Legislator Case Law & Legislation
W20240998325 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - parts- og vidneforklaringer

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9983 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - sundhed - parts- og vidneforklaringer

KEN#LOKDOK23 2024 9983 Valid

J.nr. 22-38471

En kvinde (klager) klagede over en region (indklagede) i forbindelse med, at kvinden og hendes familie havde besøgt et af regionens hospitaler.

Klager mente, at personalet ved hospitalet havde forskelsbehandlet hende og familien på grund af race, da medarbejderne på hospitalet var kommet med racistiske udtalelser såsom ”go back to your country”, og klagers barn havde ventet i to timer på at blive tilset af en læge.

Regionen mente ikke, at der var blevet fremsat racistiske udtalelser, og at klagers opfattelse måtte skyldes sprogbarrieren mellem klager og personalet.

Parterne var desuden uenige om, hvorvidt ventetiden skyldes, at klager kom for sent til sin aftale eller ej.

Nævnet vurderede, at der var afgørende tvivl om hændelsesforløbet og udtalelserne i forbindelse med lægebesøget.

Disse spørgsmål var af afgørende betydning for sagens resultat, og kunne alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages af nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

KEN#LOKDOK23 2024 9983 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af race i forbindelse med indklagedes udtalelser og behandling af klager under et besøg på et hospital i indklagede region.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen, da en afgørelse af, om du er blevet forskelsbehandlet på grund af race, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager har for nævnet oplyst, at hun den 25. august 2022 havde en tid ved hospitalet, da klagers søn havde pådraget sig et hovedtraume.

Klager har oplyst, at en medarbejder på hospitalet havde spurgt dem, hvor de kom fra, og derefter udtalt, ”just go” og ”go back to your country”.

Indklagede har bestridt klagers oplysninger.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. august 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende at være blevet udsat for forskelsbehandling på grund af race i forbindelse med indklagedes udtalelser og behandling af klager under et lægebesøg hos indklagede.

Klager havde en tid ved indklagede klokken 18:40 og ankom klokken 18:16.

Klagers ægtefælle fik efter en times ventetid at vide af en medarbejder, at klagers søn var den næste patient, der ville blive tilset.

Efterfølgende blev flere patienter tilset før klagers søn, og klagers ægtefælle henvendte sig derfor til personalet igen for at spørge ind til, hvornår sønnen kunne tilses.

Medarbejderen fortalte i den forbindelse klagers ægtefælle, at han kunne forlade stedet, såfremt han ikke ønskede at vente.

Medarbejderen adspurgte derefter klagers ægtefælle ”where are you from?

”

Personalet kom også med følgende udtalelser: ”just go” og ”go back to your country”.

Indklagedes håndtering af situationen og sprogbrug i den forbindelse var racistisk uden tanke på klagers søns situation og uden det sigte at skaffe sønnen lægehjælp.

Indklagede nægtede at tilbyde klager hjælp til kompression af klagers søns hovedsår og stille sterile rensningsprodukter til rådighed, da klagers søn begyndte at bløde.

Dette på trods af, at indklagede var velvidende om, at klagers søn havde ventet i mere end halvanden time.

Klagers søn blev først tilset to timer efter sin tid hos indklagede.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af race.

Indklagede beklager, at klager har oplevet medarbejderne hos indklagede som uvenlige og grænsende til racistiske.

Der var en sprogbarriere, som må have bidraget til misforståelsen.

For så vidt angår ventetiden havde klagers søn en aftale hos indklagede klokken 17:40, men ankom først 18:16.

Klagers søn modtog behandling klokken 20:39.

Indklagede har et IT-system, som fortæller et præcist starttidspunktet for en påbegyndt behandling hos indklagede.

Klagers ophold hos indklagede anses for at være acceptabelt, henset til klagers søns tilstand.

Medarbejderne hos indklagede, som klager talte med, har ikke nogen indflydelse på prioriteringen af patienter hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet efter lov om etnisk ligebehandling.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed blandt andet for så vidt angår adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden.

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race eller etnisk oprindelse behandles ringere, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer af en bestemt race eller etnisk oprindelse ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Klager har gjort gældende over for nævnet, at personalet hos indklagede fremsatte racistiske udtalelser over for klagers ægtefælle i forbindelse med hospitalsbesøget.

Indklagede har bestridt, at personalet skulle have fremsat racistiske udtalelser.

Det er indklagedes opfattelse, at klagers oplevelse skyldes sprogbarrieren, der var mellem klager og personalet.

Parterne er desuden uenige om, hvorvidt ventetiden hos indklagede skyldtes, at klager kom for sent til sin aftale eller ej.

Der er således for nævnet afgivet modstridende oplysninger om hændelsesforløbet og udtalelserne fra indklagedes personale.

Der er herefter for nævnet afgørende tvivl om hændelsesforløbet og udtalelserne i forbindelse med klagers lægebesøg hos indklagede.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Lov om etnisk ligebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9983 Valid

•

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1 nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9983 Valid

•

§ 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →