Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - pligtig afgangsalder - kompetence - ej medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - pligtig afgangsalder - kompetence - ej medhold

J.nr. 22-32319

En mand (klager), der blev født i 1952 klagede over et ministerium (indklagede).

Manden mente, at ministeriet havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at hans beskikkelse som børnesagkyndig dommer udløb, da han fyldte 70 år.

Det fremgik af servicelovens dagældende § 172, stk. 2, at en sagkyndig afgik ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fyldte 70 år.

Bestemmelsen fremgår nu af § 150, stk. 2, i barnets lov.

Det fremgår af beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Nævnet vurderede, at den pligtige fratrædelsesalder var objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål om at sikre domstolenes uafhængighed, kvaliteten i domstolenes afgørelser og tilliden til domstolene.

Nævnet vurderede også, at den pligtmæssige afgangsalder var et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at opnå formålet.

Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at klagers beskikkelse som børnesagkyndig dommer udløb, da han fyldte 70 år.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klagers beskikkelse som børnesagkyndig udløb, da han fyldte 70 år.

Sagsfremstilling

Klager, som blev født i 1952, blev den 4. juni 2019 beskikket som børnesagkyndig dommer for perioden 15. juni 2019 til 31. maj 2022.

Det fulgte af servicelovens dagældende § 172, stk. 2, at en beskikkelse som børnesagkyndig dommer var gældende for fire år.

En sagkyndig afgik dog ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fyldte 70 år.

Klager fyldte 70 år i maj 2022.

Den 6. januar 2022 anmodede klager styrelse X om dispensation fra den pligtmæssige fratrædelsesalder for børnesagkyndige dommere i servicelovens § 172, stk. 2.

Den 10. januar 2022 oplyste styrelse X klager om, at der ikke var hjemmel til at meddele dispensation fra den pligtmæssige fratrædelsesalder i servicelovens § 172, stk. 2.

Den 9. marts 2022 opfordrede klager det indklagede ministerium til at ændre den pligtmæssige fratrædelsesalder i servicelovens § 172, stk. 2.

Den 20. april 2022 oplyste indklagede klager om, at den pligtmæssige fratrædelsesalder fulgte tilsvarende regler i retsplejeloven.

Indklagede henviste også til en ministers svar på et spørgsmål fra Folketingets Social- og Indenrigsudvalg.

Af svaret fremgår blandt andet

”Henvendelsen vedrører reglerne om særligt sagkyndige til domstolene, som er fastsat i servicelovens §§ 169-172.

Efter disse regler kan børn og unge-udvalgets afgørelser indbringes for Ankestyrelsen.

Såfremt Ankestyrelsen fastholder en afgørelse, kan sagen kræves forelagt retten.

Tilsvarende gælder Ankestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 65, stk. 3, hvorefter Ankestyrelsen af egen drift bl.a. kan træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke.

I disse sager tiltrædes byretten under hovedforhandlingen af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.

I serviceloven er det fastsat, at de sagkyndige skal være myndige, ikke må være under værgemål eller samværgemål og skal være uberygtede og vederhæftige.

De sagkyndige beskikkes for en 4-årig periode og afgår ved udgangen af den måned, de pågældende fylder 70 år.

I henvendelsen omtales, at der ikke er fastsat aldersgrænser for domsmænd ved domstolene, og borgeren ønsker lignende regler for de særligt sagkyndige, der tiltræder byretten under hovedforhandlingen af en sag efter reglerne i serviceloven.

Det er dog ikke korrekt.

Efter retsplejelovens § 69 må borgere, der udtages til de kommunale grundlister, som er listen af borgere, som kan blive indkaldt til at virke som nævninge eller domsmænd i by- eller landsretten sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere, ikke være fyldt 76 år ved begyndelsen af grundlisteperioden.

Det kan desuden oplyses, at aldersgrænsen for juridiske dommere ved domstolene efter reglerne i tjenestemandsloven er 70 år.

Hvor lægdommere så vidt muligt skal udgøre et repræsentativt udvalg af befolkningen, herunder i forhold til alder, skal de særlig sagkyndige, som bistår den juridiske dommer i retssager efter servicelovens § 170, varetage en ekspertfunktion som særlig sagkyndig enten i børneforsorg, i børne- eller ungdomspsykiatri eller psykologi under behandlingen af visse sager om særlig støtte til udsatte børn og unge.

Der lægges således i udvælgelsen af de særlig sagkyndige vægt på den pågældendes faglige kvalifikationer og herunder relevant uddannelse.

Der lægges dog også vægt på, at den sagkyndige har relevant erfaring med udsatte børn og unge fra praksis.

Det er i den sammenhæng også relevant, at den pågældendes viden og erfaring er rimelig aktuel for at kunne sikre, at de særlig sagkyndige kan varetage deres funktion som eksperter i f.eks. behandling af sager om tvangsanbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet.

For at sikre, at de særlig sagkyndige har de fornødne - og opdaterede – kompetencer til at kunne bistå den juridiske dommer i disse sager, er det min opfattelse, at det er relevant at fastholde en aldersgrænse for de særlig sagkyndige på niveau med aldersgrænsen for de juridiske dommere ved domstolene.

”

Den 2. maj 2022 oplyste styrelse X klager om, at hans beskikkelse som børnesagkyndig dommer udløb den 31. maj 2022.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 8. juli 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at hans beskikkelse som børnesagkyndig dommer udløb, da han fyldte 70 år.

Den pligtmæssige fratrædelsesalder i servicelovens § 172, stk. 2, var udtryk for forskelsbehandling på grund af alder.

Juridiske dommere kan få dispensation fra den pligtmæssige fratrædelsesalder.

Klager ved fra de mange hovedforhandlinger, han har deltaget i, at dommerne får dispensation.

Pensionsalderen på det generelle arbejdsmarked sættes løbende op, og der er et ønske om, at man fortsætter længere tid på arbejdsmarkedet.

Byretterne beklager sig også over, at de kan have svært ved at finde beskikkede børnesagkyndige til sagerne, da der er for få beskikkede.

Der er ingen aldersgrænse for de sagkyndige ved Ungdomskriminalitetsnævnet eller Børn og Unge-udvalget.

Der er et stort sammenfald mellem de beskikkede sagkyndige ved Ungdomskriminalitetsnævnet, Børn og Unge-udvalget og domstolene.

Klager var stadig autoriseret psykolog, og han var blevet genbeskikket for en fireårig periode i Børn og Unge-udvalget.

Det er diskriminerende at sætte lighedstegn mellem en aldersgrænse på 70 år og opdaterede kompetencer.

Kompetencevurderingen må være en individuel og konkret vurdering.

Såfremt en børnesagkyndig ikke lever op til forventningerne eller ikke længere er kvalificeret, kan retten blot undlade at udpege den pågældende fremover, idet det er retspræsidenten, der foretager udtagelsen til de enkelte sager efter servicelovens § 172 stk. 4.

Indklagede gør gældende, at de ikke udsatte klager for forskelsbehandling på grund af alder.

Efter serviceloven kan visse klager over Ankestyrelsens afgørelser om børn og unge, herunder klager over anbringelse uden for hjemmet uden samtykke kræves forelagt for retten.

Det fremgår af servicelovens § 170, at byretten under hovedforhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- og ungdomspsykiatri eller i psykologi.

Efter servicelovens § 172 skal de sagkyndige være myndige, de må ikke være under værgemål, og skal være uberygtede og vederhæftige.

En beskikkelse gælder for fire år, og den sagkyndige afgår ved udgangen af den måned, den pågældende fylder 70 år.

Reglerne om de særligt sagkyndige følger reglerne for de juridiske dommere i byretten, hvor dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene afskediges, når de fylder 70 år, jf. tjenestemandslovens § 34, stk. 2.

Der findes ikke en dispensationsmulighed fra kravet om, at dommere skal fratræde, når de fylder 70 år.

Efter retsplejelovens § 51 kan en pensioneret dommer dog færdigbehandle sager, hvor mundtlig forhandling er påbegyndt inden afskedigelsen.

Endvidere er der efter retsplejelovens.

§ 51 e mulighed for, at en pensioneret dommer kan tilkaldes for at virke som dommer ved et embede i en nærmere bestemt periode.

De børnesagkyndige, der efter servicelovens § 170 tiltræder byretten under hovedforhandlingen af Ankestyrelsens afgørelser efter lovens § 65, stk. 3, og § 168, virker som retsmedlemmer.

Det vil sige, at de sammen med sagens juridiske dommer udøver dømmende myndighed.

Som sagkyndige retsmedlemmer er de børnesagkyndige omfattet af de særlige regler om klager og suspension i retsplejelovens §§ 48, 49 og 50, der gælder for dommere, jf. herved retsplejelovens § 55.

Det betyder blandt andet, at en afgørelse om suspension begrundet i, at et sagkyndigt retsmedlem på grund af åndelig eller legemlig svaghed er ude af stand til at bestride hvervet, skal træffes af Den Særlige Klageret.

Ligebehandlingsnævnet har i en afgørelse af 22. juni 2022, nævnets sagsnr.

20-46066, udtalt, at den pligtmæssige fratrædelsesalder for dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene i tjenestemandslovens § 34, stk. 2, ikke er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder.

Nævnet vurderede således, at den pligtmæssige fratrædelsesalder på 70 år for dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Nævnet vurderede, at bestemmelsen ikke går videre end nødvendigt, og anførte i den forbindelse, at der under hensyntagen til karakteren af de arbejdsopgaver og det ansvar, som påhviler dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene, at det må anses for hensigtsmæssigt at have en pligtig fratrædelsesalder i tjenestemandsloven for at opnå formålet om at sikre kvaliteten i domstolenes afgørelser og bevare tilliden til domstolene.

Nævnet lagde vægt på, at det som følge af de særlige regler om afskedigelse af dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene, der skal sikre domstolenes uafhængighed, er vanskeligt at afskedige en medarbejder, der som følge af alderssvækkelse ikke længere kan varetage stillingen med den fornødne kvalitet

Indklagede mener, at det i afgørelsen anførte om domstolenes centrale rolle i samfundet, kvaliteten i domstolenes afgørelser, tilliden til domstolene samt den manglende mulighed for at omplacere til en mindre krævende stilling tilsvarende gør sig gældende for sagkyndige retsmedlemmer.

For så vidt angår spørgsmålet om afskedigelse bemærkes, at eventuel afskedigelse af et sagkyndigt retsmedlem på grund af utilbørligt eller usømmeligt forhold tilsvarende vil skulle ske efter de særlige regler, der gælder for afskedigelse af dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene.

For så vidt angår afskedigelse på grund af vedvarende åndelig eller legemlig sygdom, er der ikke for sagkyndige retsmedlemmer en bestemmelse svarende til retsplejelovens § 49 a, idet det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1399 af 21. december 2005, at det under hensyn til, at det vil være muligt at suspendere et sagkyndigt retsmedlem, der på grund af åndelig eller legemlig svaghed er ude af stand til at bestride hvervet, og til at disse er udpeget for en tidsbegrænset periode, ikke syntes at være behov for en bestemmelse svarende til § 49.

Indklagede skal i den forbindelse henvise til, at da suspension på grund af åndelig eller legemlig svaghed efter retsplejelovens § 50 kun kan ske, hvis det sagkyndige retsmedlem er ude af stand til at bestride hvervet, og da en sådan afgørelse skal træffes af Den Særlige Klageret, vil det være vanskeligt at suspendere et sagkyndigt retsmedlem, der som følge af alderssvækkelse ikke længere kan varetage stillingen med den fornødne kvalitet.

Sammenfattende er det således indklagedes opfattelse, at stort set alle de ovennævnte hensyn, der gør sig gældende i forhold til den pligtmæssige fratrædelsesalder for dommere mv., også gør sig gældende for sagkyndige retsmedlemmer.

For så vidt angår det af klager anførte vedrørende sagkyndige i Børn og Unge-udvalget og Ungdomskriminalitetsnævnet bemærkes, at de sagkyndige i Børn og Unge-udvalget medvirker til at træffe administrative afgørelser, mens de i Ungdomskriminalitetsnævnet har en rådgivende funktion og ikke medvirker til at træffe afgørelse.

Disse sagkyndige virker således ikke som retsmedlemmer med dømmende myndighed.

De sagkyndige retsmedlemmer bistår også den juridiske dommer i sagen med særlig ekspertviden, enten som sagkyndig i børneforsorg eller som sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller psykologi, under behandlingen af visse sager om særlig støtte til udsatte børn og unge, herunder sager om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke.

Derfor lægges der ved udvælgelsen af de særligt sagkyndige vægt på den pågældende ansøgers faglige kvalifikationer og uddannelse, herunder også eventuel efteruddannelse, samt om den pågældende har relevant erfaring med udsatte børn og unge fra praksis.

Det er videre ministeriets opfattelse, at de sagkyndige retsmedlemmers viden og erfaringer bør være rimelig aktuel, for at det kan sikres, at de sagkyndige kan varetage deres særlige funktion som eksperter i forhold til behandlingen af meget indgribende sager for barnet eller den unge og deres familier, herunder sager om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Klager blev den 4. juni 2019 beskikket som børnesagkyndig dommer for perioden 15. juni 2019 til 31. maj 2022.

I januar 2022 anmodede han om dispensation fra den pligtmæssige fratrædelsesalder i den dagældende bestemmelse i servicelovens § 172, stk. 2, (den nugældende § 150, stk. 2, i barnets lov).

Klager fik afslag på sin anmodning, da der ikke var lovhjemmel til at dispensere fra den pligtmæssige fratrædelsesalder.

Klagen vedrører således, om den pligtmæssige fratrædelsesalder i den dagældende bestemmelse i servicelovens § 172, stk. 2, er i strid med forskelsbehandlingslovens regler om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.

I december 2004 blev alder ved lov nr. 1417 af 22. december 2004 indsat som beskyttelseskriterium i forskelsbehandlingsloven i forbindelse med implementeringen af Rådets direktiv af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Da den pligtmæssige fratrædelsesalder i servicelovens § 172, stk. 2, havde betydning for, hvornår sagkyndige ikke længere kunne beskikkes og dermed blev afskediget, falder klagen inden for anvendelsesområdet for forskelsbehandlingsloven og beskæftigelsesdirektivet og dermed inden for Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor tage stilling til det spørgsmål, som klagen vedrører.

Der henvises herved til nævnets afgørelser i sagsnr.

20-46066 om pligtmæssig fratrædelsesalder i tjenestemandsloven for tjenestemandsansatte jurister ved domstolene, sagsnr.

2013-6819-08016 om pligtmæssig fratrædelsesalder i tjenestemandsloven for præster og sagsnr.

18-70477 om aldersgrænsen i autorisationsloven for bortfald af retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed for autoriserede sundhedspersoner.

Det fremgår af beskæftigelsesdirektivets artikel 6, stk. 1, at medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Indklagede har gjort gældende, at den lovpligtige fratrædelsesalder for sagkyndige er begrundet i de samme hensyn, som den lovpligtige fratrædelsesalder for dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene i tjenestemandslovens § 34, stk. 2.

Det fremgår af forarbejderne til tjenestemandslovens § 34, stk. 2, at opretholdelsen af den lovpligtige fratrædelsesalder for dommere og tjenestemandsansatte jurister ved domstolene er begrundet i såvel domstolenes centrale rolle i samfundet som arbejdsbyrden ved domstolene, der stiller betydelige krav til dommernes arbejdsevne.

Der er ikke ved domstolene – som for tjenestemænd i administrationen – de samme muligheder for at omplacere den enkelte dommer til en mindre krævende stilling, og endelig indebærer de særlige regler om adgangen til at afskedige dommere, som skal sikre domstolenes uafhængighed, at det vil være vanskeligt at afskedige en dommer som følge af alderssvækkelse.

Af forarbejderne til lov nr. 1169 af 8. juni 2021, der indførte en tilsvarende lovpligtig fratrædelsesalder for ikke-tjenestemandsansatte fuldmægtige ved domstolene i retsplejelovens § 54, stk. 6, fremgår det, at baggrunden for den gældende pligtige fratrædelsesalder for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene er at sikre domstolenes uafhængighed, kvaliteten i domstolenes afgørelser og tilliden til domstolene.

De beskikkede sagkyndige indtræder som retsmedlemmer, hvorfor de udøver dømmende myndighed sammen med den juridiske dommer.

Nævnet vurderer herefter, at den pligtige fratrædelsesalder for beskikkede sagkyndige på 70 år er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Spørgsmålet er herefter, om midlerne til at opnå disse formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Medlemsstaterne råder over en vid skønsmargin ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde deres mål på området for socialpolitik og beskæftigelse.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 22. november 2005 sag C-144/04 (Mangold, præmis 63), 16. oktober 2007 sag C-411/05 (Palacios de la Villa, præmis 68), 12. oktober 2010 C-499/08 (Andersen, præmis 33).

Under hensyntagen til medlemsstaternes vide skønsmargin samt karakteren af de arbejdsopgaver og det ansvar, som påhviler de beskikkede sagkyndige, vurderer nævnet, at det må anses for hensigtsmæssigt at have en pligtig fratrædelsesalder for at opnå de ovennævnte formål.

Nævnet vurderer også, at bestemmelsen ikke går videre end nødvendigt.

Nævnet har herved blandt andet lagt vægt på de særlige regler om afskedigelse af beskikkede sagkyndige, og at den valgte alder for pligtmæssig fratrædelse på 70 år overstiger den aktuelle folkepensionsalder.

Klager får herefter ikke medhold i klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

Beskæftigelsesdirektivet

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling

•

Artikel 6, stk. 1, om ulige behandling på grund af alder