Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - forældelse - genoptagelse - uddannelse - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - forældelse - genoptagelse - uddannelse - medhold

J.nr. 23-35287

En transkønnet mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med en regions (indklagede) udtalelser under drøftelserne om mandens kommende studiepraktikophold.

Manden havde oplyst, at han havde anmodet regionen om, at hans kollegaer skulle bruge mandlige pronomener over for ham.

Det fremgik blandt andet af en mail fra mandens kommende vejleder fra regionen, at det af ledelsen var besluttet, at det ikke var muligt at tiltale manden som en mand, inden han havde skiftet biologisk køn og CPR-nummer, og at manden åbenlyst fremstod som en kvinde.

Nævnet vurderede, at manden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for chikane.

Det var herefter regionen, som skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Regionen var, på trods af flere opfordringer hertil, ikke kommet med bemærkninger til sagen.

Nævnet vurderede derfor, at regionen ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Manden fik derfor medhold i sin klage.

Fordi manden havde indbragt en klage den 3. oktober 2021 over forskelsbehandling, der senest var sket den 7. august 2018, havde han udvist retsfortabende passivitet, og havde dermed fortabt retten til at gøre et krav på godtgørelse gældende over for regionen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med drøftelser om klagers planlagte studiepraktikophold i den indklagede region.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Den indklagede region har handlet i strid med ligebehandlingsloven i forbindelse med drøftelserne om klagers planlagte studiepraktikophold.

Klager har udvist retsfortabende passivitet og har dermed fortabt retten til at gøre et krav på godtgørelse gældende som følge af ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

Sagsfremstilling

Klager indgav den 3. oktober 2021 en klage til Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med drøftelser om klagers planlagte studiepraktikophold i den indklagede region.

Klager fremlagde en udtalelse fra indklagede af 7. august 2018, hvor følgende fremgår

”…

Efter en gennemgang af sagen skal det bemærkes, at [afdeling] bestemt ikke har noget imod at beskæftige transkønnede.

Det er dog gældende for alle, der er i kontakt med patienterne på afdelingen, at private anliggender ikke må have en fremtrædende rolle i mødet med patienterne.

Dette er vigtigt af hensyn til patienterne, der er særligt

sårbare og har brug for den fulde opmærksomhed fra ansatte og praktikanter.

Patienterne kan være svært deprimerede og personlighedsforstyrrede og kan i den forbindelse være identitetsforvirrede.

Hvis en person fremtræder som kvinde men forventes tituleret som mand, kan det derfor skabe unødig forvirring, som ikke vurderes hensigtsmæssig overfor patienterne.

Dette kan endvidere trække fokus væk fra behandlingen.

Der er fra [afdeling] desuden opmærksomhed på, at ansatte og praktikanter fremtræder psykisk stabile.

Det er i den forbindelse vurderet (bl.a. ud fra, hvad du selv har oplyst), at der i dit tilfælde kunne være en risiko for, at situationen omkring kønsskifte og hormonbehandling kunne medføre en psykisk ustabilitet.

Der lægges herved generelt i afdelingen vægt på, at terapi, pleje og omsorg kræver psykisk stabilitet hos behandleren.

Samlet set vurderes der at foreligge sådanne betydelige hensyn til patienterne, at der ikke kan udtales kritik af den bedømmelse, som [afdeling] har foretaget i den konkrete sag.

Vi skal dog samtidig beklage det indtryk, du har oplevet af forløbet.

Herved skal det afslutningsvis anføres, at [afdeling] ved den kommunikation, der har været med dig, har søgt at respektere at kalde dig [navn].

…”

Ligebehandlingsnævnet traf den 31. januar 2022 afgørelse i sagen.

Sagen blev behandlet under j.nr. 21-43960.

Ved afgørelsen fastslog nævnet, at klager havde udvist retsfortabende passivitet og dermed havde fortabt retten til at gøre et eventuelt krav gældende som følge af påstået ulovlig forskelsbehandling på grund af kønsudtryk.

Af afgørelsens sagsfremstilling fremgår følgende

”I foråret 2018 skulle klager i studiepraktik på en psykiatrisk afdeling i den indklagede region.

Praktikken var planlagt til at vare i perioden fra den 7. februar 2018 til den 1. juni 2018.

I anledning af den forestående praktik holdt klager i december 2017 en opstartssamtale med sin kommende praktikvejleder.

Klager anvender pronomenet ”han” og har et kønsneutralt navn.

På mødet talte klager med praktikvejlederen om brug af klagers navn og pronomen blandt kollegaer og patienter.

Klager oplyste på mødet, at han var i et forløb med henblik på at starte hormonbehandling snarest muligt, hvilket potentielt kunne være i praktikperioden.

Den 3. januar 2018 skrev klager til praktikvejlederen og oplyste, at han endnu ikke havde besluttet, hvorvidt han som planlagt ville fortsætte praktikken hos indklagede.

Til brug for sine overvejelser bad han praktikvejlederen om at specificere, hvad de indtil da havde talt om.

Den 4. januar 2018 modtog klager svar fra sin praktikvejleder med følgende indhold

”Kan godt forstå, at du lige skal have det opsummeret.

Overordnet talte jeg med dig om, at

1) Det er ledelsens beslutning, at vi ikke kan tiltale dig som mand ("han") allerede nu, inden du har skiftet biologisk køn og cpr.nr. Det vurderes problematisk at bede svært syge (og ofte identitetsforvirrede) patienter og pårørende om at sige "han" til en person, der åbenlyst fremstår som en kvinde.

Det kan risikere at skabe forvirring og trække fokus væk fra behandlingen.

Det er helt ok, at du vil tiltales med et kønsneutralt navn ([…]).

2) Det er selvfølgelig dit eget valg, om du vil opstarte i hormonbehandling under praktikken, men det at skulle i hormonbehandling, samtidig med at man professionelt skal lære at forholde sig til psykisk meget syge mennesker, kan muligvis være svært at kombinere.

Så hvorvidt du kan have egentlige patientforløb under praktikken afhænger af, hvordan du reagerer på evt.

behandling, hvilket er noget vi tager op undervejs i forløbet.

Håber det skaber lidt mere overblik ellers må du skrive igen.

”

Klager afbrød efter det oplyste samarbejdet med indklagede om praktikpladsen inden praktikkens opstart.

Klager henvendte sig via en politiker til regionen om sagen i juni 2018.

Regionen svarede klager på henvendelsen ved brev af 7. august 2018.

I brevet fandt regionen ikke anledning til at udtale kritik af den bedømmelse, som den psykiatriske afdeling i regionen havde foretaget i den konkrete sag.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. oktober 2021.

”

Af parternes bemærkninger fremgår følgende

”Klager gør gældende, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med den planlagte praktikperiode.

Han ønsker sig tilkendt en godtgørelse.

Klager og praktikvejlederen aftalte på mødet i december 2017, at klager kunne hedde sit valgte, kønsneutrale navn blandt kollegaer og patienter.

Klagers pronomen – ”han” – skulle respekteres af hans kollegaer i hverdagen, mens patienterne kunne kalde klager, hvad de havde lyst til.

Klagers pronomen behøvede slet ikke blive taget op med patienterne.

De samme regler skulle gøre sig gældende, hvis klager skulle gennemføre egne terapiforløb under praktikken.

Praktikvejlederens mail af 4. januar 2018 afspejler ikke denne aftale men omtaler i stedet, at klager skulle have krævet af patienterne, at de skulle bruge klagers rette pronomen.

Inden klagers praktikperiode startede, blev han efter nytår ringet op af sin praktikvejleder.

Hun fortalte, at hun havde talt med lederen om klager, og at de ikke kunne imødekomme klagers forespørgsler om navn og pronomen.

De ville ikke respektere at bruge ”han” om klager, fordi han ikke havde fået skiftet cpr-nummer.

De udtrykte desuden bekymring for, at klagers hormonbehandling kunne gøre ham til fare for patienterne.

Indklagede ønskede at gøre afslutningen af samarbejdet til klagers egen beslutning ved at opfordre ham til at tænke over, om han ville i praktik på afdelingen, når de ikke ville imødekomme hans forespørgsler.

På baggrund af klagers henvendelse til en politiker blev der iværksat en intern undersøgelse af sagen i regionen, som blev afsluttet med regionens brev af 7. august 2018.

Konklusionerne i brevet skyldes fordomme og antagelser, og klager blev som transperson behandlet anderledes.

Der blev i brevet lagt vægt på, at patienternes forvirring om klagers kønsudtryk lå regionen meget på sinde.

Der fremgik dog intet om den aftale, som klageren havde indgået med praktikvejlederen om, hvordan patienter skulle tiltale klager som praktikant på afdelingen.

At klagers kønsudtryk skulle blokere for behandlingen af patienterne blev sat helt ud af proportioner.

Klager skulle netop ikke springe ud som transperson for patienterne, som kunne bruge det pronomen om klager, som de ønskede – uanset om klager herved blev fejlkønnet eller ej.

Det fremgik også af regionens brev, at afdelingen fandt det vigtigt, at deres medarbejdere og praktikanter var psykisk stabile, og at afdelingen frygtede, at klager ville blive ustabil, hvis han startede hormonbehandling under praktikken.

Dette er baseret på en myte om, hvad der sker for transpersoner, der er på testosteron og derfor frygtes at blive aggressive og uforudsigelige.

Regionen antog, at klager var psykisk ustabil, og dette førte til, at de med ”god samvittighed” afviste at have forskelsbehandlet klager.

Det forhold, at regionen havde forsøgt at imødekomme klager ved internt at anvende hans kønsneutrale navn, undskylder ikke for den klare uvidenhed, der førte til, at klager måtte afslutte samarbejdet, da han blev ramt af minoritetsstress.

Resultatet blev, at klager måtte finde en anden praktikplads, da han ikke ville risikere sit mentale helbred ved at tage imod praktikpladsen under disse vilkår.

Klager blev forsinket på sit studie med 12 måneder på grund af dette.

Klager blev færdiguddannet i sommeren 2019.

Han frygtede, at hvis han klagede på tidspunktet for den skete diskrimination, kunne han risikere et ry blandt sine fremtidige kollegaer, der ville gøre det sværere for ham at få et job i psykiatrien.

Derudover havde klager en traumereaktion forbundet med episoden, der gjorde, at han først har haft mentalt overskud til at klage nu.

Klager ønsker med klagen at dokumentere, at psykiatrien har en sag som denne på samvittigheden.

Selv hvis klagen viser sig at være forældet, kan den måske være til gavn, hvis der en dag skal dannes overblik over diskriminationssager for transpersoner.

”

Af afgørelsens begrundelse fremgår følgende

”…

Klagen angår forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse, at klager i december 2017 og januar 2018 indgik i drøftelser med den indklagede region om brugen af klagers navn og pronomen samt en eventuel hormonbehandling under hans planlagte praktikophold på psykiatrisk afdeling i foråret 2018.

På baggrund af indklagedes tilkendegivelser under disse drøftelser valgte klager at afbryde samarbejdet om praktikken inden praktikopholdets opstart.

Klager henvendte sig i juni 2018 via en politiker til den indklagede region om forløbet.

Regionen besvarede klagers henvendelse den 7. august 2018, hvor regionen ikke fandt anledning til at udtale kritik af den psykiatriske afdelings bedømmelse af sagen.

Efter det oplyste har klager ikke efter dette tidspunkt på ny henvendt sig til den indklagede region om forløbet.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. oktober 2021.

Nævnet finder, at klager har udvist retsfortabende passivitet ved først at indbringe klagen for nævnet mere end 3 år efter, at regionen havde svaret på hans efterfølgende henvendelse om hændelsesforløbet, der fandt sted ved årsskiftet 2017/2018.

Den omstændighed, at klager for nævnet har oplyst, at hans helbredsmæssige forhold og hensynet til hans jobmuligheder var årsag til, at klagen først blev indbragt for nævnet på dette tidspunkt, kan ikke føre til nogen anden vurdering.

Klagers eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af kønsudtryk er derfor bortfaldet.

Der henvises herved til nævnets faste praksis i sagsnr.

21-5381, 21-12735 og 18-6342.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

…”

Den 14. april 2023 sendte Ligebehandlingsnævnet følgende brev til klager

”…

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse i sagen den 31. januar 2022.

Nævnet vurderede, at du havde udvist retsfortabende passivitet, og at dit eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling derfor var bortfaldet.

Du fik med denne begrundelse ikke medhold i din klage.

Nævnet forholdt sig ved afgørelsen ikke til, om

du havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet har ved et principielt møde den 1. marts 2023 ændret sin praksis om retsfortabende passivitet.

Nævnet har nu fastslået, at eventuel udvist retsfortabende passivitet ikke afskærer en klager fra at få prøvet spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende har været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Retsfortabende passivitet kan herefter alene få betydning ved spørgsmålet om krav på en godtgørelse i tilfælde af ulovlig forskelsbehandling.

…”

Den 14. april 2023 anmodede klager om genoptagelse af sin sag.

På trods af flere opfordringer hertil, er indklagede ikke kommet med bemærkninger til sagen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Spørgsmålet om genoptagelse

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Klager indbragte den 3. oktober 2021 en klage til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af kønsudtryk i forbindelse med drøftelserne om klagers planlagte studiepraktikophold.

Ligebehandlingsnævnet fastslog ved afgørelse af 31. januar 2022, at klager havde udvist retsfortabende passivitet, og at hans eventuelle krav på godtgørelse som følge af påstået forskelsbehandling på grund af kønsudtryk allerede derfor var bortfaldet.

Klager fik med denne begrundelse ikke medhold i klagen.

Ved afgørelsen tog nævnet i overensstemmelse med nævnets hidtidige praksis om retsfortabende passivitet ikke stilling til, om klager var blevet udsat for forskelsbehandling.

Der gælder imidlertid ikke på Ligebehandlingsnævnets område en klagefrist, som kan afskære en klager fra at få behandlet en klage over ulovlig forskelsbehandling som følge af den tid, der er forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse.

Nævnet har på den baggrund ved den principielle afgørelse i sagsnr.

22-48184 ændret sin tidligere praksis, og har fastslået, at der ikke gælder en klagefrist for at indbringe klager til Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet fastslog også, at reglerne om passivitet ikke afskar klageren fra at få behandlet sin klage om forskelsbehandling som følge af den tid, der var forløbet fra den påståede forskelsbehandling, og indtil klagen blev indgivet.

Nævnet vurderer herefter, at særlige grunde taler for at genoptage sagen med henblik på at realitetsbehandle klagen om forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet genoptager derfor sagen.

Spørgsmålet om forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af kønsudtryk efter forskelsbehandlingsloven.

Overtrædelser af forbuddet i forskelsbehandlingsloven mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika, som har fundet sted efter den 1. januar 2022, kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.

Dette fremgår af lov nr. 2591 af 28. december 2021 om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd, lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v., straffeloven og forskellige andre love, som trådte i kraft den 1. januar 2022.

Da det forhold, som klager påberåber sig, har fundet sted før lovens ikrafttræden den 1. januar 2022, behandles klagen efter de før 1. januar 2022 gældende regler og dagældende praksis.

Forud for den 1. januar 2022 indfortolkede Ligebehandlingsnævnet kønsudtryk som beskyttelseskriterium i ligebehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af køn.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser, forfremmelser og arbejdsvilkår.

Det fremgår også af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Det er en obligatorisk del af kandidatuddannelsen i psykologi, at der gennemføres et praktikforløb.

Nævnet vurderer, at praktikforløbet har direkte betydning for den pågældende psykologistuderendes muligheder for at gennemføre uddannelsen og derved opnå adgang til lønnet beskæftigelse.

Nævnet finder herefter, at klager, der som led i sin psykologiuddannelse skulle være praktikant hos den indklagede region, er omfattet af ligebehandlingslovens anvendelsesområde.

Chikane betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er derfor forbudt.

Der foreligger chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende ydmygende eller ubehageligt klima.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Om chikane

Klager har oplyst, at han havde aftalt med sin kommende praktikvejleder, at hans pronomener skulle respekteres af kollegaer, men at patienter kunne bruge de pronomener, som de havde lyst til.

Det fremgår af mail af 4. januar 2018 fra klagers kommende vejleder, at det af ledelsen var besluttet, at det ikke var muligt at tiltale klager som en mand, inden han havde skiftet biologisk køn og CPR-nummer.

Det fremgår desuden, at klager åbenlyst fremstod som en kvinde.

Det fremgår endvidere, at det afhang af, hvordan klager reagerede på hormonbehandling, om klager kunne have et egentligt patientforløb.

Det fremgår desuden af indklagedes udtalelse af 7. august 2018, at det blev vurderet, at der i klagers tilfælde kunne være en risiko for, at situationen angående klagers kønsskifte og hormonbehandling kunne medføre en psykisk ustabilitet for klager.

Nævnet vurderer, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han på baggrund af indholdet af mailen af 4. januar 2018, og af indklagedes udtalelse af 7. august 2018, blev udsat for chikane.

Det er herefter indklagede der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Indklagede er, på trods af flere opfordringer hertil, ikke kommet med bemærkninger til sagen.

Nævnet vurderer derfor, at indklagede ikke har løftet denne bevisbyrde.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at indklagede i mailen havde anført, at det var af hensyn til patienterne, at det ikke var muligt at bruge mandlige pronomener over for klager.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Der gælder ikke på Ligebehandlingsnævnets område en klagefrist, som kan afskære en klager fra at få behandlet en klage over ulovlig forskelsbehandling som følge af den tid, der er forløbet fra den påståede forskelsbehandling og indtil klagens indgivelse.

Hvis en klager har udvist retsfortabende passivitet, fortaber klager retten til at gøre et eventuelt krav på godtgørelse gældende som følge af ulovlig forskelsbehandling på grund af køn

Det er nævnets vurdering, at klager, ved at indbringe en klage den 3. oktober 2021 over forskelsbehandling, der er sket senest den 7. august 2018, har udvist retsfortabende passivitet.

Klager har derfor fortabt retten til at gøre et krav på godtgørelse gældende mod indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1, og stk. 2, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 10 om genoptagelse

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1 og 5, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 16 a, om delt bevisbyrde