Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - afvisning
Statutory Text (5 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kompetence - afvisning
J.nr. 24-66135
En ordblind mand (klager) klagede over Ankestyrelsen (indklagede).
Klagen drejede sig om en principafgørelse, som forhindrer, at klager kan få offentlig støtte til erhvervelse af en computer, idet principafgørelsen fastslår, at en computer er sædvanligt indbo.
Ligebehandlingsnævnet traf den 26. marts 2020 afgørelse i en sag, hvor klager ligeledes påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Ankestyrelsens principafgørelse, som fastslår, at en computer er sædvanligt indbo.
Nævnet fandt, at klagen vedrørte samme forhold, som den klage Ligebehandlingsnævnet tog stilling til ved afgørelsen af 26. marts 2020.
Ligebehandlingsnævnet vurderede ved afgørelsen af 26. marts 2020, at Ligebehandlingsnævnet ikke kunne behandle klagen.
Ligebehandlingsnævnet har således tidligere taget stilling til en klage af samme indhold vedrørende Ankestyrelsens principafgørelse.
Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.
Klagen gav Ligebehandlingsnævnet anledning til at overveje, hvorvidt der forelå myndighedsinhabilitet i forbindelse med sekretariatets håndtering af sagen.
Ligebehandlingsnævnet fandt, at sekretariatet som udgangspunkt er myndighedsinhabil, når Ankestyrelsen er indklagede.
Ligebehandlingsnævnet var i forbindelse med formandsafgørelsen af 26. marts 2020 blevet sekretariatsbetjent af Kammeradvokaten, der havde substitueret Ankestyrelsens sekretariat.
Nævnet vurderer på baggrund af sagens resultat, karakter og det hidtidige forløb, at der ikke foreligger myndighedsinhabilitet i forbindelse med sekretariatets betjening af denne sag.
Nævnet har lagt vægt på, at Ankestyrelsen ikke har en sådan særlig og væsentlig interesse i sagens udfald, da klagen reelt angår samme spørgsmål, som Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 26. marts 2020 (sagsnr.
19-58798).
Sagen blev behandlet principielt.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap ved tildeling af økonomisk støtte i medfør af den sociale lovgivning.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.
Sagsfremstilling
Klager, der er ordblind, ønsker at modtage økonomisk støtte fra det offentlige til erhvervelse af hjælpemiddel i form af en computer.
Den 27. november 2019 klagede klager til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som fastslår, at en computer er sædvanlig indbo.
Ligebehandlingsnævnet traf den 26. marts 2020 afgørelse i sagen.
Sagen blev behandlet under sagsnr.
19-58798.
Ved afgørelsen vurderede nævnet, at klager ikke havde retlig interesse i sagen.
Derudover vurderede nævnet, at klagen alene vedrørte anvendelse og fortolkning af reglerne i lov om social service.
Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.
Klager har den 3. juli 2024 klaget til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med en principafgørelse fra Ankestyrelsen, som fastslår, at en computer er sædvanlig indbo.
Klager har oplyst, at principafgørelsen fra Ankestyrelsen forhindrer ham i at få bevilliget en computer efter serviceloven.
Klager har oplyst, at han er ordblind.
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. juli 2024.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 360.000 kr.
Klagers bemærkninger
Klager gør gældende, at han forskelsbehandles på grund af handicap.
Klager oplyser, at der kan opnås hjælp til andre former for handicap end ordblindhed, og at principafgørelsen fra Ankestyrelsen ekskluderer ordblinde.
En computer er et essentielt hjælpemiddel for klager.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).
Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.
Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.
Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Af forarbejderne til lov om Ligebehandlingsnævnet fremgår bl.a., at Ligebehandlingsnævnet træffer administrativt endelige afgørelser i sager om forskelsbehandling.
Når Ligebehandlingsnævnet har afgjort en sag, kan den derfor ikke efterfølgende prøves ved andet administrativt organ.
Derimod vil sagen kunne prøves ved domstolene, hvorved der sker en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og hvor der eventuelt vil kunne fremlægges nye oplysninger.
Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.
Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Ankestyrelsens principafgørelse, som fastslår, at en computer er sædvanligt indbo.
Ligebehandlingsnævnet traf den 26. marts 2020 afgørelse i en sag, hvor klager ligeledes påstod sig udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med Ankestyrelsens principafgørelse, som fastslår, at en computer er sædvanligt indbo (sagsnr.
19-58798).
Nævnet finder, at klagen vedrører samme forhold, som den klage Ligebehandlingsnævnet tog stilling til ved afgørelsen af 26. marts 2020 (sagsnr.
19-58798).
Ligebehandlingsnævnet vurderede ved afgørelsen af 26. marts 2020, at Ligebehandlingsnævnet ikke kunne behandle klagen.
Ligebehandlingsnævnet har således tidligere taget stilling til en klage af samme indhold vedrørende Ankestyrelsens principafgørelse.
Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.
Om myndighedsinhabilitet
Indklagede i denne sag er Ankestyrelsen.
Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at Ankestyrelsen stiller sekretariat til rådighed for nævnet.
Klagen har givet Ligebehandlingsnævnet anledning til at overveje, hvorvidt der foreligger myndighedsinhabilitet i forbindelse med sekretariatets håndtering af sagen.
Ligebehandlingsnævnet finder, at sekretariatet som udgangspunkt er myndighedsinhabil, når Ankestyrelsen er indklagede.
Det bemærkes, at Ligebehandlingsnævnet i forbindelse med formandsafgørelsen af 26. marts 2020 var blevet sekretariatsbetjent af Kammeradvokaten, der havde substitueret Ankestyrelsens sekretariat.
Nævnet vurderer på baggrund af sagens resultat, karakter og det hidtidige forløb, at der ikke foreligger myndighedsinhabilitet i forbindelse med sekretariatets betjening af denne sag.
Nævnet har lagt vægt på, at Ankestyrelsen ikke har en sådan særlig og væsentlig interesse i sagens udfald, da klagen reelt angår samme spørgsmål, som Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 26. marts 2020 (sagsnr.
19-58798).
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Handicapdiskriminationsloven
•
§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence
•
§ 6, stk. 2, om behandlingen af principielle sager
•
§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 2 om lovens anvendelsesområde