Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - adgangsbegrænsning - er handicap - medhold

J.nr. 22-47671

En kvinde (klager), som på vegne af sit barn, der havde cerebral parese, klagede over en restaurant (indklagede).

Kvinden mente, at restauranten havde forskelsbehandlet hendes barn på grund af handicap, fordi indklagede nægtede kvinden adgang til restauranten.

Nævnet vurderede, at restaurantens praksis om ikke at tillade klapvogne i restauranten, der tilsyneladende er neutral, stillede kvinden ringere end andre.

Kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun ved restaurantens afvisning blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Nævnet vurderede, at den indirekte forskelsbehandling af kvinden, der sad i en specialklapvogn, muligt var objektivt begrundet i et sagligt formål om andres sikkerhed i forbindelse med eventuel brand, som restauranten gjorde gældende.

Nævnet vurderede dog på det foreliggende grundlag, at restauranten ikke havde løftet bevisbyrden for, at det konkret var nødvendigt at afvise kvinden på grund af brandsikkerheden.

Nævnet lagde særlig lagt vægt på, at restauranten havde borde med plads til en klapvogn.

Herudover lagde nævnet vægt på, at restauranten ikke nærmere havde dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at kvinden og hendes barn kunne spise på den pågældende restaurant, uden at reglerne for brandsikkerhed blev tilsidesat.

Kvinden fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 5.000 kr.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev nægtet adgang til indklagede restaurant.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med handicapdiskriminationsloven, at klager blev nægtet adgang til den indklagede restaurant.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr.

Sagsfremstilling

Det fremgår af journalblad af 7. februar 2018, at klager er diagnosticeret med cerebral parese.

Den 22. juli 2022 ankom klager med sin familie til indklagede.

Ved ankomsten til indklagede var klager placeret i en specialklapvogn.

Da familien forsøgte at bestille et bord, blev familien afvist på grund af, at klager sad i en specialklapvogn.

Indklagede begrundede afvisningen med, at det var af hensyn til brandsikkerheden.

I perioden fra den 22. juli 2022 til den 26. juli 2022 havde klagers mor og indklagede en mailkorrespondance, hvoraf fremgår bl.a.

Klagers mor

”Vi er i dag blevet afvist til at spise på en af jeres restauranter pga vores datters handicap, hun sidder i en kørestol, som ligner lidt en klapvogn, jeg forklarede medarbejderen, men han nægtede stadig a[d]gang til os.

Kan i huske denne sag

[Link til artikel]

…”

Indklagede

”Jeg vil endnu en gang beklage jeres oplevelse på vores restaurant på [sted].

Jeg har været i dialog med restauranten og det har på intet tidspunkt været deres hensigt at diskriminere nogen, dette ligger så langt fra vores værdier og holdninger.

Så jeg beklager dybt hvis det er jeres indtryk.

Det er desværre ikke alle borde hvor indretningen er praktisk i forholdt til en kørestol/klapvogn, her skulle vi naturligvis havde tilbudt et andet bord med bedre plads, da vi blev opmærksom på at klapvognen fungerer som kørestol for jeres datter, når der blev ledige borde.

Endnu engang skal jeg beklage at I ikke fik tilbudt det.

Håber at vi kan byde jer velkommen på en af vores restauranter i fremtiden.

…”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. oktober 2022.

Klager har ikke fremsat krav om tilkendelse af et bestemt godtgørelsesbeløb.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Klagers forældre forsøgte at forklare, at specialklapvognen fungerede på samme måde som en kørestol.

Specialklapvognen fylder ikke mere end en almindelig spisestol.

Klagers forældre oplyste indklagede, at indklagede tidligere var blevet tilpligtet at betale 5.000 kr. i godtgørelse, da det ikke er lovligt at afvise mennesker på grund af handicap.

Klagers forældre har tidligere oplevet at blive afvist på grund af specialklapvognen i restauranter, men når restauranterne efterfølgende er blevet oplyst om, at den fungerer som en kørestol, har de tilladt den.

Uanset om bygningen er fredet, vil indklagede kunne lave en indretning, der tilgodeser mennesker i kørestole.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Indretningen på restauranten er uhensigtsmæssig for personer med kørestol, da adgangsforholdene til restauranten og indretningen ikke imødekommer gæster med kørestol.

Da bygningen er fredet, kan indklagede ikke lave en anden indgang.

Indretningen af restauranten er udformet på en sådan måde, at der ikke er plads til kørestole, barne- og klapvogne, hvis reglerne om brandsikkerhed samtidig skal efterleves.

Indklagede beklager, at klager har opfattet behandlingen som diskriminerende, da dette ikke har været hensigten.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Om handicap

Det følger af handicapdiskriminationslovens forarbejder, at vurderingen af lovens anvendelsesområde skal tage udgangspunkt i begrebet handicap i forskelsbehandlingsloven (lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.).

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet inden for arbejdsmarkedet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i U2018.

830H og U2018.

853H.

I sager om forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet må nævnet på den baggrund foretage en vurdering af, om en skade eller sygdom konkret har medført sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, at den berørte person er forhindret i at fungere på lige vilkår med andre personer i en tilsvarende livssituation.

Ved denne vurdering vil indholdet af fremlagte lægejournaler, kommunale akter, skoleudtalelser mv. indgå.

Klager skal godtgøre, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Det fremgår af de lægelige oplysninger af 7. februar 2018, at klager er diagnosticeret med cerebral parese.

Hun anvender specialklapvogn.

På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling havde et handicap i lovens forstand.

Om afvisningen

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager og klagers familie blev afvist i den indklagede restaurant med henvisning til, at restauranten ikke tillod klapvogne i restauranten af hensyn til brandsikkerheden.

Medarbejderen i restauranten fastholdt afvisningen af klager og klagers familie, selvom familien oplyste, at klager havde et handicap, og at klapvognen tjente som en kørestol for klager.

Nævnet vurderer, at indklagedes praksis om ikke at tillade klapvogne i restauranten, der tilsyneladende er neutral, stillede klager ringere end andre.

Nævnet vurderer herefter, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun ved indklagedes afvisning blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at der ikke var tale om ulovlig forskelsbehandling.

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet, når den er objektivt begrundet i et sagligt formål, er nødvendig for at opnå formålet, og der er et rimeligt forhold mellem det ønskede mål, og hvor indgribende forskelsbehandlingen er for den eller dem, som bliver stillet ringere.

Af sagens oplysninger fremgår, at afvisningen efter det oplyste i situationen blev begrundet med brandsikkerhed.

Senere beklagede man og oplyste, at man burde have anvist et andet bord.

Under skriftvekslingen er afvisningen begrundet med, at indklagede ikke tillader kørestole, klap- og barnevogne i restauranten af hensyn til brandsikkerheden.

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at hensynet til andres sikkerhed typisk er et sagligt formål.

På denne baggrund og efter oplysningerne i sagen vurderer nævnet, at den indirekte forskelsbehandling af klager, der sad i en specialklapvogn, muligt var objektivt begrundet i et sagligt formål om andres sikkerhed i forbindelse med eventuel brand.

Spørgsmålet er herefter, om det af hensyn til brandsikkerheden i den konkrete situation var nødvendigt at afvise klager, fordi hun sad i en klapvogn.

Indklagede har oplyst, at bygningen, som restauranten er beliggende i, er fredet.

Indklagede kan derfor ikke ændre på indretningen.

Nævnet vurderer på det foreliggende grundlag, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at afvise klager på grund af brandsikkerheden.

Nævnet har særlig lagt vægt på, at det fremgår af mailkorrespondancen mellem klager og indklagede, at den pågældende restaurant havde borde med plads til en klapvogn.

Derudover har nævnet lagt vægt på, at indklagede ikke nærmere har dokumenteret, at det ikke var muligt at indrette sig på en sådan måde, at klager og klagers familie kunne spise på den pågældende restaurant, uden at reglerne for brandsikkerhed blev tilsidesat.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der skønsmæssigt passende kan fastsættes til 5.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete overtrædelse.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 7 om undtagelser fra forbuddet mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde

•

§ 11 om godtgørelse