Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - sagsbehandling - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - sagsbehandling - afvisning

J.nr. 23-97472

En kvinde (klager), der havde PTSD, klagede over en kommune (indklagede).

Kvinden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med kommunens generelle sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke forelå oplysninger, der gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat kvinden for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens generelle sagsbehandling og myndighedsarbejde.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at kvinden ikke kunne få medhold i sin klage.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede kommunes generelle sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med PTSD.

I 2021 blev der udarbejdet en udredningsrapport af den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation VISO.

Den 28. maj 2021 blev der afholdt møde mellem indklagede og klager.

Af referatet fra mødet fremgår blandt andet

” Dagsorden

Hvordan [klager] bedst støttes i forhold til den eksisterende bevilling, således at hun ikke aflyser hjælpen.

Det kan f.eks. vedrøre oprydning, rengøring, implementering af struktur i hverdagen mm.

…

[Klager] har et ønske om at få etableret el i huset, således at hun kan få installeret en opvaskemaskine.

Det oplyses af kommunen, at opvaskemaskine samt elinstallationer i tilknytning hertil er sædvanligt indbo, hvorfor det ikke bevilliges.

Indretning af køkken

Der er tidligere ansøgt om indretning af køkken.

Sagen blev sat i bero efter anmodning fra [Klager] som følge af at VISO skulle ind i sagen.

Der genfremsendes referat fra sidste besøg, ud fra referatet vurderes det af kommunen, hvorvidt der er behov for et nyt besøg eller på anden måde indhentning af ny viden mhp.

behandling af ansøgningen.

…

Etablering af en struktur for kommunikationen mellem [klager] og kommunen således at der er klarhed over, hvad der er bevilliget, hvad der konkluderes på møder, samt hvordan der følges op på tiltag .

[Klager] fortæller, at hun har det bedst med skriftlig kommunikation, da der er konkret information at forholde sig til.

Hun er ikke så god til telefon, da det kan være forbundet med angst.

Vedr.

det aktuelle møde fortæller [klager], at det har været angstfuldt.

Hun er hele tiden i alarmberedskab.

Det vurderes, at der i kommunikationen mellem [klager] og kommunen er behov for kombinationen mellem skriftlig kommunikation og møder, hvor der i højere grad er mulighed for at ideudveksle.

Det vil således være hensigtsmæssigt, at der løbende aftales nogle årlige møder mellem [klager] og kommunen.

Vedr.

[klagers] mulighed for at fastholde indholdet af møderne er referater brugbare, men utilstrækkelige ift.

at hun kan huske indholdet af møderne.

Dette er baggrunden for, at hun optager samtaler, så hun har mulighed for at lytte den igennem og på den måde være sikker på at hun får fat i informationen.

…

Fremsendte kommentarer fra [klager] efterfølgende mødet, som hun ønsker indgår i referatet

…

Jeg føler ikke, at jeg ved møderne kan sige det, som jeg her forsøger at kommunikere skriftligt.

Fordi jeg tidligere har oplevet at blive talt ned til, samt at være ”under angreb”.

- Deraf, at min angst eskalerer, og min PTSD bliver trigget under møderne.

Og jeg går i alarm- og forsvarsberedskab.

Kommunen skal desuden vide, at jeg har ikke længere tillid til, eller troen på, at det er kommunens hensigt at ville yde mig den hjælp, jeg har behov for til at få min dagligdag til at fungere bedst muligt.

- Det har jeg allerede godt ti års erfaring med, at kommunen ikke har ville.

Det er min oplevelse, når jeg ansøger, eller har ansøgt om hjælp, at kommunen har en tilgang til ansøgningerne, som er, hvordan den kan skrive en afgørelse, som giver afslag på hjælpen.

Møderne har understøttet min oplevelse.

Dersom jeg særligt har lagt mærke til, at kommunen er fastlåst på, hvad den ikke kan - eller ikke vil.

Og fremhæver flere gange lovgivningens begrænsninger for at kunne yde mig den hjælp, som jeg rent faktisk har behov for.

…

På den baggrund er det relevant at fremhæve, at kommunens håndtering af lovgivningen ved at sagsbehandle ud fra de enkelte paragraffer, ikke bidrager til helhedsorienteret sagsbehandling.

Eller en konkret og individuel vurdering.

Fordi sagsbehandlingen efterlader mange forskellige vurderinger, og afgørelser af den samme funktionsnedsættelse, og behovet for hjælp.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 9. november 2023.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 100.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ikke fundet grundlag for at foretage partshøring af indklagede.

Klagers bemærkninger

Henset til sagens resultat er klagers bemærkninger alene gengivet delvist.

Klager gør gældende, at indklagede udsatte hende for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes generelle sagsbehandling.

Klagen vedrører indklagedes sagsbehandling og myndighedsarbejde.

Klagen vedrører ikke udfaldet af indklagedes afgørelser.

Indklagede benyttede en krænkende og nedladende tone i kontakten med klager, herunder om klagers funktionsnedsættelser.

De krænkende hændelser skete i forbindelse med og i forlængelse af VISO-forløbet som indklagede igangsatte i 2021.

Indklagede tilsidesatte pligten i serviceloven til at yde en særlig omsorg for mennesker med en betydelig nedsat psykisk funktionsevne.

Indklagede tilsidesatte og underkendte al lovgivning i forbindelse med sagsbehandlingen af klagers sager efter den sociale lovgivning, hvor indklagede var forpligtet til at yde støtte og hjælp til borgerens samlede behov som følge af en varig funktionsnedsættelse.

Indklagede fordrejede faktiske og lægefaglige oplysninger, så de ikke var i overensstemmelse med fakta.

Indklagede udsatte klager for ”gaslighting”.

Indklagedes sagsbehandling var ikke helhedsorienteret, hvilket der er pligt til efter retssikkerhedsloven.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager har klaget over forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes generelle sagsbehandling og myndighedsarbejde.

Klager har også gjort gældende, at indklagede tilsidesatte og underkendte lovgivningen i forbindelse med sagsbehandlingen.

Nævnet vurderer, at der ikke foreligger oplysninger, der giver anledning til at formode, at indklagede udsatte klager for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes generelle sagsbehandling og myndighedsarbejde.

Nævnet bemærker, at det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at nævnet ikke kan tage stilling til indklagedes anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i sin klage.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1, og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde