Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - medhold - ej medhold
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - ansættelse - stillingsopslag - medhold - ej medhold
J.nr. 22-29935
En mand (klager) klagede over forskelsbehandling på grund af alder.
En virksomhed (indklagede) søgte i et stillingsopslag på Facebook efter personer under 18 år.
Manden søgte stillingen, men fik afslag, fordi virksomheden søgte en person under 18 år.
Ligebehandlingsnævnet vurderede, at virksomhedens stillingsopslag var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder.
Manden fik derfor medhold i denne del af klagen.
Overtrædelse af annonceringsbestemmelsen straffes med bøde, men nævnet har ikke kompetence til at udstede bøder.
Manden havde indbragt syv klager for nævnet.
Alle klagerne omhandlede stillingsopslag, hvor virksomheder søgte personer med en bestemt alder, nationalitet eller et bestemt køn.
Manden var på tidspunktet for klagen bosiddende i Viborg, mens virksomheden var beliggende i Vestjylland.
Stillingen var målrettet en person under 18 år, som kunne hjælpe virksomheden i travle tider og tjene sine egne lommepenge.
Virksomheden opfordrede manden til at søge en stilling, der var målrettet personer over 18 år, hvilket manden ikke ønskede.
Nævnet vurderede på baggrund af de samlede omstændigheder, at manden ikke søgte stillingen for at opnå beskæftigelse, men derimod med henblik på at indbringe sagen for nævnet alene med det formål at opnå en godtgørelse for forskelsbehandling.
Denne situation var udtryk for retsmisbrug og derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde.
Manden fik derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at den indklagede virksomhed søgte efter personer ”under 18 år”, og at klager fik afslag på sin ansøgning til stillingen.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede søgte efter personer ”under 18 år”.
Situationen i forbindelse med klagers ansøgning er udtryk for retsmisbrug og derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelsesområde.
Sagsfremstilling
Den 1. april 2022 lavede en medarbejder hos indklagede et stillingsopslag på Facebook.
Af stillingsopslaget fremgår blandt andet
”Kunne du tænke dig et spændende job?
Og at tjene dine egne lommepenge?
Vi søger dig, som kan hjælpe os i travle tider
Det drejer sig om vores is/grill hus, i [by]
Hvor vi serverer hotdog & is
Vi forventer, at du er
Smilende
Under 18 år
klar på at lære nye ting
Vi tilbyder dig
Muligheden for at tjene dine egne penge
Gode kollegaer
Spændende job”
Klager, som er mand og født i 1998, søgte den 23. juni 2022 stillingen hos indklagede.
Af klagers ansøgning fremgår
”Mit navn er [klager] og jeg er en 23-årig mand, der altid har været målrettet omkring min uddannelse, mit arbejde og mine fritidsinteresser.
Når jeg søger job hos jer, er det med henblik på at få et studiejob, hvor jeg kan yde god service, og fordi jeg elsker at være i gang.
I vil få en medarbejder som, har erfaring med service blandt andet inden for detail- og cafebranchen.
Fra disse tidligere arbejdspladser har jeg blevet lært, hvordan man kommunikerer med kunder på en meget venlig og tilfredsstillende måde.
Jeg har opnået et højt serviceniveau og er altid åben og imødekommende.
Jeg er som person smilende og klar til at lære yderligere nyt.
Jeg er sikker på, at jeg kan være værdiskabende for jer.
Mange tak for at læse min ansøgning.
Jeg ser frem til at høre fra jer!
”
Fra den 23. juni 2022 til den 28. juni 2022 havde klager og indklagede korrespondance via mail.
Af korrespondancen fremgår blandt andet
”Klager
”Hej
Jeg har set, at fra vedhæftet opslag, at I søger personale.
Jeg sender dermed ansøgning, og håber på at komme i betragtning.
(…)”
Indklagede
Hej [klager]
Tusinde tak for din ansøgning :)
Som du også kan læse i opslaget, er det personer under 18 år vi søger :)
Søger du evt af de andre jobs?
Serveringsmedarbejder over 18 år?
Hvor bor du?
(…)”
Klager
”(…)
Er det korrekt forstået, at jeg ikke kan komme i betragtning af jobbet, da jeg er over 18 år?
Jeg søger ikke andre stilling end lige den jeg søgte.
(…)”
Klager
”(…)
Jeg savner et svar på min tidligere fremsendte mail.
Vil det sige, at jeg ikke kan komme i betragtning af stillingen, da jeg er over 18 år?
(…)”
Indklagede
”(…)
Ja vi søgte en person under 18 år til den stilling :)”
Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 28. juni 2022.
Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.
Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at indklagede udsatte ham for forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at indklagede gav ham afslag på ansættelse, fordi han ikke var under 18 år.
Stillingsopslaget var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder.
Indklagede søgte kun personer under 18 år.
Klager opfyldte ikke dette krav, hvorfor han fik afslag på sin ansøgning.
Indklagede har bekræftet dette.
Indklagede krænkede klager, fordi indklagede afviste ham alene på grund af hans alder.
Klager ville ikke have noget imod at tage kortere vagter.
Indklagede burde have styr på love og regler på området, herunder forskelsbehandlingslovens bestemmelse om forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder.
Lønnen var ikke årsagen til klagers interesse i stillingen eller årsagen til afvisningen.
Indklagede har ikke indsigt i, hvad klager lever af eller kan leve af.
Det var klagers intention at få stillingen, hvorfor han sendte en ansøgning til indklagede.
Indklagede foretrak dog en person med en bestemt alder.
Klager havde ikke noget imod at have samme arbejdsopgaver som en person under 18 år.
Indklagede gør gældende, at de ikke havde til hensigt at forskelsbehandle klager.
Klager var ikke interesseret i stillingen.
Han skrev kun til indklagede, så han derefter kunne indsende en klage til Ligebehandlingsnævnet og tjene nogle nemme penge.
Der var forskel på arbejdsopgaverne for indklagedes medarbejdere under 18 år og medarbejdere over 18 år.
En medarbejder under 18 år havde langt kortere vagter, skulle være på arbejde med en over 18 år og måtte ikke arbejde så tit.
Det er en normal opfattelse i samfundet, at det er okay at aflønne unge under 18 år lavere end personer over 18 år, henset til typen af arbejdsopgaver.
Unge under 18 år må eksempelvis ikke bære tunge ting, arbejde lange vagter eller stå alene på arbejdspladsen.
Det er derfor okay at lave et stillingsopslag, der er betinget af, at alderen er under 18 år.
Det fremgik ikke af stillingsopslaget, at lønnen ville være lavere, da der var tale om en stilling til personer under 18 år.
Der er ingen personer over 18 år, som kan leve af at arbejde eksempelvis halvanden time om ugen.
Det er indklagedes overbevisning, at klager søgte stillingen med det formål at få et afslag og få en godtgørelse fra nævnet.
Der var mange ledige stillinger på tidspunktet for klagers ansøgning, så hvis klager havde intentioner om at finde et arbejde, havde han søgt en stilling, der var målrettet ham.
Indklagede undrer sig over, at klager, en 23-årig mand, valgte at søge et job, som var målrettet et ungt menneske, som kun skulle arbejde få timer om måneden, og som skulle bo tæt på virksomheden.
Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Annonceringsforbuddet
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ved annoncering ikke må angive, at der til ansættelse søges eller foretrækkes personer med en bestemt alder.
Det følger af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ikke finder anvendelse for lønmodtagere under 18 år, hvis ansættelse er omfattet af en kollektiv overenskomst, der indeholder særlige regler om aflønning af unge under 18 år.
Det fremgår af indklagedes stillingsopslag, at indklagede søgte efter personer ”under 18 år”.
Det fremgår ikke af oplysningerne i sagen, at de ansatte blev aflønnet i henhold til kollektiv overenskomst.
På den baggrund vurderer nævnet, at stillingsopslaget var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod annoncering efter personer med en bestemt alder.
Klager får derfor medhold i denne del af klagen.
Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse i det omfang, det følger af forskelsbehandlingsloven.
Forskelsbehandlingsloven giver ikke mulighed for at tilkende godtgørelse i anledning af overtrædelse af forbuddet mod annoncering efter personer med en bestemt alder.
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at overtrædelse af annonceringsforbuddet straffes med bøde.
Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at udstede bøder.
Forskelsbehandling
Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af alder behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med en bestemt alder ringere end personer med en anden alder, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Forskelsbehandlingsloven tilsigter at gennemføre Rådets direktiv 2000/78 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet).
EU-domstolen har i dom af 28. juli 2016 i sag C-423/15 udtalt, at ligebehandlingsdirektivets artikel 14, stk. 1, litra a, og beskæftigelsesdirektivet artikel 3, stk. 1, litra a, skal fortolkes således, at en situation, hvorved en person med indgivelsen af sin ansøgning til en stilling ikke ønsker at opnå ansættelse i stillingen, men udelukkende en formel status som ansøger alene med det formål at kræve erstatning, ikke er omfattet af begreberne ”adgang til lønnet beskæftigelse” eller ”erhvervsmæssig beskæftigelse”, og at en sådan situation, såfremt de nødvendige betingelser i EU-retten er opfyldt, kan betegnes som retsmisbrug.
Klager har fra den 27. april 2022 til den 18. september 2022 indbragt syv klager for Ligebehandlingsnævnet.
Alle klagerne omhandler stillingsopslag, hvor virksomheder søgte personer i en bestemt aldersgruppe, af en bestemt nationalitet eller et bestemt køn.
Klager har blandt andet klaget over forskelsbehandling på grund af køn og alder i forbindelse med, at en virksomhed i København, som annoncerede efter unge piger under 18 år, havde givet ham afslag på stillingen.
Klagen blev indbragt for nævnet den 1. juli 2022.
Det fremgår af indklagedes stillingsopslag i nærværende sag, at stillingen var målrettet en person under 18 år, som kunne hjælpe indklagede i travle tider og tjene sine egne lommepenge.
Stillingen var i Vestjylland, mens klager ifølge oplysningerne i klagen var bosiddende i Viborg.
Indklagede opfordrede klager til at søge en stilling, der var målrettet personer over 18 år, hvilket klager ikke ønskede.
Nævnet vurderer på baggrund af de samlede omstændigheder, at klager ikke søgte den af indklagede opslåede stilling for at opnå beskæftigelse, men derimod med henblik på at indbringe sagen for nævnet alene med det formål at opnå en godtgørelse for forskelsbehandling på grund af alder.
Denne situation er udtryk for retsmisbrug og derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingslovens beskyttelsesområde, jf. nærmere EU-domstolens dom af 28. juli 2016 i sag C-423/15.
Klager får derfor ikke medhold i denne del af klagen.
Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser
Lov om Ligebehandlingsnævnet
Forskelsbehandlingsloven
RÅDETS DIREKTIV 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (beskæftigelsesdirektivet)
•
§ 1, stk. 1, stk. 2, nr. 3, og stk. 3, om nævnets kompetence
•
§ 2, stk. 1, om nævnets mulighed for at tilkende godtgørelse
•
§ 8, stk. 2, om afvisning
•
§ 9, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 12, stk. 1, om klagebehandling
•
§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde
•
§ 2, stk. 1, om forbud mod forskelsbehandling
•
§ 5 om annoncering
•
§ 5 a, stk. 4, om unge under 18 år omfattet af kollektiv overenskomst
•
§ 7, stk. 1, om godtgørelse
•
§ 7 a om delt bevisbyrde
•
§ 8, stk. 1, om bødestraf ved overtrædelse af annonceringsforbuddet.
•
Artikel 3, stk. 1, litra a, om direktivets anvendelsesområde