Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ej medhold
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - ej medhold
J.nr. 23-6285
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med bipolar effektiv sindslidelse, klagede over et boligadministrationsselskab (indklagede).
Kvinden mente, at boligadministrationsselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi klager havde fået et afslag på at medbringe sin hund i sin almene lejebolig.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet behandlet ringere end andre på grund af sit handicap.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at tage stilling til, om klager havde et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede boligadministration den 12. januar 2023 gav klager et afslag på at holde hund i sin almene lejebolig.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede den 12. januar 2023 gav klager et afslag på at holde sin hund i sin almene lejebolig.
Sagsfremstilling
Det fremgår af fremlagte lægelige oplysninger, at klager er diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse.
Den 3. januar 2023 ansøgte klager sin bopælskommune om tilskud til at træne sin hund som servicehund.
Klager ansøgte efterfølgende om dispensation hos indklagede til at holde sin hund i sin almene lejebolig.
Samme dag havde klager og indklagede en e-mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.
Indklagede
”Jeg kan desværre ikke give en dispensation.
Du må tage fat i kommunen for en hurtig godkendelse.
”
Klager
”Som du ved, så har jeg allerede servicehunden klar til ejertræning.
Det er derfor vigtigt at hunden komme hjem til mig hurtigst muligt, så tilknytningen kan igang sættes.
”
Den 12. januar 2023 modtog klager en afgørelse fra indklagede om sin ansøgning på dispensation, hvoraf fremgår bl.a.
”[Indklagede] har bedt mig som deres advokat, om at undersøge mulighederne for at give dig dispensation fra gældende husorden ift.
husdyr, idet du har oplyst at have søgt om en servicehund, jf. Serviceloven § 112 og har en hund, som du ønsker at bringe ind i dit lejemål.
…
På nuværende tidspunkt kan jeg forstå, at hunden ikke har modtaget nogen form for træning eller på anden måde vil kunne udføre de specifikke nytteopgaver i relation til dit handicap.
Dette vil kræve træning af kvalificeret person, med kompetencer til at kunne give hunden den nødvendige træning.
Det vurderes derfor, at hunden indtil videre vil have en social funktion.
…
Da hunden ifølge dine egne oplysninger ikke har påbegyndt sin træning som servicehund, er [indklagede] derfor nødsaget til at afvise din ansøgning om dispensation.
Beslutningen er taget både af hensyn til at overholde gældende husorden, samt at give en ensartet administration og behandling overfor alle [indklagedes] lejere.
Straks hunden har modtaget relevant og fyldestgørende træning, er du meget velkommen til at kontakte [indklagede], hvorefter der kan ske en ny vurdering af om du opfylder betingelserne for en servicehund.
”
Den 13. januar 2023 sendte klager en e-mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”Kan det være rigtigt, at jeg først må få min hund hjem, når den har gennemgået træningen, som jeg i øvrigt skal deltage i, så min hund kan læse mine signaler om, hvornår jeg får udsving i mit stemmeleje?
Derudover, så ser jeg dette som handicapdiskrimination, da min bipolar lidelse ikke bliver anerkendt og heller ikke fremgår i det der er blevet tilsendt fra [indklagede] til dig i det du har sendt mig.
”
Den 16. januar 2023 svarede indklagede på klagers e-mail af 13. januar 2023, hvoraf fremgår bl.a.
”På vegne af [indklagede] kan jeg oplyse, at din lidelse og behov for servicehund til fuld anerkendes.
[Indklagede] har derfor under de givne omstændigheder ingen anledning til at anfægte din ret til en servicehund.
[Indklagede] er dog nødsaget til administrere adgangen/muligheden for dyr i lejeboligerne ens for alle beboere.
Dette medfører, at [indklagede] i overensstemmelse med gældende husorden desværre må afvise, at du må have en hund i lejemålet tidligere end tidspunkt, hvor hunden opfylder betingelserne for at være en ”servicehund” i henhold til Driftsbekendtgørelsens § 130, stk. 2.
Indtil hunden har modtaget tilstrækkelig træning, vil dens tilstedeværelse primært have social karakter.
Jeg vil samtidig gentage, at du selvfølgelig vil kunne få din hund hjem, så snart det er dokumenteret, at den har modtaget den nødvendige træning.
”
Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1642 af 7. december 2023 om drift af almene boliger m.v. (driftsbekendtgørelsen) § 130, stk. 1, at uanset bestemmelserne i husordenen for almene boliger har personer med vedvarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller blinde og svagtseende, der er afhængige af et servicedyr, altid ret til at holde et sådant.
Af bestemmelsens stk. 2, fremgår, at ved servicedyr forstås fører- og servicehunde, som er specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for de personer, der er nævnt i stk. 1.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 19. januar 2023.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.
Den 24. marts 2023 modtog klager en afgørelse fra sin bopælskommune, hvoraf fremgår bl.a.
” Du bevilges tilskud til træning af din hund i henhold til servicelovens § 112.
…
Begrundelse for bevillingen
Det vurderes, at en servicehund vil gøre dig i stand til at kunne være deltagende i aktiviteter uden for hjemmet som indkøb, offentlig transport, besøg samt lignende aktiviteter og at den vil være en væsentlig lettelse i dagligdagen for dig.
Træning
[Bopælskommune] bevilger tilskud til træning af din hund ved [servicehundeforening].
[Servicehundeforeningen] har ved et vurderingsbesøg d. 23. marts 2023 vurderet, at din hund er egnet som en servicehund.
Træningen indebærer, at du i samarbejde med [servicehundeforeningen] selvtræner din hund i hjemmet samt ude i andre omgivelser med løbende vejledning fra [servicehundeforeningen].
”
Samme dag sendte klager en e-mail til indklagede, hvoraf fremgår bl.a.
”Som jeg skrev i går pr. mail, at jeg har fået godkendt min hund nu er godkendt til træning.
Jeg fremsender hermed dokumentation på bevillingen.
”
Den 27. marts 2023 svarede indklagede på klagers mail af 24. marts 2023, hvoraf fremgår bl.a.
”Jeg kan se, at hunden d. 23. marts 2023 er vurderet egnet som en servicehund og du ved vejledning fra [servicehundeforeningen] nu kan påbegynde selvtræning i hjemmet.
På den baggrund er [indklagede] enig i, at den pågældende hund nu kategoriseres som en servicehund og den kan hjemtages i henhold til Driftsbekendtgørelsen 130.
”
Parternes bemærkninger
Henset til sagens resultat er parternes bemærkninger alene gengivet delvist.
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun fik afslag på at holde sin hund i sin almene lejebolig af indklagede.
Klager gør derudover gældende, at indklagede som følge heraf skal tilpligtes at betale en godtgørelse på 15.000 kr.
Klager føler, at indklagede udsætter hende for handicapdiskrimination, da indklagede ikke tager højde for, at hun havde brug for at få sin kommende servicehund hjem.
Klager mener, at det ikke har relevans for sagen, at klager efterfølgende har fået tilladelse til at holde sin hund i lejligheden den 27. marts 2023.
Indklagede har fremsat påstand om afvisning af sagen, da det er åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.
Det følger af driftsbekendtgørelsens § 130, at der ved servicedyr forstås en servicehund, som er specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for de personer, der er omfattet af bestemmelsen.
Allerede fordi klager ikke har eller kan dokumentere, at den i sagen omhandlede hund ikke har modtaget speciel træning, forekommer det åbenbart, at der ikke gives medhold i sagen.
Der stilles fra indklagede ikke væsentlige krav til, hvilken dokumentation der skal fremlægges, men det kan lægges til grund, at klager selv havde oplyst, at hunden ikke havde modtaget nogen form for træning og derfor ikke var en servicehund.
Det bestrides ikke, at den pågældende hund kan blive til en servicehund, men var det ikke på tidspunktet for afslaget.
Indklagede modtog dokumentation for opstart af hjemmetræning af servicehunden den 24. marts 2023, hvorefter indklagede gav tilladelse til, at hunden kunne bringes ind i lejemålet.
Klagers hund blev først erklæret egnet som kommende servicehund den 23. marts 2023.
Det er ikke givet, at alle hunde har evnerne til at blive uddannet servicehund, og det må som minimum være et krav, at den ønskede hund kan uddannes til en servicehund, og den efterfølgende også bliver relevant trænet.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede den 12. januar 2023 gav klager et afslag på at holde sin hund i sin almene lejebolig.
Nævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet behandlet ringere end andre på grund af sit handicap.
Nævnet har lagt særlig vægt på, at der på tidspunktet for afslaget den 12. januar 2023 ikke forelå en vurdering af, at klager havde et behov for en servicehund.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 3 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde