Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-05770
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-05770
Redox får ikke kritik for ikke at bringe svar i sammenhæng
I april omtalte Redox i en artikel Generation Identitær, herunder at bevægelsen var ”højreekstrem”, ”nyfascistisk” og ”højreradikal”.
Generation Identitær klagede til Pressenævnet over, at Redox ikke havde bragt deres svar til omtalen, og at Redox ikke havde berigtiget artiklen.
Pressenævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik af Redox, da Generation Identitær ikke havde dokumenteret, at bevægelsen havde fremsendt deres svar eller krav om berigtigelse til Redox, som efter at være blevet bekendt med svaret, bragte dette i sammenhæng med omtalens beskyldninger mod bevægelsen.
Generation Identitær ved [Person 1] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Partiformand [Person 2] til fredagsbar med nyfascister: ”Patriotisk hærfører” ”, bragt den 17. april 2024 på redox.dk, idet bevægelsen mener, at god presseskik er tilsidesat.
Generation Identitær har blandt andet klaget over, at Redox ikke har bragt bevægelsens svar i sammenhæng.
1 Sagsfremstilling
Påklaget artikel
Redox bragte den 17. april 2024 artiklen ” Partiformand [Person 2] til fredagsbar med nyfascister: ”Patriotisk hærfører” ” på redox.dk.
Der er øverst i artiklen indsat et billede af [Person 2], der ses gå ud ad en dør mod en mand iført en hvid skjorte, cowboybukser og en sort rygsæk.
Af billedteksten fremgår: ”[Person 2] ses her på Christiansborg i forbindelse med et debatmøde med Generation Identitær i september 2023.
”
Af artiklens underrubrik fremgår følgende
”Den nyvalgte formand for det detroniserede parti [Parti 1], [Person 2], har længe haft en varm relation til de unge nyfascister i Generation Identitær.
”
Der er i artiklen indsat petroleumsblå faktaboks med overskriften ”Nyfascisme?
”, hvoraf fremgår følgende
”Generation Identitær udspringer af den højreradikale ideologiske strømning, der kalder sig selv Det Nye Højre (på fransk: Nouvelle Droite), som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor højreradikalismen og fascismen skulle genopfinde sig selv.
Vi bruger betegnelsen nyfascister om Generation Identitær.
Du kan læse vores analyse her [Der er indsat et link til artiklen ” Analyse: Derfor kalder vi Generation Identitær for nyfascister ” bragt den 19. april 2019 på redox.dk.
]”
Af artiklen fremgår
”Den 28. januar 2022 havde den nyfascistiske organisation Generation Identitær inviteret til fredagsbar.
Det var dog ikke kun unge medlemmer af den nyfascistiske organisation, der mødte frem til den festlige stund.
Den tidligere toppolitiker fra [Parti 2] og netop nyvalgte formand for [Parti 1], [Person 2] [Der er indsat et link til artiklen ” [Person 2] bliver ny formand for [Parti 1] ” bragt den 16. april 2024 på dr.dk], var også mødt op til fredagsbar hos de unge fascister.
Fredagsbaren forløb angiveligt så godt, at [Person 2] efterfølgende selv på det sociale medie X (dengang Twitter, red.), offentliggjorde et billedopslag, hvor han takkede for nogle hyggelige timer og ikke mindst takkede den nyvalgte partiformand de unge aktivister for deres politiske holdninger.
Ifølge [Person 2] fordi de “aktivt kæmper imod befolkningsudskiftningen!
””
Der er i artiklen indsat et skærmbillede af et opslag fra [Person 2]s X-profil.
Af opslaget fremgår: ”Fredagsbar hos Generation Identitær [Der er indsat en emoji af en stærk arm] Tak for et par hyggelige timer.
Godt, at der er unge der aktivt kæmper imod befolkningsudskiftningen !
Vigtigt for fædrelandskampen [Der er indsat en emoji af Dannebrog] #dkpol”.
Skærmbilledet er ledsaget af følgende billedtekst: ”[Person 2] skrev selv om sin deltagelse i Generation Identitærs fredagsbar på Twitter den 28. januar 2022.
”
Af artiklen fremgår videre
” Den patriotiske hærfører
Det er langt fra den eneste gang kerneaktivister fra Generation Identitær og [Person 2] har sat hinanden stævne.
Den varme politiske omfavnelse er ikke taget af siden fredagsbaren, i september deltog [Person 2] i et debatmøde med Generation Identitær på Christiansborg og så sent som den 18. januar i år postede den tidligere kerneaktivist og talsperson for Generation Identitær [Person 3] et stort opslået fotomanipuleret hyldestbillede af [Person 2] på Facebook.
[Person 2] er på billedet iklædt ridderrustning og ligner en korsridder.
Det gjorde [Person 3] under overskriften;
“Hvordan danske patrioter ser [Person 2] lige nu”.
I debattråden til opslaget er [Person 2] selv inde og kommentere den varme hyldest, hvor han skriver;
“Det var en herlig og yderst værdsat venlighed Tak !
!
”.
”
Der er i artiklen indsat følgende citat: ”God, patriotisk hærfører, vi har der”.
Af artiklen fremgår videre
”Også den nuværende talsperson for Generation Identitær, [Person 1], kommenterede det manipulerede hyldestbillede med ordene “God, patriotisk hærfører, vi har der” , hvilket faldt i [Person 2]s smag, som kvitterede med et “Tak [Person 1]”.
[Person 2] nøjedes ikke med at kommentere på [Person 3]s hyldestbillede.
Samme dag som [Person 3] postede sit opslag, videredelte [Person 2] billedet på sin egen Facebook-profil [Der er indsat et link til opslag fra [Person 2]s Facebook-profil med følgende tekst, og hvor han har videredelt et opslag fra [Person 3], hvoraf fremgår et billede af [Person 2] iført rustning og teksten ”Hvordan danske patrioter ser [Person 2] lige nu”
”Ja, jeg bliver jo taknemmelig og glad i låget, når danske patrioter skriver den slags om undertegende.
Og ja, det er nok ikke stuerent.
Men kan man overhovedet være stueren, mens kampen står på og når vi jo dybest set beskæftiger os med nationens og danskernes ve og vel.
Det er nationalt selvforsvar !
!
Lad os stå sammen.
Tak [Der er indsat to emojis af henholdsvis to foldede hænder og Dannebrog]]”
“Ja, jeg bliver jo taknemmelig og glad i låget, når danske patrioter skriver den slags om undertegnede.
Og ja, det er nok ikke stuerent,” skrev [Person 2], og fortsatte
“Men kan man overhovedet være stueren, mens kampen står på og når vi jo dybest set beskæftiger os med nationens og danskernes ve og vel.
Det er nationalt selvforsvar !
!
Lad os stå sammen nu.
Tak ””
Der er i artiklen indsat følgende citat: ”kampen er brutal og voldelig.
Det er den nødt til at være”
Af artiklen fremgår videre
”[Person 3], der postede ridderbilledet, var i 2018 forfatteren til et langt kampberedt forsvarskrift, der blev bragt i det nationalkonservative tidsskrift Critique.
[Der er indsat et link til artiklen ” [Parti 1]-kandidat: Kampen er nødt til at være brutal og voldelig ” bragt den 7. november 2021 på redox.
] Forsvarskriftet kom på baggrund af, at den politiske strømning, som Generation Identitær udspringer fra, “Det nye højre”, af Critiques redaktør var blevet stemplet som “højreradikal”.
Som gensvar gjorde [Person 3] det klart, at;
“kampen er brutal og voldelig.
Det er den nødt til at være” og at hans politiske strømning står ved, at de skal opfattes som “…ekstremister og vi er det gerne”.
”
Der er i artiklen indsat følgende citat: ”Vi er nemlig en del af det syge samfund, og kun, i et voldeligt udbrud, kan vi befri os fra det, der binder os til de herskende holdninger, og begynde at klargøre det nye fundament.
”
Af artiklen fremgår videre
”Den voldsomme retorik blev forklaret med at;
“Vi er nemlig en del af det syge samfund, og kun, i et voldeligt udbrud, kan vi befri os fra det, der binder os til de herskende holdninger, og begynde at klargøre det nye fundament.
”
I samme skriv til de nationalkonservative læsere slår [Person 3] fast, at han anser sin politiske strømning og politiske kammerater som værende;
“kampberedte pyromantikere”.
I 2021 gik [Person 3] helhjertet ind i [Parti 1], hvor han blandt andet blev byrådskandidat for partiet i [Bynavn] i forbindelse med kommunalvalgtet i 2021.
[Person 3] var dog ikke i nærheden af at opnå valg.
Han fik 43 personlige stemmer.
Overlap og forbud Udover [Person 3]s tætte forbindelse til [Parti 1] har Redox tidligere publiceret en række artikler, der dokumenterer de mange overlap mellem miljøet omkring Generation Identitær og [Parti 1].
Redox har tillige dokumenteret hvordan kerneaktivister i Generation Identitær liker og deler nazistisk og fascistisk materiale på de sociale medier.
Det kan du læse mere om her.
[Der er indsat et link til artiklen ” Her er Generation Identitærs mange naziforbindelser ” bragt den 5. juli 2022 på redox.dk]
I foråret 2021 blev Generation Identitærs franske søsterorganisation, Generation Identitaire, forbudt i Frankrig.
[Der er indsat et link til artiklen ” Presset skærpet på nyfasicster efter forbud mod Generation Identitaire ” bragt den 11. marts 2011 på redox.dk] Det skete på baggrund af at det franske indenrigsministerium opfattede Generation Identitaire som en organisation, der “opildner til had, diskrimination og vold”.
Hverken [Person 2], [Person 1], [Person 3] eller Generation Identitær har besvaret Redox’ henvendelser.
”
Efter offentliggørelsen
Redox opdaterede den 1. juni 2024 kl.
18.35 artiklen, og følgende tekst i kursiv blev indsat nederst i artiklens brødtekst
”Opdatering #2, 1. juni 2024 klokken 18.35: Generation Identitær oplyser, at “Generation Identitær tager afstand fra alle totalitære ideologier, herunder kommunisme og fascisme.
”
Sætningen ”Hverken [Person 2], [Person 1], [Person 3] eller Generation Identitær har besvaret Redox’ henvendelser” blev endvidere rettet til ”Hverken [Person 2] eller [Person 1] har besvaret Redox’ henvendelser.
”
Generation Identitærs klage er modtaget i Pressenævnet den 22. april 2024.
2 Parternes synspunkter
2.1 Generation Identitærs synspunkter
Angreb og svar i sammenhæng og berigtigelse
Generation Identitær har anført, at Redox ikke har bragt deres svar til artiklens groft injurierende og agtelsesnedbringende påstande om, at bevægelsen er ”højreekstrem”, ”nyfascistisk” og ”højreradikal”.
Redox har i stedet i artiklen hævdet, at Generation Identitær ikke har besvaret mediets henvendelse herom.
Generation Identitær har i den forbindelse oplyst, at Redox rettede henvendelse til bevægelsen forud for artiklens offentliggørelse den 8. april 2024 kl.
17.24, og at bevægelsen svarede følgende den 10. april 2024 kl.
16.48, altså en uge forud for offentliggørelsen
”Generation Identitær tager afstand fra alle totalitære ideologier, herunder kommunisme og fascisme.
”
Afslutningsvist har Generation Identitær anført, at der ved kritisk omtale gælder særligt skærpende omstændigheder, som Redox ikke har efterlevet ved mediets udeladelse af bevægelsens svar.
Generation Identitærs ry og omdømme risikerer herved væsentlig skade, og bevægelsen bad derfor Redox om at berigtige artiklen to timer efter offentliggørelsen.
Redox har imidlertid hverken besvaret deres henvendelse eller rettet artiklen.
2.2 Redox’ synspunkter
Angreb og svar i sammenhæng og berigtigelse
Redox har afvist, at mediet har modtaget et svar fra Generation Identitær den 10. april 2024 kl.
16.48 på deres henvendelse af 8. april 2024 kl.
17.24, og at mediet efter artiklens offentliggørelse har modtaget en henvendelse om berigtigelse fra bevægelsen.
I forlængelse heraf har Redox oplyst, at mediet har tjekket deres spammappe for Generation Identitærs svar, men at det heller ikke er modtaget i denne mappe.
Redox har alene modtaget Pressenævnets mail af 31. maj 2024 med Generation Identitærs klage, og mediet opdaterede herefter artiklen med bevægelsens svar den 1. juni 2024.
Redox har desuden anført, at mediet aldrig har haft problemer med at modtage mails fra Generation Identitær.
Redox har med henvisning til 26 artikler fra de seneste seks år anført, at Generation Identitær i øvrigt aldrig har ønsket at deltage i interviews eller svare på kritiske spørgsmål, ligesom bevægelsen sjældent har besvaret deres henvendelser, og såfremt mediet har modtaget et svar, har det været en standardudtalelse som ”Generation Identitær tager afstand fra alle totalitære ideologier, herunder kommunisme og fascisme”.
Hver gang Redox har modtaget en sådan standardudtalelse, har mediet i øvrigt loyalt citeret den i deres artikel.
Afslutningsvist har Redox anført, at det er uden for mediets kompetenceområde at vurdere, hvorfor Generation Identitærs henvendelser ikke er kommet frem.
Mediet har imidlertid ikke et problem med at citere Generation Identitær og har derfor også opdateret artiklen med deres svar i det øjeblik, hvor mediet blev bekendt med, at bevægelsen ønskede at blive citeret.
3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Martin Lavesen, Jørn Mikkelsen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.
Kompetence
Pressenævnet bemærker, at det følger af medieansvarslovens § 43, at Pressenævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. § 34, og hvorvidt et massemedie efter reglerne i lovens kapitel 6 er forpligtet til at offentliggøre et genmæle.
Spørgsmål om, hvorvidt der er sket overtrædelse af straffelovens bestemmelser, hører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence.
God presseskik
Angreb og svar i sammenhæng samt berigtigelse
Generation Identitær har klaget over, at Redox ikke har bragt deres svar til artiklens groft injurierende og agtelsesnedbringende påstande om, at bevægelsen er ”højreekstrem”, ”nyfascistisk” og ”højreradikal”, og at Redox ikke har berigtiget artiklen, efter at bevægelsen har rettet henvendelse til mediet.
Det følger af retningslinjer for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information.
Så langt det er muligt, skal det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.
Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende.
Angreb og svar skal, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde.
Dette gælder i særlig grad ved krænkende eller skadelige udsagn.
Berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på mediets eget initiativ, så snart man får kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser.
Berigtigelsen skal foretages så læserne, lytterne eller seerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejl, jf. punkt A.
1 A.
3 A.
4 og A.
7.
Pressenævnet bemærker, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet som udgangspunkt er berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe i mediet.
Det vil sige, at det ligger inden for grænserne af redaktørens redigeringsret at undlade at omtale forhold, der for en af parterne eller andre forekommer centrale, ligesom det er op til redaktøren at vælge og fravælge materiale og kilder, så længe det samlede indtryk giver et retvisende billede.
Af artiklens underrubrik fremgår følgende
”Den nyvalgte formand for det detroniserede parti [Parti 1], [Person 2], har længe haft en varm relation til de unge nyfascister i Generation Identitær.
”
Der er i artiklen indsat petroleumsblå faktaboks med overskriften ”Nyfasicisme?
”, hvoraf fremgår følgende
”Generation Identitær udspringer af den højreradikale ideologiske strømning, der kalder sig selv Det Nye Højre (på fransk: Nouvelle Droite), som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, hvor højreradikalismen og fascismen skulle genopfinde sig selv.
Vi bruger betegnelsen nyfascister om Generation Identitær.
Du kan læse vores analyse her [Der er indsat et link til artiklen ” Analyse: Derfor kalder vi Generation Identitær for nyfascister ” bragt den 19. april 2019 på redox.dk .
]”
Af artiklen fremgår blandt andet følgende
”Den 28. januar 2022 havde den nyfascistiske organisation Generation Identitær inviteret til fredagsbar.
Det var dog ikke kun unge medlemmer af den nyfascistiske organisation, der mødte frem til den festlige stund.
Den tidligere toppolitiker fra [Parti 2] og netop nyvalgte formand for [Parti 1], [Person 2] [Der er indsat et link til artiklen ” [Person 2] bliver ny formand for [Parti 1] ” bragt den 16. april 2024 på dr.dk], var også mødt op til fredagsbar hos de unge fascister.
Fredagsbaren forløb angiveligt så godt, at [Person 2] efterfølgende selv på det sociale medie X (dengang Twitter, red.), offentliggjorde et billedopslag, hvor han takkede for nogle hyggelige timer og ikke mindst takkede den nyvalgte partiformand de unge aktivister for deres politiske holdninger.
Ifølge [Person 2] fordi de “aktivt kæmper imod befolkningsudskiftningen!
”
[…]
[Person 3], der postede ridderbilledet, var i 2018 forfatteren til et langt kampberedt forsvarskrift, der blev bragt i det nationalkonservative tidsskrift Critique.
[Der er indsat et link til artiklen ” [Parti 1]-kandidat: Kampen er nødt til at være brutal og voldelig ” bragt den 7. november 2021 på redox.dk] Forsvarskriftet kom på baggrund af, at den politiske strømning, som Generation Identitær udspringer fra, “Det nye højre”, af Critiques redaktør var blevet stemplet som “højreradikal”.
Som gensvar gjorde [Person 3] det klart, at;
“kampen er brutal og voldelig.
Det er den nødt til at være” og at hans politiske strømning står ved, at de skal opfattes som “…ekstremister og vi er det gerne”.
[…]
Den voldsomme retorik blev forklaret med at;
“Vi er nemlig en del af det syge samfund, og kun, i et voldeligt udbrud, kan vi befri os fra det, der binder os til de herskende holdninger, og begynde at klargøre det nye fundament.
”
I samme skriv til de nationalkonservative læsere slår [Person 3] fast, at han anser sin politiske strømning og politiske kammerater som værende;
“kampberedte pyromantikere”.
I 2021 gik [Person 3] helhjertet ind i [Parti 1], hvor han blandt andet blev byrådskandidat for partiet i [Bynavn] i forbindelse med kommunalvalgtet i 2021.
[Person 3] var dog ikke i nærheden af at opnå valg.
Han fik 43 personlige stemmer.
Overlap og forbud Udover [Person 3]s tætte forbindelse til [Parti 1] har Redox tidligere publiceret en række artikler, der dokumenterer de mange overlap mellem miljøet omkring Generation Identitær og [Parti 1].
Redox har tillige dokumenteret hvordan kerneaktivister i Generation Identitær liker og deler nazistisk og fascistisk materiale på de sociale medier.
Det kan du læse mere om her.
[Der er indsat et link til artiklen ” Her er Generation Identitærs mange naziforbindelser ” bragt den 5. juli 2022 på redox.dk]
I foråret 2021 blev Generation Identitærs franske søsterorganisation, Generation Identitaire, forbudt i Frankrig.
[Der er indsat et link til artiklen ” Presset skærpet på nyfasicster efter forbud mod Generation Identitaire ” bragt den 11. marts 2011 på redox.dk] Det skete på baggrund af at det franske indenrigsministerium opfattede Generation Identitaire som en organisation, der “opildner til had, diskrimination og vold”.
Hverken [Person 2], [Person 1], [Person 3] eller Generation Identitær har besvaret Redox’ henvendelser.
”
På baggrund af sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at Redox ved nævnets mail af 31. maj 2024 med Generation Identitærs klage blev bekendt med bevægelsens svar på mediets forelæggelse.
Nævnet lægger endvidere til grund, at Redox den 1. juni 2024 opdaterede artiklen med Generation Identitærs svar og rettede sætningen ”Hverken [Person 2], [Person 1], [Person 3] eller Generation Identitær har besvaret Redox’ henvendelser” til ”Hverken [Person 2] eller [Person 1] har besvaret Redox’ henvendelser”.
Som sagen er oplyst finder Pressenævnet det ikke dokumenteret, at Generation Identitær har fremsendt svar på Redox’ forelæggelse ved mail af den 10. april 2024 eller har rettet henvendelse vedrørende berigtigelsen af artiklen efter offentliggørelsen den 17. april 2024.
Redox har efterfølgende bragt Generation Identitærs svar den 1. juni 2024, efter mediet blev bekendt hermed den 31. maj 2024, således at Generation Identitærs svar herved fremgår i sammenhæng med omtalens beskyldninger mod Generation Identitær.
Da opdateringen skete, da mediet blev bekendt med Generation Identitærs svar, udtaler nævnet ikke kritik.
På denne baggrund finder nævnet endvidere ikke anledning til at udtale kritik af Redox for manglende berigtigelse.
Afgjort den 22. oktober 2024