Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - kompetence - sundhed - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - kompetence - sundhed - medhold

J.nr. 23-55350

En kvinde (klager), der havde skizotypisk sindslidelse, klagede over et hospital (indklagede).

Kvinden mente, at hospitalet havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi indklagede havde afvist klager fra at medbringe sin servicehund.

Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, idet hun blev stillet ringere end andre som følge af, at hun ikke kunne medbringe sin servicehund på hospitalet.

Nævnet vurderede videre, at hospitalet ikke havde godtgjort, at det ikke konkret var muligt at modtage kvinden med sin servicehund uden at tilsidesætte hensynet til andres helbred og sundhed, samt, at der ikke var et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for kvinden.

Nævnet vurderede under disse omstændigheder, at hospitalet ikke har løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af kvinden var nødvendig.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 7.500 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afvist fra at medbringe sin servicehund hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede afviste klager fra at medbringe sin servicehund til en forundersøgelse for fibromyalgi.

Det var også i strid med handicapdiskriminationsloven, at indklagede afviste klager fra at medbringe sin servicehund til holdbaserede behandling af fibromyalgi.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 7.500 kr. med procesrente fra den 17. september 2021, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager, der lider af skizotypisk sindslidelse og har en servicehund, blev den 18. august 2021 indkaldt til samtale og undersøgelse den 8. september 2021 på en afdeling på et hospital i den indklagede region.

Ved e-mail af 19. august 2021 blev klager efter forespørgsel oplyst, at hun ikke kunne medbringe sin servicehund til undersøgelsen.

Begrundelsen var som følger

”…

Vi har før haft en lignende forespørgsel, som jeg har forelagde vores ledende overlæge, og det kan desværre ikke lade sig gøre.

Det er ikke tilladt at have hund med in på indendørs området på hospitalet.

Skriv gerne retur, om du er nød til at aflyse din tid.

…”

Ved nærmere forespørgsel blev klager oplyst følgende om reglerne for at medbringe hund på hospitalet

”Hygiejniske forholdsregler som er bestemt for hospitaler”.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 17. september 2021.

Klager fremsatte i klagen en påstand om betaling af en godtgørelse på 15.000 kr.

Ved e-mail af 22. september 2021 spurgte klager, om hendes servicehund fortsat ville blive afvist på afdelingen.

Ved e-mail af 23. september 2021 anførte indklagede følgende

”…

Det er stadig de retningslinjer for hygiejne vi er har fået udstukket for hele afdelingen, og alle patientgrupper.

…”

Indklagede har for nævnet fremlagt en publikation fra Statens Serum Institut vedrørende ”Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer”.

Ved afgørelse af 18. januar 2023 fandt Ligebehandlingsnævnet, at det ikke var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager ikke måtte have sin servicehund med ind på hospitalsafdelingen.

Af afgørelsen fremgår

”Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Klager blev oplyst om, at hun ikke kunne medbringe sin servicehund på hospitalet af hygiejniske årsager.

Nævnet vurderer, at den indirekte forskelsbehandling af klager var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen på hospitalet.

Spørgsmålet er herefter, om det af hensyn til at sikre hygiejnen på hospitalet var nødvendigt at afslå, at klager kunne få adgang med sin servicehund på den omhandlede afdeling.

Indklagede har oplyst, at der på afdelingen blandt andet blev behandlet patienter med immunsupprimerende medicin, og at behandlingen foregik i hold.

Klager kunne derfor ikke blive isoleret fra de øvrige patienter.

Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen vurderer nævnet, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at begrænse servicehundens adgang til den omhandlede afdeling for at opnå formålet om at sikre hygiejnen i forhold til den behandling, som klager var indkaldt til den 8. september 2021.

Nævnet forstår indklagedes bemærkninger således, at det er muligt at sikre klager behandling, og at afdelingen på grund af ferie ikke nåede at drøfte vilkårene for et alternativt tilbud om behandling af klager, hvor man kunne tage hensyn til hendes behov for at medbringe sin servicehund.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

”

Klager rettede den 17. marts 2023 henvendelse til Folketingets Ombudsmand vedrørende sagen.

Af en vedlagt mailkorrespondance mellem klagers veninde og indklagede fremgår følgende

”Kære [klagers veninde]

Vi er der, hvor vi tager patienter ind til forundersøgelse – med servicehund, men kan ikke tilbyde holdundervisning – med servicehund, idet der er hensyn at tage, til de øvrige 29 deltagere.

Der kan være deltagere med allergi, og/eller angst for hunde.

Er du blevet afvist inden forundersøgelsen – kan du i så fald skrive retur, for så booker vi en forundersøgelsestid til dig.

Vi kan efter forundersøgelse tilbyde link til diverse film om fibromyalgi – på vores hjemmeside, og evt.

opfølgende video/telefonsamtale med fibromyalgisygeplejersken.

…

Vi afviser således ikke patienter med behov for servicehund, tilbuddet er blot mere skræddersyet til netop dette behov.

”

Den 7. november 2023 traf Ligebehandlingsnævnet afgørelse om at genoptage sagen.

Nævnet vurderede, at der forelå nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling, da hun blev afvist fra medbringe sin servicehund på en hospitalsafdeling i den indklagede region.

Klager blev derfor ikke undersøgt på hospitalet på trods af behovet herfor.

Hospitalet forsøgte ikke at løse problemstillingen, hvorefter klager kunne modtage behandling.

Der blev ikke foretaget en konkret og individuel vurdering af klagers situation.

Klager har ved de fremlagte e-mails påvist konkrete omstændigheder, der rejser en formodning for, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klager blev ikke foreslået telemedicinsk behandling.

En servicehund til psykisk handicap har samme rettigheder som en servicehund til fysiske handicap samt førerhunde.

Desuden kan en servicehunds arbejde ikke erstattes af et menneske.

Klager ønskede ikke at aflyse sin tid, men fik ikke andre muligheder.

Det blev således ikke nævnt, at klager skulle afvente ledelsens tilbagevenden fra ferie.

Det fremgår af hospitalets hjemmeside, at det er tilladt at medbringe sin servicehund ved ambulante besøg.

Klager kender dog til flere afdelinger på det pågældende hospital, hvor det tillades at medbringe servicehunde i ambulatoriet.

Den konkrete hospitalsafdeling har efterfølgende tilladt, at patienter kan medbringe sin servicehund i forbindelse med forundersøgelsen.

Indklagede gør gældende, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling, idet servicehunden blev afvist ud fra et lægefagligt skøn.

Klager oplyste ikke konkret, hvilke udfordringer servicehunden var nødvendig for at afhjælpe.

Dialogen blev fra klagers side afsluttet inden ambulatorieledelsen – som var på ferie – havde haft lejlighed at vurdere og drøfte eventuelle alternative muligheder for gennemførelse af forundersøgelse og behandling.

Afdelingen havde ikke særlige retningslinjer vedrørende servicehunde.

Det var således nødvendigt for ambulatoriet at foretage en konkret lægefaglig vurdering af de sundhedsmæssige risici for de øvrige patienter på ambulatoriet.

Afdelingen behandler patienter med systemiske inflammatoriske sygdomme, herunder ved brug af immunsupprimerende behandling.

Behandlingen af fibromyalgi er i øvrigt holdbaserede, hvorfor hunden ikke kunne holdes adskilt fra øvrige patienter.

Indklagede beklagede ved brev af 18. november 2021, at klager ikke var blevet oplyst om alternative behandlingsmuligheder, herunder telemedicinske løsninger.

Klager blev efterfølgende orienteret om disse muligheder, men valgte at afslå at tage imod tilbud herom.

Afvisningen af klager udelukkede ikke, at hun kunne modtage behandling.

Telemedicinske løsninger er efterfølgende taget mere rutinemæssigt i brug i ambulatoriet.

Beslutningen blev truffet ud fra tungtvejende hensyn til de sårbare patientgrupper samt et forsigtighedsprincip.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Nævnets kompetence

Ligebehandlingsnævnet kan alene behandle klager over forskelsbehandling i henhold til den lovgivning, som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde.

Nævnets kompetenceområde fremgår af § 1 i lov om Ligebehandlingsnævnet (ligebehandlingsnævnsloven).

Det følger af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af regler i anden lovgivning som udgangspunkt afvises af nævnet.

Klager har blandt andet gjort gældende, at indklagede ikke har vejledt klager om alternative behandlingsmuligheder.

Det følger af lovbekendtgørelse nr. 247 af 12. marts 2024 (sundhedsloven) § 16, stk. 1, at patienten har ret til at få information om behandlingsmulighederne.

Det isolerede spørgsmål om, hvorvidt indklagede har levet op til sin informationspligt efter sundhedsloven falder derfor uden for Ligebehandlingsnævnets kompetence.

Det forhold, at klager i forbindelse med mailkorrespondancen med indklagede ikke blev oplyst om alternative muligheder for behandling eller ikke fik besked om at afvente den funktionsansvarlige overlæges tilbagekomst fra ferie med henblik på at drøfte vilkårene for alternativt behandlingstilbud, indgår dog i nævnets vurdering efter handicapdiskriminationsloven.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klager lider af skizotypisk sindslidelse, og at klager blandt andet er blevet bevilliget en servicehund.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer hende i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation, hvorefter hun har et handicap i handicapdiskriminationslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager kunne ikke medbringe sin servicehund, der er bevilget hende på grund af sit handicap, på den ambulante hospitalsafdeling til forundersøgelse, idet det ikke var tilladt at medbringe hunde på hospitalet.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap, idet hun blev stillet ringere end andre som følge af, at hun ikke kunne medbringe sin servicehund på hospitalet.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Vurdering af, om ligebehandlingsprincippet er blevet krænket

Nævnet finder på baggrund af de tilvejebragte oplysninger, at klager blev afvist både i forbindelse med den indledende forundersøgelse og den efterfølgende holdbaserede behandling for fibromyalgi.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Afvisningen af at medbringe servicehunden til forundersøgelse

Klager blev oplyst, at hun ikke kunne medbringe sin servicehund på hospitalet af hygiejniske årsager.

Indklagede har anført, at den konkrete afdeling behandler patienter med systemiske inflammatoriske sygdomme.

Behandlingen af disse patienter medfører brug af immunsupprimerende behandling.

Nævnet vurderer, at den indirekte forskelsbehandling var objektivt begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen på hospitalet, herunder andres helbred og sundhed.

Spørgsmålet er herefter, om det af hensyn til at sikre hygiejnen på hospitalet var nødvendigt at afslå, at klager kunne få adgang med sin servicehund på den konkrete afdeling.

Indklagede har anført, at der ikke var særlige retningslinjer vedrørende servicehunde i afdelingen.

Det var derfor nødvendigt for ambulatoriet at foretage en konkret lægefaglig vurdering af de sundhedsmæssige risici for de øvrige patienter ved tilstedeværelse af en hund i ambulatoriearealerne.

Klager har for nævnet dokumenteret, at andre efterfølgende har kunnet medbringe sin servicehund til en tilsvarende forundersøgelse på samme afdeling.

Herudover blev klager ikke informeret om, at hun kunne afvente den funktionsansvarlige overlæges tilbagekomst fra ferie med henblik på en konkret lægefaglig vurdering.

Nævnet vurderer under disse omstændigheder, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at forskelsbehandlingen af klager var nødvendig.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede ikke har godtgjort, at det ikke konkret var muligt at modtage klager med sin servicehund uden at tilsidesætte hensynet til andres helbred og sundhed.

Klager får derfor medhold i denne del af klagen.

Afvisningen af at medbringe servicehund til den holdbaserede behandling

Nævnet vurderer, at den indirekte forskelsbehandling ligeledes på dette punkt var begrundet i et sagligt formål om at sikre hygiejnen på hospitalet, herunder andres helbred og sundhed.

Spørgsmålet er herefter, om det for at sikre disse hensyn var nødvendigt at afslå, at klager kunne få adgang med sin servicehund til den holdbaserede behandling.

Indklagede har anført, at der på afdelingen blev behandlet patienter med immunsupprimerende medicin, og at behandlingen foregik i hold, hvorved servicehunden ikke ville kunne holdes adskilt fra andre patienter i forbindelse med behandlingen.

På den baggrund vurderer nævnet, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at begrænse klagers adgang med servicehund til den omhandlede afdeling for at opnå formålet om at sikre de ovenfor nævnte saglige hensyn i forbindelse med den holdbaserede behandling.

Spørgsmålet er herefter, om der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Nævnet vurderer, at der som udgangspunkt er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål om hygiejne på den holdbaserede behandling, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Nævnet har i sin vurdering lagt vægt på, at afdelingen behandler patienter med systemiske inflammatoriske sygdomme, hvilket medfører brug af immunsupprimerende behandling.

Dertil er behandlingen holdbaseret, hvorved det efter det oplyste ikke er muligt at holde servicehunden adskilt fra andre patienter.

Nævnet lægger imidlertid efter det oplyste til grund, at klager ikke blev informeret om, at hun kunne afvente den funktionsansvarlige overlæges tilbagekomst fra ferie med henblik på en konkret lægefaglig vurdering.

Nævnet lægger videre til grund, at klager først i november 2021, efter at hun havde klaget til ligebehandlingsnævnet den 17. september 2021, modtog oplysninger om tilgængelige alternative behandlingsmuligheder, herunder telemedicinske behandlingsmuligheder.

Henset til at der ubestridt bestod alternative behandlingsmuligheder, som klager ikke modtog oplysning om, og som kunne have tilgodeset det ønskede mål om hygiejne, vurderer nævnet, at der ikke er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen var for klager.

Nævnet finder herefter, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at der ikke er sket forskelsbehandling i strid med handicapdiskriminationsloven.

Klager får derfor også medhold i denne del af klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 7.500 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 7.500 kr. til klager med procesrente fra den 17. september 2021, hvor sagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1 og 2, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde

•

§ 11 om godtgørelse