Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - genoptagelse - afvisning

J.nr. 22-4456

En mand (klager) anmodede om genoptagelse af hans sag om forskelsbehandling og chikane på grund af handicap i forbindelse med en kommunes (indklagede 1) og en regions (indklagede 2) håndtering af en arbejdsskadesag.

Nævnet havde tidligere vurderet, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Efter nævnets faste praksis var der herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Manden ønskede sagen genoptaget, da han mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Der var ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Der forelå heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kunne føre til, at sagen skulle genoptages.

Efter nævnets faste praksis var der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Sagen angår, om der efter anmodning fra klager er grundlag for at genoptage sagen om forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede kommunes og den indklagede regions håndtering af en arbejdsskadesag.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet genoptager ikke sagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager indbragte den 24. januar 2022 en klage for Ligebehandlingsnævnet.

Klagen angik påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med de indklagedes håndtering af en arbejdsskadesag.

Ligebehandlingsnævnet traf den 21. februar 2024 afgørelse i sagen.

Sagen blev behandlet under sagsnr.

22-4456.

Ved afgørelsen fastslog nævnet, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at de indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Det var herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Af afgørelsens sagsfremstilling fremgik følgende

”Klager har klaget over en kommune og en region i forbindelse med en arbejdsskadesag.

Klager arbejdede fra 1966 til 1968 og igen fra 1970 til 1978 som gulvlægger hos flere forskellige arbejdsgivere.

Klager har oplyst, at han som led i arbejdet var i kontakt med en række opløsningsmidler.

Den 3. november 1987 blev klager henvist til den indklagede regions sygehus A.

Af journalnotat af 3. november 1987 fremgår blandt andet

” Resume

41-årg tidligere gulvlægger henvises mhp.

Mulig opløsningsmiddelskab.

Under sit arbejde som gulvlægger tilbage i 1970´erne i en 8 års periode betydelig og relevant eksposition i form af terpentin g fortynderbaserede lime.

Hyppige arbejdsrelaterede rustilfælde.

Efter nogle års forløb som gulvlægger tiltagende symptomer på kronisk forgiftning efter at ekspositionen er ophørt med nogen bedring.

PT.

har med betydelig besvær klaret langvarig revalidering til socialpædagog, men magter nu ikke at arbejde som sådan fuldtids.

Objektivt findes i det væsentlige normale forhold, dog mistanke om vanskelighed ved intellektuelt prægede udfordringer.

Foreløbig vurdering

Toksisk encefalopati på baggrund af ovenstående.

Muligvis kun i let grad, men med erhvervsevnetab og varige men til følge.

Da pt.

også af andre årsager har erhvervsindskrænkning må en helbredsbetinget førtidspension være relevant.

”

Af erhvervsanamnese af 3. november 1987 fra sygehus A fremgår blandt andet følgende

”1966-68: gulvlægger hos [arbejdsgiver], se venligst perioden 1972-78 i det samme forhold og ekspositoner og forhold gør sig gældende.

1969, svejser [Arbejdsgiver].

Ingen relevante ekspositioner

1970-71 gulvlægger [arbejdsgiver].

Se venligst perioden 1972-78 idet arbejdsforhold og ekspositioner stort set var de samme.

1972-78 gulvlægger hos [arbejdsgiver].

Pt.

har stort set her hele tiden beskæftiget med at lægge gulve enten i ældre i nyt byggeri.

Han brugte ofte lægning af vinylgulve, af og til også kork og linoliumsgulve.

I de fleste tilfælde blev der inden gulvlægning og limning foretaget imprægnering af betonet, dette består i at en blanding af kontaktlim og cellulosefortynder smøres ud på betonet hvorefter alle porøsiteter lukkes.

Selve gulvlægningen blev foretaget med kontaktlime ofte fortynderbaserede, men de kunne også terpentinbaserede lime, som blev spartiet ud på gulvet, hvorefter henholdsvis vinyl, kork ell.

linolium blev lagt på.

Der var altid en intens lugt af opløsningsmidler.

Patienten har aldrig båret åndedrætsværn, bortset fra en kort periode til slut hvor der blev anvendt kulfiltermaske.

Filtrene blev skiftet hver 7.-14. dag.

Der har aldrig været udsugning oftest ikke engang et åbent vindue, idet dette gjorde lokalet koldere og herved var det sværere at arbejde med materialerne.

”

Af journalnotatet af 3. november 1987 fra sygehus A fremgår, at der skulle foretages anmeldelse til Sikringsstyrelsen.

Ved brev af 16. november 1987 oplyste Sikringsstyrelsen klager om, at de havde modtaget en anmeldelse om erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Af brevet fremgår, at klager havde pådraget sig en lidelse, der muligvis kunne anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven.

Ved brev af 17. november 1987 anmodede Sikringsstyrelsen sygehus A om at sende et lægebrev, da sygehuset havde behandlet klager for opløsningsmiddelforgiftning.

Af lægebrev af 9. december 1987 fra sygehus A fremgår blandt andet

”41-årig tidligere gulvlægger, som i 1970´erne gennem 8 år har været relevant toksisk eksponeret for organiske opløsningsmidler især ved afdampning fra kontaktlim i forbindelse med gulvlæggerarbejde.

Hyppige arbejdsrelaterede rustilfælde.

Omkring slutningen af denne ansættelse debut af colitis ulcerosa og i 1977 og 78 har der været en række indlæggelser i denne anledning, hvor der tilsidst blev gjort rectocolectomia totalis og ileostomia.

Patienten har, mens han arbejdede som gulvlægger, haft nogle psykiske symptomer med indhold af forfølgelsesforestillinger, og disse symptomer er tiltaget i den periode, hvor han var plaget af sin svær tarmsygdom.

…

Han mener idag, at han kan klare et halvtidsjob som socialpædagog, og desuden at han bør have mulighed for at få suppleret sin indtægt med økonomisk hjælp fra det offentlige.

Det er nok muligt, at det kan blive svært for denne patient at være selvhjulpen, og at det bliver nødvendigt at det offentlige går ind og støter eksempelvis med en pension.

I første omgang er undersøgelsesprogrammet således, at patienten vil blive konfereret med høreklinikken vedr.

støjoverfølsomheds evt.

indvirkning på erhvervsevnen.

Dette, da patienten trækker dette symptom frem som noget ganske væsentlig, der gjorde, at han ikke kunne klare sit arbejde som socialpædagog.

Herefter vil vi tage kontakt mod arbejdskonsulent og høre hvorledes mulighederne er for halvtidsstillinger for en socialpædagog og evt.

sammen med denne overveje, om der kan være mulighed for en særlig beskyttet stilling.

…

Såfremt det på et senere tidspunkt bliver aktuelt at rejse pensionssag finder jeg, det er nødvendigt, at der bliver inddraget psykiatrisk ekspertise, og det er nok også muligt, at dette kan være on god løsning under alle omstændigheder, idet der evt.

kunne være en behandlingsmulighed, som kan komme frem ved en psykiatrisk vurdering.

Patienten mener selv, at samtlige hans symptomer er opstået pga.

erhvervsmæssig eksposition.

Dette er ikke sandsynligt efter min opfattelse.

Det er derimod muligt, at patienten pga.

en belastende eksposition i 1970'erne har udviklet et klinisk billede, der ikke egentlig ligner et opløsningsmiddelsyndrom, men evt.

kan være udtryk for dette, ved at hans symptomatologi er blevet præget af patientens præmorbide psyke.

”

Af journalnotat fra 19. februar 1988 fra sygehus A fremgår blandt andet

”Ved konferencen d.d. blev konkluderet, at vi med udgangspunkt i en samlet vurdering af pt's dementielle tilstand, psykiske habitus og øvrige helbredsmæssige tilstand (hørenedsættelse, colestomi) fra afdelingens side vurderer, at pt's arbejdsevne må anses for reduceret med mere end 2/3.

Vi anbefaler på baggrund heraf pt/socialforvaltningen at ansøge om pension.

Den resterende arbejdsevne (på mindre end 1/3) vurderes til at være af absolut reel karakter og man må opfordre pt.

til såvidt muligt at udnytte denne arbejdsevne om muligt, da han utvivlsomt vil kunne profitere af dette psykisk.

”

Den 22. juni 1988 traf Sikringsstyrelsen afgørelse i sagen.

Af afgørelsen fremgår blandt andet

”Sikringsstyrelsen har fra arbejdsmedicinsk afdeling, [sygehus A] modtaget anmeldelse af en mulig forgiftningslidelse, som De eventuelt kunne have pådraget dem under arbejde som gulvpålægger hos flere arbejdsgivere.

Styrelsen har indhentet oplysninger fra ovennævnte arbejdsmedicinsk afdeling og fra Dem selv.

Af det oplyste fremgår, at de som gulvpålægger har været udsat for organiske opløsningsmidler i perioden 1966-1968 og 1970-1978.

Omkring 1977 udviklede de en tarmlidelse, som De senere blev opereret for.

I samme periode indtrådte psykiske forandringer.

De har siden gennemført 8. og 9. klasse og uddannet dem til socialpædagog.

Ved psykologisk undersøgelse i 1988 fandtes tegn til en lettere hjerneskade.

De lider endvidere af nedsat hørelse, svimmelhed og støjoverfølsomhed.

Vedrørende den formodede hjerneskade er det sikringsstyrelsens vurdering, at sygdomsforløbet ikke er typisk for en hjerneskade betinget af arbejdet med opløsningsmidler.

Der er herved lagt vægt på, at de omend med besvær, har kunnet gennemføre et uddannelsesforløb som anført efter ophør med arbejder med opløsningsmidler.

Med hensyn til tarmlidelsen har styrelsen ikke fundet holdepunkter for, at denne lidelse skyldes arbejdet med opløsningsmidler.

Deres hørelidelse behandles under [journalnummer].

Styrelsen skal herefter meddele, at den anmeldte hjerneskade og tarmlidelse ikke giver dem ret til ydelser efter lov om arbejdsskadeforsikring, da der ikke er påvist nogen lidelse, som er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme i § 1 i sikringsstyrelsens bekendtgørelse af 23. maj 1988.

”

Den 5. juli 1988 klagede klagers faglige organisation, på vegne af klager, til Den Sociale Ankestyrelse over Sikringsstyrelsens afgørelse af 22. juni 1988.

Ved afgørelse af 9. februar 1989 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse Sikringsstyrelsens afgørelse og begrundelse af 22. juni 1988.

Af journalark af 9. februar 1989 fra social- og sundhedsforvaltningen fra den indklagede kommune fremgår blandt andet

”Egen læge har gjort indsigelse mod indstillingen til førtidspension.

Egen læge er nu [navn], der oplyser, at han fortsat arbejder på at få ansøgeren undersøgt/behandlet på […].

Sagen er drøftet mellem lægekonsulenten og egen læge, idet vi ikke har ment, der er reelle behandlingsmuligheder.

Efter samtalen besluttes, at den videre behandling af pensionssagen stilles i bero under afventning af, om pgl.

indlægges til behandling på […] – vi kan således alligevel næppe postulere, at helbredstilstanden for nuværende er stationær.

Indtil der foreligger afklaring på, om ansøgeren kommer i behandling, kan udbetaling af forskud på førtidspension fortsætte.

”

Af journalark af 17. marts 1989 fra social- og sundhedsforvaltningen fra den indklagede kommune fremgår blandt andet

”Det er ikke lykkedes at få den fornødne kaution for behandlingsophold på […].

Vi må fortsat mene, at ansøger er pensionsberettiget og fastholde tidligere indstilling.

”

Ved afgørelse af 12. januar 1990 tilkendte Revaliderings- og Pensionsnævnet klager ret til mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft fra 1. november 1988.

Den 14. februar 1991 anmodede klagers faglige organisation Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen.

Den 2. september 1991 meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at de ikke fandt grundlag for at genoptage sagen, eller forelægge sagen for erhvervssygdomsudvalget.

Den 25. september 1991 klagede klagers faglige organisation til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens afslag på genoptagelse af 2. september 1991.

Ved afgørelse af 5. marts 1992 tiltrådte Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afslag på genoptagelse af 2. september 1991.

Den 7. oktober 2016 anmodede klager om genoptagelse af sin arbejdsskadesag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Den indklagede region har oplyst, at klager i 2017 blev tilset på høreklinikken på sygehus B, hvor det blev vurderet, at klager ikke var egnet til at få cochlear implant.

Ved undersøgelsen fandt man, at klager havde en betydelig hørerest og kunne behandles med almindelige høreapparater.

Derfor kunne gevinsten ved cochlear implant ikke opveje den risiko, der var for invaliderende svimmelhed hos klager efter operationen.

Klager har oplyst, at han efterfølgende har fået hjælp af en læge.

Han har også fået cochlear implant i ørene, som skulle hjælpe ham med at høre.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 24. januar 2022.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 3.000.000 kr.

Ved telefonsamtale af 3. maj 2022 vejledte Sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet klagers partsrepræsentant om, at såfremt klager ønskede en arbejdsskadeerstatning skulle han rette henvendelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

”

Af parternes bemærkninger fremgår følgende

” Klager gør gældende, at de indklagede udsatte ham for forskelsbehandling og chikane på grund af handicap i forbindelse med deres håndtering af hans arbejdsskadesag.

Klagers slimhinder er ødelagte og fortykkede på grund af forgiftninger, som han pådrog sig i forbindelse med hans arbejde som gulvlægger i 1970´erne.

Forgiftningerne medførte også, at klager fik stomi.

I den forbindelse fik han også problemer med balancen, koncentrationen og hørelsen.

De indklagede anmeldte ikke arbejdsskadesagen rettidigt.

De indklagede afklarede og belyste heller ikke sagen tilstrækkeligt, ligesom der ikke blev placeret et ansvar og udbetalt en erstatning til klager.

De indklagede havde pligt til at revalidere klager, hvilket de ikke gjorde.

De indklagede forhindrede klager i at blive sendt til udredning og få en speciallægeerklæring derfra.

Den indklagede kommune har parkeret klagers sag på venteliste i mere end 40 år.

Kommunen har også forsømt deres pligt til at hjælpe klager med at forfølge sagen i henhold til Retssikkerhedsloven.

Klager blev tvunget til at modtage invalidepension, fordi han var over 2/3 invalid.

Ellers ville han ende på kontanthjælp.

Den indklagede kommune har udbetalt for lidt i pension til klager i 35 år.

Klager var og er mere end 2/3 invalid, hvorfor han har ret til den højeste invalide pension.

Klager blev vurderet til at være mere end 2/3 invalid, hvilket burde have udløst en arbejdsskadeerstatning.

Den indklagede regions sygehus A har opfundet sager om støj, meniere, sclerose, virus og stress.

De skulle i stedet have fokuseret på klagers arbejdsrelaterede skader efter arbejdet som gulvlægger.

Sygehus A har aldrig foretaget sig noget vedrørende klagers balanceproblemer.

Klager er blevet scannet mange gange, men der er aldrig blevet taget stilling til scanningerne.

Klager har også afprøvet mange høreapparater, men de har ikke kunnet hjælpe klager.

Klager er blevet forhindret i at blive sendt til udredning hos en speciallæge.

Klager har derfor ikke fået fastsat en méngrad, som han ville kunne gå videre med.

Den indklagede regions sygehuse har flere gang afvist at hjælpe klager med hans hørelse.

De har fortalt ham, at han ville komme til at sidde i kørestol, hvis de opererede ham.

Arbejdsmedicinsk afdeling på sygehus A erklærede klager mere end 2/3 invalid og uarbejdsdygtig.

Sygehus A havde derfor pligt til at sende sagen videre til arbejdsskadestyrelsen, da klager havde ret til arbejdsskadeerstatning.

Sagen er ikke forældet, da klager hele tiden har været under lægelig behandling og først fik sin hørelse tilbage i 2022.

Den indklagede kommune gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Klagers påståede arbejdsskade opstod som følge af forgiftninger relateret til klagers arbejde som gulvmontør i 1970´erne, og således ikke i forbindelse med en ansættelse hos den indklagede kommune.

Klager har kun været ansat hos den indklagede kommune i tidsbegrænsede ansættelsesforhold af relativ kort varighed i 1980´erne.

Kommunen mener ikke, at disse ansættelsesforhold har noget med klagen at gøre.

Klagers eventuelle krav er forældede, ligesom klager har udvist retsfortabende passivitet, da kravene stammer fra påstået forskelsbehandling i slutningen af 1980´erne og frem til 1990.

Da klagers påståede arbejdsskade ikke er sket i ansættelsesforhold, hvor den indklagede kommune har været arbejdsgier, er klagers anklage om manglende rettidig anmeldelse, afklaring og belysning uberettiget.

Krav på erstatning for arbejdsskade rettes mod arbejdsgiver i det ansættelsesforhold, hvori arbejdet, der udløste skaden, er foregået.

Klager har ikke under sine kortvarige ansættelser hos kommunen været udsat for arbejdsskade.

En eventuelt manglende udbetaling af arbejdsskadeerstatning kan således ikke tillægges kommunen.

Den indklagede kommune træffer ikke afgørelse i sager om arbejdsskadeerstatning, hvorfor ansvaret for en eventuel manglende tilkendt erstatning for en arbejdsskade ikke er hos kommunen.

Derudover har klager haft kontakt med kommunen vedrørende en førtidspensionsansøgning.

Kommunen mener ikke at have udsat klager for forskelsbehandling eller chikane i forbindelse med behandlingen af førtidspensionsansøgningen eller afgørelsen herom.

Klager har endvidere selv medvirket ved sin ansøgning om førtidspension.

Klager har anført, at kommunen ikke har forholdt sig til, at de har pligt til at hjælpe.

Klager har dog ikke beskrevet, hvilken hjælp han ikke er blevet tilbudt eller afskåret fra at modtage.

Kommunen har ikke indflydelse på klagers arbejdsskadesag ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Klager blev ikke sendt på behandlingsophold, fordi det daværende amtssygehusudvalg afslog et sådant ophold.

Kommunen har i øvrigt ikke kendskab til, at klager skulle have været i kontakt med kommunen, og derfor heller ikke kendskab til, hvorledes kommunen skulle have forskelsbehandlet klager.

Ligebehandlingsnævnet bør afvise klagen, idet sagen ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet, ligesom det er åbenbart, at der ikke kan gives klager medhold.

Når klager anfører, at kommunen ”gennemtvang en førtidspension” og rejser et erstatningskrav baseret tabt arbejdsfortjeneste, synes klagen nærmere at vedrøre udfaldet af førtidspensionsansøgningen og arbejdsskadesagen.

Klagen bør derfor søges løst ved en endnu ikke udløbet klagefrist, hvis dette er muligt.

Alternativt bør der søges om genoptagelse, idet Ligebehandlingsnævnet ikke er kompetent til at træffe afgørelse om førtidspension og arbejdsskade.

Den indklagede region gør gældende, at de ikke har udsat klager for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Sygehus A har afholdt flere møder med indklagede, hvor de har drøftet hans behandlingsforløb.

Der har også været dialog om, at sygehus A ikke kan henvise klager til en praktiserende speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme, da en sådan henvisning kan ske ved klagers egen læge.

Henvisningen er dog ikke nødvendig, da klager kan henvende sig til en speciallæge uden henvisning.

Derudover har der været dialog mellem sygehus A og klager om, at sygehuset kunne henvise til en second opinion ved en anden sygehusafdeling.

Dialogen ledte til, at klager blev henvist til høreklinikken på sygehus B til en second opinion.

Regionen gør gældende, at sagen bør afvises fra Ligebehandlingsnævnet, da nævnet ikke er rette instans.

Klagen vedrører en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som skal behandles af Ankestyrelsen, samt en klage over et behandlingsforløb på et at regionens sygehuse, som skal behandles af Styrelsen for Patientklager eller Patienterstatningen.

Sygehus B tilbød ikke klager cochlear implant, da der ikke var et sundhedsfagligt grundlag for det.

Der var således ikke tale om en afvisning på grund af handicap.

”

Det fremgår af nævnets bemærkninger og konklusion

”Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Der foreligger chikane, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke dennes værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling eller chikane, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Klager har anført, at de indklagede har udsat ham for forskelsbehandling og chikane på grund af handicap i forbindelse med deres håndtering af klagers arbejdsskadesag.

Klager har også anført, at den indklagede kommune har udsat ham for forskelsbehandling i forbindelse med, at han ikke har fået udbetalt den højeste invalide pension.

Det er klager, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Efter oplysningerne i sagen er der ikke påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at den indklagede kommune eller den indklagede region har udsat klager for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap.

Nævnet lægger vægt på, at hverken den indklagede kommune eller den indklagede region har truffet afgørelse i klagers arbejdsskadesag.

Nævnet lægger også vægt på, at det ikke fremgår, at de indklagede har haft indvirkning på klagers arbejdsskadesag.

Efter nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

”

Den 17. juli 2024 henvendte klager sig til Ligebehandlingsnævnet med anmodning om genoptagelse af sagen.

Ligebehandlingsnævnet har ikke foretaget høring af de indklagede i forbindelse med anmodningen om genoptagelse.

Klagers bemærkninger

Klager har anmodet om, at sagen genoptages.

Klager har til støtte for anmodningen anført, at han blev udsat for forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om Ligebehandlingsnævnet, at nævnet kan bestemme, at en sag, hvori der er truffet afgørelse, skal genoptages, hvis særlige grunde taler derfor.

En sag kan for eksempel genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det kan i den forbindelse tillægges vægt, hvis disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen.

Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse.

Der er ikke i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Der foreligger heller ikke i øvrigt særlige grunde, der kan føre til, at sagen skal genoptages.

Efter nævnets faste praksis er der herefter ikke grundlag for at genoptage sagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 10 om genoptagelse

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling og chikane

•

§ 10 om delt bevisbyrde