Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - parts- og vidneforklaringer

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - chikane - uanset handicap - kommuner - sagsbehandling - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 22-36964

En kvinde (klager), der var diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse og myalgi, klagede over en myndighed (indklagede).

Kvinden mente, at myndigheden havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med en telefonisk sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at parterne i et væsentligt omfang var uenige om den konkrete udtalelse fra den pågældende medarbejder hos indklagede, herunder hvad der var blevet udtalt og i hvilken sammenhæng.

Disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviste derfor at behandle klagen.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling i form af chikane på grund af handicap i forbindelse med indklagede kommunes telefoniske sagsbehandling.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager er diagnosticeret med bl.a. bipolar affektiv sindslidelse og myalgi.

Den 23. marts 2022 havde klager og indklagede en telefonisk samtale.

Af telefonnotatet fremgår bl.a.

”Vi aftaler, at [klager] bliver indkaldt til rundbordssamtale på jobcentret hvor konsulenten fra fleksjob afd skal være til stede, Ut sender indkaldelse og sender min plan”.

Der er uenighed mellem parterne om det nærmere indhold af den telefoniske samtale.

Klager har anført, at medarbejderen hos indklagede udtalte, at klagers sygdom ikke var alvorlig, da hun hverken havde kræft, en lungesygdom eller en hjertesygdom.

Indklagede har anført, at medarbejderen hos indklagede ikke har udtalt sig om, at klagers sygdom ikke var alvorlig.

Imidlertid har medarbejderen hos indklagede udtalt sig om livstruende sygdomme i henhold til sygedagspengelovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Af sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår

”Kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af revurderingstidspunktet i § 24, når

…

5) en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende, alvorlig sygdom.

”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. august 2022.

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 10.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med indklagedes telefoniske sagsbehandling.

Klager gør desuden gældende, at indklagede som følge heraf tilpligtes at betale en godtgørelse på 10.000 kr.

Udtalelsen fra medarbejderen hos indklagede har gjort klager skamfuld.

Klager mener ikke, at medarbejderen hos indklagede talte om forlængelse af sygedagpenge i forbindelse med udtalelsen om livstruende sygdomme.

Udtalelsen fra medarbejderen hos indklagede var fuldstændig uden respekt og viden om psykisk sygdom.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Medarbejderen hos indklagede har ikke udtalt det af klager anførte.

Medarbejderen hos indklagede kan have udtalt sig om livstruende sygdomme i henhold til sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, som drejer sig om forlængelse af sygedagpengeperioden ved livstruende, alvorlig sygdom.

Indklagede beklager, at klager har følt sig krænket af indklagede medarbejders udtalelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at forbuddet mod forskelsbehandling tillige gælder enhver, der anviser beskæftigelse.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når en uønsket optræden i relation til en persons handicap finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Klagen vedrører en konkret udtalelse fra en medarbejder hos indklagede.

Klager gør i den forbindelse gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling i form af chikane på grund af handicap i forbindelse med den konkrete udtalelse fra medarbejderen hos indklagede.

Parterne er i et væsentligt omfang uenige om den konkrete udtalelse fra den pågældende medarbejder hos indklagede, herunder hvad der er blevet udtalt og i hvilken sammenhæng.

Disse spørgsmål, som er af afgørende betydning for sagens resultat, kan alene afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke foretages for nævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Nævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Forskelsbehandlingsloven

•

§ 1, stk. 1 og 3, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 1, stk. 1-4, om lovens anvendelsesområde

•

§ 3, stk. 2, om lovens anvendelsesområde

•

§ 7 a om delt bevisbyrde