Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12051
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12051
Klage afvist på grund af manglende kompetence
En person klagede til Pressenævnet over et opslag bragt i Facebook-gruppen ”Media-Fotos.dk”.
Da Facebook-gruppen ikke var anmeldt som medie til Pressenævnet, havde nævnet ikke kompetence til at behandle klagen, som derfor blev afvist.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over et opslag bragt i Facebook-gruppen ”Media-fotos.dk”.
Det påklagede Facebook-opslag, som er delt af Media-fotos.dks ansvarshavende redaktør, [Chefredaktøren], i Facebook-gruppen ”Media-fotos.dk”, indeholder kritisk omtale af fotografer ansat ved [Medie 1] og [Medie 2], herunder at fotograferne altid ankommer som de første til brandulykker i Aarhus.
[Klager], der er administrerende direktør for [Medie 1], har til støtte for klagen blandt andet anført, at artiklen indeholder ukorrekt og skadende information, som han ikke er blevet forelagt, herunder at fotografer ansat ved [Medie 1] begår brandstiftelse for at kunne sælge deres billeder til andre medier.
Media-Fotos.dks hjemmeside media-fotos.dk, Facebook-side ”Media-Fotos.dk” og YouTube-side ”Media-Fotos” blev anmeldt til Pressenævnet den 15. maj 2024, jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, jf. § 1, nr. 3, med præcisering af, at mediets Facebook-gruppe ”Media-Fotos.dk” ikke skulle anmeldes.
I forlængelse af [Klager]s klage anmodede Pressenævnet Media-Fotos.dk om en udtalelse i medfør af medieansvarslovens § 46.
Media-Fotos.dk har anført, at klagen bør afvises med henvisning til, at Facebook-gruppen ”Media-Fotos.dk” ikke er omfattet af mediets anmeldelse til Pressenævnet, og at der i øvrigt er tale om en lukket Facebook-gruppe, som alene anvendes til strategi, debatter og fremtidige arrangementer.
[Klager] har hertil anført, at det er hans overbevisning, at de presseetiske regler skal iagttages, uanset hvilken platform opslaget er bragt på.
[Klager] har i den forbindelse henvist til, at opslaget er bragt under Media-Fotos.dks navn og dermed deres troværdighed, og at der er en væsentlig risiko for omgåelse af reglerne, såfremt et medie kan reklamere med være anmeldt til Pressenævnet på dets hjemmeside og på sociale medier, men reelt kun har anmeldt dets hjemmeside, således at mediet kan handle i uoverensstemmelse med de presseetiske regler på dets sociale medier.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Efter medieansvarslovens § 1 omfatter loven indenlandske periodiske skrifter (jf. § 1, nr. 1, herunder f.eks. trykte aviser og ugeblade) og tilladt radio- og fjernsynsvirksomhed (jf. § 1, nr. 2).
Andre massemedier – herunder f.eks. internetmedier – er efter § 1, nr. 3, kun omfattet af loven, hvis de har karakter af en nyhedsformidling, der kan sidestilles med den formidling, der er omfattet af § 1, nr. 1 og 2, og mediet har anmeldt (tilmeldt) sig selv til Pressenævnet eller modtager offentlig mediestøtte, jf. lovens § 8, stk. 1.
Da Facebook-gruppen Media-Fotos.dk ikke er anmeldt til Pressenævnet – og efter Pressenævnets oplysninger ikke modtager offentlig mediestøtte – jf. medieansvarslovens § 8, stk. 1, er der ikke tale om et medie omfattet af medieansvarsloven, jf. lovens § 1, nr. 3.
Det er alene Media-Fotos.dks hjemmeside, offentlige Facebook-side og YouTube-kanal, der er tilmeldt Pressenævnet.
Klagen over Facebook-gruppen Media-Fotos.dk hører således ikke under nævnets kompetence.
Klagen afvises derfor i medfør af medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.
Afgjort den 22. oktober 2024