Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - kompetence - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - kompetence - afvisning

J.nr. 22-42059

En kvinde (klager), der havde fået gangbesvær som følge af en blodprop, klagede over en myndighed (indklagede).

Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi at indklagede havde afvist at tilbyde yderligere handicapkørsel udover 124 ture pr. år.

Efter lovbekendtgørelse nr. 215 af 1. marts 2023 om trafikselskaber § 11, stk. 1, skal trafikselskabet etablere individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede på 18 år og derover.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 1, skal individuel handicapkørsel som minimum omfatte 104 enkeltture pr. år.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klagen således handlede om myndighedens anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning, hvorefter klagen faldt uden for anvendelsesområdet af handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede kommune som udgangspunkt kun tilbyder 104 enkeltture med individuel handicapkørsel pr. år.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen.

Sagsfremstilling

Klager har oplyst, at hun har fået gangbesvær som følge af en blodprop og går til privat fysioterapi fire gange ugentligt med henblik på genoptræning.

I den forbindelse gør klager brug af individuel handicapkørsel som transportmiddel til og fra fysioterapeuten.

Indklagede har oplyst, at indklagede tilbyder 104 enkeltture med individuel handicapkørsel pr. år.

Herefter har borgere mulighed for at søge om yderligere 20 enkeltture med individuel handicapkørsel inden for samme år.

Efter lovbekendtgørelse nr. 215 af 1. marts 2023 om trafikselskaber § 11, stk. 1, skal trafikselskabet etablere individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede på 18 år og derover.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 1, skal individuel handicapkørsel som minimum omfatte 104 enkeltture pr. år.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 13. september 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da der ikke er samme loft for antal ture med individuel handicapkørsel i andre kommuner.

104 enkeltture om året rækker ikke langt, når man træner fire gange om ugen.

Dansk Handicaporganisation har oplyst, at der er få, som når loftet på 104 enkeltture med individuel handicapkørsel pr. år.

Det vil således forventeligt være ret billigt at hæve loftet for antallet af enkeltture med individuel handicapkørsel pr. år.

Klager vil kun bruge den individuelle handicapkørsel til og fra træning hos fysioterapeut.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Hos indklagede tilbydes minimumskravet på 104 enkeltture med individuel handicapkørsel pr. år.

Herefter har borgeren mulighed for at søge om yderligere 20 enkeltture med individuel handicapkørsel inden for samme år.

Det er fra lovgivers side overladt til kommunerne at bestemme, hvor mange enkeltture med individuel handicapkørsel de tilbyder, så længe minimumsantallet overholdes.

Andre kommuner er derfor frit stillet til at have et højere loft eller helt fjerne loftet for antal enkeltturer med individuel handicapkørsel.

Indklagede tilbyder alternative kørselsmuligheder og ganghjælpsmidler, hvis man opfylder betingelserne herfor.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

Det vil sige, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan tage stilling til anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Videre følger det af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning som udgangspunkt skal afvises af nævnet.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen angår, om der er sket forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede som udgangspunkt kun tilbyder 104 enkeltture med individuel handicapkørsel pr. år.

Efter lovbekendtgørelse nr. 215 af 1. marts 2023 om trafikselskaber § 11, stk. 1, skal trafikselskabet etablere individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede på 18 år og derover.

Efter bestemmelsens stk. 2, nr. 1, skal individuel handicapkørsel som minimum omfatte 104 enkeltture pr. år.

Klagen handler således om indklagedes anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klagen falder derfor uden for anvendelsesområdet af handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 8, stk. 1, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling