Legislator Case Law & Legislation
W20240998925 DK

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-10174

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9989 Valid

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-10174

KEN#LOKDOK23 2024 9989 Valid

Fyens Stiftstidende får ikke kritik for at afvise sletning af artikel

En person klagede til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende havde afvist at slette eller afindeksere en artikel bragt i 2013.

Artiklen indeholdt omtale af personens dom for smugling af narkotika.

Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik af Fyens Stiftstidende.

Nævnet lagde vægt på sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der var gået.

KEN#LOKDOK23 2024 9989 Valid

[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at Fyens Stiftstidende har afvist at slette eller afindeksere artiklen ” [aldersbetegnelse] får 11 års fængsel for narkosmugling ”, bragt den 27. november 2013 på fyens.dk, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Påklaget artikel

Fyens Stiftstidende bragte den 27. november 2013 artiklen ” [aldersbetegnelse] får 11 års fængsel for narkosmugling ” på fyens.dk under bjælken ”INDLAND”.

Artiklen har følgende underrubrik

”Smugling af heroin, kokain og amfetamin fra Holland til Danmark koster en [aldersbetegnelse] mand 11 års fængsel.

”

Af artiklen fremgår følgende

”Politiet lå på lur, da en [aldersbetegnelse] mand fra [Bynavn 1] kom susende på motorvejen med bilen fyldt med narko 11. august i år.

Nær Slagelse slog betjentene fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til, og nu er den [aldersbetegnelse] [Klager] idømt 11 års fængsel ved Retten i [Bynavn 2].

Den [aldersbetegnelse] var chauffør i bilen, og i bilen lå en bærepose fra et supermarked med cirka et kilo heroin, et kilo kokain og to kilo amfetamin, som skulle smugles fra Holland til Danmark.

Der er ikke andre anholdte i sagen, og konstitueret advokaturchef [Person 1] formoder, at den [aldersbetegnelse] har haft medgerningsmænd.

- Hvad der videre skulle ske med stofferne, der ved vi ikke rigtigt, men man må forvente, at der har været aftagere af stofferne her i Danmark, siger [Person 1] til Ritzau.

Straffen på 11 års fængsel omfatter også en reststraf på 306 dage fra tidligere kriminalitet, og narkosmuglingen gav derfor lidt mere end 10 års fængsel alene.

Der blev i forbindelse med dommen konfiskeret designermøbler til en samlet værdi af i alt omkring 100.000 kroner.

Den [aldersbetegnelse] [Klager] kunne ikke sandsynliggøre, at genstandene var erhvervet på lovlig måde eller for hvide penge.

Den [aldersbetegnelse] nægter sig skyldig og har anket dommen til frifindelse i landsretten.

”

Efter offentliggørelsen

[Klager] har til Pressenævnet indsendt Fyens Stiftstidendes mail af 11. juli 2024 med mediets afvisning på hans anmodning om sletning eller afindeksering.

Af mailen fremgår følgende

”Kære [Klager]

Tak for din anmodning.

Jeg forstår til fulde din penible situation i forhold til familien og din dom for narkosmugling.

Jeg kan imidlertid ikke imødekomme dit ønske om at slette eller afindeksere artiklen, så den ikke kan søges frem med Google.

Vi betragter vores produktion af indhold som løbende danmarkshistorie af stor og blivende værdi.

Derfor ændrer eller afindekserer vi som udgangspunkt ikke indhold fra nogen af vores platforme, medmindre det ved efterprøvning viser sig, at de er behæftede med faktuelle fejl.

En så alvorlig dom er relevant at have med i historieskrivningen, og da den er på mere end et års fængsel er det i overensstemmelse med de presseetiske retningslinjer, at dit navn nævnes i retsreferatet.

Du har mulighed for direkte hos søgemaskiner som Google at søge om at blive udeladt af deres søgeresultater.

Det kan du læse mere om her: www.datatilsynet.dk

Du kan klage over denne afgørelse til Pressenævnet.

Du kan se nærmere om hvordan på www.pressenaevnet.dk”

[Klager] anmodede Fyens Stiftstidende om at slette eller afindeksere artiklen, hvilket Fyens Stiftstidende afviste den 11. juli 2024.

[Klager]s klage over Fyens Stiftstidendes afvisning er modtaget i Pressenævnet den 14. august 2024.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

Sletning og afindeksering – punkt D.

1

[Klager] har anført, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om sletning eller afindeksering af artiklen.

[Klager] har anført, at Fyens Stiftstidendes argument om, at hans dom, som han på nuværende tidspunkt har afsonet, er vigtig for danmarkshistorien, er utroværdig og voldsom, selv om han erkender dommens natur.

Fyens Stiftstidendes argument om, at mediet som udgangspunkt fastholder, at ”etiketten” ikke kan fjernes, synes desuden ikke rigtig, da der bør tages udgangspunkt i den enkeltes situation og ikke i en livslang fastholdelse i manglende muligheder.

[Klager] har videre anført, at det skal være muligt for ham og hans familie at leve et almindeligt liv, uden at dommen lægger hindringer i vejen herfor.

Dommen har allerede haft konsekvenser for hans børn, som ved ansættelsessamtaler har oplevet at få spørgsmål om denne, ligesom de har følt, at afslag har været begrundet i hans dom.

Det er værste er dog, at hans børnebørn kan risikere at blive marginaliseret som følge af hans fortid.

[Klager] har endvidere anført, at han både har lyst, energi og helbred til flere år på arbejdsmarkedet, da han helst vil yde til frem for at nyde af samfundets goder.

Med internettets udvikling er det imidlertid ikke længere muligt at komme tilbage fra en straf, der som følge heraf bliver livslang, hvilket næppe kan anses for hensigten.

Livet skal kunne genoptages, ”når regningen er betalt”.

Der bør derfor hvile et særligt ansvar for medierne om at afveje de presseetiske retningslinjer over for individets mulighed for et anstændigt liv.

Hertil har [Klager] bemærket, at andre medier, herunder Avisen.dk, Mediehusene Midtjylland, Folketidende Gruppen, Dagens.dk og Jyllands-Posten, ud fra et menneskeligt synspunkt har imødekommet hans forespørgsel og fjernet deres omtale af dommen.

Fyens Stiftstidende burde derfor af hensyn til hans privatliv og indtræden i samfundet og af hensyn til hans børn og børnebørns trivsel og muligheder have imødekommet hans anmodning om sletning eller afindeksering.

2.2 Fyens Stiftstidendes synspunkter

Sletning og afindeksering – punkt D.

1

Fyens Stiftstidende har anført, at mediet har afvist [Klager]s anmodning om sletning eller afindeksering af artiklen, da der er tale om en dom på 11 år for særdeles grov kriminalitet.

Jysk Fynske Medier har desuden et krav om, at en domfældt alene bliver nævnt ved navn, når dommen er mindst et års fængsel, og kravet er således i den nærværende sag opfyldt.

I den forbindelse har Fyens Stiftstidende henvist til bemærkningerne om punkt D.

1 i Sidepapir til Retningslinjer for god presseskik 2023 og anført, at det fremgår, at medierne i deres bedømmelse af en anmodning om anonymisering, afindeksering og afpublicering blandt andet skal ”tage hensyn til oplysningernes karakter og alvor, samt om oplysningerne har (klar) offentlig interesse”, ligesom de skal tage hensyn til, ”hvor lang tid der er forløbet siden offentliggørelsen, den eventuelle sanktion og om den omtalte eller afbildede er en offentlig person eller indtager en betroet eller fremtrædende stilling i samfundet”.

Fyens Stiftstidende har endvidere henvist til formuleringen ”følsomme eller private oplysninger” i punkt D.

1 og anført, at oplysninger om hårde fængselsdomme ikke er private.

De har klar offentlig interesse og bunder i en grundlovsbestemt åbenhed i retsplejen.

Det er herefter Fyens Stiftstidendes klare opfattelse, at punkt D.

1 og bemærkningerne til reglen ikke foreskriver, at et medie skal ændre indholdet af en omtale af en yderst alvorlig forbrydelse, hvis karakter indebærer yderst alvorlige konsekvenser for andre menneskers sundhed, og som trækker et spor af forbrydelser, menneskelige tragedier og dødsfald med sig.

Fyens Stiftstidende og Jysk Fynske Medier ændrer desuden ikke redaktionelt indhold offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, medmindre helt særlige forhold gør sig gældende, hvilket ikke er tilfældet med den nærværende omtale, som er en del af mediets løbende skrivning af danmarkshistorien.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget

Jens Kruse Mikkelsen, Hans Peter Blicher, Maria Becher Trier og Peter Munk Povlsen.

God presseskik

Sletning og afindeksering – punkt D.

1

[Klager] har klaget over, at Fyens Stiftstidende har afvist hans anmodning om at slette eller afindeksere artiklen.

Generelt om punkt D.

1

Det følger af retningslinjer for god presseskik, at meddelelser offentliggjort i digitale medier ofte vil være tilgængelige efter, at de er publiceret.

Efter anmodning skal mediet tage stilling til, om det er muligt og rimeligt at hindre tilgængeligheden af tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger, uanset at disse tidligere er offentliggjort i overensstemmelse med god presseskik, jf. punkt D.

1.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af punkt D.

1 i retningslinjerne for god presseskik og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person, der er omtalt.

Den konkrete sag

Artiklen indeholder omtale af en straffesag, hvor [Klager] blev idømt fængsel for smugling af narkotika.

På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at [Klager] i 2013 ved Retten i [Bynavn 2] blev idømt en fængselsstraf på 11 år, som han efter det oplyste har afsonet.

Det er Pressenævnets opfattelse, at artiklen fra 2013 på fyens.dk med omtale af domfældelsen af [Klager] indeholder personoplysninger af følsom karakter, der som udgangspunkt må betragtes som værende særlig belastende for [Klager].

Pressenævnet finder imidlertid, at det ikke kan anses for at være en overtrædelse af god presseskik, at Fyens Stiftstidende har afvist anmodningen om at slette eller afindeksere artiklen 11 år efter dommens afsigelse.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på sagens karakter og alvor sammenholdt med den tid, der er gået.

Pressenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere Fyens Stiftstidende for ikke at have imødekommet [Klager]s anmodning om at slette eller afindeksere artiklen.

Afgjort den 19. november 2024

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →