Meta” , som blev bragt af DR den 2. maj 2024 på dr.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

[Klager] har klaget over, at udtalelsen indeholder ukorrekte oplysninger, og at DR har udeladt oplysninger i omtalen.

1 Sagsfremstilling

Den påklagede artikel

DR bragte den 2. maj 2024 artiklen ”Ikke kritik af artikel om Meta” på dr.dk.

Artiklen, der var anført udarbejdet af [Lytternes og seernes redaktør], blev bragt under bjælken ”BRUGERNES REDAKTØR”.

Af artiklen fremgår følgende

”En læser klagede over artiklen ’Det sociale medie Threads har rundet 70 millioner brugere: ’Et mindre aggressivt Twitter’’.

Klagen var primært en påstand om, at artiklen var en skjult reklame for virksomheden Meta.

Det er Radio-og tv-nævnet, som kan tage stilling til spørgsmål om skjult reklame.

Derfor blev dette punkt ikke behandlet.

Klager kritiserede også, at artiklen ikke rummede oplysninger, som klageren mente var relevante for artiklen.

Klager får ikke medhold.

Du kan læse sagen her.

”

Til artiklen er indsat to tekstbokse.

Af den ene tekstboks fremgår følgende

”Lytternes og seernes redaktør (LSR)

LSR er brugernes uafhængige øjne og ører på DR’s etik.

LSR skal på baggrund af henvendelser og klager vurdere om DR’s indhold lever op til en høj programetisk og journalistisk standard.

LSR skal fremme bedre klagebehandling, svarkultur og dialog med DR’s brugere.

”

Af den anden tekstboks fremgår følgende

”Kontakt

Du kan kontakte lytternes og seernes redaktør [Lytternes og seernes redaktør] på [Mailadresse] eller ringe på [Telefonnummer].

”

Til artiklen er endvidere indsat link til afgørelsen i den omtalte ankesag truffet af [Lytternes og seernes redaktør] den 24. april 2024.

Af afgørelsen fremgår følgende

” Sagen kort

En læser klagede over en artikel fra 8. juli 2023 med overskriften ’Det sociale medie Threads har rundet 70 millioner brugere: ’Et mindre aggressivt Twitter’’.

Hovedklagen drejer sig om en påstand om skjult reklame.

Det er Radio- og tv-nævnet, som tager stilling til klager over skjult reklame.

Klager rejser også påstande om brud på forvaltningsloven, som heller ikke kan behandles af lytternes og seernes redaktør (LSR).

Klager kritiserer, at artiklen ikke rummer en række oplysninger, som Klager finder relevant for artiklen.

Klager får ikke medhold i dette.

Gennemgang af sagen

Den 9. juli 2023 klager [navn udeladt, Pressenævnet ] (herefter benævnt Klager) over en artikel på dr.dk med overskriften ’Det sociale medie Threads har rundet 70 millioner brugere: ’Et mindre aggressivt Twitter’’.

Klager opfatter artiklen som en reklame bragt af DR for virksomheden Meta.

Klager kritiserer, at artiklen undlader at omtale udelukkelse fra Threads, samt at artiklen heller ikke omtaler virkningen af Metas såkaldte lock-in-mekanisme, der låser brugerne til platformen.

Klager nævner en række andre forhold herunder dataindsamling og en mulig retssag mellem Twitter og Meta.

Desuden klager den pågældende over, at klagen ikke er behandlet af DR inden for en måned, som loven foreskriver.

Der er fra Klagers side krav om ansættelsesretlige sanktioner imod flere personer i DR med henvisning til forvaltningsloven.

DR svarer

Den 11. april 2024 svarer redaktionschef i DR Nyheder [Redaktionschefen].

Hun afviser Klagers påstande.

Der er ikke tale om, at DR ”hylder det sociale medie”, skriver hun blandt andet, og hun gør herunder opmærksom på, at Klager tillægger artiklen nogle holdningsmæssige tilkendegivelser, som stammer fra navngivne kilder.

Klager svarer og anker gennem sit svar til DR også den 11. april 2024.

Procedure

Det følger af DR’s etiske retningslinjer at en klage skal besvares inden for fire uger.

Her gør Klager DR efter trekvart år opmærksom på, at klagen ikke er blevet besvaret.

Den har befundet sig i et spamfilter for ”uønskede mails”.

Det er beklageligt, men DR har svaret, så snart dette blev opdaget.

Klagen overholder alle yderligere formkrav, herunder klagevejledning.

Indstilling fra lytternes og seernes redaktør

Klagen rummer en påstand om, at DR har foretaget skjult reklame for virksomheden Meta.

Det er ifølge DR’s etiske retningslinjer et særkende, at DR’s sendeflade og programmer ikke indeholder reklamer.

Heller ikke skjulte.

Men kompetencen til at tage stilling til sager med påstand om skjult reklame ligger hos Radio- og tv-nævnet.

Lytternes og seernes redaktør (LSR) kan derfor ikke behandle dette punkt.

Klagen rummer også en række punkter, hvor Klager kritiserer DR for at udelade visse oplysninger, som Klager finder er en overtrædelse af DR’s egne etiske retningslinjer.

Det følger af DR’s etiske retningslinjer, at redigeringsretten alene ligger hos DR, og DR derfor i praksis bestemmer, hvilke oplysninger, kilder og vinkler, der indgår i en artikel.

LSR afviser derfor Klagers krav i forbindelse med de oplysninger, som Klager mener burde have været bragt og behandlet.

Klager skriver, at forskellige bestemmelser i forvaltningsloven skulle være overtrådt i forbindelse med klagen og sagsbehandlingen.

Det ligger uden for LSR’s kompetence at bedømme dette.

Klager påpeger, at vedtægten for DR er overtrådt, da klager skal behandles inden for en måned.

Som det fremgår af DR’s svar til Klager, så har klagen oprindelig befundet sig i et spamfilter, men blev taget op til behandling, da Klager henvendte sig i det tidlige forår 2024, og DR fik undersøgt sagen og fundet den bortkomne mail.

Konklusion og sammenfatning

En læser henvendte sig om artiklen ’Det sociale medie Threads har rundet 70 millioner brugere: ’Et mindre aggressivt Twitter’’ bragt på dr.dk den 8. juli 2023.

Klagen drejer sig primært om, at artiklen er skjult reklame for virksomheden Meta.

Det fremgår af DR’s etiske retningslinjer, at der altid skal være en redaktionel begrundelse for at vise eller omtale et kommercielt produkt, hvilket DR har vurderet, er tilfældet her.

Formelt er det Radio- og tv-nævnet, der tager stilling i sager om skjult reklame.

Det ligger således uden for lytternes og seernes redaktørs (LSR) kompetence at tage stilling til dette.

Klager påpeger, at forvaltningsloven er overtrådt i flere tilfælde i forbindelse med klagebehandlingen.

Det ligger også uden for LSR’s kompetence at bedømme dette.

Klagen har befundet sig i et spamfilter, men er blevet besvaret, da Klager henvendte sig.

Det forhold, som LSR kan bedømme, er Klagers påstand om, at DR har overtrådt sine egne etiske retningslinjer ved at udelade visse oplysninger og vinkler i artiklen.

Da det følger af de samme etiske retningslinjer, at DR alene har redigeringsretten og dermed retten til at bestemme, hvilke oplysninger og kilder, der indgår i artiklen, får Klager ikke medhold.

[Lytternes og seernes redaktør], den 24. april 2024.

”

[Klager]s klage er modtaget i Pressenævnet den 7. maj 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Korrekt information

[Klager] har anført, at udtalelsen indeholder ukorrekte oplysninger om, at DR påbegyndte klagebehandlingen, så snart DR blev bekendt med klagen.

[Klager] har endvidere anført, at DR har udeladt oplysninger i udtalelsen og artiklen om, at han har klaget til Folketingets Ombudsmand over DRs interne håndtering af klagesagen, og at han har indsendt krav om ansættelsesretlige sanktioner mod DRs medarbejdere og DRs generaldirektør.

I den forbindelse har [Klager] henvist til følgende afsnit

”Det følger af DR’s etiske retningslinjer at en klage skal besvares inden for fire uger.

Her gør Klager DR efter trekvart år opmærksom på, at klagen ikke er blevet besvaret.

Den har befundet sig i et spamfilter for ”uønskede mails”.

Det er beklageligt, men DR har svaret, så snart dette blev opdaget.

Klagen overholder alle yderligere formkrav, herunder klagevejledning.

”

Oplysningen om, at [Klager] efter trekvart år gjorde DR opmærksom på, at klagen ikke var blevet besvaret, og at DR svarede, så snart dette blev opdaget, er ukorrekt.

DR modtog [Klager]s klage den 9. juli 2023, hvorefter DR Jura fik to yderligere henvendelser den 31. august 2o23 og den 1. september 2023, hvor DR blev eksplicit bedt om at oversende [Klager]s henvendelse til DRs lytternes og seernes redaktør, så seerredaktøren kunne blive gjort opmærksom på, at der forelå en seerklage.

Den pågældende jurist hos DR brød i den forbindelse forvaltningslovens § 7, stk. 2 (videresendelsespligten), da han nægtede at oversende [Klager]s henvendelse til DRs lytternes og seernes redaktør, og derefter officialprincippet, da aktindsigt i sagen viste, at han aldrig tog kontakt til DRs lytternes og seernes redaktør og undersøgte [Klager]s henvendelse.

Som det fremgår af DRs forvaltningsretlige afgørelse, kommer DR med en meget ”gakket” og usammenhængende forklaring om, at DR først modtog klagen ni måneder senere den 17. marts 2024.

[Klager] har oplyst, at ovenstående er en del af en igangværende klagesag, som skal oversendes til Folketingets Ombudsmand, og som han forventer at få medhold i, da DRs tilgang er en åbenlys krænkelse af borgerens grundlæggende retssikkerhed i den offentlige forvaltning.

Der er ligeledes indsendt krav om ansættelsesretslige sanktioner mod de involverede personer i sagen, som har krænket [Klager]s rettigheder.

Dette omfatter også DRs generaldirektør, da hun har personligt ansvar under § 28 i bekendtgørelse om vedtægt for DR (BEK nr 946 af 18/06/2020).

DRs lytternes og seernes redaktør har helt undladt at omtale den forsinkede klagebehandling i artiklen, selv om det er centralt beskrevet i sagen og almindeligvis bliver beskrevet i artiklerne, som DRs lytternes og seernes redaktør publicerer på dr.dk.

Som eksempel har [Klager] henvist til artiklen ”Kritik af mangelfuld deklarering af kilde i TV Avisen: Mælkeproducent sidder også i toppen af landbrugets interesseorganisation” bragt den 8. december 2023 på dr.dk.

[Klager] har bemærket, at DR har afbrudt kommunikationen med ham, da han kontaktede DR efter publiceringen, hvilket betyder, at han også er blevet afskåret muligheden for overhovedet at kunne anmode om at få bragt et genmæle.

[Klager] har i den forbindelse henvist til, at DRs lytternes og seernes redaktør den 6. maj 2024 skrev følgende til ham

”Jeg har i denne sag ikke mere at tilføje, og yderligere henvendelser om denne sag vil derfor ikke blive besvaret.

”

Det er således [Klager]s opfattelse, at DR udnytter sin position som 4 mia. statsstøttet medieorganisation til at forsøge at påvirke beslutningsprocessen negativt i den igangværende forvaltningsretlige klagesag med ukorrekte oplysninger om det faktiske sagsforløb.

DR, DRs lytternes og seernes redaktør og DRs generaldirektør har en retlig interesse i, at [Klager]s side af den pågældende forvaltningsretlige sag ikke kommer frem til offentligheden, selv om medierne har pligt til at udvise kritik over for nyhedskilderne, især når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt samt være objektive og tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes udlægning, når det omhandler retlige forhold.

Det er [Klager]s opfattelse, at DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelse, som der linkes til i artiklen, er et redigeret journalistisk værk, der bliver udgivet sammen med artiklen på dr.dk.

Udtalelsen er ikke en forvaltningsretlig afgørelse, da DR er en selvejende offentlig institution.

Udtalelsen har derfor ikke nogen juridisk effekt og er en redigeret refleksion af DRs lytternes og seernes redaktørs egen personlige mening.

Udtalelsen har derfor mere karakter af et debatindlæg eller en leder skrevet af en redaktør.

Begge dele er inden for rammerne i medieansvarslovens § 1, jf. betænkning 1990/1205 om medieansvar, side 44, og falder derfor under Pressenævnets kompetence.

Det bemærkes, at DRs lytternes og seernes redaktør i selve udtalelsen skriver, at seerredaktøren ikke har kompetence til at træffe forvaltningsretlige afgørelser.

Dertil bemærkes det også, at DRs lytternes og seernes redaktør har titlen ”redaktør”.

Det må således antages, at seerredaktøren er en del af DRs redaktion.

I den forbindelse har [Klager] henvist til sin tidligere argumentation om seerredaktørens ansættelse hos DR i Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0862, hvor nævnet afgjorde, at DRs seerredaktørs artikler på dr.dk hører under nævnets kompetence.

Der er ingen undtagelser i § 30 i bekendtgørelse om vedtægt for DR, som fritager DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelser fra Pressenævnets kompetence.

Det er korrekt, at spørgsmålet om mediernes interne klageorganer har handlet i overensstemmelse med deres instrukser, falder uden for Pressenævnets kompetence.

Dette fremgår af Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00531.

Hverken sag nr. 2022-80-0862 eller sag nr. 13-70-00531 forholder sig til DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelser.

Det samme gør sig gældende for sag nr. 2022-80-0897, som udelukkende omhandler DRs artikel og ikke DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelse, som også er publiceret sammen med artiklen.

I udtalelsen er der foretaget en journalistisk udvælgelse og bearbejdelse, idet DR har valgt at inkludere deres udlægning af den forvaltningsretlige klagesag i udtalelsen.

[Klager]s udlægning er således blevet fravalgt i redigeringsprocessen før publicering, selv om DR tydeligt har været opmærksom på hans udlægning.

DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelse fremstår endvidere som en forvaltningsretlig afgørelse, hvilket det ikke er.

Det er DRs lytternes og seernes redaktørs personlige meningsstykke om den pågældende klage, altså et journalistisk værk, som ikke har forvaltningsretlig værdi.

At få dette til at fremstå som en ”afgørelse” er i sig selv en overtrædelse af de presseetiske retningslinjer, når det ikke er tydeligt angivet, at det blot er et meningsstykke.

Det er [Klager]s opfattelse, at selv om DR har redigeringsretten, så har de ikke fremstillet et retvisende billede af de faktuelle forhold i en forvaltningsretlig klagesag.

Endnu mere kritisk er det forhold, at DR og DRs lytternes og seernes redaktør selv er part i sagen, men har kun fremstillet deres egen udlægning af sagen, og udlægningerne om de faktuelle forhold i klagesagen er påviseligt usande.

2.2 DRs synspunkter

Korrekt information

DR har indledningsvis oplyst, at artiklen er publiceret på undersiden ”Etik og rettelser – Brugernes redaktør” på dr.dk.

Artiklen udgør et kort resumé af DRs lytternes og seernes redaktørs udtalelse om DRs overholdelse af DRs Etik i en konkret ankesag.

Af artiklen fremgår det neutralt, at der er klaget over en nyhedsartikel fra dr.dk om Meta i forhold til dels skjult reklame, dels manglende oplysninger i nyhedsartiklen.

Det bliver kort gengivet, at klagen over skjult reklame ikke behandles, da den hører under Radio- og tv-nævnets kompetence, ligesom det fremgår, at klager ikke fik medhold i, at artiklen manglede relevante oplysninger.

I artiklen er indsat et link, som muliggør download af den konkrete udtalelse, hvor DRs lytternes og seernes redaktør svarer på den pågældende klage.

Der indgår desuden en faktaboks om DRs lytternes og seernes redaktørs rolle.

Det følger af Pressenævnets praksis, at de offentliggjorte resuméer må betragtes som redaktionelt indhold på dr.dk, idet der er tale om redigeret indhold, hvor der er foretaget en journalistisk udvælgelse/bearbejdelse inden offentliggørelse, og at de dermed er omfattet af Pressenævnets kompetence, jf. sag 2022-80-0862.

DR har bemærket, at Pressenævnets kompetence derimod ikke omfatter udtalelserne fra DRs lytternes og seernes redaktør, idet der er tale om redaktørens udtalelser i konkrete klagesager om DRs overholdelse af DRs Etik.

DR bemærker i den forbindelse, at DRs lytternes og seernes redaktør er reguleret i § 30 i vedtægt for DR.

Det forhold, at udtalelserne er offentligt tilgængelige via DRs lytternes og seernes redaktørs underside på dr.dk, kan ikke ændre herved.

Udtalelserne offentliggøres (i anonymiseret form) i sin fulde længde uden nogen form for journalistisk udvælgelse eller bearbejdelse.

Det indebærer, at Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til indholdet af selve udtalelsen, men alene til det journalistisk bearbejdede resumé, som udgør artiklen.

DR har i øvrigt bemærket, at det ikke kan tillægges nogen betydning, at artiklen også er forfattet af DRs lytternes og seernes redaktør.

Som beskrevet ovenfor er artiklen en kort neutral omtale af klagesagens emne og vurderingen fra DRs lytternes og seernes redaktør.

Klagesagens forløb er ikke omtalt i artiklen.

Vurderingen af, om klagesagens forløb er gengivet faktuelt korrekt, forudsætter således en vurdering af, om selve udtalelsen – som ligger uden for Pressenævnets kompetence – indeholder faktuelt korrekte oplysninger, hvorfor klagepunktet må afvises.

Såfremt Pressenævnet ikke er enig heri, henviser DR til DRs redegørelse af 19. april 2024 for forløbet i den konkrete klagesag, som [Klager] har vedlagt som bilag.

Brevet indeholder en grundig gennemgang af forløbet, herunder henvisning til en logfil som dokumentation for, at den konkrete henvendelse til DRs lytternes og seernes redaktør beviseligt var endt i et spamfilter som ’uønsket mail’.

DR redegør i samme brev også for, hvorfor DR ikke er enig i [Klager]s påstand om, at der burde være sket oversendelse af samme henvendelse fra en medarbejder i DR Jura til DRs lytternes og seernes redaktør.

DR har bemærket, at det ligger uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til forvaltningsretlige spørgsmål.

Det er således DRs klare opfattelse, at det er faktuelt korrekt, når det af udtalelsen fremgår, at DR igangsatte klagebehandlingen, så snart DR på [Klager]s foranledning blev klar over, at henvendelsen var endt i spamfilteret.

For så vidt angår artiklen er det redaktøren, som i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet, der som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet, også selv om det af en part forekommer centralt.

Det er således DRs opfattelse, at det ligger inden for DRs redigeringsret ikke at omtale [Klager]s klager over DRs sagsbehandling til henholdsvis Folketingets Ombudsmand og DR selv i det korte resumé af udtalelsen fra DRs lytternes og seernes redaktør.

DR må i den forbindelse også på det kraftigste tage afstand for påstanden om, at DR skulle udøve nogen form for magtfordrejning eller forsøg på at påvirke en klagesag ved Folketingets Ombudsmand.

For så vidt angår [Klager]s påstand om afbrudt kommunikation har ført til afskæring af

mulighed for genmæle, må DR blot henvise til, at [Klager] den 5. maj 2024 har rettet en klage til DRs lytternes og seernes redaktør over artiklen.

Klagen er besvaret den 6. maj 2024.

Samlet set er det DRs opfattelse, at artiklen er i overensstemmelse med god presseskik.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

Kompetence

Pressenævnet bemærker, at nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarslovens § 34 og de vejledende regler for god presseskik, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.

Spørgsmål om, hvorvidt mediers interne klageorganer har handlet i overensstemmelse med deres instrukser, falder uden for Pressenævnets kompetence.

DRs lytternes og seernes redaktør er et internt klageorgan, som arbejder uafhængigt af Pressenævnet.

DRs lytternes og seernes redaktør skal overvåge DRs behandling af henvendelser fra lyttere, seere og brugere, herunder klager over DRs virksomhed, og kan som led i sin virksomhed fremsætte kritik, afgive henstillinger eller i øvrigt fremsætte sin opfattelse af konkrete sager eller redaktionel praksis.

Afgørelsen truffet af DRs lytternes og seernes redaktør [Lytternes og seernes redaktør] den 24. april 2024, som der er indsat link til i artiklen ”Ikke kritik af artikel om Meta” , kan derfor ikke anses for en redaktionel offentliggørelse, der er omfattet af Pressenævnets kompetence.

Klagepunkterne om, hvorvidt afgørelsen indeholder ukorrekte oplysninger, og hvorvidt der er udeladt oplysninger i afgørelsen, behandles derfor ikke.

God presseskik

Korrekt information

[Klager] har klaget over, at DR har udeladt oplysninger i artiklen om, at han har klaget til Folketingets Ombudsmand over DRs interne håndtering af klagesagen, og at han har indsendt krav om ansættelsesretlige sanktioner mod DRs medarbejdere og DRs generaldirektør.

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.

Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte, jf. punkt A.

1.

Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.

Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.

Citater og meningstilkendegivelser må imidlertid ikke bringes i en form, så det forvansker det fremførte synspunkt.

Af artiklen fremgår følgende

”En læser klagede over artiklen ’Det sociale medie Threads har rundet 70 millioner brugere: ’Et mindre aggressivt Twitter’’.

Klagen var primært en påstand om, at artiklen var en skjult reklame for virksomheden Meta.

Det er Radio-og tv-nævnet, som kan tage stilling til spørgsmål om skjult reklame.

Derfor blev dette punkt ikke behandlet.

Klager kritiserede også, at artiklen ikke rummede oplysninger, som klageren mente var relevante for artiklen.

Klager får ikke medhold.

Du kan læse sagen her.

”

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] er omtalt som ”læser” og ”klager” i artiklen.

Nævnet lægger endvidere til grund, at DRs lytternes og seernes redaktør den 24. april 2024 traf afgørelse i [Klager]s ankesag, og at artiklen indeholder et resumé af den omtalte sag.

Pressenævnet finder, at redaktørens valg og fravalg af informationer i artiklen ikke overskrider rammerne for redigering.

Nævnet har lagt vægt på, at det i omtalen korrekt er gengivet, at [Klager] ikke fik medhold i sin klage, at hans klage primært omhandlede, at artiklen ”Det sociale medie Threads har rundet 70 millioner brugere: ’Et mindre aggressivt Twitter’” var en skjult reklame for virksomheden Meta, og at DR havde udeladt relevante oplysninger i artiklen.

Nævnet bemærker, at der i artiklen er indsat link til den omtalte afgørelse, hvor der redegøres nærmere for klagens indhold.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at artiklen med DRs lytternes og seernes redaktørs resumé om DRs overholdelse af DRs etiske retningslinjer samlet set ikke giver et retvisende billede af [Klager]s ankesag.

Nævnet udtaler ikke kritik.

Afgjort den 19. november 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →