Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - sundhed - ej medhold
J.nr. 22-55338
En kvinde (klager), der var diagnosticeret med PTSD og psykogene non-epileptiske anfald, og havde en certificeret servicehund, klagede over en psykiatrisk afdeling (indklagede).
Kvinden mente, at den psykiatriske afdeling havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klagers servicehund ved frivillige indlæggelser.
Den psykiatriske afdeling havde oplyst, at forbuddet mod at medbringe hunde i forbindelse med indlæggelse på den psykiatriske afdeling, var begrundet i både sundheds- og sikkerhedsmæssig hensyn, herunder personalets og andre patienters allergi eller angst over for hunde.
Nævnet vurderede på den baggrund, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre personalet og de øvrige patienters helbred og sikkerhed.
Klager havde oplyst, at det tidligere havde været nødvendigt for personalet hos indklagede at udsætte klager for tvang eller frihedsberøvelse grundet forværring i klagers tilstand under frivillige indlæggelser.
Nævnet vurderede herefter, at indklagede havde løftet sin bevisbyrde for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig.
Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Sagen blev behandlet principielt.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede gav klager et afslag på at medbringe sin servicehund ved frivillige indlæggelser på en psykiatrisk afdeling.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var ikke i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede gav klager et afslag på at medbringe sin servicehund i forbindelse med frivillige indlæggelser på en psykiatrisk afdeling.
Sagsfremstilling
Klager er diagnosticeret med PTSD og psykogene non-epileptiske anfald .
Hun har en certificeret psykiatrisk servicehund.
Klager og den afdelingsansvarlige læge havde over en periode drøftet, hvorvidt det var muligt, at klager kunne blive indlagt frivilligt med sin servicehund.
Den 1. juli 2022 fik klager udleveret en ny behandlingsplan, samt et mundtligt afslag på at medbringe sin servicehund ved frivillige patientstyrede indlæggelser og akutte indlæggelser i både åben og lukket regi.
Klager anmodede efterfølgende om at få et skriftligt afslag, som kunne anvendes i forbindelse med klage til Ligebehandlingsnævnet.
Af indklagedes skriftlige afslag fremgår
”Kære [klager].
…
Du har anmodet om at din hund [navn] kan ledsage dig under indlæggelse akut i åbent og lukket regi og elektivt i form af patientstyrede indlægger…
Det giver jeg dig afslag på, da du ikke skønnes at profitere bedre af en indlæggelse ved at medbringe din hund under indlæggelse.
Din profitering af indlæggelse skønnes ikke at være betinget af, at du får dispensation til at medbringe din hund.
…
Der er, som jeg ser det ikke noget der indikerer, behov for at din hund ledsager dig under indlæggelse og din behandling under indlæggelse forringes ikke af, at du ikke får dispensation til at medbringe den under indlæggelse.
Du vil ikke uden ledsagelse af din hund være ringere stillet end andre ift at modtage og gennemføre behandlingsforløb under indlæggelse i [psykiatrisk afdeling].
Du har brug for intensiv behandling, når du har brug for indlæggelse, som også er omfattet af til tider af skærmet regi og dit behandlings team varetager fuldt ud din indlæggelse i psykiatrisk regi, som har kompetencen til at behandle din sygdom som periodisk kan begrænse dig i generel livsudfoldelse uden for hospitalet.
Fagligt vurderes der ikke indikation for at dispensere for at du kan ledsages af din hund.
Psykiatrisk afdeling behandler netop din sygdom og har ekspertise til dette, når der er behov for indlæggelse.
Du meddeles derfor afslag og kan ikke medbringe din hund [navn] under indlæggelse i segneafsnits.
…”
Klager har dokumenteret, at en anden region tillader, at patienter medbringer servicehunde ved indlæggelse.
Af tilladelsen fremgår
”Det er tilladt at medbringe servicehunde til såvel undersøgelse som indlæggelse på hospitalet, såfremt den psykiatriske afdeling vurderer at dette vil kunne lade sig gøre og at følgende kan overholdes
For hvert forløb skal der laves en skriftligt aftale mellem patienten og den konkrete afdeling.
Du skal derfor drøfte det med den konkrete afdeling og aftale dette på forhånd.
”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 26. november 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 50.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for ulovlig forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Klagers hund er certificeret som psykiatrisk servicehund.
Servicehunden har en væsentlig positiv effekt på klagers liv, og har blandt andet medvirket til, at klager har haft færre indlæggelser.
Klagen angår alene de frivillige kontraktbaserede indlæggelser, som har til formål at forebygge kontroltab.
Behandlere i Psykiatrien oplever, at klager har en anden ro og tryghed, når hun medbringer sin servicehund.
Under indlæggelser oplever klager, at mangle den ro og tryghed, som servicehunden giver hende.
Andre psykiatriske- og somatiske afdelinger i andre regioner tillader indlæggelse med servicehund.
Klagers kontrakt med den psykiatriske afdeling er på maksimum fem dages indlæggelse.
I tilfælde hvor klager måtte opleve forværring, eller det er utrygt for servicehunden at være på afdelingen, vil servicehunden kunne blive passet af en reservefamilie.
En potentiel risiko for at være indlagt samtidig som en person med allergi over for hunde bør ikke føre til et generelt afslag af muligheden for at medbringe klagers servicehund.
Klagers servicehund er uddannet til at tage hensyn til personer med angst for hunde.
Det er forbudt for klagers servicehund at opsøge andre mennesker, når servicehunden er på arbejde.
Klager vurderer, at hun helbredsmæssigt vil profitere af at have sin servicehund med ved frivillig indlæggelse.
Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling.
Klager udsættes ikke for forskelsbehandling, da det psykiatriske personale er uddannet til at behandle klagers problematikker.
Indsatsen i forbindelse med indlæggelse kan være omskiftelig, hvorefter grundvilkåret for at kunne blive indlagt med sin servicehund og selv varetage alt, ikke kan opretholdes.
Det vil indebære en allergimæssig sundhedsrisiko for patienter og personale med allergi over for hunde, hvis klager tillades at medbringe sin servicehund.
Det vil indebære en sikkerhedsmæssig risiko, hvis der skal udøves magt eller tvang samt i forbindelse med miljøterapeutiske behandling.
Det vil udsætte patienter og personale med angst for hunde for en negativ påvirkning.
Det vil ikke være muligt døgnet rundt at sikre patienter og personalets sikkerhed og sundhed, hvis klager tillades at medbringe sin servicehund under indlæggelse.
Når klager har behov for frivillig eller akut indlæggelse, er det på baggrund af kontroltab, som ikke kan sidestilles med ambulante behandlingstiltag, hvor klager profiterer af at medbringe sin servicehund.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.
Om handicap
Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).
Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.
Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.
Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.
Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.
830H og U2018.
853H.
I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.
Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.
Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.
Af lægeudtalelse af 21. juni 2021 fremgår, at klager lider af PTSD og psykogene non-epileptiske anfald.
Nævnet vurderer herefter, at det er godtgjort, at klager på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap omfattet af handicapdiskriminationsloven.
Om afslaget
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.
Indklagede gav klager afslag på at medbringe sin servicehund til frivillige indlæggelser under henvisning til, at indklagede vurderede, at der ikke er behov for at give dispensation.
Nævnet vurderer, at indklagedes afslag, der tilsyneladende var baseret på neutrale kriterier, stillede klager, der på grund af sit handicap havde ønske om at medbringe sin servicehund, ringere end andre.
Der er herefter påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at klager ved afslaget om at medbringe sin servicehund til frivillige indlæggelser blev udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.
Det påhviler derfor indklagede at bevise, at der ikke er tale om ulovlig forskelsbehandling.
Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.
Indklagede har oplyst, at forbuddet mod at medbringe hunde i forbindelse med indlæggelse på den psykiatriske afdeling er begrundet i både sundheds- og sikkerhedsmæssig hensyn, herunder personalets og andre patienters allergi eller angst over for hunde.
Nævnet vurderer på den baggrund, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre personalet og de øvrige patienters helbred og sikkerhed.
Spørgsmålet er herefter, om forskelsbehandlingen var nødvendig for at opnå formålet om at sikre personalets og de øvrige patienters helbred og sikkerhed, og om der var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.
Indklagede har gjort gældende, at det ville kunne udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for personalet, hvis klager medbragte sin hund under indlæggelse.
Indklagede har videre oplyst, at det fremgår af klagers sygdomshistorik, at hendes indlæggelser undertiden ændres fra åbent til lukket regi.
Klager har oplyst, at det tidligere har været nødvendigt for personalet hos indklagede at udsætte klager for tvang eller frihedsberøvelse grundet forværring i klagers tilstand under frivillige indlæggelser.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede har løftet sin bevisbyrde for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig.
Det fremgår af indklagedes skriftlige afslag til klager, at klager ikke skønnedes at profitere bedre af at medbringe sin hund under indlæggelsen, at der ikke var oplysninger, der indikerede behov for at hunden ledsagede klager under indlæggelse, samt at behandlingen under indlæggelsen ikke skønnedes at blive forringet af, at klager ikke fik dispensation til at medbringe sin hund.
Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke kan afvises, at det vil kunne udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for personalet, hvis klagers servicehund er til stede i forbindelse med behandlingstiltag i form af tvang og frihedsberøvelse af klager.
Nævnet vurderer herefter, at indklagede tillige har løftet bevisbyrden for at forskelsbehandlingen af klager var proportional.
Klager får derfor ikke medhold i sin klage.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
Patienten [skal] selv være i stand til at passe hunden, med alt hvad det indebærer
•
At de hygiejnemæssige tiltag på stuen kan skærpes, f.eks. at rengøring øges
•
At der er ingen behandlere eller andre patienter, der er allergiske overfor hunde eller utrygge ved hunde
•
Hunden skal være en autoriseret servicehund, og som ejer skal man medbringe certificerings-/ID kort på servicehunden.
•
Hundens funktion som servicehund skal være tydelig ved, at hunden bærer servicehundedækken eller tilsvarende tydelig tegn på funktionen som servicehund.
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde
•
§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling
•
§ 10 om delt bevisbyrde