Legislator Case Law & Legislation
W20240988625 DK

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - medhold

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

KEN#LOKDOK23 2024 9886 Valid

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - uddannelse - medhold

KEN#LOKDOK23 2024 9886 Valid

J.nr. 22-33779

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med ordblindhed, klagede over en professionshøjskole (indklagede).

Kvinden mente, at professionshøjskolen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap, fordi hun ikke fik ekstra tid til sin eksamen.

Nævnet vurderede, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det var herefter professionshøjskolen, som skulle bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Professionshøjskolen havde oplyst, at klager var berettiget til ekstra tid, og at det beroede på en beklagelig fejl, at dette ikke var lagt ind i systemet.

Dermed havde professionshøjskolen ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Klager fik derfor medhold i sin klage og en godtgørelse på 10.000 kr.

KEN#LOKDOK23 2024 9886 Valid

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede professionshøjskole ikke havde sikret, at klager fik ekstra tid til sin eksamen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at indklagede ikke havde sikret, at klager fik ekstra tid til sin eksamen.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 10.000 kr.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med ordblindhed.

Den 10. februar 2022 blev klager tildelt specialpædagogisk støtte (SPS) af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Klager blev bl.a. tildelt ekstra tid til sine skriftlige eksaminer i perioden februar 2022 til juni 2022.

Den 19. maj 2022 blev eksamen offentliggjort i indklagedes digitale eksamens- og vurderingsplatform.

Det fremgik af platformen, at klagers eksamenstid var den normale tid fra kl.

09:00 til 14:00.

Samme dag forsøgte klager at kontakte indklagede.

Klager fik ikke noget svar fra indklagede.

Den 22. maj 2022 kontaktede klager sin lærer hos indklagede om, at klager ikke var tildelt ekstra tid til eksamen.

Læreren vidste ikke, hvordan situationen skulle håndteres, men opfordrede klager til at kontakte eksamenskontoret.

Den 23. maj 2022 gennemførte klager sin skriftlige eksamen uden ekstra tid.

Den 2. juni 2022 bliver klager kontaktet af indklagede om sin henvendelse af 19. maj 2022.

Indklagede oplyste, at de vil afslutte sagen, da eksamen fandt sted for to uger siden.

Derudover oplyste indklagede, at klager skulle kontakte eksamenskontoret næste gang.

Den 7. juli 2022 oplyste indklagede efter det oplyste telefonisk til klager, at det fremgik af indklagedes system, at klager skulle have ekstra tid til den pågældende eksamen, men at der var sket en administrativ fejl i eksamenskontoret.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 21. juli 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at hun ikke fik ekstra tid til eksamen.

Klager ønsker at kunne gå til eksamen uden at bekymre sig om rammerne og sine medstuderende.

Indklagede skal leve op til sine pligter og ansvar.

Den manglende ekstra tid til eksamen har medført, at klager har følt sig stresset, hvilket har haft en negativ indvirkning på klagers eksamenslæsning.

På grund af den manglende ekstra tid, skyndte klager sig under eksamen, hvilket medførte en opgave med stavefejl og unøjagtige forklaringer.

Indklagede gør gældende, at det var en beklagelig administrativ fejl, at klager ikke fik tildelt ekstra tid til den pågældende eksamen.

Klager burde automatisk få tildelt den ekstra tid til eksamen.

Det var uheldigt, at klager ikke kunne få kontakt med en medarbejder, som kunne hjælpe med at rette fejlen, inden eksamen fandt sted.

Det er registreret i det studieadministrative system, at klager er bevilget forlænget tid til sine skriftlige eksaminer resten af sit uddannelsesforløb på uddannelsen ved indklagede.

Indklagede beklager forløbet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet enhver, der driver uddannelsesvirksomhed inden for erhvervsuddannelse, det vil sige uddannelse, der tager sigte på lønnet beskæftigelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer med handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Det beror på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for at have et handicap i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, herunder at funktionsbegrænsningen var af langvarig karakter.

Det fremgår af en ordblindetest afsluttet den 15. december 2016, at klager er ordblind.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrer hende at deltage i uddannelsen på lige vilkår med andre, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager, som er ordblind, og er bevilliget ekstra tid til sine skriftlige eksaminer, havde ikke fået tildelt ekstra tid til sin skriftlige eksamen den 23. maj 2023.

Nævnet vurderer på den baggrund, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Indklagede har oplyst, at klager var berettiget til ekstra tid, og at det beror på en beklagelig fejl, at dette ikke var lagt ind i systemet.

Indklagede har således ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 10.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 10.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

KEN#LOKDOK23 2024 9886 Valid

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

KEN#LOKDOK23 2024 9886 Valid

•

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

•

§ 2 a om tilpasning

•

§ 3, stk. 2, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

•

§ 7 a om delt bevisbyrde

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →